Winther, Christian Poetiske Skrifter

b

        

c

📖 DANMARKS
NATIONALLITTERATUR

PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED HANS BRIX - SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN UNDER REDAKTION AF POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1927

d

        

e

CHR. WINTHER

📖 POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
OLUF FRIIS

I

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1927

f

        

I

INDLEDNING

Chr. Winther var to og tredive Aar, da han udsendte sin første Bog: »Digte« (1828). I den lille Bog var samlet, hvad han mente værd at bevare af en Produktion, der spændte over otte Aar.

I skemtende Alvor har Winther skrevet, at »Digte« neppe den Gang vilde være kommet for Lyset, hvis ikke Poul Møller havde været i Norge og han selv altsaa procul a fulmine (langt fra Lynet). Winthers Beskedenhed og Selvkritik, hans Sky for al Offentlighed kan ofte virke som en Slags aandelig Kuldskærhed. Men bag denne Overfladeforfinelse ligger som det sunde i Følelsen en ægte Beundring, hvor han stod overfor noget menneskeligt oprindeligt og væsentligt. I den Forstand stod Poul Møller ved sit Eksempel bag Winthers Selvkritik. Poul Møller var den blandt Mennesker, hvis Dom havde størst Vægt for ham. Det er et af de smukke Træk ved Winthers Personlighed, at han aldrig bedømmer sig selv nedad. Som Kunstner gælder det samme om ham. Han forstod, at det var ædelt og sundt at vælge sig gode Forbilleder.

Winthers Ungdomsdigtning, der samlet udkom som »Digte, gamle og nye« (1832), blev med en sjelden Enstemmighed vel modtaget af Kritiken og det læsende Publikum. Grundene hertil maa søges i, at II den laa saa helt i Tidens Niveau og i, at den kom i et vist Tomrum i den lyriske Digtning.

Der gaar Forbindelseslinjer fra Winthers Ungdomsdigtning til mange Hold. Den indgaar i den almindelige Retning i Tiden bort fra »Romantiken« henimod Virkelighedsskildring. »Træsnittene« og flere mindre Digte er Prøver paa en Realisme, der ved sit Indhold danner et sjællandsk Sidestykke til Blichers jyske Noveller og som ved Arten af sin Realisme hører sammen med Heibergs københavnske Vaudeviller. Et andet karakteristisk Træk af Tiden genfindes hos Winther i hans Sans for det folkelig-nationale. Mere end noget andet var det dette danske i Indhold og Tone, der straks indtog Samtiden for Winthers »Digte«.

Winther var den første, der lod disse forskellige Sider af Tidens Liv faa Udtryk i Lyriken.

Lyriken, det vil sige Romancen og det lille lyriske Digt, fylder i Litteraturen fra den første Fjerdedel af Aarhundredet kun en ringe Plads, klemt inde mellem de større episke og dramatiske Former. Hele Litteraturen er ligesom nedsænket i Lyrik, men det er sjeldnere, kun i Pauser mellem mere omfattende Arbejder, at Lyriken udkrystalliseres i egne Former. Siden Ingemann i Tierne var ingen fremtraadt med blot »Digte«.

Det betyder ikke, at den lyriske Digtning var standset. Det groede frodigt i Undergrunden. En ny Digtergeneration var ved at vokse op. Men dens Fremvækst maa man søge i Aviser og Tidsskrifter og især i den Bogform, der er saa karakteristisk et Fænomen i Tiden: de saakaldte »Nytaarsgaver«, »Julegaver«, »Almanakker«, »poetiske Lommebøger«, »Læsefrugter« eller Samlinger med særlige Navne som »Iris«, »Hermes«, »Hertha«, »Gefion«, »Harpen«, »Juletræet« o. s. v., Navne, der afspejler et læsende Publikums Smag og Interesser. Disse Bøger er Antologier. Den enkelte Digters Lyrik kan endnu kun vanskeligt og undtagelsesvis bære sig selv. Formerne er endnu saa faa og Emnekredsen saa snæver, at

III

den tilstrækkelige Variation bliver vanskelig. I en Publikationsform, der samler Bidrag fra flere Forfattere, opnaar man tilsyneladende en Slags Afveksling, der kan tiltrække et Publikum og holde det interesseret.

Disse Samlinger danner en ubrudt Kæde fra Slutningen af det attende Aarhundrede langt ind i det nittende. Umærkeligt tuer her det ene Lag af Poesi sig ind over det andet. Man finder i Antologierne fra Slutningen af Tierne og Begyndelsen af Tyverne stadigt Bidrag af de »gamle« anerkendte Digtere af Rahbeks, Oehlenschlägers og Ingemanns Generationer. Men ved Siden af de gamle Navne dukker nye op. Det er utroligt, hvor mange der optræder som Digtere. Det vrimler med Anonymer. Som herhjemme paa Reformationstiden Mænd af alle Stænder og Beskæftigelser gav Bidrag til Salmedigtningen, saaledes synes omkring 1820 enhver ung Mand, i hvert Fald enhver Student, at kunne skrive en Romance eller et lyrisk Digt.

Man maa huske, at Chr. Winther og hans jevnaldrende var Drenge, da Oehlenschläger skrev »Guldhornene« og »Aladdin«. Chr. Winther blev Student Aaret efter at »Helge« udkom, det Værk han elskede højst af Oehlenschlägers Digtning - som man kun kan elske det, der er uløseligt forbundet med ens egen Ungdom og med selve Opdagelsen af Poesien.

Der var skabt en poetisk Tradition. De der var unge omkring 1820 modtog dansk og tysk Digtning som noget selvfølgeligt, et Led af deres Almendannelse. Antologierne viser, hvor langt denne æstetiske Kultur havde trængt igennem. Blader man nogle Prøver af dem igennem, slaar det en, i hvor høj Grad Digtene er som skrevet af den samme, forskellige kun ved den større eller mindre Lethed, saa at sige manuelle Færdighed i Versbehandlingen. Ellers forsvinder Forfatterne, gaar op i samme Upersonlighed, den store Anonym: Tiden, Traditionen.

Men ved Siden af Anonymerne og de mange nu IV glemte Forfattere møder vi i Antologierne den lille Gruppe af Mænd, der i den følgende Periode kommer til at bære Litteraturen og som skaber den ny Lyrik.

Poul Møllers Navn dukker op 1815, Chr. Winthers 1820, Aarestrups og Bødtchers i Tyverne. Den heibergske Skole, der i Hertz faar en betydelig Lyriker, skal der her for Enkelthedens Skyld blot mindes om.

I Lyriken og Romancedigtningen kom Chr. Winther i mere end en Menneskealder efter Fremkomsten af »Digte« til at staa som den centrale Skikkelse. Det var ham, der saa at sige consoliderede Bevidstheden om den sande lyriske Form og Diktion. Han var som Lyriker normsættende indtil den moderne Lyrik med Drachmann og J. P. Jacobsen.

For at forstaa dette maa man huske, at med Winthers »Digte« gik den ny Lyrik for første Gang fra spredt Tryk over i sluttet Bogform, hvorved den ganske anderledes kunde gøre sig gældende og udbredes. Men Aarestrups første Digtsamling kom først ti Aar efter Winthers og Bødtchers saa sent som 1856. Poul Møllers Digtning fik først samlet Virkekraft og blev delvis først kendt i Udgaven (1839-1843) efter hans Død.

Hvilken Modsætning mellem denne Digtergeneration og Digtere som Oehlenschläger og Grundtvig. Hos disse var Liv og Digtning eet som Impuls og Handling. Hos den yngre Generation har der trængt sig et Element af Refleksion ind mellem Liv og Digtning. Mest radikalt hos Poul Møller.

Chr. Winther har et Grundfond af Naivitet og Oprindelighed, der gør ham beslægtet med Oehlenschläger. Men hans Naivitet er ligesom gennemtrukket med et fint Net af Refleksion og Hæmning. Deraf denne Langsomhed i Tilløbet ogsaa hos ham. Men da han først har vovet Springet, giver han sit Liv helt til sin Digtning. Aarestrup og Bødtcher afgrænser paa forskellig Vis deres Digtning fra deres Liv. Deres Digtning bliver til draabevis. Winther har det indre og ydre Pres, der holder hans Digtning V i fortsat Strøm. Hans Digtning faar derved et bredere menneskeligt Grundlag. Dette i Forbindelse med den uvilkaarlige Virkning, der ligger i selve dens større Volumen, lader Winthers Digtning i langt højere Grad fremtræde som medskabende i Tidens Aandsliv og Litteratur.

Winthers Digtning - selv naar den er rent lyrisk - er mindre en Genspejling af hans eget Jeg end af Naturen og Menneskene, Livet omkring ham. Winther gør aldrig Alarm med sin egen Personlighed og Mærkelighed. Der er noget i ædel Betydning tjenende over hans Digtning. Han træder selv tilbage og lader Naturen og Historien og Menneskene tale gennem sig. Det er det, der har givet Winther Følelsen af, at hans Digtning er kommet til ham, at det er noget, der er givet ham. Det betød ikke for Winther, at han lod Inspirationen skytte sig selv og Pennen løbe som den kunde bedst. Stymperne om det. Han lærte sig sin Kunst som en Mester sit Haandværk. Hvad Livet havde givet ham, vilde han ikke levere fra sig, før det var sluttet i en ren og pur Form.

Ser man tilbage over Winthers Forfatterskab under eet, opdager man, at der gennem det strækker sig et bredt, aldrig brudt Lag: hans folkelig-nationale Digtning. Sammenhængen i Winthers Digtning træder her tydeligt frem, fra »Digte« til »Hjortens Flugt«, der er Ungdomsdigtningen i fornyet, skærpet Tilegnelse og i større Form. Hele denne Digtning har sin sikre Forankring i den store Mindeblok, der var formet i hans Sind gennem hans Barndom og Ungdom, der paa en lykkelig Maade havde bragt ham i Forbindelse med de bedste og værdifuldeste Sider af Tidens Liv og Kultur.

Winthers første og som det synes varigste Indtryk er knyttet til Naturen. Indvielsen, Naturdaaben fik han af sin Moder. Hun bar ham tidligt om Morgenen VI paa hans femte Fødselsdag fra Barnekamret i Fensmark Præstegaard ned paa en Høj i Haven. Hun vilde glæde ham med at vise ham Solopgangen over det vide midtsjællandske Landskab. Med Winthers egne Ord hedder det: »Nu fik jeg Øjnene op og saae den hele Dal mellem Fensmark Sogn og det Hinsidige ganske opfyldt af Sommerens hvide Nattetaage fra Mosekonens Bryggers. - Der stod en Stjærne paa Himmelen - den Stjærne glemmer jeg aldrig.«

Denne Erindring er Grundbilledet i Winthers Naturdigtning. I det store Digt »Sielland« er det denne Udsigt, der danner det første af de Fugleflugtsbilleder, hvoraf Digtet bestaar. Da han i sin sene Manddom, nær de tres, skrev »Hjortens Flugt«, fik dette Barndomssyn sin reneste Form i Indledningsstroferne til »Skovbroderen«.

Højdepunkterne i Winthers Digtning er altid knyttet til Naturen. Det er ligesom Naturinspirationen først fuldt og helt udløser hans Lyrik. Midtpunktet i Chr. Winthers sjællandske Landskab er Præstegaarden med dens Kreds af Mennesker.

I Winthers Liv betegner Præstegaarden hans Udgangspunkt og det Punkt, han stadig vender tilbage til. Baade hans Mødre- og Fædreslægt er Degne- og Præsteslægter, af tysk og af sjællandsk Afstamning. Hans egen Barndom var knyttet til Fensmark Præstegaard og - efter Faderens Død og Moderens Giftermaal med Rasmus Møller - til Købelev Præstegaard. I Studentertiden tilbragte han Ferierne hjemme og de sidste tre Aar læste han sit Eksamenspensum hjemme i Præstegaarden under sin Stedfaders kloge og myndige Vejledning. Præstegaarden danner ofte Midtpunktet for Handlingen i Winthers Noveller. Digtet »Naar kommer Høsten« giver en enkelt Situation af Præstegaardslivet: Studenten, der drager bort efter at have været hjemme paa Ferie, og den unge Pige, der sidder og længes efter hans Genkomst. Direkte udsprunget af det huslige Liv i Winthers Barndomshjem er et Digt som »Indskrivter VII paa min Søsters Rokkebrev«, et lille Stykke købelevsk Realisme med Billederne af Hørrens Skæbne, et Digt, der har Rod i gammelt dansk Bondeliv.

Sjælen i dette Præstegaardsliv var Moderen, Hanna Winther. Hun var Hjemmets Pryd. Spinkel af Legeme, men med en stærk Karakter. En af den Slags Kvinder, der under beskedne Forhold kan gøre et Hus og et Hjem rummeligt. Winthers Barndomshjem var fyldt med mange Mennesker. Som Præstekone i Fensmark havde Hanna Winther unge Pigebørn af Stand i Huset til Undervisning og Opfostring. I sit andet Ægteskab indgik hun som Moder for Rasmus Møllers fire Pigebørn og Sønnen Poul. Efterhaanden som Børnene voksede til, fyldtes Huset med munter Ungdom, Veninder og Studenterkammerater. De unge Piger i Præstegaarden har givet Winther hans første Indtryk af Kvindelighed.

Hanna Winther var praktisk og dygtig. Hvor menneskelig Evne ikke slaar til, havde hun det ydmyge Sind, der bøjer sig for den, der raader over Liv og Død. Hun holdt af aandelige Ting, Poesi og Musik, som naturlige Mennesker gør det. Sin Personlighed og sine Evner havde hun taget i Arv efter sin Fader, Pastor Villads Borchsenius, der foruden som en opbyggelig Præst var kendt som Pædagog og Digter af aandelige Sange.

Winther har aldrig skrevet noget Digt til Moderens Minde. Han havde for blødt et Sind til at holde Mindet fast og forme det. De store Følelser, der rigtig gik til Hjertet, overvældede ham. Bevidstheden herom fik ham til at trække sig ind i sig selv. Da Moderen døde, nævnede han det ikke med et Ord til sin nærmeste Omgang.

Men Moderen er tilstede overalt i hans Digtning. Det synes at være fra hende og hendes Slægt, at han har arvet sine digteriske Evner, sin Sans for Naturen og for alt oprindeligt og naturligt menneskeligt. I sit Barndomshjem havde han modtaget et Grundbillede af Livet, en Norm for menneskelige

VIII

Værdier, som han aldrig glemte. Ord som det gode og det smukke, naturlig Menneskelighed o. s. v. er i sig selv abstrakte og uklare for Tanken. Men de rummer en stor Realitet i Følelser og Impulser. Det er alle de Oplevelser, der lidt efter lidt har bundfældet sig, opsummeret sig, indtil de er blevet som et fast og sikkert Grundlag for det indre Liv, det der giver alt sin Farve, den Norm, hvormed alt maales. Winther havde i sit Barndomshjem samlet en aandelig Reserve, som han i Krisetider kunde gribe tilbage til.

Udenom Præstegaarden og Præstegaardshaven ligger Egnen med dens Natur og Folk. Allerede i »Digte« (1828) findes den store Skildring, der kaldes »Vinterlandskab«. I Form af et Skue over Egnen - som i det attende Aarhundredes naturbeskrivende Poesi - tegner Winther her de enkelte Detaljer ind i Billedet: Bondestue, Vandmølle, Jæger og Degn, Bondepigen ved Rokken, de unge til Dans paa Kroen, Herregaarden med Fiskedamme og Dyrehave og hele det muntre Vinterliv med Kanefarter og Skøjteløbning. Selv Hjorten er kommet med i Billedet:

Dreiende de brede Ører
Hjorten staaer ved Skovens Bræm,
Undrende hvad Klang den hører
Vakt udi dens stille Hjem.

Det er allesammen Motiver, som Winther i sin følgende Digtning vender tilbage til og uddyber. I en Sum er det her nok at minde om Natur- og Folkelivsskildringerne i »Træsnit«, »Sielland« og »Hjortens Flugt«.

Den næste store Station i Winthers Liv er Hovedstaden. Dens Centrum var for Winther Regensen, bogstaveligt, idet han boede her tre af sine Studenteraar. Men ogsaa aandelig talt. Det var paa Regensen og i Samlivet med sine jævnaldrende, at han fik sin Dannelse. Det var Poul Møller, der skrev de egentlige Studentervaser, med den rigtige blandede Atmosfære af Tobak og Bøger og det Mæle, der IX falder en Bondestudent naturligt. Winther skrev flere Sange til Studenterforeningen, men de har mere Karakteren af Klub- eller Selskabsviser, om Vinen og Kvinden. Regenslivet har han i en senere Tid skildret i Digtet »Til Træet«. Kun hans »Studentervise«, der nok snarere burde kaldes en Studenterhymne, gav Udtryk for noget af det, der var aktuelt for den Tids Studenter. Ingen har nu den naive Begejstring, der skal til for at synge med i dens Omkvæd: »Herrer vi ere i Aandernes Rige«. Der er blevet smilet og ironiseret nok over Visen, saa der er mere Grund til at paapege, at den ikke er Udtryk for Standshovmod, men for en idealistisk Ungdoms vaagnende Kaldsfølelse. Den har ikke Brod mod nogen Fjerdestand, men giver en Lektion til Borgerskabet. I det attende Aarhundrede havde man opdaget Bonden og Sømanden, set deres Nytte i det borgerlige Samfund. Soldaten havde ligeledes været æret i sin Egenskab af Fædrelandets Forsvarer. I Winthers Vise melder Studenterne sig i Række med disse til fælles Arbejde for Fædrelandet. Maa vi have Lov at være her! Det kan ogsaa siges i smukke, højtidelige Ord, saa man selv faar lidt Varme og Begejstring ved det, to gode Ting at begynde med. Studenterlivet gav Winther Grundlaget for hans Almendannelse. Han læste som den Tids Studenter alt, hvad han kunde overkomme af dansk og tysk Skønlitteratur. Det er de litterære Fejders Tid, hvor Studenterne gav deres Bidrag med. Vi har set Nedslaget af denne akademisk-æstetiske Dannelse i Antologierne fra disse Aar og fulgt Winthers »Digte« skille sig ud fra det store Fællesskab.

