Winther, Christian En Rosenstok, ustadig

✂ En Rosenstok, ustadig,
Snart nøgen er, snart grøn;
Men i mit Indre evigt
Det blomstrer i Løn,

✂ Saa Blomst og Blad fremspire
Med Vaarens Liv og Saft, -
Dog virker her ei min egen,
Men en anden, hellig Kraft.

✂ To milde Stjerner vogte
Saa kjærligt paa min Vei,
At jeg var rent afsindig,
Hvis jeg dem fulgte ei.

✂ O, kjære, klare Stjerner!
Bliv ved at tindre smukt,
Og led mig over Livets
Vildtsvulmende Bugt.

✂ Jeg grundet har saa længe,
Men ei til Klarhed bragt,
Hvorfra I vel har hentet
Hiin underfulde Magt.

✂ Saa mild - og dog saa vældig,
Saa venlig - og dog stærk,
At her paa Jord I virke
Et Himlens Underværk.

✂ I fæstet har min Tanke
Til sin dybeste Rod;
I vækket har mit Hjerte
Og fortryllet min Fod.

✂ O, kjære, lyse Stjerner!
Nu seer jeg klart og grant,
Hvor før jeg i Alverden
Kun Mulm og Øde fandt.

✂ O, lær mig og at blusse
Som Eders Straale varm!
Lær mig den Flamme tænde,
Som I tændte i min Barm!

✂ O, lær mig og at binde
Saa fast, som selv I bandt!
Lær mig en Seier vinde,
Som selv I den vandt.

✂ Hold Eders Glands da yndigt
For Sky og Taage frie;
Og lad mig ene speile
Min Tilværelse deri!