Winther, Christian O, kunde jeg Dit Knæ dog favne

✂ O, kunde jeg Dit Knæ dog favne,
Med Tak det trykke til mit Bryst,
Min Borgen, Du! at jeg tør havne
Engang paa Paradisets Kyst.

✂ Thi see, naar vi er begge døde,
Da skal et helligt Englechor
Til Himlen bære Dig, Du Søde!
Men jeg - ak, jeg staae udenfor.

✂ Da stiller Dig for Magtens Throne
Med Jubelsang den skjønne Flok,
Mens Evighedens Rosenkrone
De flette for Din blonde Lok.

✂ Men Du, med Dine fromme Hænder
Tæt knugede foran Dit Bryst,
I kjærlig Angst Dit Øie vender
Mod Ham, der gjemmer Verdens Trøst;

✂ Og siger, mens Du sees at knæle
Og synke paa Dit Ansigt ned:
»Tilgiv! men her jeg kan ei dvæle,
Hvor Ham er ingen Plads bered.

✂ Jeg skjøtter ei Din Himmels Glæder,
Naar evigt jeg maa tænke paa,
240 At Han i Mørket staaer og græder,
Og ei min Trøst kan til ham naae.

✂ Hvis jeg med Ham ei her tør dele
Din Naade og Din Herlighed,
Saa tag, o Gud! fra mig det Hele, -
Jeg gaaer til Ham og Smerten ned;

✂ Og boer i Natten hist, den sorte,
Hos Ham, mit Hjerte og min Sjel;
Jeg er ei her, naar Han er borte,
Kun hvor Han er, der er jeg heel!«

✂ - Mildt Herren sender Dig sit Øie,
Men sidder længe, streng og stum,
Og veier viseligt og nøie
Din Uskyld mod min Brødes Sum;

✂ Hen for Hans Throne maa jeg træde,
Han speider dybt og skarpt mit Sind,
Han seer Dit søde Øie græde
Og siger: »Gak da Begge ind!«