Naar Winther skulde læse Fagbøger og sit Eksamenspensum, tog han hjem til Købelev Præstegaard.

I København var han Student efter sin egen Lyst - en fri Fugl. Winther har ikke været anderledes eller mærkeligere end saa mangen anden Student med æstetiske og selskabelige Talenter. Det der i hans Kreds udmærkede ham frem for de fleste var en usædvanlig heldig Forening af mange smukke og X rige Evner. Han deklamerede og sang, spillede Komedie, dansede o. s. v., alt uden at gøre sig kostbar, af Hjertens Lyst. I disse Færdigheder og hele hans behagelige Fremtræden vil man let se Resultaterne af hans Opdragelse og den Dannelse, han modtog i Hjemmet og som Student. Men dertil kom yderligere det, som er det egentlige og som en af hans Venner lidt pedantisk-filosofisk kalder »et generelt Talent til at glædes og glæde«. Det synes saa selvfølgeligt, men er dog en Sjeldenhed, en Udmærkelse af Naturen.

Winther var uhjælpelig »en stor Tilbeder af unge Piger«. Det er denne Egenskab, der ligger bag hans Stemningsbevægelighed. En tyk, glindsende Haarfletning, en lille Fod, et Øjekast fra et Par blaa Øjne, alle disse utallige Smaaglimt af kvindelig Skønhed var for ham som Luften han indaandede. De iltede hans Blod, gjorde det rødt og letstrømmende, eller sendte det i heftige Slag mod Hjærtet, drev det som prikkende Uro ud i Huden.

Intet Sted har Winther smukkere end i et Par Strofer af Romancen »To Elskende« skildret den unge tavse Kærlighed:

Men han sad stille,
Mens elskovs fuld og varm
Han holdt hendes Haand
Og den fine Jomfru-Arm.

Og henrykt hver Finger,
Som følte Blodets Strøm
Sødt aned hendes Hjertes
Usigelige Drøm.

Dette Digt er fra en senere Periode, hvor Winthers Kunst var ved at faa sin rene spejlende Evne. I den egentlige Ungdomsdigtning lægger han oftest Lune eller Skemt som et isolerende Lag mellem sig selv og sin Kærlighedslyrik. Det store Digt »Phantasie« til den fejrede jyske Skønhed Jomfru Fritsche er en ren Studenterspøg. I »Hvordan hun er?« udtømmer han - »til Digternes Fordærv« - Kærlighedslyriken for dens traditionelle Billedsprog og XI ender med at faa ud som Summen af »den hele Pige«, at hun er »et sødt Mysterium, som ingen Tunge kan udsige«. Men bag denne litterære Ironi, der med Vilje skjuler Portrættet, fornemmer man ligesom et Strejf af Jomfruynde og et pigeligt Sind, en lys Munterhed, megen Tale og Kvidren om ingenting. Saadanne Skjuledigte er ogsaa Digtene til den lille Cathrine (»Haandværkssvenden synger«) og til »den lille, ranke blonde Pige« (»Hilsen«). Guden for denne underfundige Kærlighed har Winther skildret i »Amor Jesuita«.

Den dybere Følelse, der ligger paa Bunden af disse Digte, kommer rent frem i »Sonetten« og »Flyv Fugl«.

Den Magt, »Flyv Fugl« har over Sindene, ligger i Digtets Almengyldighed, ikke i abstrakt, men konkret Forstand, enhver kan tilegne sig det som sit eget.

Digtets Indhold: Længselen efter den elskede, og dets Motiv: Fuglen som Budbringer, hører til Kærlighedslyrikens store Fælleseje.

Goethe har i »An die Entfernte« givet den almene Grundform:

So dringet ängstlich hin und wieder
Durch Feld und Busch und Wald mein Blick.
Dich rufen alle meine Lieder:
O komm, Geliebte, mir zurück.

Heraf har Winther grebet en enkelt Situation: fra Bredden af den skovkransede Sø sender han Blikket og Tanken mod den fjerne elskede. Det er en Hovedejendommelighed ved Winthers Lyrik, at han sjelden spinder Stemning og Følelse ud af sig selv, men udtrykker det sjælelige indirekte, i Forbindelse med et Billede. Hans Lyrik tenderer mod Situationsdigtet. Det samme viser Benyttelsen af FugleMotivet.

I Folkedigtningen sendes paa naiv Vis Fuglen som Bud med Besked (»Die Nächtigal als Botin«). I den moderne Poesi bliver det oftest til Tanke eller Ønske, og i den Form er Fugle-Motivet blevet en Kliché XII i Kærlighedslyriken og, hjemfalder som saadan i Heines Lyrik til Ironien:

Ich steh' auf des Berges Spitze
Und werde sentimental.
»Wenn ich ein Vöglein wäre!«
Seufz' ich viel tausendmal.

Winther benytter igen Motivet naivt. Tanken bliver til Situation og Ønsket faar Udtryk i Samtalen mellem Digteren og Fuglen. Saaledes knytter Winther det sjælelige til Billedet eller Situationen, gemmer sig selv bort deri.

Men omvendt faar Billedet med dets store Almenforestillinger: Søen, Fuglen, den elskede paa fjerneste Strand, først individuelt Liv, fordi de fyldes af en stærk Stemning og Følelse. Alt i Winthers Digt er besjælet: Træerne hvisker og bukker, Dagen lister sig bort, Natten drager sit dybe Suk. Fuglen, der først blot tager Digterens Tanke med sig paa sin Flugt, bliver til sidst hans Hjertes fortrolige. Digteren forstaar, at den ikke blot kan fortælle ham om sin Mage og Unger og de lykkelige elskende Par, den ser paa sin Flugt, den vil ogsaa kunne genkende hans egen elskede og bringe Hilsen med tilbage til ham fra hende. Ja, han aner - og deri ligger Grunden til den stigende Følelse af Sympati og Fortrolighed - at ogsaa i Smerten har de Fællesskab. Og som Bekræftelse paa, at hans Anelse er rigtig (»Har du ei lyttet til mangefold Smerte selv hos den fiedrede Flok?«) og at Fuglen og han helt har forstaaet hinanden, beder han den om et Godnat, mere som en tavs Tilkendegivelse end i bestemte Ord: »sig det, du veed det jo nok?«

Saaledes faar Digterens personlige Smerte sin dybe Resonans fra Anelsen af »at al Skabningen tilsammen sukker og er i Smerte«.

Hans Kærlighedslængsel gaar op i den store Natursympati og udløses, udaander i Sukket i Naturen.

XIII

I den almindelige Glæde over Winthers Ungdomsdigtning havde der kun lydt en enkelt skurrende Tone, hvor Molbech tilsidst i sin Anmeldelse advarer mod Paavirkning fra Heine, »en af Døgnets tyske Modedigtere, hvis Indbildninger og Selvtilfredshed udentvivl er større end hans Geni«. Modtageisen af »Nogle Digte« (1835) var ganske anderledes blandet. Chr. Wilster anmeldte Winthers Digtsamling saa nedsættende og »krænkende«, at Poul Møller følte sig drevet frem til en Modkritik. Den litterære Holmgang mellem de to fortjener ikke Interesse ved sine Detaljer, men den markerer skarpt, at Winthers Digtning havde optaget nye Elementer.

Hans Digtning fra Trediverne kan karakteriseres som en Overgangsdigtning, i hvilken gammelt og nyt brydes.

Det ny, der nu mere udtalt end i Ungdomsdigtningen trænger frem, er hele den sammensatte Kulturform, der kan udtrykkes med Begrebet Byen og efter sit særlige Milieu og sin Menneskekreds som Selskabet.

Med et tydeligt Gennemslag af københavnsk Lokalkolorit møder vi det ny som fælles Træk for en lille Gruppe Digte: »Til A. M.«, »Vandring og Opdagelse«, »Til Beppina«, »Min Skat« og »Mathildes Hænder«.

Selve Byen er i et Par Tilløb til Byskildring op? fattet uden Sympati, denne »Rumle?By«, i Modsæt? ning til det yndige Landliv:

Regnen Øser paa hver Rude,
Droschken ruller tung og dorsk,
og De vækkes kun ved Torsk,
Skraldemand og Pindebrænde.

Da Winther som gammel Mand sad i sit Hotel? værelse i Paris og længtes hjem, skrev han et Par vemodige Linjer:

Et Gaderaab, en Vogn paa Gaden
Mig minde tidt om Axelstaden.

XIV

Centrum i Byeni er »Teatret« med Københavnerbourgeoisiet i Parkettet og Bournonville paa Brædderne:

Sommerfuglen, B... e,
Svæve vil omkring paa Bræt
Og Parterre samt Parquet
Flink med Haand og Fløite spille.

Omgangslivet faar sit karakteristiske Udtryk i den fine Selskabelighed, Middagene og Ballerne.

Det positive Modstykke til det ironiske københavnske Vinterbillede giver Sommer digtene. Her flyttes Scenen til Omegnen, Øresundskysten og Lyngby, der paa Winthers Tid havde en hel Koloni af Landliggere. Det er København, Bredgade med det velstaaende Handelsbourgeoisi, der ligger paa Landet. Menneskene er de samme som inde i Byen, de samme Familier mødes her og danner Omgang. Interesserne og Omgangsformen er den samme. I »den landlige Bo« ved Øresund danser Beppina sin Cachucha som ved Vinterselskaberne i Byen. Et tidstypisk Billede, der viser Refleksen af Teatret i Hjemmene. Konversationen er den samme. Og dog har Sceneforandringen kastet et andet Skær over hele Livet I de landlige Omgivelser og Naturen finder man noget af sig selv igen. Det er denne særlige Stemthed, Winther har truffet i Digtet »Vandring og Opdagelse«. Grundtegningen i Digtet er en Spadseretur. Hvilestederne i Skildringen, hvor Stemning og Følelse breder sig og finder i Leje, skabes af Indtrykkene fra en harmonisk Natur med Skov og Sø i rig Afveksling. Konversationen mellem de to spadserende trækker hele Bymildeuet med sig: Bøger, Kunst, Teater, Skuespillerhistorier og Kredsens egne smaa Sensationer og morsomme Begivenheder. Hun er lille og gracieus. I Paaklædningen ogsaa et Anstrøg af Forfinelse: Silkekjolen og det smukt broderede Skørt. Selve Spadsereturen, Bevægelsen, alt virker med til at give en forhøjet Modtagelighed og Livlighed. Luften faar hendes Kinder til at blusse med en fin Rødme, den friske Vind, der fra Søen XV svøber ind over Land, ureder Haaret, saa det tjavser ned i Øjnene og kildrer omkring Næsen. Digtets Menneskepar er den unge Københavnerinde og hendes beundrende Ven. To Menneskebørn, der leger Skjul med hinanden og sig selv og som ved, at de leger. Digtets Stemning er denne mærkelige Svæven mellem drillende Koketteri, Trivialitet, Snakken om alt og ingenting og en dybere Følelse, der hele Tiden er ved at bryde igennem, men som ikke tør, fordi den ikke tager sig selv alvorligt. Det er By og Natur, Raffinement og Umiddelbarhed i eet.

Uden denne Lokalrealisme, løftet op i en mere almen europæisk Form, har Winther givet Billeder af Bymennesker i de større Romancecyklusser og Versfortællinger som »To Cousiner«, »Bægeret« og »To Ord«, de to sidste fra en senere Periode. Det er en Kunstgenre, som man den Gang med et karakteristisk Udtryk kaldte Romancer »af Selskabslivet«.

Endelig har Winther i Digtet »Alfens Brud« flyttet Skildringen fra Realismen over i det romantiske Eventyr. Sceneriet skifter mellem et Sommerbillede fra en parklignende Have med et rigt Selskab af kaffedrikkende Herrer og Damer og romantiske Dekorationer af Huler og Grotter. Det virker som digtet over en Bournonvillesk Ballet. Det er en Digters Drøm om selv i den erotiske Flagreleg at gribe noget varigt og evigt: den rene Skønheds Ide. Alfhild er Københavnerdigtenes Kvindetype som ren Ide, deres Psyche. En Psyche, hvis Sjæl er dvalebunden, fortabt i sig selv, koket; hvis Hjerte er uden Hengivelse og Varme. En moderne Psyche, af hvilken kun den skønne Form lever.

Det centrale Digt i disse Aars Produktion er Versfortællingen »En Novelle«, der med sit stærke Farvespil i den haarde Overfladeglasur lader en fornemme den personlige, indre Forbrænding, hvoraf det er fremgaaet. Digtet er helt bygget over Modsætningen mellem Staden og Landet. Dets Billedrække er som spændt ud over denne Modsætning. De to Livsformer, der i de københavnske Sommerdigte indgik XVI en vis Forbindelse, en egen ustadig Ligevægt, er her traadt frem i deres Modsætning og har spaltet Digterens Livsfølelse til Roden. Det er en Fantasi af en Digter, der nødstedt i tom, splittet Selvlede og Selvrefleksion griber efter den landlige Idyl som efter et Uskyldighedens og Renhedens tabte Barndomsland. Et Digt af en egen symptomatisk Rækkevidde ved Indgangen til den »moderne« Litteratur, der bliver til i disse mærkelige Aar i 1830erne, hvor en Epoke, den klassiske, var tilende og en ny satte ind.

Denne Grundstemning af Lede og Fortvivlelse gentages indtil Monotoni og Maner i Digtsamlingerne fra denne Periode. To Digte hæver sig ved deres Betydning ud fra de andre, den lyriske Digtcyklus »Annette« og Romancen »To Elskende«. Det er samme Livsbillede, i moderne og middelalderlig Iklædning. I begge Digte skildres, hvorledes Skæbnen bryder ind i en Mands og en Kvindes fuldkornne Lykke. I ingen af Digtene gives i Handlingen nogen Forklaring paa, hvad det er, der volder Ulykken. Det er, som om Digteren demonstrativt har villet paapege: saadan er Livet, netop saa meningsløst. Selv det skønneste og højeste i Menneskelivet, Kærligheden, er kun en straalende Sæbeboble, der i næste Øjeblik kan briste og kun efterlader den bitre Smag.

I »Annette« er denne gennemtrængende Dissonans saa voldsom, at den har sprængt Digtets Ramme og kunstneriske Helhed. I »To Elskende«, der er senere og mere paa Afstand af Digteren, er den kunstneriske Form bevaret og Livsbilledet af stor tragisk Kraft, enestaaende ved sin Spændvidde.

Winthers Digtning fra Trediverne frembyder saaledes Billedet af en Digtning under Forvandling. Men Nydannelserne har ikke fortrængt det oprindelige Lag fra Ungdomsdigtningen, der tvertimod synes at vokse i Vægt og Betydning. Romancer og Naturdigte og Folkelivsbilleder udgør en væsentlig Del af Forfatterskabet gennem hele Perioden. En fædrelandsk XVII Romance som »Vaabendragerens Ed« og »Sielland« med sin Række af skiftende Billeder af dansk Natur og Historie betegner hver i sin Genre Højdepunkter i, hvad vi har kaldt Winthers folkelignationale Digtning.

Winthers Digtning havde faaet en større Variationsrigdom og et større Tankeindhold end i den første Periode. Paa den anden Side er det aabenbart, at der er Sider af det ny, der truede med at angribe den i dens Livsnerve: dens Friskhed og Naivitet, dens Folkelighed og danske Tone. Der manglede endnu hos Digteren den Oplevelse, der kunde smelte alt sammen til eet og redde ham fra at ende i »den tomme Syge« og en vis klagende Monotoni. Der manglede et Punkt, hvorfra den nyvundne Mangfoldighed lod sig overskue og beherske.

Det ny Lag i Winthers Digtning, vi her har beskrevet, tilhørte det indenfor Tidens Litteratur, som man den Gang kaldte »modern« Poesi. Denne moderne Retning kom samtidigt frem i disse Aar hos Forfattere som Paludan-Mûller, Heiberg, Hertz, Aarestrup, delvis Bødtcher. Poul Møller havde ogsaa været under Indflydelse af disse Strømninger, men hurtigt reageret imod dem. Overalt møder man de samme Træk. En vis Æsteticisme, der i Kunsten viser sig som en større Interesse for Formen i sig selv, en bevidst kritisk Smag. En Æsteticisme, der ogsaa havde gennemtrængt Livsvanerne og som i de digteriske Skildringer af Nutidslivet røber sig som en Forkærlighed for Elegance og Luksus i Udstyr, en Smag for kostbare Silkestoffer, ædle Metaller, for fine Vine og kræsent udsøgte Retter. Alt sammen Udtryk for hvad vi har kaldt Byen og Selskabet. Lovene for denne Bykultur har Heiberg skrevet i sine »Bidrag til en æstetisk Moral«. Fundamentalest viser dette moderne sig i den stadigt voksende Interesse for det erotiske. Kærligheden, ikke som en stærk og hel Følelse, men som Lidenskab og Passion, XVIII noget sammensat og interessant, der som et Uropunkt stadigt holder Sindet i Bevægelse.

Hele denne Tidsretning i dansk Litteratur er Dønningerne af den store europæiske Flodbølge i Aandslivet, hvis Top i England er Byron, i Frankrig Victor Hugo og i Tyskland Heine. Medens Byron fik saa afgørende Betydning for Paludan-Mûller, er der næppe hos Winther Tale om nogen direkte Paavirkning fra Byron udover den almindelige Tidsretning. Sammen med Heine danner han Forudsætning gen for Winthers Modernisme.

