BOLERO.

✂ Hør, hvor Fløiter og Strængene
Sprede Tonerne sødt,
Ret som Maanen paa Engene
Straaler sit Guult og Rødt.

✂ O, der seer jeg Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

✂ Du er saa let og fornøielig,
En Sylphide - en Alf,
Lilien Hig, der bøielig
Hist i Vaarvinden skjalv.

✂ Tonerne rigt udfolde sig
Smeltende Sands og Sjel,
Uden Rast, uopholdelig
Som et rislende Væld.

✂ O, hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

✂ Livlig, skjelmsk og sværmende,
Dyb og tænksom i Sind;
Snart fortrolig Dig nærmende,
Snart saa sky som en Hind.

✂ Stolt, skjøndt elskovssittrende
Døbt i Tonernes Daab;
Smilende - men forbittrende
Flux hans spirende Haab.

✂ Angst dog seer Du ham flygtende,
Øiet omtaager sin Glands;
Koldt er Dit Bryst, men frygtende
Kulden dog udi hans.

✂ Men - knap seer Du ham higende
Atter at vende sin Fod,
Før Du, atter undvigende,
Gjækker hans vaagnende Mod.

✂ Nei! - hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

✂ Hævende med de dirrende
Castagnetter Din Arm -
Maanen staaer stille, stirrende,
Og dens Kind bliver varm.

✂ Og Melodien forynger sig
Uden Rist eller Ro,
Som en Guirlande slynger sig
Den om de sværmende To.

✂ Yndigt Tonerne klinger jo,
Vækkende Sukke og Smiil;
Amor af Glæde svinger jo
Vinger og Bue og Piil;

✂ Nærmer sig, tyst henveirende
Ængstelse, Sukke og Savn;
Lænker, med Magt beseirende,
Dig i den ventende Favn.

✂ Ak, jo jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.