✂
Jeg mine Qvaler alle
Paa Dør har jaget kjæk;
Jeg saae dem tumle, falde
Og ile bort i Skræk;
Men min var ikke Kraften,
Der vandt mig dette Slag;
Det var min Helligaften,
Det var min Helligdag.
✂
Jeg veed, de staae og vente
I Kulde hist og Slud,
Og de vil atter hente
Mig, naar jeg træder ud;
Men Aftnen vil jeg feire
I mine Tankers Ly;
Saa kan de siden leire
Sig grumt om mig paany.
✂
Og Tankerne saa glade
Omsnoe mig som i Dands;
De lade kjærligt bade
Mig i Dit Øies Glands!
De drømme, at Din Stemme
Mig kalder, huld og sød; -
Ak, kunde jeg vel glemme
Den Stund, da Du blev fød?
✂
Men eensom med min Tanke
Og mine Tankers Tolk
Jeg i en Ørk maa vanke,
Liig et landflygtigt Folk;
Som dette, dybt andægtigt,
317
Vi hæve dog vort Raab
Til Herrens Throne mægtigt,
Fordi vi har et Haab.
✂
Et Haab, som ei er tvundet
Af Livets skjøre Traad,
Men stærkt og fast begrundet
I Evighedens Raad;
Thi som en Aabenbaring
Det i vor Sjæl opstod,
Og til dets troe Bevaring
Fik vi af Himlen Mod.
✂
Vi haabe, Dagen kommer,
Da hver en Qval er endt,
Der, Hig en tropisk Sommer,
Vor Blomsterflor har brændt;
Vi haabe, vi skal glædes
Ved en forynget Sol;
Vi haabe, vi skal stedes
I Fred for Naadens Stol.
✂
Jeg takker Gud for Livet
Og selv for hvad jeg led,
For Alt, hvad han har givet
Mig i sin Miskundhed,
For hvad han lod mig bøde,
For hvad han tilgav mig; -
For alle Roser røde,
Der blomstre huldt hos Dig!