Richardt, Chr. Den yderste Dag.

Den yderste Dag.

Som et Skib finder Vej gjennem Skummet
over Hav til den fjerneste Bred,
134 saadan ruller vor Jord gjennem Rummet
uden fejlende, famlende Fjed;
og de selvsamme Stjerner beskinne
denne evig urolige Hast,
og mens Slægterne komme og svinde,
og mens Tider om Tider sig vinde,
seer det ud, som om aldrig det brast.

Og hvad er saa den rullende Kugle
med sit mileløs mægtige Sving?
Kun en Gjerdesmut mellem de Fugle,
som i Rummet har kredset i Ring!
Disse Buer, som Bjergene baande,
det er flygtige Løvetandsfnug:
For et Pust af den Eviges Aande
de henvej res saa let som et Suk.

Og den kommer den Time, den kommer,
den slaar ned som en jagende Ørn,
da den strenge, den evige Dommer
kalder for sig al Jorderigs Børn;
kun et Vink, og han sprænger Vulkanen
saa det rullende Tog gaar istaa;
blot et Skred, blot en Vaklen fra Banen,
og hvert Hjul vil i Afgrunden gaa.

Da skal Seglet for Gravene briste
under Fjeldenes ramlende Brag,
og de Første skal møde de Sidste
paa den store Forfærdelsens Dag;
og mens Hvælvingens purpurne Lampe
135 blusser ud i et rygende Baal,
og mens Jorden sig vaander i Krampe,
skal al Skabningen fylde sit Maal.

Og det Frø, som laa gjemt under Linden,
det skal bryde de tvingende Baand,
og den Aske, som spredtes for Vinden,
vorde Vox i den Vældiges Haand;
og i Lys af de frigjorte Sjæle,
de som vidned med Liv og med Blod,
hver en angrende Adam skal knæle
med sin Eva for Frelserens Fod.

Hvor de myldre de tusinde Slægter,
hvor de hvirvle som Skum i en Elv,
her en Troende, her en Fornægter,
sjelden En som fornægted sig selv!
Her den mægtigste Stormand i Staden,
men som gjorde sin Lyst til sin Gud;
her en Stodder, som fejede Gaden,
men som fejede Lysterne ud.

Her en Sværm, som kun aanded i Døgnet,
og som svajed fra Ja og til Nej,
som forledet, forlokket, forløgnet
fulgte med paa den bredeste Vej!
Og med tusinde Navne de kalde
paa den Herre som Livet dem gav,
men paa Salighed raabe de Alle
som et Haab, som en Ret, som et Krav.

136

Da skal Evighedsporten oplades, -
glem blot ikke, den munder i to!
Og kun da vil i Lyset Du bades,
om Du vandred i Haab og i Tro:
I en Tro, som Du selv ikke tændte,
som i Kjærlighedsluer slog ud,
ved hvis Lys Du din Usselhed kjendte,
i hvis Flamme dit Skyldebrev brændte,
og hvis Varme var Freden fra Gud.