GJENGANGEREN.

(Med Aarestrups Digte.)

✂ Du frygter, troer jeg, ikke den Gjenganger,
Der kommer for at smykke Julefesten;
Du aabner dine Arme glad mod Gjæsten,
Og siger: »Ak, vor kjære, tabte Sanger!«

✂ Han er et Væld af Vid, af Tanke svanger,
Og er han end forvoven, kaad forresten,
Og støder stundom Degnen ja selv Præsten,
Vort frie Sind en Dæmper ei forlanger.

✂ End Ingen har ham seet! Du er den Første,
Der qvæges skal af disse hede Druer,
Jeg vilde, Du ei længe skulde tørste.

✂ Alt, hvad jeg har og faaer af Skjønt og Herligt,
Er dit. Jeg veed, Du Alt imødeskuer
Med Tanken klar og sund, med Hjertet kjærligt.

I ROM 1854.

✂ Jeg atter hende saae
Den babylonske Sløie;
End dækker hendes Bag
De syv berømte Høie;
H§n under hendes Skjørt,
Hen over hendes Fod
Sig vælter end med Dynd
Den skidengule Flod.

✂ Jeg kom i Kuld og Regn
Og endnu Regnen rusker,
Og Sydens Feber lumsk
Omkring mit Hjerte lusker;
Til Pyramiden hist
Jeg komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart.

✂ For sex, syv Aar omtrent
Den gamle, frække Qvinde
Leed af en svær Colik,
Af altfor frie Vinde;
Som i sin Ungdomstid
Hun bar en Hue rød;
Lombarder og Ladron
Hun lokked til sit Skjød.

✂ Kanoner støbte de
Af hendes Tempelklokker;
Da sneg sig Fatter væk
Paa bare Hosesokker;
Ondt fik hver Cardinal,
Hver Biskop og Abbed
I Maven, og forklædt
De skyndte sig afsted.

✂ Men før hun saae sig for,
De tappre franske Tropper
Fik luftet hendes Særk
For liberale Lopper.
End de naturlige,
Hun har i Overflod,
Med Præster dele de
Nu atter Folkets Blod.

✂ Nu svulmer Floden op
Gjør Gaderne til Bugter;
Af liflig Frugtbarhed
Her overalt det lugter;
Til Pyramiden hist
Man komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart.

✂ Men Folket har det godt,
Thi deres gode Pave
Velsigner deres Sjæl,
Om ei just deres Mave;
Her vanker aldrig Kjød
199 For dem, af Faar og Sviin;
Fuldskab afskaffet er,
Thi her er ingen Viin.

✂ De brygge Noget nu
Af Hyldebær og Andet,
Der nok seer ud som Viin,
Men smager reent forbandet;
Til Hoe'det gaar det ei,
Gjør ikke Barmen varm;
Men hvor det kommer hen,
Det vækker stor Allarm.

✂ Kun Præster derimod
Den rene Vin mon drikke,
Den sætter Fedt, saa den
Bekommer dem vist ikke.
Derfor det er saa klogt,
At Romas Bondemand
Nu faaer, som andet Fæ
Kun Grønt og bare Vand.

✂ Igjennem Corso end
De lette Heste traske,
Og Folket traver med,
Men uden Slør og Maske;
Hans Herlighed har reent
Afskaffet denne Skik,
Han unde vil sit Folk
Et frit, uhildet Blik.

✂ Paa patriotisk Sind
Det her ei heller mangler;
200 Jesuiter gaae omkring
Saa listeligt og angler;
De luge Klinten bort,
De skille Buk fra Faar;
De klippe dette, - hiin
Til Slagterbænken gaaer.

✂ Det er en Fryd at see,
Hvor Alle ere glade,
At fri Madonna blev
For Evas gamle Skade;
Fra hver en Prækestol
Hun bliver gratuleert,
Fordi hun dog tilsidst
Saa vidt er avanceert.

✂ Men her er hundekoldt,
Jeg kan saa grant fornemme
Den fule Febers Haand
Fast om mit Hjerte klemme;
Til Pyramiden hist
Jeg komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart!

✂ Her prentes kun eet Blad;
Men hvis jeg ret kan skjønne,
Papa nok troer, hans Børn
Bedst trives ved de grønne;
Af Hjertebanken jo
Han selv har meget lidt
Ved uforsigtig Brug
Af dette Sort paa Hvidt.
200

✂ Hans Capucinerhær
I Fred paa Torv og Gader
Kan nu marchere op
Med Skraal i lange Rader;
De røre kan i Mag
De Klokker Dag og Nat;
Til Livvagt de jo har
Den franske Landsoldat.

