Tulte.

✂ Tulte var en Høne,
saa skjøn, saa skjøn af Krop:
Sorte Fjer med søgrønt Stænk
og snehvid Hovedtop.

✂ Naar et Æg hun havde lagt,
forkyndte hun det lydt;
Alle maatte høre
det vigtige Nyt.

✂ Ægget var saa stort og rundt,
og Smagen underfuld;
Hviden som Silke
og Blommen som Guld.

✂ Fjernt paa Japan gav hun
sit første spæde Kluk;
derovre var hun født,
men paa Sjælland blev hun skruk.

✂ Paa en Pind af Bambus
hendes Moder havde siddet,
til hun blev en skjønne Dag
strangulert og spiddet.

✂ Saadan er nu Landets Skik,
og Tulte var et Barn;
dog, skjøndt ung og ganske gul,
ej ganske uerfaren.

✂ Sejlklar laa i Havnen
den gode danske Brig;
vips var Tulte der ombord,
til Sjællands Ø hun gik.

✂ Her kom hun i Gaarde,
og her blev hun sit Kjøns
Ære og Stolthed
blandt alle Egnens Høns.

✂ Hanen var Kineser
og Noget af en Laban;
bejled strax til Tulte,
fordi hun var fra Japan.

✂ »Jeg er født derovre,
hvor Palmerne gro!
Vi er i Familje,
vi passe, vi To!

✂ Rødøjet er hveranden Høne
af Længsel efter mig!
Siig nu, om Du vil ha'e mig:
Ja eller Nej?«

✂ Tulte sagde Ingenting,
hun saae han var en Laps,
hakked ham saa med Næb og Klø'r;
det var saa beesk en Snaps.

✂ Alt hvad han gjorde Hanebeen
med dristige Sving,
33 alt hvad han bandte og galte -
det hjalp ham Ingenting.

✂ Tulte gik saa eensom
i Pilenes Ly:
Da klang fra det Fjerne
et sødt Kykleky.

✂ Det var ingen Kineser,
det hørte hun strax;
den Hane var nok
af en anden Slags!

✂ Beskeden, fra en Mødding,
han sendte sine Suk;
Tulte blev saa underlig,
hun svarte med et Kluk.

✂ Da viste sig den Riddersmand
med Sporer paa sin Hæl;
Tulte blev saa underlig,
hun kjendte sig ikke selv.

✂ »Det var dog mærkværdigt
saa han kunde gale!
Sikken en Røst!
og sikken en Hale!«

✂ Bryllup inden Aften,
det var en afgjort Sag;
Hanen stod paa eet Been
den hele lange Dag.

✂ - Nu er Tulte Oldemo'r,
og hver en artig Kylling
viser hende dyb Respekt
og kaglende Hylding.

✂ Nu er Tulte Dronning,
og overalt hun agtes:
Det maatte være Hungersnød,
om Tulte skulde slagtes!