Heltene i Winthers Versfortællinger har den Byronske Types karakteristiske Træk: bleg, »vild af Øiekast«, et Helved af Smerte i Brystet. »En Novelle« begynder:

Et Helved lued i mit Bryst,
Og svundet var al Livets Lyst.
Min Pande gløded og min Mund,
Min Kind var bleeg, og Øiet kun
Nedstirred tørt paa Veiens Sand;
Thi ak! den indre, dybe Brand
Lod ingen Taare fra sit Gjern
Til kjølig Lindring trænge frem,
Liig en Vulkan, der lumsk i Løn
Udtørrer Kilde, Sø og Brønd.

Men Winther er som Byronianer mindre naiv end Paludan-MüIler. Ironi og Refleksion indgaar ikke blot som Elementer i hans Modernisme, men denne er selv som gennemhullet af Selvironi. Winther tager i denne Periode ikke sig selv helt alvorligt, hverken som Romantiker eller som Byronianer. Stærkest har dette faaet Udtryk i Romancen »Ravnens Quide«, hvor Ironi og Lyrik har indgaaet en egen Forbindelse. Jomfruen er en Karikatur, opridset med faa skarpe Konturstreger, af en Tidstype: den poetisksværmeriske unge Pige. Hendes »lange Sukke« havde Winther som ung Student - i fuldt Alvor - lagt Pen til i »Ellinors Sværmeri«. Et Digt, der kan henføres til den Kategori, Poul Møller kaldte »vaade Rim« og som i Litteraturhistorien kan ses som Efterklang af en Genre, der var yndet i den romantiske XIX Tid. Schiller havde givet Genren sin rene, klassiske Form i Teklas Sang (af »Wallenstein«), som Oehlenschläger i »St. Hans Aftenspil« lader den unge Pige, Maria, synge til Weyses »deilige Melodie«. Ravnen er en fantasifuld Satire over Don Juaneriet, af hvilket Winther mere havde følt den sure Svie end »Jubelen« - den søde Kløe. Det er Byrons Corsair fra Fribytter- og Haremsmilieu flyttet hen i københavnsk Borgerlighed. Paludan-Müller skabte senere i »Adam Homo« Virkelighedsbillederne, der svarer til de Wintherske Fabelbilleder. Saaledes svarer von Pahlen til den usselige Ravn med de sure Miner og den krumme Ryg; den gamle Galt, der indvier Adam i sin natlige Helligdom, hvor han i Billederne paa Væggen har bevaret Minderne om sit Livs Elskovserobringer, svarer til Ravnen, hvor den fremmaler den Tid, da den som en lystig Vildravn med skingrende Frydeskrig susede ud paa sin Togt.

Selvironien, hvoraf hele Digtet er gennemtrængt, bliver aabenbar i Jomfruens sidste Afskedsord til Ravnen:

Nei, see mig til det tossede Kræ,

Hvor han kan raisonnere!

Hele Digtet er et langt undskyldende Ræsonnement. Det rammes her i Roden.

Jeg ved næppe noget af Winthers Digte - bortset fra de rene Stemningsdigte - saa beundringsværdigt som denne Romance. Refleksen af store Tidsstrømninger er her sammentrængt til et anskueligt Billede, uden at et Øjeblik Dyrefablen forstyrres af »Ide« eller den kraftfulde folkelige Fortælleform brydes af Refleksioner.

Den særligt Heineske Indflydelse paa Winther gaar kun i Overfladen. Winther - saa lidt som Aarestrup - finder sig rigtigt hjemme i, hvad denne spøgende kalder »brilliant Zerrissenheit og lidenskabelig Næserynken«. Men Paavirkningen holder sig længe. Endnu i den første Samling »Til Een« er den kendelig. Digtene er stemningsbeslægtede XX med Heines »Junge Leiden« i »Buch der Lieder« og kunde ligesom disse have haft Undertitlen »Traumbilder«. Men hos Winther fornemmer man paa en ganske anden Maade end hos Heine Virkeligheden bag Drømmen, ikke blot i det større menneskelige Indhold og i Inderligheden, men ogsaa kunstnerisk i den Maade, hvorpaa Winther lader Drømmen vokse frem af Virkeligheden. Saaledes i Digtet »Natligt Syn«, hvor Synet umærkeligt fødes af Skovmørket og de rødlige Lygters Skin og hele Tiden næres af Sanseindtrykkene, der trænger ind i Underbevidstheden: en drømmende Skovfugls Trille, Natviolernes Duft. Noget tilsvarende har Heine ikke, hverken i »Traumbilder« eller i Visionerne i »NordseeLieder«. Ganske Heinesk er derimod den Maade, hvorpaa den nøgterne Virkelighed bryder Drømmens Spind.

Af Heines Ironi og Spot tilegnede Winther sig i det hele og store kun Formen, den effektfulde kunstneriske Antitese, men Indholdet lod han ligge. Det skyldes en vis Sundhed hos Winther. Han er fri af al Krampe. Men det hænger ogsaa sammen med Winthers Begrænsning, hans Ulyst til at søge Yderpunkterne i Følelse og Tanke. En vis Magelighed. Winthers Ironi er ikke mindre gennemtrængende end Heines - hvad man ikke altid har set - men den ytrer sig fortrinsvis som Selvironi og har en anden Virkeform, er mere snigende, som den Brand, der kan lægge sig paa Rosens Blade og dræbe deres friske Skønhed. Den er ikke eksplosiv som Heines. Frem for alt: den er uden »politisk« Brod. Den er holdt indenfor neutralt Omraade: det psykologiske og æstetiske. Den trækker ikke blank overfor Moral og Religion. Ikke engang i Elskovskapitlet - altid det kriminelle Punkt.

Winthers »Naturalisme« er naiv, den er ham i Kødet baaret, er ikke traadt i Modsætningsforhold til hans borgerlig-kristelige Livsopfattelse. Han skildrer i sin Digtning Kærlighedslivet indenfor dets egne Grænser, lader det udfolde sig som en stor Naturscene. XXI De ydre borgerlige Forhold fornemmes kun, idet de som Skyer drager hen over Scenen, trækkende Skygge og Mørke efter sig, hvorved Livet kommer til at røre sig i stadig Forandring. Han spejler Kærlighedens vekslende Tilstande.

Winther kastede ingen Handske hverken til det gode Borgerskab eller det fine Selskab, saaledes som Heine havde gjort det i »Harzreise«:

Lebet wohl ihr glatten Säle, Glatte Herren! glatte Frauen! Auf die Berge will ich steigen, Lachend auf euch niederschauen.

Først i Drachmanns Digtning kom det herhjemme til aabent Brud. Men ved Indgangen til sin Manddoms modne Digtning skrev Winther et Digt, som han kaldte »Til en Digter«. I Virkeligheden taler han heri til sig selv:

Hvis Du vil synge, Dig til Glæde, Og ærlig Tak for Sangen faae, Skal ikke Du i Hallen træde, Hvor Fornemhedens Gud har Sæde, Hvor Nøgler og hvor Stjerner gaae; Thi der er Tankerne saa spæde, Og der er Hjerterne saa smaa.

Winthers Strofe har ikke mindre Slagkraft end Heines, men Eftertrykket falder paa helt forskelligt Sted. Det afgørende er hos Winther ikke Latteren og Spotten, men den positive Side af Sagen:

Syng Du for Knøsen hist bag Ploven For Svenden i Regentsens Ro, For ham, der kjæmpe maa med Voven, Syng for Soldaten ved Cartoven For Pigen ved sin Malkeko.

Digtet er skrevet under Winthers Ophold ved Hoffet i Neu Strelitz. Det danner Afslutningen paa hans hjemløse og aandeligt rodløse Tid i Trediverne. Han siger Farvel til Selskabet og stiller sig midt iblandt Folket. I Erkendelse heraf satte han som Motto for Digtet nogle kraftige, djærve Linjer af Poul Møller om Race og Folkelighed som Grundlag XXII for en national Digtning. Paa dette Grundlag turde han igen stille sig i Række med Poul Møller.

Den sidste Strofe i »Til en Digter« er paa en underfundig Maade sat op mod de første Strofer. Man forstaar kun dette Digt - og overhovedet Winther - hvis man har Øre for hans »blandede« Tale: Alvoren og Lunet. Der er et stort Stykke Baggesen i Chr. Winther, en Baggesen, der har en lykkelig Reserve af Naivitet og Sundhed. Paa Baggesensk Vis kunde man udtrykke Digtets Tankegang med en Fortolkning og Udvidelse af dets Titel: Winther til sig selv (dvs. de første Strofer »til en Digter«), eller Winther over Winther (dvs. den sidste Strofe imod de foregaaende). I den sidste Strofe røber Digteren sin inderste Hemmelighed, som han hele Tiden har gemt paa, lykkelig ved sit Eje: han synger kun for den Ene, Hende, der har vakt hans Sang til nyt Liv. Den Kvinde, der staar bag dette Digt og bag hele hans følgende Digtning, er Julie Winther. De havde truffet hinanden i de sidste Aar i Trediverne (o. 1837) i det københavnske Selskabsliv. Hun var den Gang en gift Kone. I de følgende Aar udviklede deres Kærlighed sig. Hun søgte Skilsmisse fra sin Mand og i 1848 ægtede Chr. Winther hende.

Man forstaar, at der bag disse nøgne Data skjuler sig et yderst compliceret Væv af Livstraade og Menneskeskæbner. At gaa i Detaljer her lønner sig ikke. Man bliver dog altid den udenforstaaende, der trænger ind og vurderer og bedømmer uden at have de nødvendige faktiske og psykologiske Forudsætninger for at kunne gøre det. Iblandt alt det psykologisk vigende staar det som fast og sikkert, at for Winther betød Oplevelsen Vendepunktet i hans Liv. Det var Kærligheden til Julie, der reddede ham. Det er dette almene, som det gælder om at forstaa, fordi det er Livsnerven i Winthers Digtning.

Da Winther i November 1824 var blevet teologisk Kandidat, var hans Vandre- og Læreaar til Ende. XXIII Men han kunde ikke bekvemme sig til at krybe i Præstekjolen. Han tog en Huslærerplads og skaffede sig herved endnu nogle Ungdomsaar, hvori han kunde fortsætte sit fri Liv. Som Huslærer for Alvilde Miiffelmann og hendes to yngre Brødre blev han optaget i et velhavende københavnsk Grossererhjem, og førtes ind i dets Omgangskredse, om Vinteren i København og om Sommeren i Lyngby paa den Müffelmannske Lystejendom »Fuglsang«. Omkring 1830 begyndte ogsaa denne forlængede Ungdom at nærme sig sin Afslutning. Fremtiden med sine Krav gjorde sig stadigt stærkere gældende. Winther belavede sig paa at søge Embede. Maaske først uden stærk indre Tilskyndelse. Men andre Forhold greb ind med og uddybede Krisen. Moderens Død i Februar 1830 kaldte igen en hel Mindeblok til Live i hans Bevidsthed, hvoriblandt ogsaa har været religiøse Impulser. Hertil kom yderligere, at han ved denne Tid fik Vished for, at den Kærlighed, der havde udviklet sig hos ham gennem disse Aar til Alvilde Miiffelmann, ikke fra hendes Side var af en saadan Art, at hun vilde være hans Brud. Winther stod paa mange Punkter overfor Valg og Bestemmelser, der vilde være afgørende for hele hans Liv. Stærkt tilskyndet af sin Stedfader bestemte han sig imidlertid til, inden han søgte Embede, at rejse et Aar i Udlandet for en Arv, der var tilfaldet ham. Rasmus Møller har vel tænkt, at Chr. Winther - ligesom tidligere Poul Møller paa Kinarejsen - bedre kunde blive klar over sig selv, naar han var borte fra de mange spredende Forhold i København. Rejsen kom kun til at udskyde Krisen. Hjemme igen i København satte han de sidste Penge af Arven til ved sine flotte Hotel-Vaner og sit Grand Seignieur-Liv. Siden fægtede han sig igennem, bogstavelig talt hjemløs, idet han flyttede fra Sted til Sted for at holde sig Rykkerne fra Livet.

Forholdet til Alvilde Miiffelmann faldt ind i den samme Gænge som før Rejsen. De var gode Venner, kunde tale sammen om Poesi og Livets daglige Ting.

        

XXIV Han var hendes Kavaler paa Ballerne, i Teatret og i Selskabslivet.

En Forlovelse, han i disse Aar forvildede sig ind i, prøvede han at gennemføre, men det gik ikke.

Den Krise, han var sluppet udenom, trak nu sammen om ham igen. I Aarene 1836-37 naaede han Nulpunktet, den fuldstændige Følelse af Tomhed og Intethed. I et Brev fra denne Tid kan han f. Eks. skrive: »En saa fortørret Hjærne, et saa sammenskrumpet Hjærte, som jeg slæber med mig, hvor jeg færdes, kan aldrig mere befrugtes, end ikke af det rigeste Stof.« Dybere endnu end disse Linjer fra et Brev til en Ven gaar et Par Strofer, som Winther skrev i 1836 (Side 228). Her taler Winther med sig selv. Det lille Digt er mærkeligt i hele Winthers Lyrik ved sin rent personlige Karakter. Winther lod det da heller ikke komme med i nogen Digtsamling fra denne Periode. Det laa mellem hans Papirer efter hans Død. Den første Strofe skildrer hans sjælelige Tomhed og i den sidste Strofe gør han sit Livs Regnskab op uden store Ord og Gebærder, men med en Ærlighed og Jævnhed, der gaar til Hjertet.

Winther stod igen, hvor han havde staaet i 1830. Han indankede sit Liv for Moderens Minde. Det vil sige: han maalte sig selv med den menneskelige og sædelige Norm, der laa i hans Sind som arvede Impulser fra hans Slægts Liv gennem mange Generationer i et kristeligt-borgerligt Samfund og som videre havde faaet Indhold og Præg af hans egne Erfaringer, af hvilke Moderen og Barndomshjemmet og alt, hvad dertil hørte, dannede den inderste, faste Kerne. Der er naturligvis et helt Kompleks af forskellige Momenter, der virker sammen her og fører til Winthers Dom over sig selv. Det er borgerlige Momenter som Usikkerheden i hans Stilling som kun Digter, uden noget fast, ovenikøbet med en ikke ringe Gæld. Det er Momenter, som hans Tvivl og hele religiøse Uklarhed, der i sig selv har staaet for XXV ham som en Synd og som Vidnesbyrd om Brist i Karakteren og i Dømmekraften. Men især ligger Uromomentet i hans Erotik.

En lignende sjælelig Krise som den, Chr. Winther gennemgik, oplevede Paludan-Müller samtidigt, kun med et mere katastrofeagtigt Forløb. I videre Forstand var det, som vi har set, en hel Tidsalders aandelige Krise. Paludan-Müller, for hvem etiske og religiøse Refleksioner havde en ganske anden Betydning af selvstændige sjælelige Faktorer end for Winther, reddedes igennem Krisen af en Kvinde, ved hvis Side han vandt sig et fast Stade i en ethisk-religiøs Livsanskuelse og Idé. For Chr. Winther er det erotiske det Svingningspunkt, der bestemmer hele hans sjælelige Klangfigur. Religiøse og etiskfilosofiske Refleksioner er kun af sekundær Betydning for ham og føres aldrig til Bunds. Han kom igennem Krisen, da han traf en Kvinde, der hævede hans Kærlighed over det tilfældige og halve, saaledes at Livet igen fik Idealitet for ham. Hun vakte igen i ham Troen paa Kærligheden som »en høj guddommelig Norm«. Livet fik igen Indhold og Betydning. Det blev værd at leve.

Winthers dybeste Sammenhæng med den saakaldte romantiske Periode og hans Afstand fra den »moderne« Retning ligger i, at han aldrig helt slap Troen paa de absolute Værdier. Hos Winther viser det sig stærkest i hans Tro paa Kærlighedens Idealitet. Det kan følges som Kontinuiteten i hans Digtning gennem de skiftende Perioder.

I Ungdomsdigtningens muntre Flagreerotik havde denne Kærlighedstro faaet Udtryk i »Sonettens« lidt snørklede Tankegang. I »Flyv Fugl« udløstes den som Længsel. Midt i Splittelsens og Galanteriets Digtning fra Trediverne, hvor den fornemmes som Smerte bag Ironien og Dissonansens Grelhed, fik den et positivt Udtryk i »En Sommernat«.

I Billedet af Liliens og Rosens Elskovsliv har han tilstaaet sit Savn og bekendt, hvad han anende tror:

XXVI

Dog af vort korte Liv
Har Kjærlighedens Bliv
Jo skabt en salig Sum af Evigheder.

Iblandt den lille Gruppe Digte »Til Een«, der stammer fra hans Ægteskabs første Sommer, som han og Julie tilbragte i et lille Boelshus ved Bramsnæs Vig, staar et Digt, der indeholder hans Confiteor: »paa din Deilighed jeg troer.« Som en mægtig Udvidelse og Bekræftelse af Liliens Ord til Rosen hedder det heri om T/men, da de kom til Kærligheds Forstaaelse:

Timen, som vore Længsler fødte,
Mens Taarerne randt og Hjerterne blødte,
Timen, som vore Sjæle forbandt;
Timen, som mine Arme lukked
Om Dig, og min Luetørst slukke d
Og tændte den kraftigt igjen;
Timen, som kaldte vort Liv tillive,
Skal til en Evighed blive,
Og vi vorde evige ved den.

Det er Julies Betydning for Winther, at hun gav hans dybeste Anelse og Længsel deres Opfyldelse og Bekræftelse. Hun gav Winther sig selv igen.