✂ At ikke Dyden skal
I Luften tage Skade,
Den vover sig ei ud
At gaae paa Torv og Gade;
I Nonneskikkelse
Den her bag Laas og Muur
Ret som en sjelden Fugl
Er sat i Hækkebuur.

✂ End findes overalt
De tusind Ragerier,
Hvorved nu Peer og Poul
I Kunsten sig indvier;
Med Blyant i sin Mund
Og under Arm en Bog
Den Britte gaaer og gloer
Og bliver lige klog.

✂ Ved spanske Trappe sees
De lasede Modeller;
En Tigger uden Been
Der mangler ikke heller;
Tritonen fløiter i
Sit store Tudehorn,
202 Sommaren synger Jah!
Altsammen som tilforn.

✂ End samles man i Qveld
I snavsede Caffeer;
End tørre Mødrene
For Vindvet deres Bleer;
End vanker hist og her
Et lille Dolkestød;
End æde Kunstnerne
I Julen deres Grød.

✂ Og disse Riddere
Af Meislen og Paletten
End sværme her omkring
Med Raphaels-Baretten;
Med Lionardisk Haar,
Med Buonarotisk Skjæg,
Med Kappen siirligt lagt
I cinvecentske Læg.

✂ End deres megen Snak
Om Byens gamle Skrammel
Om Øret suser mig
Og gjør mig ganske vammel.
Til Pyramiden hist
Man komme kan i Fart, -
Men ellers Alting er
Interessant og rart!

DEN GRØNNE BOG.

DE TO KILDER.

✂ Langs Livets Vei to Kildevæld der rinder,
Det ene sødt, det andet bedsk Du finder.

✂ Vil Du med Sødt hver Stund din Læbe væde,
Da taber snart dets Sødme al sin Glæde.

✂ Og faaer Du Bægret kun med Bedskt iskjænket,
Er snart din Sjæl i Dødens Afgrund sænket.

✂ Guds Viisdom dog har blandet begge Strømme,
Derfor til evigt Liv vi Kalken tømme.

STJERNEN.

✂ Tidt vælge vi med barnlig Lyst os gjerne
Blandt Nattehimlens Hær en Yndlingsstjerne.

✂ Den bliver os saa kjær; i høie Bolig
Vi har i den en venlig, taus Fortrolig.

✂ I Sorg og Fryd vi sende til den Blanke
Vort Hjertes Suk, vor hemmeligste Tanke.

✂ Naar vi af Dagens Larm og Vrimmel trænges,
Vi efter Nattens trygge Stilhed længes.

✂ Da hver en Smerte, hvert et elsket Minde
Vi til det fjerne, tause Vidne binde.

✂ Naar Tvivlens Bølge vildt omkring os jager,
Til Fred og Trøst dens Lys os opad drager.

✂ Og naar vi her engang forlade Hjemmet,
Er i det nye Hjem vi heelt ei fremmed.

✂ De mange Tankevenner, did vi sendte,
End leve der, og os ved Veien vente.

✂ Ved Stjernens Fakkel, mens vi opad stige,
De lede os mod det Uendelige.

MED WESSELS DIGTE.

✂ (Til Carl Snoilsky.)

✂ Han leved heelt, man skulde troe,
I Viddets Lyn, Forstandens Kjerte;
Men tidt hans Sjæl dog, naar han loe,
Sig vaanded dybt i Qval og Smerte.
Og det er Det, som Faa kun veed,
At tidt en Strøm af Bitterhed
Sig lønligt gjennem Stammen bugter,
Der bærer os de søde Frugter.
Pluk Frugten kun og lad dens Saft
Med lystig Ild og freidig Kraft
Dig gjennem alle Aar er drage
Og Øieblikkets Sky forjage.

TIL LUDVIG BØDTCHER.

✂ Endnu dit Sind er let og glad
Som Lærken under Vaarens Himmel;
End faaer det jo sit friske Bad
I Phantasiens Blomstervrimmel.

✂ Din Sang er liflig, klar og sød
Som Draaben, der bag Blomsterstøvet
Er gjemt i Liliens Jomfruskjød,
Før Kubens Flyver den har røvet.

✂ O, lad den ikke veires hen
Og tabe sig i Tidens Taage;
O, slaa din Stræng og syng igjen,
Mens dine Genier end vaage.

TAK FOR SIDST, TIL CARL PLOUG.

