✂
Mig Himlen var saa vild og graa,
Der var ei Stjernelys derpaa;
✂
Men Stormen gik og Bølgen slog;
Mit Skib hen over Havet jog.
✂
Ledsaget kun af Sorg og Savn,
Jeg saae ei Haab, jeg fandt ei Havn.
✂
Jeg saae ei Land med Skoves Ly,
Ei Kyst, hvorhen jeg turde tye.
✂
Høit Vinden peb - som Haan det klang,
Det var en bitter Dødesang.
✂
Jeg var saa mat, og i min Sjæl
Bevæged sig en Drøm saa fæl.
✂
Den lokked mig - jeg slap mit Roer, -
Nær var jeg styrtet overbord! -
✂
Da lød Din Røst, - den var saa øm,
Den vækked mig af Dødens Drøm.
✂
Den kaldte mig - jeg tog ei feil!
Sig Havet jævned til et Speil.
✂
Skydækket i det Fjerne sank,
Og Himlen vinked, klar og blank.
✂
Du kjendte Stjernen, som var sat
Til Leder os i Livets Nat.
✂
Du sad hos mig paa Skibets Stavn,
Du vidste Vei til Kyst og Havn.
✂
Du peged paa en stille Bo,
Og hvisked: »Der vi finde
Ro!«
✂
Og Haand i Haand, og Kind ved Kind
Vi vandred sagtelig derind.
✂
Imod os kom den lune Luft,
Hel fyldt af Elskovsrosens Duft.
✂
Og Fredens stille Engel gik
Imøde os med milde Blik.
✂
Hver Lænke brast, som Sjælen .bandt;
Hvert Smertens Mindeblad forsvandt.
✂
Hver Glæde vaagned, der var, glemt,
Og Livets Harpe fandt vi stemt.
✂
Og den skal klinge, mens vi glad
Den lange Vandring følges ad.
✂
Og den skal klinge, naar vi To
Indtræde i den sidste Bo.