Det betyder ikke, at Livet for Winther, efter at han havde truffet Julie, blev eet i Tanke og Handling. Winther havde ikke den Karakterens Konsekvens og den Viljestyrke som Paludan-Müller, der formede sit Liv efter sin Idé. Winthers Opgave var ogsaa i sig selv vanskeligere end Paludan-Müllers. Der ligger i Livsfornægtelsen i sig selv en større Konsekvens end i Livsbekræftelsen. Det negative gør sig mere bemærket end det naturlige og positive. Men dertil kommer, at medens Paludan-Müller isolerede sig, kun realiserede Livet i en snæver Kreds af Virkeligheden, saa stod Winther i en ganske anden Forstand midt i Livet med alle dets complicerede Forhold. Livet satte Winther paa en haard og lang Prøve. Overfor Modgang og de store Sorger, især Steddatteren Idas tiltagende Sindslidelse, kom han tilkort i den Forstand, at han ikke XXVII beslutsomt imødegik dem. Han stod trofast ved Hustruens Side i hendes Kamp for Datteren, delte ærligt Sorgen med hende, men kunde ingen Hjælp være udover den Støtte, som ligger i Deltagelse og Trøst.

Livet viste ogsaa Begrænsningen i Julies og Win? thers Fællesskab. Af deres Hjem, inden det af Hen? syn til Idas Sygdom opløstes, saa Wlnther i sine sid? ste Aar igen blev »hjemløs« og ofte maatte leve bor? te fra Danmark, har en Ven af dette Hjem, Carl Snoilsky, tegnet et Billede. Det er »Fruens Stue«:

Och jag ser altsamman åter
Varmt i eftermiddagssken:
Heibergs, Monrads hvita byster,
Skovgaards lilla Romancen.

Prydlig i Amagerdräkten,
Stine kaffebrickan bär,
Svarte rapphönshunden vänligt
Nägra smekningar begär.

Og det er Digterens Arbejdsværelse:

I den öfversta etagen
Finns en kammare för sig;
Ofta nog är dörren reglad,
Men det gäller icke mig.

Skaldevän, det är din verkstad!
Kom jag plotsligt på besök,
Sag jag sångmön skyggt försvinna
I ettl Ijusblått flor af rök.

I denne Hjemmets Poesi og Skønhed var de fæl? les, den var skabt af dem begge, hver gav sit.

I Hjemmets Hverdag havde de ikke dette Fælles? skab, hverken i Formue eller i de mangfoldige andre Forhold, der tilsammen skaber Dagliglivet.

Kun i deres Elskov og Kærlighed var de hinanden fuldt jævnbyrdige.

Men i hvor høj Grad at Julie gav Winther sig selv helt, ses deraf, at han ikke blot skrev »Til Een«, men ogsaa »Hjortens Flugt« med hende i Tankerne og i Ly af hende.

XXVIII

I Folmers Sang til Dronningen i Scenen i Fruerburet hører man stadig »Til Een« klinge igennem. Folmers Ord har samme indre Glød som Ordene i »Til Een«:

Winther til Julie:
Som Blomsterstøvet ulmer
Nedsænkt i Rosens Barm,
At Knoppen kraftigt svulmer
Og blusser rød og varm, -
Saa til mit Indre trænge
Dit Hjertes Sange smukt,
Og Klangen i mine Strænge
Er kun Din Stemmes Frugt.

Folmer til Dronningen:
Som Bien, der sig trænger
Dybt ind i Rosens Barm,
Og diende der hænger
Sødt svimlende og varm;
Saa vil min Sjæl sig ranke
Til Din udi min Sang, -
Og der skal høres Klang!

Allerede i »Tilegnelsen« havde Winther sunget:

Og til Dig jeg øm og glad
Mig klynged som en Ranke,
Saa at alle mine Qvad
Var som tænkte med Din Tanke.

Mellem de to Tilegnelser ligger der femten Aar.

Men ogsaa Tanken i Folmers Bøn til Dronningen om at maatte kaldes hendes Sanger genfindes i »Til Een«. Det er Digtenes bærende Grundtanke. Sit særlige og stærkeste Udtryk har den faaet i Digtet »Jo vist er Du fortryllende« (LXV):

Hun nævnede sin Sanger mig
Og selv var hun min Brud, -
Og Intet meer forlanger jeg
Af Verden eller Gud.

Læst i sin Sammenhæng faar Linjerne en anden Baggrund og derved Indholdet en anden Rækkevidde end Folmers Ord, en Forskel, der allerede udtales i Ordene: og selv var hun min Brud. Forholdet er da det, at Winther i Folmers Sang har udsmeltet den rene Idé af det etisk-religiøse Tanke og Følelsesindhold i Digtet til Julie og videre af hele »Til Een«. Folmers Tilegnelsessang til Dronningen er den ideale Top, hvorfra alt i »Hjortens Flugt« overses.

Fra sin Ungdom havde Winther haft Planer om XXIX at skrive et stort romantisk?lyrisk Kærlighedsepos. Han kunde gøre det nu, fordi han ved Julies Side havde fundet det faste Punkt, hvorfra Kærlighedens brogede Kreds lod sig overskue. Og omkring dette Centrum i hans Bevidsthed samlede nu ogsaa de an? dre Sider af hans Væsen sig.

I den lykkelige Sommer, som Julie og han oplevede i »det røde Hus« i Dyrehaven, hvor »Hjortens Flugt« blev til, kom Ungdommen igen til den aldrende Digter. I Billedet af Folmer Sanger som den muntre Elskovssvend tilegnede han sig sin Ungdom, ikke i Ironi, men i Lune og Humor. Ja, Minder, der gaar helt tilbage til hans tidligste Drengeaar og første Ynglingeaar, fik Form i Natur-og Folkelivsbillederne. Alle Traadene i Winthers Liv og Digtning løb sammen her og dannede Grundvævet, hvorpaa Billederne af Kærlighedens vekslende Former og Aldre er malet.

Det var da gaaet saaledes, at han først kun havde sunget for den Ene, der havde vakt hans Sang til nyt Liv, men siden viste det sig, at han derigennem ogsaa kom til at synge for det danske Folk. Han havde ogsaa selv forstaaet det saaledes i »Til en Digter«.

Efter at hans Kærlighedslyrik havde kulmineret i Digtene fra Bryllupssommeren i »Til Een«, mundede den ud i et bredere Leje, hvor den forbandt sig med hans folkelig?historiske Digtning og steg til et nyt Højdepunkt i »Hjortens Flugt«.

Julie er den Kvinde, der staar bag baade hans intime Lyrik og hans folkelig?nationale Epos.

»Digtninger« (1843) staar som Indledning til den rigeste og modneste Periode i Winthers Forfatterskab. Samtidigt med »Digtninger« udkom »Fire Noveller« og gennem hele Perioden fortsættes Novelledigtningen som en bred Parellelstrøm til Poesien.

Højdepunktet betegner Aarene mellem »Digtninger« XXX og Udsendelsen af »Samlede Digtninger« (1860), hvor han bringer sin Høst i Hus. Det er den Periode, der falder sammen med hans 50-60 Aar, hans Livs sene Sommertid.

De sidste Aar af Winthers Liv indtil hans Død (1876) bragte Efterhøsten, et Par smaa Bind, suppleret med »Efterladte Digte«. Det er jo kun naturligt, at Alderdommen og de personlige ulykkelige Forhold maatte gøre sig gældende. Men det er mere mærkeligt, at der endnu blandt Winthers sidste Ting findes fuldkomne Digte som »Juli Maaned« og »Eros Fløjtespiller«, hvor baade Indhold og Form har usvækket Kraft og Spændstighed. En ædel »Efterklang« af et fint stemt Instrument.

Winthers Manddomsdigtning overrasker ved sin Mangfoldighed af Emner og Former.

Kærlighedslyriken midtpunktsamler sig i »Til Een«. Den folkelig-nationale Digtning fylder mest og rummer størst Afveksling. Her er Naturdigte og Dyredigte, der ofte er Skjuledigte for Winther selv. I Noveller og Romancecyklusser gives Billeder af Livet paa Landet og i Provinsbyen. »Hjortens Flugt« samler, som vi har set, Traadene fra den hele Digtning.

Men ogsaa den »moderne« Retning fortsættes og naar nu en mere behersket og afklaret Form i Versfortællinger som »I et romersk Osteri«, »Fjeldvandring ved Badet«, »Bægeret« og i tilsvarende Noveller som »En Aftenscene«, »En Hjærtes Gaade« og »Episode af et Familieliv«.

I Indledningen til andet Bind af nærværende Udgave skal gøres Rede for »Hjortens Flugt« og den dermed sammenhængende Romancedigtning og Idyldigtning (»Træsnittene«). I Indledningen til tredie Bind skal behandles Vers- og Prosafortællingerne.

Her skal vi samle os om en Undersøgelse af »Til Een«, Hovedværket i Winthers Lyrik.

XXXI

»Til Een« er blevet til i en Række af Aar, der spænder over mere end en Menneskealder, fra Winthers Ophold i Neu Strelitz (1841) til nogle Maaneder før hans Død.

Winther har ikke søgt at knytte de enkelte Digte i den store Cyklus sammen ved nogen Handlingstraad, men idet de er blevet til gennem de skiftende Aar er de kommet ind under Tidens Forvandling. De genspejler Stadierne i en Kærligheds Udvikling.

Vendepunktet i Digtcyklussen markeres af Brylluppet med »I Havn«, der deler Digtningen i to Bøger, af hvilke den første falder i to Afdelinger.

Til den første Afdeling har Winther valgt et Motto fra en af Petrarcas Sonetter. Han har hermed villet udtrykke sin egen Situation: alene og tynget af Tanker (solo e pensoso). De to elskende er adskilt. Han lever i rige Omgivelser, hun fjernt i sine »stille, sikre« Stuer, eller hun spadserer ved Havet. Ind i Længselen efter den elskede blander sig Hjemveen (VIII). Ogsaa da han vender hjem til »det liflige Fyn« og senere til København, er der mange Mil mellem ham og hende. Man forstaar, at det ikke blot er Afstanden, der skiller dem. Livsforhold over hvilke de selv ikke raader, staar dem imellem. Først i Døden vil Livsdissonansen forvandles til Harmoni. Han er alene med sig selv og sin Kærlighed:

Hensjunken i mit Hjertes Drøm -
Thi ak! det er jo intet andet!
Jeg sidder som ved Havets Strøm
Og kaster Blomster ud i Vandet.

Disse Ord fra det sidste Digt giver hele Stemningen og Situationen og idet de gentager Tanken fra »Tilegnelsen« sluttes som en Ring omkring hele denne Afdeling.

Alle disse Digte er som en stadig fortsat Monolog, som Kærligheden lokker Digteren til. Ind imellem hans Ord fornemmer man Genklangen af hendes Spørgsmaal og Ytringer, omkring hvilke Digtene slynger sig som Ranker af Billeder og Indfald.

XXXII

Ofte tager denne Længselsdigtning Form af Drømme. Man kunde med et Udtryk fra det sidste Digt kalde hele denne Afdeling »Hjertets Drømme«.

Der er enkelte Digte, hvor Drømmen tager Flugt op i Abstraktioner og Sværmeri (VI). Men det overraskende er Sundheden i denne Drømmedigtning, Styrken, hvormed Virkeligheden gør sig gældende som en levende Magt bag Drømmesløret. Naturen med dens bevægede brogede Liv spreder Sorgen, som i Fantasien ved Fuglekræmmerboden eller i Digtene »Vaarhilsen« og »I Skoven«.

Hele den store Rejsedrøm (XI) røber først i sidste Linje - med et Glimt af Lune - at det hele »kun er drømt«. Digtet bliver i Virkeligheden til en Bekendelse til alt det, Livet ejer af stort og skønt. Længselen er her ikke ensidigt fortabt i sig selv og Fortiden, men kraftigt rettet fremad som Impuls til nyt Liv. Trods Vemoden og Smerten føles disse Digte inderst inde som en Befrielse. Det er den Lystfølelse, som ligger i selve Fornemmelsen af det »indre Liv«, hvorom Digtene vidner. Dette indre Liv fornemmes ogsaa i den kunstneriske Energi og Dristighed i et Digt som »Fortærende Længsel«. Der er i mange af Digtene noget strømmende, fritløbende, der river med og skaffer Luft for Smerten:

Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaa,
Saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa
Og sukke med de svævende Vinde.

Efter et lille Intermezzo paa tre Digte kommer den anden store Afdeling, mere end 70 Digte. Winther har givet dem Fællestitlen »Da jeg var ung«. Titlens Bagtanke har været at vildlede den nysgerrige Samtid. Dens sande Mening kan udtrykkes med nogle Linjer (XL), der kunde staa som Motto for hele denne Afdeling:

Der svæver paa min Tunge
Saa mangen Tone sød,
Som af min evigunge
Kærlighed blev fød.

XXXIII

Den Ungdom, Digteren har oplevet, ligger ikke en Gang langt tilbage i Tiden. Det er en Ungdom, der er hinsides Spørgsmaalet om Aar og Alder: den evige Ungdom, som den faar, til hvem Kærligheden kommer.

Denne Tanke varieres stadigt i Digtene. Som det er Kærlighedens Magt, der har givet Digteren Ungdommen tilbage igen, vil den ogsaa sejre over Fremtiden. Det er den evige Skønhed, de evige Ynder, det der ikke er bundet til den forgængelige Form, han elsker (LXXVI). Atter og atter sættes det indre Livs Rigdom og Varighed op mod det ydre.

Situationen, der ligger bag denne Gruppe Digte, har skiftet. De to er ikke skilt fra hinanden ved lang Afstand. De bor i By sammen, men ikke under samme Tag.

Mange af Digtene er Breve, sendt til hende med Blomster eller som Tak for Blomster.

Deres Livsskæbner spindes tættere sammen. Frem af Digtene stiger en stadig fastere Tro paa, at de en Gang helt skal dele Livet sammen. Dødstanken mærkes endnu i det første Intermezzo-Digt (XXIV) som en Uro ved Tanken om Livets Korthed: »lad ei svinde Timen unyttet bort«. Efterhaanden som Fremtidshaabet sejrer, dæmpes ogsaa den manende Varselklang (XXXVI):

Fjernt, som en Klokkes Kimen,
Der kalder til Nattens Ro,
Aner mit Hjerte Timen,
Da jeg tør hos Dig boe.

I de sidste Digte synes Uroen igen at trænge sig frem ved Tanken paa Dagen (LXXIX), der rykker indenfor Virkelighedens Synskreds, l Digtet med det stadigt gentagne: »jeg holder fast ved Dig«, er det, som om Digteren vil overdøve Tvivlens Stemme i sit Indre for at kunne samle sig om at overvinde Hindringerne:

XXXIV

Jeg holder fast ved Dig,
Og ikke jeg viger fra mit Hjertes Tro,
At Himlen os engang vil skikke
Paa Jorden end til yndig Ro.

Mindre fortabt i sin egen indre Verden end før kan han nu igen vende sig mod Naturen omkring sig. Ogsaa i den Forstand kom Ungdommen tilbage til Digteren. Eller han glæder sig ved Betragtningen af den elskede, som han daglig har hende for Øje. Digtene bliver ofte til Genrebilleder og Naturidyller og Blomster-Breve. Sit intimeste Udtryk faar Sammensmeltningen af Natur- og Elskovsfølelsen i Blomstersymboliken, hvormed han udtrykker hendes Væsen. Den Eene bliver hans Rosa unica.

Digtene i anden Bog indledes med »I Havn«, hvor han skuer tilbage over sit Liv i et Billede, der har Tilknytning til den religiøse Lyrik, blandt andet Middelalderhymnen »Ave maris Stella« og Ambrosius Stubs »Livet en Seilads«. Efter Vielsesdigtet følger den borgerlige Tale, hvor han forklarer Poesiens Afmagt overfor Virkeligheden og Livet og ser frem mod deres Samliv, der tegner sig for ham som »et venligt Genremaleri«.

Deres Kærlighed faar Naturindvielsen i »Natten var mild og kjær«, der sammen med den følgende lille Flok af Digte betegner Højdepunktet i den hele Cyklus. Det er »Livsminuttet«, »Timen«, som Winther kalder det, tilegnet i hele sin Fylde og Intensitet, saaledes at det nærværende optager Fortiden i sig som en Inderliggørelse og Fordybelse og drager Fremtiden ned til sig i det Evighedshaab, der fødes af Taknemmeligheden mod Styrelsen, den uendelige Kærlighed, hvis umiddelbare Nærhed netop da føles stærkest:

Drømmende vugged vi
Som over Havet,
Vækkende Sukket, i
Længsel begravet;
Hilste vor Stjerne,
Som fra den fjerne
Evighed havde formælet vort Navn,-
Salige, Favn udi Favn!

XXXV

Hvad der i denne Hymne er fastholdt som Stemning og Oplevelse, udvikles i Confiteor-Digtet - som tidligere paavist - som Idé. Men det er et IdéDigt, der helt er levendegjort gennem den Situation, der tegnes. Det sublime skyer her ikke Virkelighedens smaa Glimt af Skelmeri og Henrykkelse, der bryder igennem i Udraab som: O, vend dog Dit Hoved, jeg beer Dig! Ak, fra hvad Side jeg seer Dig, vidunderligt tryller Du min Sjæl.

Karsk Hverdag er Digtet »Du er som Brød, det grove, fine, hvoraf man aldrig bliver kjed«. De andre Digte skildrer Livet i Naturen omkring »Deiligheden«, Spadsereturene og Samtalerne. I det sidste Digt derude fra aner man, at Sommeren gaar paa Hæld, Aaret vender mod Høst og Vinter:

O, lad os vandre en Aftenstund -

Blot een endnu - i den tause Lund

Alt under de høstgule Grene;

Og sværme et Øieblik Bryst mod Bryst

Og søge Hvile, Glemsel og Trøst

I Drømme - fortrolige, ene!