✂ Selv seer jeg heelt klarligt, hvor lidt jeg er Mester,
Jeg holder ei Værksted, ei Svende jeg fæster,
Men hjælper mig ene, med Næppe og Nød.
Dog havde Du staaet hos mig, i mit Brød
Og lært dine Haandgreb med Hammer og Fiil,
Og gjort dine Prøver med Sværd og med Piil,
Jeg havde Dig sikkert et Lærebrev skrevet,
Som vilde til Hæder og Ære Dig blevet,
Og jævnet Dig Veien, naar bort fra dit Hjem
Du gav Dig paa Vandring og fægted Dig frem!
Men selv er Du Mester i Stort og i Smaat,
Selv holder Du Værksted og holder det godt!
Den kunstrige Hammer haandfærdigt Du svinger
Saa Slagene drøne og Gnisten den springer;
Ved himmelske Luer i Hjertedybs Esse
Du Glavind mon gløde og hærde og hvæsse,
Hvis Balge Du smykker med Løvværk og Billed,
Saa klart det kan skues, at selv Du har villet!
De Pile, Du smedder med Ægg og med Odd,
Som Bien forsynte med Honning og Braad,
Dem sender Du vidt over Land, over Stad,
Og lader dem tone som liflige Qvad,
Liig Daglærkens Qvidder, Hig Hærfuglens Sange
De vække de slumrende Kjæmper paa Vange,
De livne hvert Hjerte saa døsigt og sløvt,
Og aabne hvert Øie forstokket og døvt;
De foere de Dumme med sindrige Raad,
De spore de Feige til Manddom og Daad.
Ja, derfor med Skjel hver en Dannemand priser
Dig for dine kjække, fuldtonende Viser!
Din Sang har, som Malmet, jo Klangen og Vægten,
207 Den ligner jo ei min »blødagtige Smægten«.
Din prægtige Hilsen, dens mandige Stemme
Skal jeg og mit Hjerte ret aldrig forglemme!

HJEMVEE.

✂ (Rom, i Maj 1855.)

✂ O Skov, hvor mine Drømme boer,
Du Hav, som drukned tidt min Kummer,
Du Hegn, som Dig saa lønligt snoer,
Og skygged om min lette Slummer;
Du lille Fugl, som qvik og bly
Saae ned paa mig fra Bøgens Grene,
Naar jeg i H vidt j ørnbuskens Ly
Mig følte lykkelig og ene;

✂ I har mig dog vel ei forgjæt?
Siig, vil I venligt mig modtage,
Naar jeg, til Døden mat og træt,
Til Eders Hjem tør atter drage?
Siig, vil med samme Kiærlighed,
Som før, I atter Kræfter give,
At jeg kan glemme, hvad jeg led,
Og vække mig min Sang til Live?

✂ Thi den er død, og jeg er død,
I dette gamle, skumle Tempel,
Som smuldrer i sin Fortids Skjød
Med Storheds halvudslidte Stempel.
Den stakkels Slægt, som kryber om
Paa sine Minders sjunkne Grave,
Har skræmmet Sangen fra mig, som
Et natligt Syn i Dødens Have.

✂ I denne rene Luft min Sjæl
Sig, som en Orm i Støvet, vrider,
Og midt i Skjønheds rige Væld
Af Feberangst og Tørst den lider.
Den friske, yppige Natur,
Huldt straalende med Frugt og Ranker,
Har, som en fugtig Fængselsmuur,
Indsnevret alle mine Tanker.

✂ Ja, liig en fangen Trækfugl, der
Med stækket Vinge tam maa vandre
Blandt Mennesker, med Længsel seer
I Luften svæve bort de Andre,
Jeg lader Øiet følge med
Hver Sky, som over Himlen seiler,
Og i mit Hjertes Bitterhed
Forvrængt og styg sig Skjønhed speiler.

✂ Men snart - Gud give det saasandt! -
Snart skal jeg staae paa Hjemmets Slette;
Da falder Lænken, som mig bandt,
Min Sjæl tør atter Vingen lette.
Jeg høre skal det stærke Hav
Tilraabe mig med mægtig Stemme;
Min Sang skal vaagne i sin Grav,
Jeg selv skal reise mig - og glemme!

EN BEILER.

✂ Hvad sagde saa din Fader,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
209 Hvad sagde saa din Fader
Om Beileren din?
Han sagde: det er en fattig Hund,
Hans Pengeskriin har ingen Bund!
Jeg svared: det intet skader,
Naar kun han bliver min.

