✂
Paa Gaden over Stenene
Dig følger en lille Een;
Saa vims han bruger Benene,
Han er slet ikke seen.
✂
Han render Dig i Hælene
Saa let med freidigt Mod,
Paa Trappen, over Fjælene,
Hvor Du sætter Din Fod.
✂
Som en lille huusvant Nisse,
Skjøndt Du ham øiner ei,
286
Han iler med tilvisse
Paa hver Din Sti og Vei.
✂
Han boede med Dig sammen,
Hvor saa Du flytted hen;
Han havde ret sin Gammen,
Den uselige Svend.
✂
Du troede Dig tidt alene
Med Haanden under Kind;
Han gynged i Hyldens Grene
Og kigede til Dig ind.
✂
Tidt sad han Dig for Øiet
Midt i Din Blomsterkost,
Saa overstadig fornøiet,
Som Rotten i sin Ost.
✂
Han spidsed da sit Øre,
Naar ret Du sukked ømt,
Saa gjerne gad han høre,
Hvad Dit Hjerte fik drømt.
✂
Hvor gjerne han vilde trøstet
Dig, naar Dit Hjerte leed;
Hvor gjerne han Dig forlysted,
Ak, Sligt Du ikke veed.
✂
Hvor gjerne vilde han veire
Din Kummers Dæmring hen,
Den skumle Nat beseire
Og skabe Dag igjen!
✂
Da nys det gik Dig saa ilde
Hist paa den steile Vei,
Han iled, men kom for silde,
Og ak! han hjalp Dig ei.
✂
Tidt sad han paa hvide Blade,
Naar Pennen ret blev brugt;
Og paa Din Farvelade,
Naar Du maled Blomst og Frugt.
✂
Han lytted til Din Kjoles
Raslen, ihvor Du gik;
Og leved kun ved at soles
I Dine klare Blik.
✂
Naar aarle Du opbinder
Dit bløde, blonde Haar,
Han med blussende Kinder
Paa Din Speilramme staaer.
✂
Han smiler ved Din Latter,
Han græder ved Dit Suk:
Ak, aldrig selv Du fatter,
Hvor han finder Dig smuk.
✂
Hver en Sittren med Brynet,
Og hvert Dit Øies Blink
Opfanger han som Lynet
Saa klart og saa flink.
✂
Naar Du tier, naar Du taler,
Naar Du sidder, naar Du staaer,
Naar Du læser, skriver, maler,
Naar Du reiser Dig og gaaer;
✂
Naar Du sysler ret saa nydeligt -
Al den søde Harmonie
Opfatter han saa tydeligt,
Som udtaler sig deri.
✂
Og hvad selv Du agter føie,
F. Ex. Din Tommeltot,
Han seer med kjærligt Øie, -
Han lider den saa godt!
✂
- Men Dvergen er min Tanke;
Han lever kun af Dit Liv
Og voxer, som Druens Ranke
Voxer ved Solens Bliv.
✂
Jeg maa Dig det forkynde,
At ret med barnlig Lyst
Han dier af al Din Ynde
Som af en Moders Bryst.
✂
Han dier den Sødheds Kilde,
Som i Dit Væsen boer;
Saa, var han før kun lille,
Han bliver nu stærk og stor.
✂
Og har han med List og Lempe
Saa fulgt sin Lyst og Pligt,
Han kroer sig som en Kjæmpe,
Og kalder sig et Digt.