TIL EN DIGTER.

✂ »Hvor Mænd i Atlashoser gaae,
Er ei vor Plads.«

✂ »Men det skal være Folkets Fryd og Taarer,
Som klinger i den danske Digters Røst.«
Poul Møller.

✂ Hvis Du vil synge Dig til Glæde,
Og ærlig Tak for Sangen faae,
Skal ikke Du i Hallen træde,
Hvor Fornemhedens Gud har Sæde,
Hvor Nøgler og hvor Stjerner gaae;
Thi der tidt Tankerne er spæde,
Og der tidt Hjerterne er smaa.

✂ Har Du en Palme, blodomgjødet,
En Tidselvaand af Blomster dækt,
152 En Piil, ret kraftigt gjennemglødet,
En Frugt af Elskovs-Solen sødet,
Et Sværd med Klang og Sving og Vægt;
O, Digter! Du skal ei forøde't
Paa en saa tam og udtømt Slægt!

✂ Har Du et Bryst med Kraft i Lungen,
Saa spar det til en anden Gang;
Man svimler, har Du kjækt Dig svungen,
Og har Du ømt, vemodigt sungen,
Er Taareveien tør og trang;
Ad dristigt Skjemt man smiler tvungen,
Man leer kun haant ad Hjertets Sang.

✂ Syng Du for Knøsen hist bag Ploven,
For Svenden i Regentsens Ro,
For ham, der kjæmpe maa med Voven,
Syng for Soldaten ved Cartoven,
For Pigen ved sin Malkeko; -
Om ei for andre, saa i Skoven,
Hvor Dine smaa Colleger boe.

✂ Jeg synger ei for nogen Anden
End Hende med det klare Blik,
Med blonde Lokker over Panden,
Som har berøvet mig Forstanden,
Jeg først i Vuggegave fik,
Men skjænket mig en bedre anden
I Kjærlighedens Trolddoms-Drik.

NATTEN.

(THORVALDSENS BASRELIEF).

✂ End er det Nat! - i underlige Drømme
Indhyllet og i Mørkets svale Slør
Hun blidt og sagte - sagte sees at svømme
Mod Morgenrødens fjerne, lukte Dør.
Med stille Sukke ved den ømme,
Den moderlige Barm hun kjærligt dysser
De slumrende, forgrædte Børn, og Vinden,
Let viftende om Lokken, dem fra Kinden
De hede Smertens Perler huldt bortkysser!
Den Ældste, Haabet, lukket har sit Øie,
Som nys vemodigt stirred mod det Høie;
Den Mindste, Længsel, mod sit eget Bryst
Det tankefyldte Hoved monne bøie
Og lytter nu til al den skjulte Lyst, -
Den smerteblandede, som evigt hviler
Derinde - og ved Drømmen smiler.
Men snart vil Mulmet vige bort, det sorte,
Og Rosen spire frem ved Morgnens Porte,
Og Jordelivets Dæmring, dybt dernede,
Vil sig for Solens Glædessmil adsprede!
Da vil den Første klart sit Øie hæve
Og ane Himlens Vei og Viisdoms Raad.
Den Anden vaagne skal og svæve
Fortrøstningsfuld, og ingen anden Graad
Der fødes skal, end Morgnens Perler klare,
Som Dagens Roser friske skal bevare.

SOMMERLYST.

✂ Nu kan vi dandse!
Lystigt i Sommerluft,
Binde vi Krandse,
Aande vi Blomsterduft!
Lilier bløde
Roser de røde,
Nelliker, Bukkar, Violen den blaa
Her rundtom os staae.

✂ Vi har en Gynge
Hængt mellem Eeg og Bøg,
Den kan os slynge
Høit under Leeg og Spøg,
Kjøligt os Vinden
Suser om Kinden,
Surrende Bier os seile forbi
Saa lette som vi!

✂ Gjøgen den galer,
Lærkerne qviddre smukt,
Venlige Svaler
Svæver i sagte Flugt!
Yndige Sommer!
Næppe Du kommer,
Smilende, rødmende, liflig men kort,
Saa iler Du bortl

EN MODER TIL SIN SØN.

✂ Naar Natten ret er stille
Og Alting er i Ro,
155 Min Søn, min søde, lille,
Jeg kommer til Din Bo.

✂ Thi Gud mig det forunder,
Naar Hvilen falder paa,
Engang imellemstunder
I Drøm til Dig at gaae.

✂ Da seer jeg Dig, Du Kjære!
Min Glædes - Smertes Søn!
Ak, kun en Drøm maa være
Min Kjærlighed til Løn.

✂ Jeg seer Dig tegne, skrive
Og læse flink i Bog,
At Du kan rigtig blive
Mig baade from og klog.

✂ Jeg Dig i Haven møder,
Jeg seer Dig i Din Seng,
Jeg seer, Du lystigt støder
Koldbøtter hist i Eng.

✂ Du har de Kinder røde,
Du har de Øine blaae,
Du har de Læber søde,
Som tidt jeg kyssed paa.

✂ Nu kysser jeg dem ikke
De Roser paa Din Kind!
Nu kan i Dine Blikke
Jeg aldrig skue ind.