✂ Hvad sagde din Moder kjære,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde din Moder kjære
Om Beileren din?
Hun sagde: det er en ringe Skjelm,
Han fører hverken Skjold eller Hjelm!
Jeg svared: han har nok af Ære,
Naar han kun bliver min!

✂ Hvad sagde saa din Amme,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Amme
Om Beileren din?
Hun sagde: han er altfor styg,
Med skjæve Been og puklet Ryg!
Jeg sagde: det er det Samme.
Naar kun han bliver min.

✂ Hvad sagde saa din Broder,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Broder
Om Beileren din?
210 Han sagde: det er et topmaait Fæ,
Han kan ei skille Taarn fra Træ!
Jeg svared: derpaa jeg boder,
Naar først han bliver min.

✂ Hvad sagde saa din Søster,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Søster
Om Beileren din?
Hun sagde: det er et farligt Skarn,
Han Fader er til mit lille Barn!
Jeg svared: den lumpne Kryster
Skal aldrig vorde min.

TIL EN KILDE.

✂ Rislende Kilde! hvad tænker Du paa?
Lokket af Himlens forræderske Blaa
Iler Du op af din Vugge,
Springer Du frem af din hjemlige Vraa,
Ak, for at synge og sukke!

✂ Ukjendt og stille Du vandred og løb
Dybt i det Dunkle, hvor Rødderne krøb,
Mens af din Nektar de suged;
Muldvarpen saae Du i fløielsblødt Svøb,
Skatten og Dragen, som ruged.

✂ Tusinde Øine vil følge din Vei,
Solen og Maanen genere sig ei,
Stjernerne titte fraoven;
Ellen og Bøgen vil vogte paa Dig,
Alle Smaablomster i Skoven.

✂ Høre Du maa deres kløgtige Ord,
Om Du er klar, om Du siirligt Dig snoer,
Vil de forstaae og bedømme;
Ane dog ei, hvad i Dybet Dig boer,
Ei dine lifligste Drømme.

✂ Lædske Du skal baade Brøndkars og Flæg,
Rotten, der lister sig hid fra sin Væg,
Skovmusen hist fra sin Hule,
Soen, der kommer og dypper sit Skjæg,
Qvien sin slimede Mule.

✂ Tankeløst suge de alle dit Væld,
Drikke og gaae uden Tak og Farvel; -
Dog maa Du bede Vorherre,
At ei en Skjald med sin Lire i Qvæld
Kommer, - da bliver det værre.

✂ Rislende Kilde! Du haabe ei paa
Atter din rolige Vugge at naae,
Aldrig Du kommer tilbage!
Glemselens Hav er vel bittert, - dog saa
Hviler Du der og din Klage!

I MAI 1861.

✂ Det er saa koldt, det er saa trist,
Og Vintren knap er omme;
Smaablomster spørge her og hist,
Om ogsaa de tør komme?
Violen atter vandred hjem
Med Blade sønderrevne,
Og Bøgens Øine titte frem
Forsigtige og trevne.

✂ Skylregnen mærker Gavl og Muur
Med lange, vaade Runer,
Og Nordenvinden streng og suur
Trompeter og basuner.
I Vaar ens unge Mælkeskjæg
Der hænger frosne Tapper,
Og Haglen spiller »NæsMikVæg«
Med sine hvide Knapper.

✂ Den spæde Fugl, som næppe tør
Paa nøgne Grene hoppe,
Sig lister til Fru Sommers Dør
At see, om hun er oppe.
Gran, hendes Portner, hvisker Nei!
Og med sit Hoved rokker;
Den Stakkel flyver taus sin Vei
Med sine Sølverklokker.

✂ Hun sover trygt, den Frue Sin,
Med Kinden paa sin Pude,
Tæt svøber hun sig i sit Liin,
Mens Stormen gaaer derude.
Hun hører kun Sneeklokken slaae.
Men ingen Fuglesange,
Saa hun kan aldrig falde paa,
At Klokken er saa mange.

✂ O, sødeste Madame! Vaagn op
Og smyk Dig i dit Kammer
Med Gyldenlak og Rosenknop,
Kom ud og end vor Jammer!
Vi staae i Flok paa Mark og Eng
213 Forfrosne her og slingre;
Vi kan knap røre Harpens Stræng
Med vore valne Fingre.

✂ Kom snart, saa skal Du bare see,
Du Dronning i det Grønne!
Hvor hvert et Blomsterbarn vil lee,
Som næppe nu kan skjønne.
Knap tindre dine Øine blaae,
Og dine Kinder gløde,
Før Jubelsang fra hver en Vraa
Vil strømme Dig imøde.