Efter denne deres Kærligheds Sommertid glider Digtene ind i det daglige Livs jævnere Strøm. Der kommer nogle huslige Situationsbilleder og Rejsedigte, nogle nye Blomsterdigte, et Par Længselsdigte, da hun er bortrejst, og saa en trofast Skare af Fødselsdagsdigte, Jule- og Nytaarsdigte. Lejlighedsdigt tene fylder mest, de er vel oftest kun af liden kunstnerisk Værdi og af den tilfældige Anledning er ikke udsmeltet den almene Betydning, men de er, som de staar i Flok og Rad, Udtryk for en prøvet Kærlighed, Mandens utrættede Ømhed for Hustruen.

Igennem Digtene fra de aller sidste Aar mærkes det, hvorledes ulykkelige Begivenheder har grebet ind og forstyrret »det venlige Genrebillede«. Digteren kan endogsaa gaa i Rette med Skæbnen, eller hans Følelse af egen Afmagt overfor Forholdene faar Form af bitter Selvanklage. Det er en Dissonans, der er smerteligere end Dissonansen i Digtene fra den første Tid, fordi man forstaar, at XXXVI kun Døden kan opløse den. Det nærværende ligger helt i Mørke, Tankerne søger mod Fremtiden i Haabet om en »Trøstens Evighed, hvor et Jordlivs bittre Qualer vorde Sæd til Fryd og Fred«, eller Tanken søger tilbage til Fortiden med de rige Minder. Erindringerne kommer fra den første Gang, han saa hende eller fra den første Gang, han mærkede, at han var Digter. Disse Digte er som en Epilog, en stadigt gentaget »Taksigelse«.

I en lille sidste Strofe, fattig i sin Melodi, bliver Takken en Tak til Gud.

»Til Een« er - saavidt Winther har magtet det - løftet op over det private. Ud fra denne Idé er den hele Cyclus her læst og fortolket. Og ud fra denne Idé er Udvalget foretaget. Det har været at handle i Winthers Aand at lade alle de blotte Lejlighedsdigte synke tilbage i det private og glemmes sammen med deres tilfældige Anledninger. Det har været at fortsætte Winthers Stræben at holde de Digte tilbage, der blot er Klager over hans egen »Sorg og Smerte«, til hvilke to Begreber, der - som Winther erkender det i et Brev - »altfor ofte maaskee, men meget naturligt alluderes« i hans Gammelmandsdigte.

»Til Een« er en Digtning om »en Mand og en Kvinde«, om »to Elskende«, som Winther kalder et Par af sine Romanoer.

Det er ingen poetisk Dagbog, hvor Digtene følger i Række efter Oplevelsestid eller Tilblivelsestid. Den ydre Kronologi er underordnet Hensynet til en skærpet indre psychologisk Sammenhæng og til Kravet om kunstnerisk Helhed. Indenfor den Ramme, som var givet af Livet, er Digtene frit indsat paa deres Plads i Helheden, som Draaber i en Stemningsstrøm, som Led i en Kærligheds Forløb. Grundkurven, der aftegner sig gennem Cyklussen, har ikke blot faaet den uvilkaarlige Form, der ligger i Oplevelserne og Livet, den er ogsaa - i de Partier, der har faaet Livets Afslutning - bevidst kunstnerisk formet. Men da Digtningen er ført op til Dødens Tærskel, ender den hele Digtning som Livet, blindt: afsluttet, XXXVII i en Tak, hvor den er vendt tilbageskuende mod Fortiden, aabent, med et Spørgsmaal og Haab, hvor den vender mod Fremtiden.

Naar Winther satte nogle Linjer af Petrarca som Motto for den første Samling »Til Een«, var det ikke blot fordi disse Linjer udtrykte hans egen Situation og Stemning, men fordi han ved Indgangen til sin Manddoms Kærlighedslyrik med Petrarcas »Canzoniere« til Laura vilde holde sig den ideale Grundform for Øje. Paa samme Maade havde han - som vi har set - paakaldt Poul Møllers Minde som Symbol for sin folkelig-nationale Digtning.

Hvad Homer betød for Oehlenschlägers nordiske Epos i »Thors Reise«, betød Petrarca for Winthers Lyrik.

Petrarca henviste Winther til Kærlighedslyrikens Grundmotiv: Besyngelsen af den Eene. Videre gav han ham Grundformerne i det lyriske Billedsprog og Stil og de musikalske og retoriske Elementer i den lyriske Diktion. Men denne Digtartens og Genrens Norm varierede Winther i Form og Indhold efter sin egen Tid og sin egen Personlighed og Oplevelse.

I Stedet for Sonetterne, der i Canzonieren fylder den største Plads (ialt 317) finder man i »Til Een« en Mangfoldighed af Versformer, der muliggør en Melodirigdom, der spænder fra den højtidelige Hymne til daglig Samtalesprog og en folkelig-jævn eller barnlig-naiv Tone. Winther følger her Udviklingen i den europæiske Lyrik efter Petrarca, har sine nærmeste Forudsætninger i den tyske og danske Digtning fra det 19. Aarhundrede, men knytter Forbindelse bagud i Tiden til den folkelige Visedigtning fra det 16. og 17. Aarh. og den religiøse Lyrik. Sonetten indgaar iblandt Digtformerne i »Til Een«, som den i det hele stadig var et Element i Tidens Lyrik. Hvor fuldendt Winther behersker Sonettens ydre og indre Form efter Petrarcas Mønster viser hans Sonet om Sjælens Forvandling (XXIX).

XXXVIII

Den anden af Petrarcas Hovedformer, Canzonen, hvori han har naaet sit højeste, anvender Winther slet ikke. Oehlenschläger havde dog ogsaa her vist Vejen. Derimod træffer man i »Til Een« hvad man kunde kalde Brev-Digtet, der staar i et lignende Forhold til de øvrige Former som Canzonerne til Sonetterne. I Brev-Digtene, der er rimede, men ikke delt i Smaastrofer, kan Tanken, baaret af en umærkelig Retorik, strømme frem i een Stemning, een Periode, som et Crescendo paa en dybt anslaaet Akkord. Canzonerne med deres fuga-agtige Opbygning af store Strofekomplekser er i Brev-Digtene ligesom sammentrængt til een Udaanding.

Tabt er hos Winther den store Linje, der skabes af Tankens indre Rigdom, dens stadigt udvidede, ynglende Modulation over Grundtemaet Vundet er det intime. I Brev-Digtene synes man at høre Winthers egen Stemme, halvt Hvisken, halvt Tale.

Denne Forskel i Form svarer til Forskellen i Indhold, der er en Følge af den helt forskellige Situation, der ligger bag de to Digtninge, det helt forskellige Forhold, hvori de elskende staar til hinanden. Laura og Petrarca er aldrig som Julie og Winther »fortrolige, ene«.

Baade Petrarca og Winther ser i Kvinden Skønhedsbilledet. Petrarca har tegnet Laura paa Baggrund af Vaucluse-Landskabets paa en Gang yndige og storslaaede Natur. Han har over hendes Skikkelse kastet en straalende Glans af ung Kvindelighed. Markerne klæder sig med Vaarens Grønt og Blomster, hvor hun skrider frem. Flodbredden glædes ved at mærke Trykket af hendes Fødder. Træet, hvorunder hun sidder, drysser sin Blomster-Regn i hendes Skød. Der er over hende noget af Skabelsesmysteriet, som stod Kvinden her for første Gang frem og lod Solen skinne paa sig. Det er Nuets Under, Genskinnet af Lyset fra deres første Møde, der er gaaet over i hendes Skikkelse, omslutter hende som i en Skønhedskaabe.

Over Julie-Skikkelsen er der mindre af det første XXXIX Nus Under end af Gentagelsens inderlige Lykke. Winther indlader sig ligesaalidt som Petrarca paa Beskrivelser af, hvorledes den elskede ser ud. I hans Vers- og Prosafortællinger vil man finde saadanne Portrætskildringer. Han optager ikke flere beskrivende Enkeltheder end den lyriske Strøm kan bære. Og løsrevet af deres Sammenhæng taber disse Ord om hendes Øjne og Smil, hendes Hænder og Stemme deres Kraft, de mister det indre Liv, som de faar af Helhedsstemningen. Mere end disse Enkeltheder er det Helhedsindtrykket, Winther søger at fastholde, det der samler hendes Skønhed: hendes Farver, hendes Skikkelse og Gang:

O, Din Gestalt! saa ædel, kraftig,
Saa egen og saa yndefuld.

I den første Samling af »Til Een«, hvor det ydre Billede holdes skjult, havde Digtet »Bleg« dog ladet en ane dette.

Det er denne Sans for Bevægelsen og Helheden, der gør Winther til en Mester i Genrebilledet. Selv bag de rent lyriske Digte fornemmer man i Glimt Situationen. Winther lader Billedet af den elskede blive til, som hun færdes i sine Stuer, læsende eller malende eller ordnende en Buket Blomster ved »det runde Bord«. Eller hans Fantasi maler for hans indre Syn Billedet af hende i drømmende Slummer, et Digt (XXXVI), der ikke blot er intimt i ydre Forstand ved sit Motiv, men i dybere Forstand ved Inderligheden i Opfattelsen. Det er lige saa fuldendt i sin intime Genre som Petrarcas Canzone ved Vaucluse Kilden er det i sin mere monumentale Stil.

Ligesom Petrarca tegner Winther ogsaa den elskedes Billede ind i Landskabet. Det er hende, der har besjælet Naturen for Digteren. I denne Natursympati er maaske Winthers og Julies dybeste Samhørighed. Det er derfor, at de mange Blomster, de udveksler ikke er tomt Galanteri, men Bud fra Sjæl til Sjæl. Skønnest i Digtet om Rosen, hun en Gang XXXX har sendt ham (LXIV). Igennem Naturen og Tingene taler Digteren til hende og hendes Billede er vævet sammen af Foraaret og Sommeren over et nordsjællandsk Landskab. Ogsaa her stræber Billedet mod det særegne og intime, der naaes i Rosensymboliken.

Rosen er al Lyriks Grundbillede. Chr. Winther fornyer Billedet, tilegner sig det, idet han fylder det med sin Oplevelse. I de første Digte »Til Een« bruger han det traditionelt: Lilie og Rose, om Kind og Mund. Eller han henkaster prøvende Billedet »Fortryllede Roser«, men uden rigtig at tro paa Billedets Magt til at tale og synge. Men efterhaanden som Virkelighedsbilledet af den elskede bliver tydeligere, faar ogsaa Rosenbilledet Individualitet. Først knyttet sammen med Lilie-Symbolet (XXIV), men saa selvstændigt: den blege Rose (XXVIII). Stadigt mere fuldstændigt dækker Billederne af Rosen og den elskede hinanden (XXXII), indtil endelig de for hans indre Syn smelter sammen til eet: Rosa unica. Grundformen i Lyrikens Rosensymbolik, som man kan finde hos Petrarca: Candida Rosa, hvide lysende Rose, har i Winthers Digt faaet sit individuelle Liv, saa det bliver det Løntegn, der udløser Forestillingen og Fornemmeisen af netop denne ene Kvinde: den Eene.

Winther overgaar Petrarca i Evnen til at give det almene, typiske Billede individuelt Liv. Man mærker, at Winther som sin nærmeste europæiske Forudsætning har Goethes Ungdomslyrik og i Danmark Oehlenschläger.

Fælles for Petrarca og Winther er det, at Skønhedsbilledet ikke blot er knyttet til det ydre Sansebillede, men til det indre: Sjælen. Og i hele den store Hovedmasse af Petrarcas Digte er det ydre kun Impulsen til Tanke og Stemning. Saaledes har Petrarca skrevet tre store Canzoner og mange Sonetter til Lauras Øjne, uden at man har skimtet blot et Glimt af deres Farve. I sin sidste Konsekvens bliver Petrarcas Lyrik til ren Lyrik, et Udtryk for hans egen XXXXI Stemning og hans eget indre Liv. Digtningen om Laura bliver til et Spejl for Petrarca selv.

Hemmeligheden ved Winthers Kunst er - som allerede »Flyv Fugl« viste det - dens fine Sammenspil mellem det ydre og indre. Udtrykt med et Paradoks kunde man sige, at Winther ser ikke blot med Øjet, men ogsaa gennem Hjertet. Billedet opgaar, som han kalder det, for hans Sands. Et Udtryk, der lader en fornemme, hvorledes Sansebilledet bliver til for hans indre Syn. Det Winther kalder »den skønne Form«, der bestaar, naar Stoffet svinder, det er netop Billedet som en Enhed af det sansede og det sjælelige (CIII). Det der giver hele »Til Een« sit Særpræg er ikke blot det Billede, man aner af den elskedes Skikkelse og Færden, men det Kvindesind, hvoraf hvert af Digtene er fyldt. Digtene er virkelig, som det hedder i »Tilegnelsen«, tænkte med hendes Tanke.

Hun er den modne bevidste Kvinde. Hendes Tanke og Aand er stærk og begejstrende, rettet mod det i Livet, der kan kvæge og lutre og gribe Sindet dybt. Livet har prøvet hende og lært hende Smerte og Lidelse, men hun har omsat Smerten til indre Liv, sidder ikke »svag i Sorgens Fængselsskranke«. Hendes Hjerte luer kraftigt og sundt:

Dette Hjerte, som har banket
Livligt, kærligt, reent og puurt;
Dette Hjerte, som har sanket
Tusindfryd - og Smertens Urt.

Hendes Vemod har gjort hendes Kærlighed til en tavs Lykke. Hun har lukket sig om sit Hjertes Hemmelighed. Men som en Forjættelse om en stadig dybere Lykke faar den Udtryk i hele hendes Skikkelse, den Luft, der svæver om hende, hvor hun gaar. Dette ubeskrivelige, hendes Kvindeligheds Charme, som Winther kalder Elskovens dybe Mystik:

Den Elskovs dybe Mystik,
Som jeg har læst i Dit Blik,
I hver Lade, i Din Gang,
I Haarets Farve og i Stemmens Klang.

XXXXII

I den Maade, hvorpaa dette Kvindesind og denne Kvindeskikkelse i »Til Een« er blevet sluttet i en Form, der kunde bevare Mindet derom, ser vi det, vi kaldte i ædel Forstand tjenende i Winthers Kunst, paa sit Højeste.

Det er ikke blot i »Til Een«, men i Winthers Digtning i det hele taget, at den sidste Periode faar sit Særpræg af de tilbageskuende Digte.

Som han takker Julie for, hvad hun havde betydet for ham, takker han ogsaa sine Digtervenner og personlige Venner: Oehlenschläger, Heiberg, Hauch, Aarestrup og Bødtcher. Ofte var det Døden, der havde meldt sig og tvang Tankerne tilbage i Tiden. Men ogsaa sig selv og sin egen Digtning gør han op med og trækker Grænserne for, snart halvt spøgende (»Sommerfuglen«, »Til en Snegl«, »En Smagssag«), snart som en Bekræftelse af Kernen i sin Natur: Sansen for Nuets Rigdom (»Juli Maaned«).

Kort før sin Død skrev han et Par Linjer i sin Almanak for December 1876:

I denne Maaned født man her vil finde
Min første og min sidste Elskerinde,
Min Moder og Hende.

Der er visselig ingen stor Poesi i disse Linjer af den gamle Mand. Men de viser, hvorledes han havde forstaaet Sammenhængen i sit Liv og sin Digtning. Der ligger et langt Tilbageblik deri og en sand Erkendelse.

Oluf Friis.

STUDENTERVISE

Her under Nathimlens rolige Skygge
Vil vi, o! Frihed, dit Tempel opbygge,
Glædernes milde Pauluner opslaae;
Trofaste Brødre! Hymnen skal stige,
Stjernen skal vidne, at Ingen vil svige,
Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!

Chor.

Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!
Vi ere Værn om den helligste Have,
Der skal vi kraftigen pløie og grave,
Der skal vi fredeligt vande og saae;
Enige Brødre! i Sorg og i Gammen
Knytter de mægtige Vaaben tilsammen,
Haven vil trives, og evigt skal Stammen
Herligen grønnes, og aldrig forgaae!

Chor.

Haven vil trives, og evigt skal Stammen
Herligen grønnes, og aldrig forgaae!
4 Bonde og Sømand og Kriger med Sværdet,
Roret og Plougen, de staae uforfærdet,
Bygge paa Dannemarks Gjærde og Vold;
Høiskolens Sønner staae ikke tilbage,
Ogsaa vi kjæmpe de Nætter og Dage,
Dristigt vi Bogen og Pennen vil tage,
Det er de Mærker, vi føre i Skjold.

C hor.

Dristigt vi Bogen og Pennen vil tage,
Det er de Mærker, vi føre i Skjold.
Giv mig dit Haandtag, min Ven og min Broder,
Sværg mig at elske vor kjærlige Moder,
Blusser din Kind ei ved Dannemarks Navn?
Naar hendes Bud du vil øve og ære,
Den hendes Datter, dit Sind mon begjære,
Skal for din Troskab Belønningen være,
Den skal du høste i Kjærligheds Favn.

C hor.

Troskab vi sværge, og Lønnen skal være
Troskab beredt udi Kjærligheds Favn!
Hvad vi har lovet med Hjerte og Stemme,
Ærlige Brødre! det aldrig vi glemme,
Selv udi Graven ei Flammen udgaae!
Stjernen, til hvem vore Hymner opstige,
Vidne, at Ingen af alle vil svige;
Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!

C hor.

Herrer vi ere i Aandernes Rige,
Vi er den Stamme, som evigt skal staae!

5

FADDERNE SYNGE.

Du lille Purk udi din Vuggeseng,
Og du, hans Fader og hans Moder!
Her er vi Spillemænd, et lystigt Slæng,
Hør nu en Stund paa vore Noder!
Med røde Roser og med Øine blaae
Han smykket skal igjennem Verden gaae;
Ei! Ungdomstid!
Du er saa blid!
Thi lad os være Børn i Aften!

Din Moders Favn er dig et Himmerig,
Indtil den lille Svale kommer,
Der bringer kjønne Blomster hjem med sig,
Og saa den glade, lune Sommer;
Med røde Roser og med Blomster blaae
Den vil dig Mark og Enge sødt besaae;
Ei! Sommertid!
Du er saa blid!
Ak! gid du altid favned Jorden!