✂ Ak, jeg kan ikke knuge
Dig tæt her til mit Bryst!
Ei for mit Hjerte suge
Af Dine Læber Trøst! -

✂ Siig, tænker Du paa Hende,
Der græder for sin Søn?
Slig, lever hendes Minde
End i Din Aftenbøn?

✂ Slig, husker Du min Stemme?
Slig, husker Du mit Blik?
Ak, kan Du Timen glemme,
Da bort fra mig Du gik?

✂ Du aner ingentide
De Taarer, jeg har grædt!
En Moder, maa Du vide,
Kan aldrig vorde træt.

✂ Som eensom Fugl i Skoven
Kun synger Sorgens Sang,
Saa sorgfuld over Voven
Er nu min Tankes Gang.

✂ O, aned Du min Længsel,
Du skyndte Dig sombedst,
Og flygted fra Dit Fængsel
Til den, som er Dig næst.

✂ Til den, som har Dig baaren
Med Kummer og Besvær,
Som døbte Dig med Taaren
Og har Dig dog saa kjær! -

✂ Lev vel! Lev vel, Du K j ære!
Jeg sukker ømt Dit Navn;
Ret aldrig skal jeg lære
At tænke klart Dit Savn.

✂ Jeg folder mine Hænder
For Dig, min Smertes Søn!
For Dig til Gud jeg sender
Hver Stund mit Hjertes Bøn!

HUN TIL HAM.

✂ Som i en Sky indhyllet, -
Det er nu saa Din Skik -
Du drukner, taus fortryllet
Din Tanke i mit Blik.

✂ Dog mig Din Taushed maler,
Hvad i Dit Hjerte boer,
Meer klart end lange Taler,
Meer sødt end søde Ord.

✂ Jeg kjender ganske nøie
Den Længsel i Dit Bryst,
Der straaler fra Dit Øie
Med dyb, urolig Lyst.

✂ Som Fuglen eensom tier
Paa Tjørnens nøgne Green,
Af Somrens Melodier
Den røber ikke een; -

✂ Men - den er fuld af Tanker,
Og den er meget luun;
Et Flamme-Hjerte banker
Bagved de bløde Duun; -

✂ Saadan Din Tanke fjæler
Sig bag Din Tausheds Sky,
Og Blomsterbordet dvæler,
Til det er Vaar paany.

✂ O, giv den Stakkel Vinge,
Lad Skyen skilles ad,
Lad Ordets Due bringe
Min Sjæl et Rosenblad!

AMOR REX.

✂ Hvem er blandt alle Guder,
Den største vel i Magt?
Hvis Vælde sig bebuder
I al Naturens Pragt?
Det er den lille Herre,
Der ager frem saa tryg
Med Duer for sin Kærre,
Med Vinger paa sin Ryg.

✂ Med Pilens Odd han rister
Sin Trolddoms Rune sød,
Saa Rosenknuppen brister
Og Rosen bliver fød;
Med sine spæde Hænder
Den lille, fine Skalk
Jo Virakflammen tænder
I hver en Lilies Kalk.

✂ Hvor Æblets Bold forgyldes,
Hvor Blommen glimrer rød,
Hvor Druens Bryster fyldes
Med Nektar, stærk og sød;
Hvor dybt i Grunden ulmer
En rigdomsvanger Ild,
Saa Guldorangen svulmer, -
Der har han havt sit Spil.

✂ Han har med Aftenrøden,
Med Regnbuens Magie,
Med Solens Morgengløden
En livlig Sympathie;
Naar lune Vinde lufte
Fra Blomsterdalen ud,
Og Natvioler dufte,
Da skeer det paa hans Bud.

✂ I Ørnens Vinger stærke
Kun han har Kraften nært;
Der qviddrer ingen Lærke,
Som jo hos ham har lært;
Og ingen Orm har krøbet,
Ei Sommerfugl fremgik,
Som ikke først i Svøbet
Af ham sin Lectie fik.

✂ For ham maa Løven bukke,
Han koger Tigrens Blod;
Ved Nattergalens Vugge
Med Smil han aarle stod;
160 Han kysser Fignens Kjerne,
Da voxer Stammen rank;
Han vinker Nattens Stjerne,
Da glimter den først blank.

✂ Kort, Alt hvad Verden eier,
Der troer sig frank og frit,
Han ved en evig Seier
Har evig gjort til Sit;
Hvert Hjerte faaer han lænket,
Hvor han sin Piil har skudt;
Han hersker uindskrænket, -
Hans Magt er absolut.

EFTERKLANG.

✂ Jeg seer med Veemod ei tilbage
Til Vaarens stille Blomstertid;
Mit Hjerte fører ingen Klage,
For Solen ei er sommerblid.
Jeg veed jo nok, min Vandring vender
Nu ned i Vintrens kolde Favn,
Hvor Stilhed boer, hvor Aaret ender
I Gravens Hjem og sikkre Havn.
Men i mit Hjertes Dyb jeg føler
Endnu en Vaar, en Sommerlyst,
En Ild, som Vintrens Snee ei kjøler,
En Klang, som aldrig vor der tyst!
- Naar da til Slummer Cithren hænges,
Jeg aldrig siger den Farvel;
Den vaagner brat, saasnart jeg længes,
Og stemmer altid med min Sjæl.