✂
Skal jeg klage? skal jeg sukke?
Skal jeg synge dybt i Moll?
Saae jeg ei min Rose lukke
Sig i Vinternatten kold?
✂
Sorgens lumske Orm har lagt sig
Atter paa dens fine Blad;
Smertens hvide Lagri har strakt sig,
Hvor en Morgenrøde sad.
✂
Disse Øine var forgrædte,
Dette Blik var sorrigmat,
Disse Læber var saa trætte
Og af Smilet reent forladt
✂
O, jeg vilde dog saa gjerne
Gjennem Kummers tunge Sky
Aabne Dig, min Himmels Stjerne!
Glimt af Trøst og Haab paany.
✂
Kan det trøste lidt at tænke,
At eet Hjerte, ærligt, tro,
Bundet ved magnetisk Lænke,
Vaager ved Dit Hjertes Bo?
✂
Kan det trøste lidt at vide,
At det lever kun for Dit?
At, naar Dit en Kamp maa stride,
Er der ingen Fred i mit?
✂
Kan det trøste lidt at høre,
At, naar Du er uden Ro,
Maa det dybt mit Sind berøre,
Saa vi sukke begge To?
✂
Hvad har jeg vel andet villet,
Og hvad mon jeg andet vil,
End at faae Din Smerte stillet -
Blot en Stund - ved Strængens Spil?
✂
O, hvor gjerne lokke vilde
Jeg ved Harpens sagte Klang
Engle, fromme, stærke, milde,
Til at værne om Din Gang.
✂
Men, hvad mægter vel de spæde
Tonebørn mod Verdens Brag?
De kan sukke, de kan græde -
Ak! men døe paa Kampens Dag!
✂
Det er Midnat, Alt er stille!
Ak, nu vaagner jo den Dag,
Da Du nyfødt, elskte Lille l
Følte Hjertets første Slag.
✂
Da det første Gang sig hæved,
Aanded, bæved og fik drømt;
Da det første Gang hensvæved
Paa sin Flugt, uroligt, ømt.
✂
Dette Hjerte! som har banket
Livligt, kjærligt, reent og puurt;
Dette Hjerte, som har sanket
Tusindfryd - og Smertens Urt;
✂
Som kun lever, som kun aander
For hvad der er Stort og Smukt,
Ak, men dybt i Qval sig vaander,
Mæt af Livets bittre Frugt;
✂
Som mig førte ind i Freden,
Den jeg aldrig drømte om;
Og som blev, for Evigheden,
Mine Tankers Helligdom.
✂
Mine Sukke gik til Himlen,
Paa min Kind har Taaren brændt;
Op til Ham bag Stjernevrimlen
Blev mit Hjertes Raab henvendt;
✂
Og Jeg bad! og ingensinde
Var min Bøn saa luevarm,
Som for Dig, min Elskerinde!
Og for Freden i Din Barm!