BOLERO.
✂
Hør, hvor Fløiter og Strængene
Sprede Tonerne sødt,
Ret som Maanen paa Engene
Straaler sit Guult og Rødt.
✂
O, der seer jeg Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.
✂
Du er saa let og fornøielig,
En Sylphide - en Alf,
Lilien Hig, der bøielig
Hist i Vaarvinden skjalv.
✂
Tonerne rigt udfolde sig
Smeltende Sands og Sjel,
Uden Rast, uopholdelig
Som et rislende Væld.
✂
O, hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.
✂
Livlig, skjelmsk og sværmende,
Dyb og tænksom i Sind;
Snart fortrolig Dig nærmende,
Snart saa sky som en Hind.
✂
Stolt, skjøndt elskovssittrende
Døbt i Tonernes Daab;
Smilende - men forbittrende
Flux hans spirende Haab.
✂
Angst dog seer Du ham flygtende,
Øiet omtaager sin Glands;
Koldt er Dit Bryst, men frygtende
Kulden dog udi hans.
✂
Men - knap seer Du ham higende
Atter at vende sin Fod,
Før Du, atter undvigende,
Gjækker hans vaagnende Mod.
✂
Nei! - hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.
✂
Hævende med de dirrende
Castagnetter Din Arm -
Maanen staaer stille, stirrende,
Og dens Kind bliver varm.
✂
Og Melodien forynger sig
Uden Rist eller Ro,
Som en Guirlande slynger sig
Den om de sværmende To.
✂
Yndigt Tonerne klinger jo,
Vækkende Sukke og Smiil;
Amor af Glæde svinger jo
Vinger og Bue og Piil;
✂
Nærmer sig, tyst henveirende
Ængstelse, Sukke og Savn;
Lænker, med Magt beseirende,
Dig i den ventende Favn.
✂
Ak, jo jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.