Winther, Christian Indskrivter paa min Søsters Rokkebrev

INDSKRIVTER PAA MIN SØSTERS ROKKEBREV.

1.

Da Adam kom fra Paradiis
Han Hest for Ploug mon binde;
Men hvad bestilde Eva vel?
Madamen maatte spinde!

Vort Liv er kuns et Rokkehjul,
Som Skjæbnens Fod mon træde:
Frem og tilbage, op og ned
Gaaer Livets Sorg og Glæde.

Ret som min Finger lister ned
Den blege Hør af Rokken,
Saa piller Tiden Aar for Aar
Et Haar af Ungdomslokken.

8

Vor Lykke er en Kjæmpe bold,
Han sjelden lar sig binde;
Men fanger jeg ham kuns i Vold,
Saa skal han for mig spinde.

Nu fyger Sneen skjær og hvid
For Vintrens barske Vinde;
Mit Lærred skal til Sommertid
Som Snee paa Blegen skinne.

Du leer nok ad mit Rokkebrev?
Ja, lee du kun, min K j ære!
Er Spas ei nok? - Skal der da strax
En dyb Betydning være?

2.

See her vort Livsens Skuespil
I flere skjønne Acter:
Først Barnet i sin Ammes Arm
Med Skraal og sære Fagter.

Saa flæber Drengen ved sin Bog
I en kortærmet Kjole;
Han kryber treven som en Snegl,
Naar Veien gaaer til Skole.

Nu Elsk'ren som en Kakkelovn
Mon sukke dybt og hvæse;
Han digter med Veemodighed
Om Herskerindens Næse.

Soldaten, fuld af Eed og Pral,
Med Fjedre og Galloner,
Han jager efter Ærens Skum
I Gabet af Kanoner.

9

En Embedsmand, saa rund og rød,
Med velfornemme Blikke,
Med Appetit og vise Sprog
Han veed sig snildt at skikke.

Saa Hr. Hieronymus med Stok,
Med Briller og med Hue,
Med Pengeposer og med Vrøvl,
I Klub og hos sin Frue.

Et Pigebarn paa otte Aar,
Som græder for lidt Sukker,
Hun har sig alt en Kjæreste
Iblandt sin Søsters Dukker.

En Jomfrue, nylig confirmert,
Fast intet andet sandser,
End Lafontaine, Maaneskin,
Og Rudolph Bays Romanzer.

Den unge Kone iler glad
Fra Eensomhed og Hjemmet;
Nu hersker hun, nu har hun travlt
At faae sin Husbond tæmmet.

Matronen med sin Kaffekop
Og med sin slebne Tunge,
Hun bruger Snuus, hun spørger Nyt,
Og aver skrapt den Unge.

Fra Oldemoders Lænestol
Regjeres hele Hjorden;
Hun gjør Partier, stifter Fred; -
Men gjør hun ogsaa Orden?

10

Den sidste Scene aabner sig,
Den anden Barnealder,
Som mangler Tænder, Øine, Smag;
Og derpaa Dækket falder.

3.

Januar.

Kolde Gubbe, Januar!
Alting stivner for din Aande;
Verden sover, kuns i Storm
Træet høres høit sig vaande.

Februar.

Svenden kjører Pigen rask
Hen ad Søens blanke Flade,
Stjæler sig et Kys til Løn; -
Herregud! hvad kan det skade?

Marts.

Martsviolens søde Duft
Lokker Blikket fra det Høie;
Vil du Jordens Skatte naae,
Ydmygt du til Jord dig bøie!

April.

Herregunst, Aprilisveir
Ofte vil sin Farve bytte;
Svigter dig det smukke Skin,
Skjul dig i den lave Hytte.

Maii.

»Denne Maaned er et Kys,
»Himlen kjærligt Jorden giver,
11

»Til et Pant, at den en Brud,
»Snart en frugtbar Moder bliver.«

Junii.

Milde Vinde vække op
Spirer, som i Jorden blunde;
Nattergalen kommer snart
Til de løvbedækte Lunde.

Julii.

Drengens Hjerte fryder sig;
Men hvor kan det andet være?
Træet bøier Armen selv,
Byder ham sin gule Pære.

August.

Lystigt Meiejernet klang,
Markens gyldne Skjæg blev raget;
Vognen sukker ved sit Læs,
Og vor Rigdom gjemmer Taget.

September.