Saa skal du byde Gjæs og Høns til Gjæst,
Og kaste Korn for dine Ænder,
Og række Brødet ud til Faders Hest
Med dine bitte, runde Hænder;
De røde Æbler og de Blommer blaae,
Dem kan den store Dreng i Træet naae,
Ei! Ungdoms Frugt!
Lifligt og smukt
Skal du den Unges Hjerte fryde.

Naar al vor Munterhed er reent caput,
Og vores Øines Flamme svinder,
6 Da skal du springe, som en vakker Gut,
Med dine æblerøde Kinder;
De røde Roser og de Øine blaae
Dem skal du vogte, at de kan bestaae;
Ak! Sorg og Skrig
Langt fra ham vig,
Naar han skal ud at gaae paa Veien.

Skrig kuns i Vuggen du, saa høit du vil,
Det skal jo alle raske Drenge;
Men er du Karl, du vorde stærk og snild,
Og from som Lammet udi Enge.
De røde Roser og de Blomster blaae
I Skjønheds Urtebed, vi veed, de staae;
Ak! skynd dig, pluk!
End er hun smuk,
Men snart er Ingen af jer kjønne!

Hør Dreng! een Ting endnu du ei forstaaer,
Det kan din Fader dig just lære:
At vorde tro den Møe, dit Hjerte faaer,
Og Gud og Dannemark at ære;
De røde Stridsmænd og de Gutter blaae,
De sorte Præster skal du agte paa;
Vælg, hvad du vil,
Men see kun til,
At Kjolen er lidt viid i Ærmet.

Vi elske dig, din Knegt! det kan du troe,
Vort Hjerte aldrig dig forlader;
Din hulde Moder mon derinde boe,
Der boer vor vakkre Ven, din Fader.
De røde Druer og de gule, blaae
Dem skal det heller ei dig mangle paa;
7 Syng Venskabs Lyst
Af fulde Bryst,
Og fyr kuns i - engang imellem!

Men hvis du faaer dig snart en Søster til,
Og Christ til Daab vil hende kalde,
Mon vi her atter da med Sang og Spil,
I Præstegaarden samles Alle?
De røde Roser og de Øine blaae
Er Blomster, som saa farligt snart forgaae!
Ei! Ungdomstid!
Du er saa blid!
Thi lad os være Børn i Aften!

INDSKRIVTER PAA MIN SØSTERS ROKKEBREV.

1.

Da Adam kom fra Paradiis
Han Hest for Ploug mon binde;
Men hvad bestilde Eva vel?
Madamen maatte spinde!

Vort Liv er kuns et Rokkehjul,
Som Skjæbnens Fod mon træde:
Frem og tilbage, op og ned
Gaaer Livets Sorg og Glæde.

Ret som min Finger lister ned
Den blege Hør af Rokken,
Saa piller Tiden Aar for Aar
Et Haar af Ungdomslokken.

8

Vor Lykke er en Kjæmpe bold,
Han sjelden lar sig binde;
Men fanger jeg ham kuns i Vold,
Saa skal han for mig spinde.

Nu fyger Sneen skjær og hvid
For Vintrens barske Vinde;
Mit Lærred skal til Sommertid
Som Snee paa Blegen skinne.

Du leer nok ad mit Rokkebrev?
Ja, lee du kun, min K j ære!
Er Spas ei nok? - Skal der da strax
En dyb Betydning være?

2.

See her vort Livsens Skuespil
I flere skjønne Acter:
Først Barnet i sin Ammes Arm
Med Skraal og sære Fagter.

Saa flæber Drengen ved sin Bog
I en kortærmet Kjole;
Han kryber treven som en Snegl,
Naar Veien gaaer til Skole.

Nu Elsk'ren som en Kakkelovn
Mon sukke dybt og hvæse;
Han digter med Veemodighed
Om Herskerindens Næse.

Soldaten, fuld af Eed og Pral,
Med Fjedre og Galloner,
Han jager efter Ærens Skum
I Gabet af Kanoner.

9

En Embedsmand, saa rund og rød,
Med velfornemme Blikke,
Med Appetit og vise Sprog
Han veed sig snildt at skikke.

Saa Hr. Hieronymus med Stok,
Med Briller og med Hue,
Med Pengeposer og med Vrøvl,
I Klub og hos sin Frue.

Et Pigebarn paa otte Aar,
Som græder for lidt Sukker,
Hun har sig alt en Kjæreste
Iblandt sin Søsters Dukker.

En Jomfrue, nylig confirmert,
Fast intet andet sandser,
End Lafontaine, Maaneskin,
Og Rudolph Bays Romanzer.

Den unge Kone iler glad
Fra Eensomhed og Hjemmet;
Nu hersker hun, nu har hun travlt
At faae sin Husbond tæmmet.

Matronen med sin Kaffekop
Og med sin slebne Tunge,
Hun bruger Snuus, hun spørger Nyt,
Og aver skrapt den Unge.

Fra Oldemoders Lænestol
Regjeres hele Hjorden;
Hun gjør Partier, stifter Fred; -
Men gjør hun ogsaa Orden?

10

Den sidste Scene aabner sig,
Den anden Barnealder,
Som mangler Tænder, Øine, Smag;
Og derpaa Dækket falder.

3.

Januar.

Kolde Gubbe, Januar!
Alting stivner for din Aande;
Verden sover, kuns i Storm
Træet høres høit sig vaande.

Februar.

Svenden kjører Pigen rask
Hen ad Søens blanke Flade,
Stjæler sig et Kys til Løn; -
Herregud! hvad kan det skade?

Marts.

Martsviolens søde Duft
Lokker Blikket fra det Høie;
Vil du Jordens Skatte naae,
Ydmygt du til Jord dig bøie!

April.

Herregunst, Aprilisveir
Ofte vil sin Farve bytte;
Svigter dig det smukke Skin,
Skjul dig i den lave Hytte.

Maii.

»Denne Maaned er et Kys,
»Himlen kjærligt Jorden giver,
11

»Til et Pant, at den en Brud,
»Snart en frugtbar Moder bliver.«

Junii.

Milde Vinde vække op
Spirer, som i Jorden blunde;
Nattergalen kommer snart
Til de løvbedækte Lunde.

Julii.

Drengens Hjerte fryder sig;
Men hvor kan det andet være?
Træet bøier Armen selv,
Byder ham sin gule Pære.

August.

Lystigt Meiejernet klang,
Markens gyldne Skjæg blev raget;
Vognen sukker ved sit Læs,
Og vor Rigdom gjemmer Taget.

September.

Søde Ranke! Himmellyst
Speiler sig i hver din Drue;
Styrk os paa vor kolde Jord
Med din skjulte Guddomslue.

October.

Morgenvinden vifter koldt,
Baaden fjernt paa Søen dandser,
Fisken blank i Solens Skjær
Spræller med sit Sølverpandser.

12

November.

Skovens Fugle tie stil,
Sneen jevnt paa Sletten falder,
Bøssen knalder, Hunden gjøer,
Hjorten faldt, og Hornet kalder.

December.

Her er Aarets Punktum sat,
Bladet maae vi atter vende;
Julen er et Udraabstegn,
En Rosin i Pølsens Ende.

4.

Beileren paa viden Jord
Stædes i en svar Ulempe,
Heel forskjelligt Vaabnet er,
Som ham Seiren skal tilkjæmpe.

Polen.

See den tappre Terzka, peent
Han i Amors Baand sig skikker;
Af Dombrovkas lille Skoe
Hendes Skaal han ydmygt drikker.

Rusland.

Russen reder Seng i Snee
Udenfor den Lilles Kammer,
Til Cathinkas Marmorbryst
Røres vil af Ivans Jammer.

Sverrig.

Jøran! søde svenske Gut!
Kors hvad Sødhed paa din Tunge!
13 Sødt din Ulla leer derad,
Hun er sød, den søde Unge!

Tyrkiet.

Selim stryger glat sit Skjæg,
Skyder op sin høie Hue,
At Zelinda bag sit Slør
Kan hans stolte Pande skue.

Spanien.

Don Rodriguez i den lune
Sommernat med Sværd og Zither
Tolker for sin Isabella
Elskovs Længsel, sød og bitter.

Frankrig.

Paa sit Knæ Monsieur Dorval
For Madame Celle maa skrifte;
Ziirligt faaer han Ridderslag
Ved et Svip af hendes Vifte.

Italien.

Med Sonetter, Blik og Suk,
I Theater og i Kirke,
Stræber Pietro ufortrøden
Rosas Hjertelaas at dirke.

Tydskland.

I den raske Vienervals
Hermann sin Dorthea svinger;
Hymen kommer svævende
Paa Musikens bløde Vinger.

14

England.

William har sin Fanny kjøbt
Hist paa Torvet udi Dover;
Og hvad gav han? - Bagatel!
Fire Pence og lidt derover.

Indien.

Inde maa, før Yariko
Ham med Fryd om Halsen falder,
Lægge ned for hendes Fod
Hundred' fiendske Pandeskaller.

Danmark.

Jens til Karen frier paa dansk,
Det vil sige, snart paa engelsk,
Fransk og tydsk og spansk og polsk,
Indisk, russisk, snart paa - bengelsk.

5.

Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn,
Min Kjortel var af Silke grøn;
Regnskyen mon over mit Hoved gaae,
Med lyseblaae Øine jeg saae derpaa;
Jeg var saa glad alt paa min Viis,
Men hvorlænge var Adam i Paradiis?
En Flok af Piger med lystig Sang
En Dag kom ud i min grønne Vang,
De redte mig strax stor Sorg og Vee,
For sidste Gang fik jeg Himlen see;
Thi de rusked og rev mig fra mit Stade,
Mit unge Liv jeg maatte lade.

15

De sænke mig ned i dyben Søe,
Jeg spredes og veires saa tør som Høe,
Saa lægges jeg paa den gloende Rist,
Af Ilden svies min Krop forvist,
Saa brydes og brages mine Lemmer spæde,
Deraf de fange stor Hjertensglæde.
De føre mig til en Sværdedands,
Og flette min Krop i Knude og Krands;
Med hvasse Tænder de kjæmme mig ret,
At jeg maa vorde subtil og net.
Jeg tjener paa Rokkens Hoved for Haar,
Til Jomfruen Fingre i mig faaer.
Hun napper og snoer mig; jeg er ei seen,
Men skynder mig ned paa den snelle Teen,
Jeg haspes og koges, og naar jeg er vundet,
Jeg bliver i Væven rendt og bundet;
Paa Spolen med Skjøtten jeg løber om Kap,
Men fanger dog mangt et vældigt Rap.
Jeg lægges paa Græsset ved Sommertid,
At Solen kan farve mig melkehvid;
Men tages jeg bort fra den grønne Eng,
Da pryder jeg snart en Brudeseng,
Snart Gravens Skræk jeg lærer kjende, -
Og saa er mit Levnetsløb til Ende.

VINTERLANDSKAB.

Sneen dækker Mark og Mose,
Skoven staaer saa mørk og bruun,
Blank i Vest gaaer Dagens Rose
Bort af Vintrens blaae Paulun.

16

Taushed boer paa Eng og Høie,
Stjernen tindrer klart i Luft,
Hver en Busk har lukt sit Øie,
Hver en Stilk har gjemt sin Duft.

Alle Blomsterbørn derude
Sove nu saa sødt og tæt,
Ei den hvide Vuggepude
Trykker deres Aandedræt.

Poppelpilens Hoved hælder
Tankefuldt, med Snee belagt;
Ak, den drømmer vist, - hvad gjælder?
Om sin rige Sommerdragt!

Det er mørkt i Skovens Sale,
Og mens Natten er saa stil,
Lyder Jægerhornets Tale,
Ak! hvem mon det taler til?

Jægren staaer ved Degnens Bolig;
Mon han er paa rette Spor?
Mon nu hver en Barm er rolig,
Som bag disse Vægge boer?

Møllehjulets Larm forstummer,
Kulden binder Slusens Fald;
Hanen galer, Koen brummer
I den lune Vinterstald.

Flittigt i den lille Stue
Træder Pigen Rokkens Hjul;
Rødligt brænder Lampens Lue,
Kakkelovnen buldrer "huul.

17

Karlen staaer ved hendes Side:
»Reis dig, Lise, fra din Stol;
Thi paa Kroen, maa du vide,
Har vi Fløiter og Fiol.«

Ned fra Herregaards-Alleen
Farer frem et Kanetog,
Ud det slynger sig paa Sneen
Som en broget Ranglesnog.

Først Grevinden med Gemalen,
Saa en Frøkenskare skjøn,
Gouvernanten sidst i Halen
Kjører der med Provstens Søn.

Her bag Skoven hos Baronen
Er der Lystighed og Bal,
Blanke Lys i Lysekronen
Tindre fra den høie Hal.

Dreiende de brede Ører
Hjorten staaer ved Skovens Bræm,
Undrende hvad Klang den hører
Vakt udi dens stille Hjem.

Men af Fiskedammen kræver
Nu sin Mad den hvide Maag;
Dog fra Fadet ei den hæver
Isens faste, tunge Laag.

Ynglingen paa blanke Skøiter
Svæver frem i krumme Sving,
Vinden om hans Ører fløiter,
Men han ændser ingen Ting.

18

Hisset i det lyse Kammer
Venter ham et lystigt Lag,
Latter, Sang og Vinens Flammer
Og Tobak og Favnetag.

Mens han Maalet kjæk forfølger
Kraftigt skiftende sin Fod,
Svømmer gjennem Luftens Bølger
Sangen lifligt ham imod.

»Vivat Bacchus! stolte Herre!
Naadigt gjæst vor lille Flok;
Til at prise dig, desværre
Findes aldrig Tunger nok!«

Men jeg stod paa Kjæmpehøien,
Stirred over Egnen hen,
Hvad jeg skued med mit Øie,
Tegned jeg med Blæk og Pen.

PHANTASIE.

Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjoldmøe!
Hist fra din Fødestavn, over Kattegats Bølger, de grønne,
Hid gjennem Stadens Larm sig trængde dit Rygte saa venligt,
Prisende høit dit Navn og høit dine tusinde Kunster,
Mange som Havets Sand, hver blank som Stjernen paa Himlen!
19 Aldrig saae dig mit Øie; men Øret drak saa begjærligt
Hver en Tone, som klang, berømmende dig og din Ynde;
Hvert et Ord var en Gnist, der slog i mit Bryst som en Lynild,
Tændte hver Draabe Blod, der bruser igjennem mit Hjerte,
Gav mig et høiere Liv, et Liv, jeg før ei har levet,
Glemt er den svundne Dag, en blankere Sol er op? runden!
Lifligt toner min Sang; thi Strængene taler om dig jo:
Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjold? møe!
Ak! hvi skiller os da den bjerghøie Bølge, den sortblaae!
Gid jeg kun aandede hist den Luft, som qvæger dit Hjerte,
Ak! som fylder din Barm, og hæver de svulmende Bryster,
Kunde jeg høre din Røst, og varmes i Øinenes Straalhav:
Tidligt, før Vaarsolen steeg, vi roede paa blinkende Havfjord,
Meded' med Silkesnor, os hældende ud over Baaden,
Eller vi droge et Vaad, os støttende fast paa vort Fodblad,
Talde saa siden i Roe paa Bredden de sprællende Fiske.
Hornet kalder til Jagd, alt snuse de kobblede Hunde;
20 Kom, o! Huldeste kom, din Ganger vrinsker i Gaarden,
Bygget let som en Hind, og tygger den skumhvide Mile,
Stolt af at/ bære dig frem over Mark, gjennem Skov, ind i Krattet!
Kom, lad mig løfte dig op: - ha! søde, kostbare Byrde!
Rank jo kneiser du der med de hvide, viftende Strudsfjer
Høit paa den sorte Hat, ned strømme de bølgende Lokker.
Hen over grønnen Eng vi tumle de vælige Heste,
Skyggen modtager os da; gjennem Busk og Løvværk med Raslen
Fare vi flink afsted; - hør! Bøssen knalder ved Mosen,
Jægernes vilde Raab, og Glam af de sporende Hunde!
Hjorten, han faldt i sit Løb, og Donerne have vi fundet
Fulde af spættede Fugle, nu Krumhornet raaber os: kom! kom!
Vel da, vi skynde os hen, hvor Druen perler i Glasset,
Druen, som fødtes i Syd paa Spaniens brogede Høie!
Sæt dig i Græsset her, hvor Egen hvælver sin Krone;
Jægere, støder i Hornet! min Dronning hæver Pokalen!
Maatte jeg, yndige Pige, blot eengang kysse din Læbe,
Favne dit smækkre Liv, - mit Hjerte siger det forud, -
21 Vistnok drak jeg en Ruus, at aldrig meer jeg blev ædru!
Her, mit Hjertes Møe! jeg rækker dig rullede Blade,
Komne fra Cubas Øe; see, tænd dem, Elskte, ved Arnen!
Altfor salige Blade! I kysse de friskrøde Læber,
Vist er' I bedre end jeg: den Salighed slukde mit Liv ud!
Hjemad ride vi nu, og Vestens Blade med Virak
Hvirvle som hvidblaae Skyer bagefter de travende Hopper.
Aftenrøden i Vest, som farved din Lok og dit Ansigt,
Sank udi Havets Skjød, da let du sprang af din Ganger.
Læg din fjedrede Hat, og flæt dine kulsorte Lokker,
Hist i den funklende Sal man venter dig, Hulde, med Længsel.
Stolte Møe! du hersker i Tonernes Rige som Dronning,
Lokker af dreiede Rør og af spændte Strænge, - o! Troldom!
Hjertegribende Klang, liig Alfernes Stemmer om Natten.
Dybt i mit Bryst stærkt toner din Gjenklang; underligt klager
Der Hoboernes Røst, som Elskerens venlige Natsang,
Hornet sukker saa dybt, det tyder den Længsel, mig tærer,
Og Violinens Stræng mit Elskovsliv og min Flamme;
Contrabassen gaaer sin faste, stadige Grundgang,
22 Klinger udi min Barm, som Troskab, evig og fjeld? fast.
Brusende Bifaldsraab dig møde fra Læbe til Læbe:
Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjoldmøe!
Hører du hisset alt de spillende Toner af Fløiten?
Vil du, Bedste, som jeg, saa svæve vi ned gjennem Rækken,
Og din ringede Lok vil vifte om Lilier og Roser;
Eller vi slynge os rundt i Valsens svævende Søgang,
Du, en fyrig Komet, fordunkler med Straalen hver Stjerne.
Salighed, ak uden Maal! du hviler dig her i min Arm trygt,
Tæt ved mit bankende Bryst; - du hører, det ban? ker af Længsel?
Nei! du er rolig og glad, mig evigt min Lue fortærer!
Dækket faldt fra mit Blik; jeg stod i Natten og drømde
Ak! den lifligste Drøm, nu tier min Harpe forfærdet.
Ene stander jeg her, og stirrer mod Himlen og Stjernen,
Strækker min Arm imod Vest, og favner kun nat? lige Vindpust.
Vift over Land, over Søe, bring hende mit Suk og min Klage!
Ak! hun ændser dem ei, hun ahner jo aldrig min Elskov!
Rolig du stormende Bryst, mit bankende Hjerte sov sødt kun!
Fryd dig, at du i Sang de pinende Qvaler kan lindre,
23 At du ved Harpens Stræng kan tolke, hvad evigt du lider,
At du kan prise den Møe, som aldrig Øiet har skuet, -
Syng ved Dag og ved Nat af fuldeste Bryst hendes Priis da:
Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland!
Dybt sig bøier i Støv din Tjener, cimbriske Skjold? møe!

