Winther, Christian Du vil ei troe, hvad jeg har sagt

✂ Du vil ei troe, hvad jeg har sagt,
Hvad jeg har sjunget tusind Gange:
At ene Du, Din Tankes Magt
Besjæler mig i mine Sange?

✂ Du vil ei troe, Du Solen er,
Hvis Straaler mig til Livet vækker,
Hvis Varme, mild og sød og kjær,
Hvert Blomster i mit Bryst opklækker?

✂ Du vil ei troe, at Du har endt
Min Tankes lange Vinterdvale,
At Du til Hjertet mig har sendt
Alt, hvad kan trøste og husvale?

✂ O, tag min Sang til Eie frit!
O, siig, hvor kan Du ængstligt dvæle
Ved Tanken her om »Dit« og »Mit«?
Som Talen var om tvende Sjæle?

✂ Som tvende Draaber vorde Een,
Naar de paa Liliens Blad nedtriller,
Mens i den Hele, klar og reen,
Nu Morgenrødens Purpur spiller;

✂ Saa har min Sjæl sig heelt fortabt
I Din, og hvad den nu udtaler
Om Alt, hvad Smukt og Stort er skabt,
Som Gjenskin kun af Din sig maler.

✂ O, Elskede! Din Kiærlighed
Fra Undergang mig har udrevet,
Og uden Dig, forvist jeg veed,
Jeg hverken sang eiheller leved.