Richardt, Chr. Til H. C. Andersen. Den 6te September 1869.

Til H. C. Andersen.
Den 6te September 1869.

I Østen, i Aladdins Land,
og saa ved Euphrats Strande,
hvor Maanen gjør af Ørknens Sand
de trolddomsblanke Vande, -
dér Phantasiens gyldne Vin
fik Væxt med Rose og Jasmin,
og derfra vandt den Ranke fin
sig vidt om Verdens Lande.

311

Da fandt i Nord en fattig Dreng
hin Østens sjeldne Drue,
han planted den i Mark og Eng,
og tæt til Kirkens Bue;
han ranked den om Bondens Hus,
han fyldte den i Barnets Krus;
snart rødmed den som Rosens Blus,
snart som en Nissehue.

Og vi, hvem denne Gudedrik
forlysted, læsked, svalte,
vi veed, hvor Alting Tunger fik,
saa Stok og Stene talte,
saa Top og Boldt fik Snakkestof,
saa Storkefa'r blev Filosof,
saa Hunden sagde meer end Vof,
og Hanen meer end galte.

I Navn af Nordens Børneflok
vi Hædersflaget hejser,
og binder Kransen om din Lok,
før Du med Storken rejser!
Du, som med Konger rask slog Top,
Du, som en Kejser klædte op,
Du selv er med paa Ærens Top
som Eventyrets Kejser!

312