ET GENRE-BILLEDE.

✂ Det sused i Lindenes glindsende Blad.
Høit Gjøgen den kukked og Bogfinken qvad.
Auriklerne dufted,
Mildt Vaarvinden lufted,
Mens Bien beruset paa Kløveret sad.

✂ Paa Løvhyttens Mosbænk, saa yndigt i Løn
Sad Møllerens Datter og Skovfogdens Søn.
I dæmrende Bolig
Hun læned fortrolig
Sin Kind til hans Skulder og hørte hans Bøn.

✂ Ved Huset paa Trappen sad Mutter og spandt.
Hun lytted og vented, mens Tiden den randt:
»Nu er her saa stille!
Nys Han og min Lille
Jo fyldte mig Øret med Skjemt og med Tant!«

✂ Men Jægerens Hector, som hos hende laae,
Han mæled: »Jeg hende i Lysthuset saae
I Fryd og i Gammen
Med Jægeren sammen, -
Skjøndt sagtens jeg ikke forraade dem maa.«

✂ Den næsvise, vindige, lille Hr. Stær
Han læsped: »Nys var jeg dem begge saa nær,
At grant jeg fik høre,
Hvor han kunde føre
Sin Sag, som det lod, ei til hendes Besvær.«

✂ Frem sneg sig den hvide, den smidige Kat
Med ringlende Hale, med krum Ryg og glat:
»Jo, de er poliske,
Jeg hører dem hviske
Fra Haven og Vindvet hver evige Nat.«

✂ Og Svalen, den fromme, den Nonne i Sort,
Med hellig Fortørnelse mælede kort:
»Jeg saae, hvor med Varme ,
Han trykked den Arme
Til Brystet - og vendte undseelig mig bort.«

✂ Fru Skade sad kjæk paa den duftende Stak:
»Jeg veed, jeg er sikker, jeg fører ei Snak,
Jeg lyver ei! Jøsses!
Jeg saae dem jo kysses
Saa sødt og saa blødt og saa høit, at det smak.«

✂ Hr. Stork med de lange, lakerede Been,
Han raabte fra Taget: »Den Sag er jo reen!
Jeg glæder mig saare
Til muntert ad Aare
Her hjem i det Mindste at bringe dem Een!«

✂ - Og før de det aned, stod Mutter dem næst,
Og trued: »Nu veed jeg, hvad tjener Jer bedst!
Snart vil I nok trænge
Til Bord og til Senge,
Til Gryde, til Vugge, til Degn og til Præst!«