Winther, Christian Naar Bølgen langsomt vugger

✂ Naar Bølgen langsomt vugger
Sig mod den grønne Strand;
Naar Solens Ansigt dukker
Ned bag det fjerne Land;
Naar gjennem Lunden bæver
Den lune Aftenvind, -
Er det min Aand, der svæver
Og kysser paa Din Kind.

✂ Hvad Kildens Vover spille,
Er som min Stemmes Klang;
322 I Morgenlærkens Trille
Du ane skal min Sang;
Fra Caprifoliens Ranke,
Der aander sød og varm,
Ømtsmigrende min Tanke
Sig trænger til Din Barm.

✂ Den Orm, som Foden træder
Besjælede jeg nys;
Den Frugt, Din Læbe væder,
Er smeltet ved mit Kys;
Den Bi, der om Dig surrer,
Bær Sødme fra mit Bryst;
Skovduen hist, som kurrer,
Har lært det af min Røst.

✂ Thi det mig mon forlene
Den Gud, som mig har kaldt,
I Løndom at forene
Mig med Naturens Alt.
Hvorhen Dit Blik Du skikker,
Et Vink Du fra mig faaer, -
Og Du er aldrig sikker,
Ihvor Du gaaer og staaer!