Richardt, Chr. Æblerne.

Æblerne.

Engang om Eftersommeren
en lille Pige gaves an for Dommeren
som Æbletyv;
og da nu Dommeren fik Lyst at prøve
de stjaalne Æbler med sin egen Mave
saa kom han til det sikkre Resultat,
at det var Æbler fra hans egen Have.
»Tvi,« raabte han og stampede i Gulvet,
»hun skal i Hullet!
den Tyvetøs maa vi ha'e overbevist,

69

hun skal i skarpt Forhør - naar jeg har spist.«
Han gik til Middagsbordet,
forhørte Spisesedlen, aad sin Mad
og drak sin Vin og førte skjemtsomt Ordet,
men var med alt det ikke rigtig glad.
Sin Kaffekop han tømte;
og, saasom Dagen just var noget lummer,
halv vaagen, halv i Slummer
han drømte.

Her hviler Newton lunt ved Træets Fod
i Skyggen af de tungt behængte Grene.
Alt hvad han forsked, Alt hvad han forstod,
det modnes for ham, mens han er alene:
Han søger Kjernen i det Skabtes Væsen,
da falder ham et Æble ned paa Næsen;
og Universets hemmelige Baand
i Storsyn lue for hans Granskeraand.

»Den Lærdom kom da gjennem Luften rejsende,
ja rentud dejsende!
Det var et Kundskabstræ, det Æbletræ!
Mit Træ dernede kan nok længe gro,
før det belærer min Person
om Ting som Jordens Attraktion, -
men jeg skal lære hende, kan hun tro.
Tiltrækningskraft
har mine Æbler havt;
men, kan Beviset skaffes,
saa skal hun efter Lovens Strenghed straffes!«
70 Og Tanken flytter sig til andre Egne,
men Æbler, Æbler er der allevegne.

Her sigter Palnatoke med sin Bue,
mens Æblet blusser højt i Solens Lue,
for første Gang ham Strengen tykkes trang,
for første Gang han Pilen prøver nøje,
for første Gang han tvivler om sit Øje,
for første Gang han sigter uden Sang;
thi fejler han i Øjeblikkets Smerte,
saa rammer han sit eget Faderhjerte.

»Ja,« brød vor Dommer ud,
»det var et Mesterskud,
og Pilen ramte, hvor den ramme skulde!
Men ramme Lov og Ret i Smaat og Stort,
se det har ingen Palnatoke gjort.
- - Ja, ja har ogsaa Pigebarnet stjaalet,
det gjælder her som hist
at skaane Barnet og dog ramme Maalet!«

Og Tanken flytter sig til andre Egne,
men Æbler, Æbler er der allevegne.

Der staar hun, alle Sjæles unge Moder,
med Blikket strammet mod den gyldne Frugt:
Hvor er et Træ bag Havens blanke Floder,
saa liflig lokkende, saa rigt, saa smukt!
Men tankefuld hun tvinger Øjet bort;
da rasler det i Løvet. »Hvi saa bange!«
henhvisler fristende den skjønne Slange,
71 »hvi saa fortabt!
Kan Noget bringe Død, som Gud har skabt!«

Et Bid - og Frugten løsner sig fra Stilken,
og Æblets Fald er ogsaa Evas Fald,
og Evas Slægtens.

»Ak!« tænkte Drømmeren, bevidst sit Kald,
»om efter Lovens sjette, syttende,
vor Moder Evas Brøde var betegnelig,
om nutildags man rejste Kvæstionen,
saa vilde sikkert Sundhedskommissionen
erklære Eva »utilregnelig«,
og den moderne Videnskab
bedt os betænke, at hun var i Lidenskab!
Men om jeg maatte dømme« -
her sank vor Dommer atter hen i Drømme.

Ja hvert et Bryst,
han hvisked til sig selv,
blev Kjernehus for Støvets skjulte Lyst,
og Verdens Lovsang blev en evig Lallen,
og Mands og Kvindes Gang en evig Falden.
For Livsens Frugt i Adams Paradis
Galdæbler modnedes i tusindvis,
Had og Misundelse og Løgn og Tvedragt;
og Skjønhedsæblet bryggedes til Vellyst,
og Magtens Æbler blev til Ormereder
for Tvang og Trællesind og brudte Eder.
Thi Træet til at kjende Godt og Ondt
blev plantet ud den ganske Verden rundt!

72

Hvergang et Menneske til Verden fødes,
strax skyder der en lille Kvist ivejret,
og snart med Æblerne hans Øje mødes
og Slangeægget brister under Løvet
for al hans Øjes glødende Begjær,
og snart har ogsaa han sit Æble røvet,
snart ogsaa han
fornummet Slangegiftens skjulte Brand.

Ja som en Møllevinges Skygger,
der komme jagende, en paa den anden,
saa jog, saa sused det forbi hans Sind;
til med et Sæt han sprang af Lænestolen,
strøg sig om Panden,
og skyndte sig til Pigebarnet ind,
som stod fortabt og pillede ved Kjolen.
»Den lille Evadatter«, mumled han,
»var ogsaa sine Lysters myge Slave,
stjal ogsaa Æbler af sin Dommers Have,
og sidder nu i sine Lysters Garn.«

Men som en Fader skjænder paa sit Barn,
saa strengt, saa mildt han skjændte paa den Lille,
som hørte paa ham hulkende og stille.
»Gaa bort, mit Barn, men stjæl saa ikke mere!«
Det var Forhørets sidste, simple Ord;
men al hans Tanke gjentog som i Kor:
Som hun har gjort, saa gjorde mange flere;
thi Æblet falder ikke langt fra Stammen,
og vi har bidt af Æblet allesammen.

73