Richardt, Chr. Ved Kirkemødet.

Ved Kirkemødet. September 1871.

Jord, i hvis Favn der hades og der myrdes,
Slægt efter Slægt,
blodige Jord med al din Syndebyrdes
voxende Vægt!
Hvor kan saa let din Himmelvej Du følge,
rundt om den Sol, der skuer dine Saar,
og saa lysgrønt bølge
Vaar efter Vaar?

Jo, thi den Samme, som har bundet Jorden
Lovenes Baand,
som gav sit Folk i Ørkenfjeldets Torden
Loven i Haand, -
Han la'er sin Sol hvert fattigt Straa forgylde,
Han er den Gud, som hører Støvets Bøn,
som i Tidens Fylde
gav os sin Søn.

Derfor, om al vor Lykke skulde falme,
brat staa for Fald,
altid fra Jord en evig Takkepsalme
løfte sig skal;
derfor, hvor mægtigt Mørkets Aander virke,
aldrig vor Bøn skal synke til et Suk,
aldrig Herrens Kirke
rokkes et Fnugg.

329

Lær os da, Jord, paa Aandens Ørnevinge,
trofast som Du,
os om vort høje Himmellys at svinge
trøstig i Hu,
hente fra Ham alt Lys som vi begjære,
hente fra Ham Livsvarmen i vort Bryst,
grønnes Gud til Ære,
gyldnes til Høst.