NAAR KOMMER HØSTEN?

Naar Pidsken den knalder,
Og Posthornet skralder,
Og kalder Studenten, din Kjærest, herfra,
Naar Vognen forsvinder,
Og Taaren den rinder,
Mit søde, lille Hjerte! hvad tænker du da?

Du sidder bag Rude,
Og lytter histude
Til Klangen, som døves af susende Vind;
Snart intet du hører,
Dit Øie du tørrer,
Mit søde, lille Hjerte! og tørrer din Kind.

Naar Storkene reiser,
Og Asteren kneiser,
Og viser med Pral os sit stribede Blad,
Jeg kommer tilbage; -
Saa stands da din Klage!
Mit søde, lille Hjerte! du skal være glad!

24

O! græd dog ei mere!
Gaa ned at spadsere,
Hvor Kirsebærtræet neddrysser sin Pryd;
Der var det, vi lovte
Hinanden saa ofte,
Mit søde, lille Hjerte! al Elskovens Fryd.

Jeg sidder ved Kroen
Hos Bækken paa Broen,
Og skriver dig Vers, imens Aftnen er smuk;
I Bølgernes Kinden,
Og Luften i Linden,
Mit søde, lille Hjerte! jeg hører dit Suk!

Og alt som du sukker,
Jeg tænker, du plukker
En blomstrende Stjerne med Fingren itu:
»Han elsker af Hjerte,
Med Længsel og Smerte!«
Mit søde, lille Hjerte! hvad tænker saa du?

Lad Blomsterne alle
Kun visne og falde,
Snart Høsten frembærer i Kjortelens Flig
Af Frugterne søde
De gule, de røde,
Mit søde, lille Hjerte! for dig og for mig.

Dem skal vi saa plukke,
Og alle de smukke,
Al Høstgudens Rigdom skal du nyde heel;
Men hvad som kan saare,
Hver Torn og hver Taare,
Mit søde, lille Hjerte! skal være min Deel!

25

HILSEN.

Ak! du sidder fjernt derude
Midt i Vintrens raae Natur,
Gjemt bag Vindvets blanke Rude
Som en Nonne i sit Buur!

Lille, ranke, blonde Pige
Med den rosenrøde Mund,
Snart vil Storm og Snee bortvige,
Vaaren vaagne af sit Blund.

Blusser da, min fine Lilie!
Du saa varm i Vintrens Slud,
Da vil vist paa grønne Tillie
Vaaren kaare dig til Brud!

Alt jeg seer hans Hofmænd ranke,
Rose, Neglik og Viol,
Hyacinthen og den blanke
Tubaroses gyldne Skaal.

Paa din Vandring vil de stimle
Rundt om deres Dronnings Fjed,
Og af dine Øines Himle
Drikke Himlens Salighed.

Dog - saalænge lis vil bære
Over Søen til din Bo,
Skal mig Sorgen ei besnære,
Men mit Hjerte have Ro.

Jeg vil i din Skjønheds Sommer
Slukke al mit Hjertes Tørst;
Naar din Brudgom, Vaaren, kommer,
Mig det vorder Vinter først.

26

FLYV FUGL, FLYV.

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vove!
Nu kommer Natten saa sort,
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen den lister sig bort;
Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
Til de guulnæbede Smaa;
Men naar i Morgen du kommer tilbage,
Siig mig saa alt, hvad du saae!

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Bølge,
Stræk dine Vinger nu vel!
Seer du to Elskende, dem skal du følge,
Dybt skal du speide deres Sjel.
Er jeg en Sanger, saa bør jeg jo vide
Kjærligheds smigrende Lyst,
Alt, hvad et Hjerte kan rumme og lide,
Burde jo tolke min Røst.

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Rislen,
Kiærlighed kalder dig hjem;
Sæt dig nu kjønt mellem Løvbuskens Hvislen,
Syng saa din Kjærlighed frem!
Kunde, som du, jeg i Ætheren svømme,
Veed jeg nok, hvor gik min Flugt;
Jeg kan i Lunden kun sukke og drømme,
Det er min Kjærligheds Frugt.

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Vande,
Langt, langt bort i det Blaae!
Eensomt i Skoven ved fjerneste Strande
Seer du min Favre at gaae.
27 Guulbrune Lokker de flagre i Vinden,
Let er hun, rank som et Ax,
Øiet er sort, og Roser har Kinden,
Ak! du kan kjende hende strax!

Flyv Fugl, flyv over Furresøens Brusen,
Dybt drager Natten sit Suk!
Træerne hviske med ængstelig Susen,
Hilse Godnat med et Buk!
Har du ei lyttet til mangefold Smerte
Selv\ hos den fjedrede Flok?
Siig et Godnat til mit bævende Hjerte!
Siig det, du veed det jo nok?

HAANDVÆRKSSVENDEN SYNGER.

Lille Cathrine!
Hvi bær du det deilige Haar,
Som dig om Kinderne slaaer
Glindsende blødt?
Siig mig, er det ogsaa Ret?
Fange mit Hjerte i Net!
Nu har det flagret sig træt,
Ja! næsten dødt!

Lille Cathrine!
Du viisde den spædeste Fod,
Hvor som i Dandsen du stod
Den sidste Gang.
Liflig du var for mit Sind,
Kjærlighed listed sig ind,
Mens jeg i Tonernes Vind
Henrykt dig svang.

28

Lille Cathrine!
Hvor trofast jeg favnede dig!
Ak! men det gavnede mig
Dog jo kun lidt!
Rigtignok var du saa mild;
Ja men dit venlige Smiil
Tændte i Hjertet en Ild,
Men kuns i mit.

Lille Cathrine!
Nu kommer vel Vaaren med Grønt,
Svinger sin Fane, saa skjønt
Blomsterbrodeert;
Jeg vil i Lundene gaae, »
Fuglene hører jeg paa,
Hjertet vil hoppe og slaae
Ømt og geneert.

Lille Cathrine!
Saa spørger jeg Kukkeren ad
Hist mellem Bøgenes Blad:
Naar skal jeg døe?
Svarer den: det skal du snart!
Tænker jeg: det var da rart,
At du dog før din Depart
Saae denne Møe!

Lille Cathrine!
Naar skal vi nu samles igjen?
Glemmer du gandske din Ven,
Inden vi sees?
Aaret omdreier sin Rok,
29 Du har forgjettet mig nok,
Da kommer Beileres Flok,
Ja vel en Snees!

Lille Cathrine!
Jeg elsker dig inderligt ømt!
Det har du aldrig vel drømt,
Ak! men kun jeg!
Snart vil jeg sige dig det,
Pige! forstaaer du mig ret,
Da skal jeg lystig og let
Ile til dig!

O! VAR JEG!

O! var jeg Kammen i dit Haar!
Med disse Lokker gyldne, rene,
Som volde dybe Hjertesaar,
Jeg, prydet med Golkondas Stene,
Mig kunde inderligt forene; -
O! var jeg Kammen i dit Haar!

O! var jeg K j eden om din Barm!
Hvor skulde jeg mig smidigt føie;
Jeg blev da vist saa elskovsvarm,
At Sneen smelted, og dit Øie
Du vilde kjærligt mod mig bøie;
O! var jeg K j eden om din Barm!

O! var jeg Uhret ved dit Bryst!
Da maatte jeg jo med dig vanke;
Med evig sød urolig Lyst
Jeg kunde mod dit Hjerte banke,
Og lytte til din skjulte Tanke; -
O! var jeg Uhret ved dit Bryst!

30

O! var jeg blot den lille Hund,
Som hviler ydmygt ved din Side,
Da kyssed mig din Rosenmund,
Du lokked mig med Ord saa blide,
Du klapped mig med Hænder hvide; -

O! var jeg blot din lille Hund!
Men jeg er ei din lille Hund,
Jeg funkler ei som Kam i Haaret,
Mig kysser ei din Rosenmund,
Du har som Lænke mig ei baaret;
Og, skjøndt du har til Død mig saaret,
Jeg er dig mindre end din Hund!

SONET.

Som naar en Draabe, født i Morgenrøden,
Selv i sit Fald med tusind Farver praler,
Og blank i Muslingdyrets Barm neddaler,
Som ubevidst modtager Ætherføden;

Og føler snart saa stærkt den indre Gløden,
At Skallen sig som Himmelbuen maler,
Men dog sin Skat med Livet dyrt betaler,
Thi Perlen bliver moden først med Døden; -

Saaledes er min Elskov i mit Hjerte
En himmelsk Draabe, der med alt det Søde,
Som Jord og Hav og Eden har i Eie,

Fortærer Livets Kraft, men trods sin Smerte
Dog lader mig i hellig Vellyst gløde,
Indtil den strækker mig paa Gravens Leie!

31

HVORDAN HUN ER?

1.

Hun skildres ei med Pen og Blæk,
Det føler jeg med salig Smerte;
Men disse svage, usle Træk
Skal dog nok røre mangt et Hjerte.

2.

Naar hun blandt ældre Piger staaer,
Er hun saa smuk, som det er trolig,
At Psyche var i Ungdoms Vaar,
Da hun blev ført til Amors Bolig.

3.

Hun staaer iblandt de Yngstes Flok
Som Julens Engel, der fra Himlen
Til Barnet bringer Glæde nok,
Men selv den Gladeste i Vrimlen.

4.

Hun er saa ung, som Rosens Knop,
Der viser os det stærke Røde,
Og just vil sprænge Bægret op,
For ret i Elskovs Sol at gløde.

5.

Mig er hun ei for ung og varm!
Nei, det er just min største Lykke;
Jeg hende da med mandig Arm
Skal til mit unge Hjerte trykke.

6.

Og tænk Dig hendes Øiekast!
Som Aftenstjernens Elskovsminer,
32 Naar den med sød, urolig Hast
Bag Solens Natteleie triner.

7.

Hun har et Smiil omkring sin Mund,
Som naar en Lilie fra sin Stengel
Seer mildt sig selv paa Kildens Bund,
Og tænker: det er Liliens Engel!

8.

Vorherres Himmel nøies jo
Med Dagens Fakkel, Nattens Kjerte!
Jeg seer paa een Gang Stjerner to,
Som gjør en Himmel af mit Hjerte.

9.

Med en Tilskuers hele Ild
Jeg hendes Hikke tidt udpønser,
Og seer et Elskovsskuespil
Bag hendes Øines Silkefryndser.

10.

Saa reen som Vaarens Rosenskyer,
Saa sorgfri gaaer min Elskerinde,
Og ahner ei det Eventyr,
Hun spiller i min Barm, herinde!

11.

Skal vi da slutte vor Contract?
Jeg Romeo, du Giuliette?
Vi spille til den fjerde Act,
Den femte vil vi reent udslette.

33

12.

Staaer hun mig fjern, hver Blomst jeg seer
Som svage Glimt af min Veninde;
Er hun mig nær, mit Øie meer
End alle Blomsters Pragt kan finde.

13.

Hun synger ei, - det vide vi, -
Men hendes Røst dog er, paa Ære!
Et fromt Musikacademie, -
Der skal mit Hjerte gaae i Lære.

14.

Hun dandser ei; men det er godt,
Fra Himlen troer jeg, hun maa stamme,
Og hæved hun saa Foden blot,
Saa fløi hun vistnok med det Samme.

15.

Skjøndt jeg med Riim ei kan faae Bugt,
Som jeg til Navnet vilde lænke,
Er det mig selv et Vers, saa smukt,
Som nogen Sanger kan udtænke.

16.

Den lille, ranke Lilievaand,
Hvis Blade er to hvide Hænder,
Mit Hjerte holder i sin Haand,
Og det er derfor, at det brænder.

17.

En Tid hun gik med sine Haar,
Og lod dem flagre yndigt vilde;
34 Men nu hun dem i Fletning slaaer,
At Ingen flere sig skal hilde.

18.

Jeg fangen er; men som en Gud
Kan jeg med gyldne Lænker bramme,
Og slipper jeg end aldrig ud,
Saa er det saamæn og det Samme!

19.

Jeg kunde gjerne blive ved
At male fort, ifald jeg vilde;
Men det blev Digternes Fortræd,
Jeg tømde deres Billedkilde.

20.

Men samler jeg den store Sum,
Betragter jeg den hele Pige,
Er hun et sødt Mysterium,
Som ingen Tunge kan undsige.

RANKENS DATTER.

Naar Druens smækkre Moder
Har fostret Dattren ved sit Bryst,
Og i de blanke Kloder
Sig speiler Himlens Lyst:
Da springer hun fra Løvets Skjold,
Hvor hun har siddet tryg og bold,
Og hver en lystig Broder
Hun fanger strax i Vold.

35

Det er en deilig Pige,
Hun luer frisk med fyrigt Mod,
De runde Bryster stige
Med dristigt Ungdomsblod;
Naar Øiet sender ud sit Lyn,
Eia! det er et herligt Syn!
Hver Sorgens Sky maa vige
Fra Mandens Øiebryn.

Hun farer ei med Lempe,
Hun er saa stærk som Herkules,
Med Tusind kan hun kjæmpe, -
De synke hen som Græs.
Hver Feigheds Slave gjør hun fri,
Og hendes søde Tryllerie
Et Hjertes Storm kan dæmpe
Til yndig Melodie.

Sit Kys hun skjænker Alle
Saa sødt, saa fast ved Nat og Dag,
Med Jubel kan man falde
I hendes Favnetag.
Hun tager Alting overtvers,
Hun vender Graaden om til Skjers,
Paa hendes Navn vi kalde
I Toner og i Vers.

Men skjøndt hun trygt i Armen
Os knuger ret med kjærlig Lyst,
Ei kjøles Troskabsvarmen,
Som huses i vort Bryst;
Hun lærer os saa søde Ord,
Som aldrig før er hørt paa Jord,
36 Hun drager frem af Barmen
Hvert Elskovssuk, der boer.

Frisk op! og lad os tømme
Den Trylledrik, det Jomfrublod,
Da skal vort Hjerte svømme
I en elysisk Flod;
Hun freder Kundskabstræets Rod,
Hun er vor Elskov ei imod,
Og saligt kan vi drømme
Ved hendes Altars Fod!

AMOR JESUITA

Jeg laae i Græsset nys,
Og saae hver Lilie
Faae Sommerfuglens Kys
Imod sin Villie;
Mens Biens Læber hang
Ved Blomsterdusken,
Jeg hørde Fuglesang
Bag Rosenbusken.

Men ogsaa hørdes der
En sagte Hvidsken;
Da listed jeg mig nær
Til Tamarisken,
Og drog saa jevnt med Flid
En Green tilbage; -
Men aldrig nogentid
Har jeg seet Mage!

37

I Buskens indre Bryst
I grønne Skygger,
Hvor Nattergalen tyst
Sin Rede bygger,
Der stod en lille Knegt
Med gule Lokker,
Og Busken ved hans Vægt
Saa sagte rokker.

Han stod med sine Been
I Stammens Kløfter,
Mens paa en løvfuld Green
Sin Arm han løfter;
Hans Vinger vare blaae,
Med Guld isprængte;
I Busken Kogret laae,
Og Buen hængde.

Han smilde skjelmsk og snild;
Men knap jeg taalde
Den underfulde Ild,
Som Øiet straalde.
En lille Skaal af Guld
Stod ved hans Side;
Men, hvoraf den var fuld,
Maa han nok vide.

Ned i den gyldne Skaal
Han dypped Pilen,
Og saae paa grumme Staal
Med sælsom Smilen;
Hans Øie vogted paa
En Fuglerede,
38 Hvor tvende Unger laae,
Og peeb dernede.

Han tog med nænsom Haand
Paa deres Tunger,
Og skar for Talebaand
De spæde Unger;
Han strøg dem begge to
Med Sødt om Munden;
De rysted sig; - da loe
Han høit i Lunden.

Den gamle Nattergal
Sad saa andægtigt,
Og hørde, hvor hans Pral
Var stolt og prægtigt;
Hun tænkde vistnok paa,
Da hun var Unge,
I Skolen maatte gaae,
Og lære sjunge.