Søde Ranke! Himmellyst
Speiler sig i hver din Drue;
Styrk os paa vor kolde Jord
Med din skjulte Guddomslue.

October.

Morgenvinden vifter koldt,
Baaden fjernt paa Søen dandser,
Fisken blank i Solens Skjær
Spræller med sit Sølverpandser.

12

November.

Skovens Fugle tie stil,
Sneen jevnt paa Sletten falder,
Bøssen knalder, Hunden gjøer,
Hjorten faldt, og Hornet kalder.

December.

Her er Aarets Punktum sat,
Bladet maae vi atter vende;
Julen er et Udraabstegn,
En Rosin i Pølsens Ende.

4.

Beileren paa viden Jord
Stædes i en svar Ulempe,
Heel forskjelligt Vaabnet er,
Som ham Seiren skal tilkjæmpe.

Polen.

See den tappre Terzka, peent
Han i Amors Baand sig skikker;
Af Dombrovkas lille Skoe
Hendes Skaal han ydmygt drikker.

Rusland.

Russen reder Seng i Snee
Udenfor den Lilles Kammer,
Til Cathinkas Marmorbryst
Røres vil af Ivans Jammer.

Sverrig.

Jøran! søde svenske Gut!
Kors hvad Sødhed paa din Tunge!
13 Sødt din Ulla leer derad,
Hun er sød, den søde Unge!

Tyrkiet.

Selim stryger glat sit Skjæg,
Skyder op sin høie Hue,
At Zelinda bag sit Slør
Kan hans stolte Pande skue.

Spanien.

Don Rodriguez i den lune
Sommernat med Sværd og Zither
Tolker for sin Isabella
Elskovs Længsel, sød og bitter.

Frankrig.

Paa sit Knæ Monsieur Dorval
For Madame Celle maa skrifte;
Ziirligt faaer han Ridderslag
Ved et Svip af hendes Vifte.

Italien.

Med Sonetter, Blik og Suk,
I Theater og i Kirke,
Stræber Pietro ufortrøden
Rosas Hjertelaas at dirke.

Tydskland.

I den raske Vienervals
Hermann sin Dorthea svinger;
Hymen kommer svævende
Paa Musikens bløde Vinger.

14

England.

William har sin Fanny kjøbt
Hist paa Torvet udi Dover;
Og hvad gav han? - Bagatel!
Fire Pence og lidt derover.

Indien.

Inde maa, før Yariko
Ham med Fryd om Halsen falder,
Lægge ned for hendes Fod
Hundred' fiendske Pandeskaller.

Danmark.

Jens til Karen frier paa dansk,
Det vil sige, snart paa engelsk,
Fransk og tydsk og spansk og polsk,
Indisk, russisk, snart paa - bengelsk.

5.

Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn,
Min Kjortel var af Silke grøn;
Regnskyen mon over mit Hoved gaae,
Med lyseblaae Øine jeg saae derpaa;
Jeg var saa glad alt paa min Viis,
Men hvorlænge var Adam i Paradiis?
En Flok af Piger med lystig Sang
En Dag kom ud i min grønne Vang,
De redte mig strax stor Sorg og Vee,
For sidste Gang fik jeg Himlen see;
Thi de rusked og rev mig fra mit Stade,
Mit unge Liv jeg maatte lade.

15

De sænke mig ned i dyben Søe,
Jeg spredes og veires saa tør som Høe,
Saa lægges jeg paa den gloende Rist,
Af Ilden svies min Krop forvist,
Saa brydes og brages mine Lemmer spæde,
Deraf de fange stor Hjertensglæde.
De føre mig til en Sværdedands,
Og flette min Krop i Knude og Krands;
Med hvasse Tænder de kjæmme mig ret,
At jeg maa vorde subtil og net.
Jeg tjener paa Rokkens Hoved for Haar,
Til Jomfruen Fingre i mig faaer.
Hun napper og snoer mig; jeg er ei seen,
Men skynder mig ned paa den snelle Teen,
Jeg haspes og koges, og naar jeg er vundet,
Jeg bliver i Væven rendt og bundet;
Paa Spolen med Skjøtten jeg løber om Kap,
Men fanger dog mangt et vældigt Rap.
Jeg lægges paa Græsset ved Sommertid,
At Solen kan farve mig melkehvid;
Men tages jeg bort fra den grønne Eng,
Da pryder jeg snart en Brudeseng,
Snart Gravens Skræk jeg lærer kjende, -
Og saa er mit Levnetsløb til Ende.