Winther, Christian I Din Haand, i den høire

I Din Haand, i den høire,
Der staaer et hemmeligt Brev:
Det er Dit elskede Hjerte,
Der saa yndigt det skrev.
Hvergang min Haand Du trykker,
Mit Hjerte læser klart,
Hvad kun for Dig og mig
Er rigtig aabenbart.

Der lever i Dine Øine
Et Digt saa tankefuldt;
Det altid mig bevæger
Saa inderligt og huldt;
Det er saa rigt, mangfoldigt, -
Hvad jeg har lært deraf,
Det selv Du aner ikke,
Skjøndt saa gjerne Du det gav.

Din Gang er som en kraftig,
Strengt luttret Harmonie,
Der bærer frem for Sjælen
En livsalig Melodie;
Som Æolsharpens Toner,
Der komme og der flye,
Den aldrig sig gjentager,
Evig lige ung og ny.

343

O, følg mig med Din Tanke,
O, følg mig med Din Fod,
Og straal mig fra Dit Øie
Sød Fortrøstning og Mod;
Ræk mig Din Haand, den høire,
At jeg kan læse fro,
Hvad taus Dit Hjerte tænker,
Hvad mit tør haabe og troe.