✂ Da vil Du bringe Lægedom
Til mangt et saaret Hjerte,
Sød Balsam til det ene, som
Jeg veed, har nok af Smerte.
O, gjorde Du dets Byrde let,
Og gav det Fred og Lise,
Jeg vilde aldrig blive træt
I Sangen Dig at prise!

MIT HJEM.

✂ Du kjender vel det lille, skjønne Land?
Omkring dets Kyst sig snoer det salte Vand,
Luunt Bøgeskoven skygger, og fra Muld
Sig Hvedeaxet skyder op som Guld.
Du kjender det? o, der, kun der
Kan Livets Sorg og Fryd mig vorde kjær!

✂ Du kjender vel den lave, stille Bo?
I Stuen er der Fred, i Kamret Ro.
For Vindvet vifter Lindens brede Blad,
Og Spurven qviddrer, Solen smiler glad.
Du kjender den? o, der, kun der
Jeg drømme kan og faae min Drøm saa kjær!.

✂ Du kjender vore Fædres gamle Vang,
Saa rig paa stolte Minder, Sagn og Sang?
Hvis Alvorsstemme vækker i mit Bryst
En Længsels Smerter og en Veemods Lyst?
Du kjender den? o, det, kun der
Jeg føler mig paa Jord meest Himlen nær!

SANGFUGLEN VED OEHLENSCHLAGERS
GRAV.

✂ De lagde ham ved Vintertid i Graven;
Men kjære Hænder fletted ømt af Blade
En fyldig Krands, at smukt det skulde lade,
Som var det Vaaren selv, der bragte Gaven.

✂ Men næppe aanded Mildhed over Haven,
Saa kom en lille Fugl, een af de glade,
I Krandsens tørre Løvværk tog den Stade
Og sang: Min Rede? her just vil jeg lav'en.

✂ I visne Løv jeg sidde vil og synge,
Mens Skoven med de friske Knopper pranger;
Jeg i hans søde Slummer vil indslynge
215 En Krands af Triller, klare Toneslanger,
Liig Himlens Gloria, hiin Engleklynge,
Der hisset jubler om den skjønne Sanger.

DET DANSKE.

✂ Hør Tydsken i sit lede Sprog at prale
Med al dets Skryden, Prusten, Hvislen, Snorken,
Høittravende, langtskrævende som Storken,
Indhildende sig selv i sin Dædale.

✂ Hør saa vort Maal i Bøgens grønne Sale,
Letflydende som paa en Viinmost Korken,
Som Sylen fiint og kraftigt dog som Forken,
Som Lærken muntert, hygligt som en Svale.

✂ Skal nu den skjønne Mø da Voldtægt lide
Og skjændes af en fæl, giftsvullen Slange,
Der fræk i hendes Jomfrubuur vil glide?

✂ Kan Riddersind meer ædel Dont forlange
End kjækt for hendes Æres Krands at stride
Med Staal og Stræng, med skarpe Skud og Sange?

HENRIK PINGEL.

✂ Magtens Herre! Klar mit Blik:
Hvorfor skulde han da falde?
Han, den Stolteste blandt Alle,
Drikke Dødens bittre Drik?

✂ Ikke skal jeg vove paa
Frækt med Dig at gaae i Rette
Om dit Viisdomsraad; men dette
Kan mit Hjerte ei forstaae.

✂ Her at vaandes gjør ei Skam,
Og det smerter dybt tilvisse,
Naar jeg seer hans Navn blandt disse
Tusind andre Offerlam.

✂ Paa hvis Alter mon de faldt
For Granater og for Bomber,
Disse ædle Hekatomber,
Som med Gru vi have talt?

✂ Hver for sig kan være god
Af de tappre danske Døde,
Som for Intet maatte bløde, -
Mig dog piner meest hans Blod.

✂ Og mit Hjerte hamrer vildt,
Spændt paa Harmens Pinebænke,
Naar forbittret jeg maa tænke:
»Hvi blev al den Rigdom spildt?«

✂ Svøbt i Dødens skumle Flor,
Denne trodsig kjække Pande
Maatte bøie sig og vande
Med sit Blod den tabte Jord! -

✂ O, lyksalig er Du, Ven!
Tomme staae Dig Smertens Skaaler,
Klart din Æres Stjerne straaler! -
Men vor Ære - hvor er den?

SANGE FRA »GENREBILLEDER«.