»En Gud,« han sagde, »er
»Nu eders Amme,
»Thi jeg vil skjænke jer
»Min høie Flamme;
»Mit Guddomssprog, mit Bud
»Jeg eder lærer,
»Og sender jer saa ud
»Som Missionærer.

»Den anden Fugleæt
»Maa ogsaa lære,
»Men kommer dog ei ret
38
39 »Til nogen Ære!
»Men I er af det Slags,
»Som vist kan hexe;
»I kommer alle strax
»I Mesterlexe.

»Min Bitterhed er sød,
»Min Qval er Glæde,
»Og det er Sorgens Død
»For mig at græde.
»Den Sæd skal I udstrøe
»I Svendens Hjerte,
»Oplære hver en Møe
»I Elskovssmerte.

»Naar eensomt Svenden gaaer
»I Elskovstanker,
»Ved Vindvet Pigen staaer,
»Og Hjertet banker;
»Hun seer jo nok hans Vei
»I mørke Fjerne,
»Men aabner Vindvet ei; -
Hun vilde gjerne! -

»O! slaae da sødt og net
»I Foraarsdalen,
»Saa hvidsker Mennesket:
»Hør Nattergalen!
»Og paa mit store Navn
»Vil Alle raabe,
»Og under Livets Savn
»Paa mig kun haabe.

40

»Da voxer stolt omkring
»Min Magt paa Jorden;
»Og da gaae alle Ting
»Først ret i Orden;
»Thi det er Sorgens Død
»For mig at græde;
»Min Bitterhed er sød,
»Min Qval er Glæde!«

Jeg gysde ret derved, -
Han fløi med Latter,
Og paa sin Rede ned
Sprang Fuglen atter.
Nu veed vi da bestemt,
Bag Løvets Gitter
Der præke luunt og gjemt
De smaa Jesuiter.

JEG ELSKTE FOGDENS DATTER.

Jeg elskte Fogdens Datter,
Hun var mit Hjertes Lyst,
Paa mit Ansigt boede Latter,
Og Freden i mit Bryst.

Da kom en fremmed Herre,
Som min gamle Fader slog;
Han gjorde det end værre,
Min Kjærest fra mig tog.

Det var en grusom Smerte,
Dog qvalte jeg min Graad,
41 Dybt sad udi mit Hjerte
Den bittre Smertens Braad.

Ret som den vilde Jæger
Jeg søgde Skovens Nat,
Der hvor i Kløftens Bæger
Sig sænker Strømmen brat.

Der mødte jeg min Fiende,
Ham, som min Kjærest tog,
Og som min gamle, blinde
Og syge Fader slog.

Han paa den ene Side
Ved steile Afgrund stod,
Og mellem os den stride,
Den vrede Fjeldets Flod,

Da trued' ham min Næve,
Jeg viisde ham min Flindt,
Da saae jeg ham at bæve,
Og tumle ned fra Klint.

Jeg dræbde ham jo ikke!
Det var hans egen Synd,
Der lod ham Døden drikke
I Strømmens dybe Dynd.

Nu er jeg lystig atter,
Men det er Satan til Lyst,
Naar paa Fjæset staaer Latter,
Men Helved i mit Bryst

42

RIDDER KALV.

Kong Wolmer stod i Halle,
Og deelde Borg og Land
Til sine Hovmænd alle,
Det bedste som han kan.
Heel naadigt Drotten bøier
Sit Hoved aldenstund,
Mens Skjelmerie og Løier
Ret spiller om hans Mund.

Han gav dem hver et Stykke,
Og lagde Skjemt dertil;
De priisde deres Lykke,
Og takked ham med Smiil.
Den nordre Stump af Landet
Han gav til Eske Brok,
Han sagde: »Kryb i Sandet,
Da har du Huusly nok.«

»Hvor Ræv og Ulv skal bygge,
Der trives sjelden Gaas,
Og derfor skal I rykke
Hver i sin egen Baas.
Men liden Morten Due,
Flyv kjønt til Aalholm op,
Sid der paa grønne Tue,
Og byg i Bøgens Top!

»Hvor skal vi Galten sætte?
I Krogen kan han boe!
I hedder Høg med Rette,
I har saa hvas en Klo;
43 Søhanerne I gribe
Ud fra det sikkre Næs! -
Til Kalv jeg giver Ribe,
Der kan han gaae paa Græs.«

Men Ridder Kalv blev arrig,
Han smadsked med sin Mund:
»Den Mundfuld den var karrig,
Guds Død! er jeg en Hund?«
Han daskede paa Sværdet,
Som slingred ved hans Laar:
»Jeg springer over Gjerdet,
Og til de Tydske gaaer!«

Han svang sig paa sin Fole,
Og lod til Holsteen staae,
Den hele Rideskole
Maa Horset gjennemgaae.
Der meldte sig den Gjæve
I Vredens vilde Ruus:
»Hvad synes I, Hr. Greve!
Om mig og Riberhuus?«

Grev Gerhard fra sit Sæde
Sig reisde da paa Stand,
Han tog med Hjertens Glæde
Imod den danske Mand!
Han gav ham tvende Slotte,
Dertil det røde Guld,
Saa Ridderen vel maatte
Ham vorde troe og huld.

Men Vreden svandt, og Anger
Tog Huus udi hans Bryst,
44 Hans Falk og Hest og Sanger
Var ham ei meer til Lyst.
Med Rynker over Panden
Han sidder taus og tør,
Det Randersøl i Kanden,
Det glider ei, som før.

Kong Wolmer sad i Halle,
En Qvæld paa Koldinghuus
Med sine Hovmænd alle,
Og tømde gyldne Kruus,
Da skraaler høit Drabanten,
Som foran Salen staaer:
»Nu kommer saa min Sandten
Hr. Ridder Kalv i Gaar d.«

Ind traadte han i Salen
Med hjerteknuste Blik;
Heel dirrende var Talen,
Meer krøb han, end han gik;
Han neied sig med Smerte,
Og kyssed Kongens Slæb,
Han var saa flau om Hjerte,
Og han var bleeg om Næb.

»Hr. Konge! vær mig naadig!
Min Daad den var jo fræk,
Og jeg var altfor graadig,
Derfor løb jeg jo væk;
Men jeg har ikke sovet
I Holsteen, skal I see,
Jeg bringer næst mit Hoved,
Jer stolte Slotte tre.«

45

Sit Ansigt Drotten bøier,
Og tier aldenstund,
Mens Skjelmeri og Løier
Sig kruser om hans Mund.
Han rakde Fredspokalen
Ham med sin egen Haand;
Saa treen han frem i Salen,
Og trak paa Smilebaand.

»Og hør, I Hovmænd kjære!
Hvad jeg nu sige vil;
Den Kalv er, paa min Ære!
Dog værd at lægge til.
Som Kalv han løb fra Baasen,
Men som en mægtig Ko
Han hjemad satte Kaasen
Med stærke Kalve to.«

HVILE PAA VANDRINGEN.

Priis være Himlens hvalte Blaae,
Og dig, o! Dagens demantne Fakkel;
Tak være alle de Lamper smaa
I Aftnens Tabernakel!
Langs Strømmens Vove,
I dunkle Skove,
Hvor lumske, lurende Farer sove,
Vi Veien fandt!

Her Dæmringens duftende, milde Vind
Os qvæger sødt efter Dagens Qvalme!
46 Her kjøler perlende Dug vor Kind,
Den drypper fra Fredens Palme;
Her Druer søde
Paa Ranken gløde,
Her Kildens Bølger vor Læbe møde,
Og Ro vort Bryst.

Saa dybt i den spirende Blomsterseng
Det trætte Hoved vi trøstigt dukke,
Mens Natten gaaer over Mark og Eng
Vort Sovekammer at lukke;
Snart Sløret svinder
Fra Himlens Kinder, -
Da til vor Vandring vi atter finder
I Barmen Mod.

Da løfter Lærken sig muntert op
Paa sine spæde, klingende Vinger,
Den stærke Ørn over Fjeldets Top
Sin Tak til Himmelen bringer;
Med gyldne Pande
De Bjerge stande,
Og med Naturens Raab vi blande
Vor Jubelsang!

TONERNE.

De slumre dybt i al Naturens Rige,
Men vaagne brat, naar Mesteren har kaldt;
Af Intets Skjød han lader dem opstige,
Og deres Slægt har endnu Ingen talt;
47 I blid og sagte Flugt de snart hensuse,
Og snige sig, hvor Intet ellers naaer;
Men snart med Herskervælde frem de bruse,
Og deres Seiersraab til Himlen gaaer.

De tjene venligt Sorgens dybe Klage,
Og dysse den saa saligt sødt til Ro;
Det Hjerte, som har ingen Trøst tilbage,
Sin Qval endnu til Toner tør betroe;
De laane Elskov selv en Trylletunge,
Der tolker ømt, hvad Ordet ei formaaer;
Og Glæden først i Hallen ret kan runge,
Naar Sangen mægtigt med sin Vinge slaaer.

VISE.

Livet skal nydes! o! Livet er herligt!
Viinranken slynger sin Arm jo saa kjærligt
Fast om vor Jord, som en rødmende Brud;
Nyd hendes Kysse, før Læberne falme,
Ranken er Glædens mildtviftende Palme,
Ja! paa hvert Blad kan vi læse dens Bud.

Tusinde Sangfugle høit i dens Kroner
Svinge mod Himlen de prægtige Toner,
Klage saa ømt i dens venlige Læ;
Evighedsharpen med liflige Vinger
Røre de sødt, og mens Strængene klinger,
Bæver af Vellyst det hellige Træ.

Dulgt under Løvet, de Templer, vi bygge,
Jordlivets bedste Klenodier omskygge,
48 Kjærligheds-Alferne throne deri;
Salig den Barm, hvor de trende tog Sæde:
Druer og Toner og Kjærligheds Glæde, -
Det var en Treklang, en stolt Harmonie!

BREV FRA KIEL TIL ANNA MATHEA.

Min lille Kjæreste paa otte Aar!
Jeg hilser dig fra disse Egne;
Thi, du maa vide, hvor jeg gaaer og staaer,
Jeg tænker paa dig allevegne.
Du maa nu ikke troe, det er kuns Digt,
Mit Hjerte føler stærkt sin søde Pligt;
Forstaaer du det
Selv ei saa ret,
Saa fattes det vel af de Andre.

Men du begriber vel, hvor det er slemt,
At reise bort fra sine Venner,
Og sidde her saa dybt vemodig stemt,
Hvor der er ingen, som man kjender;
Hvor selv Smaapigerne kun tale tydsk,
Og hvor slet ingen ret forstaaer mit Jydsk,
Selv Viin og Mad
Og Skaal og Fad
Seer anderledes ud, end hjemme.

Det er jo rigtignok et deiligt Land
Med Bakker, Skov og grønne Enge,
Her bruser end det kjære salte Vand,
Men ak! det varer ikke længe!
49 Om tvende Timer reiser jeg derned,
Hvor Elben vælter sig med Dynd afsted, -
En Pengesæk
Kun der gjør kjæk,
Den Danske kalde de Hr. Meier!

I denne By her er et Folkeslag,
Som gaaer med rød' og hvide Skjorter,
Med Huer, røde som det danske Flag,
Og smykkede med gyldne Borter;
Med Knebelsbarter og med Hageskjæg
I Vinduet sidde de, og ned ad Væg
De lange Been;
Paa Murens Steen
De slaae med Støvler og med Sporer.

De synge Viser høit i vilden Sky,
Og dampe stærkt af lange Piber,
Med Sværd i Haand de gaae omkring i By,
Og derfor, som du let begriber,
Man tager af for dem saa dybt sin Hat,
Thi fik os Een af dem i Vrede fat,
Da var det galt!
Sligt blev betalt
Med Hug og Stik af blanken Klinge.

Men skjælv" kuns ikke for mit unge Liv,
Jeg har jo et sagtmodigt Hjerte;
Jeg tænker stedse, saadan blodig Kiv
Dig voldte altfor grusom Smerte.
Og hvor i Verden jeg saa kommer frem,
Jeg tænke vil paa Dig og paa dit Hjem,
50 Jeg bliver din,
Du bliver min, -
Og nu Adjøs! min Annathea!

SANG I DALEN.

Naar lis og Snee paa Mark og Vang
Gaae bort for Solens Blink,
Og Droslen med sin muntre Sang
I Busken bygger flink;
Da til min Gritlis Dør jeg gaaer,
Og banker sagte paa,
At nu vi har den grønne Vaar,
Det kan hun strax forstaae.
La du, da dui, da du etc.

En Krop saa rank, som Fyrren hist,
En Flætning tyk og lang,
En Fod saa let som Fugl paa Qvist,
En Røst, som Klokkeklang,
To Øine, som to sorte Bær,
Og Kinden rund og rød, -
Jeg tør nu spørge frit Enhver,
Om Tøsen ei er sød?
La du, da dui etc.

Hver Morgen Solen tidligt staaer,
Og kiger listigt ind,
Hvor Gritli fletter peent sit Haar,
Og kysser hendes Kind; -
Men jeg er nok saa snild, som den,
Thi knap den daler ned,
51 Jeg gaaer til Sennerhytten hen,
Og hun - hun veed Beskeed.
La du, da dui etc.

I Dalen er en deilig Plet,
Der staaer et Lindetræ,
Der dandse vi omkring saa let
Udi dets grønne Læ;
Vi synge, som vi kunne bedst,
Vi har et lystigt Sind,
Thi Glæden, som en daglig Gjæst,
Hos os gaaer ud og ind.
La du, da dui etc.

Med Riflen paa min brede Ryg,
Tre Fjedre paa min Hat,
Til Fjelds jeg stige kan saa tryg
At faae paa Gemsen fat;
Og kommer jeg saa vel derfra
Med Bukken, som er skudt,
Jeg Sølverlænker kjøber da
Og Perler til min Glut.
La du, da dui etc.

Jeg lever freidigt her tillands,
Thi Fred jeg har med Hver,
Jeg har en Næve jo til Mands,
Hvis To mig kom for nær;
Min friske Glut og min Musket,
En Sang til Vinens Priis,
Det kan man kalde, troer jeg, ret
En Stump af Paradis.
La du, da dui etc.

52

SANG PAA FJELDET.

I Aftenens Glands mon gløde
Bjergenes Krop,
Og Fuldmaanen hist, den røde,
Hæver sig op;
I Dalen er Alt saa mørkt og tyst,
Sødt Kilderne qvæge Klippens Bryst; -
Orangen høit, den søde,
Sig vugger i Træets Top.

Forsigtigt mit Æsel træder
Kløftbroens Bræt,
Til Fodret han alt sig glæder,
Foden er træt;
Han støder sin Røst i Luften hen,
Det skingrer fra Bjerg og Dal igjen; -
Han ryster Trensens K j æder,
Og spidser sit Øre net.

Selv langsomt jeg Foden fløtter,
Steil er min Gang;
Mod Fjeldvæggen Haanden støtter,
Stien er trang;
I Viinhaugen brænder rødt et Baal,
Der venter mig huldt min Længsels Maal;
Jeg veed jo, hist hun lytter,
Og hører nok alt min Sang.

De sortbrune Øine tindre,
Stjernerne Hig,
De sige mig: »Hjertets Indre
Brænder for Dig!«
53 Høit lyder Capellets Klokkeklang,
Da nynner hun fromt sin Aftensang;
Madonna! huldt du lindre
Min Længsel evindelig!

O! Nina, min unge Qvinde!
Liflig og varm!
Snart skal jeg omkring dig vinde
Kraftigt min Arm;
Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad,
Som skulde vi aldrig skilles ad; -
Og Morgnens Sol skal finde
Os slumrende Barm mod Barm.

MATROSEN.

Ved Toldboden steeg en Matros i Land,
Hans Haar de vare saa hvide,
Han havde ei seet sin Fædrestrand
I mange Herrens Tide.

Han havde ei seet, at Byen faldt
For engelske Blus og Brande,
Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldt
Langt bort til fremmede Lande.

Der stod han da med Haanden i Barm,
Og Øiet saa mørkt i Vrede,
Og stirrede med vemodig Harm
Paa den tomme Svanerede.

54

Da tørrer han sig om Skjæget brat,
Mens Taaren paa Kinden brænder,
Han knuger den gamle begede Hat
Imellem de sittrende Hænder.

»Hvor er I henne, store og smaa,
I Havets stærke Svaner?
Som smykkede her i Dammen laae
Med Dannebrogs røde Faner?

Søger I end den gamle Færd
Paa fjerne, fjendtlige Kyster?
Viser I Fienden, hvor stolt I bær
De egeplankede Bryster?

Nei! - I har glemt den gamle Sang,
De danske jublende Toner,
Nu stemmer I op den Seiersklang,
Der tordner fra Brittens Kanoner.

Vel har jeg tømt saa mangen Skaal,
Men ingen beedsk, som den sidste,
Den var iskjenket til bredfuldt Maal,
Nu vil mit Hjerte briste!

Naar snart, Kammerater! mit gamle Skrog
Jeg i sidste Havn skal fortøie,
I svøbe en Flig af Dannebrog
Omkring min snevre Køie.

Det gjør saa godt for Vee og Værk,
Det Svøb bør man vel hædre,
Selv Jomfru Marias Silkesærk
Ei Smerten kan dulme bedre.

55

Naar da den store Baadsmandsmat
Paa Dækket kalder de Døde,
Da skal jeg ogsaa være parat
Til Mønstring hisset at møde.

Og Chefen selv, kan I troe mig, Børn!
Mig beder frem for sig træde:
»Naa, er du der, din gamle Ørn!
»Gak ind til din Herres Glæde!«

Saa faaer jeg Lov at gaae agter ud,
Til Chefens Kahyt, den høie,
Der møder jeg Vessel, Juul og Rud,
Og Ham med det ene Øie.« -

Saa talde han, og lagde sig træt, -
De troede, han faldt i Tanker;
Da var han død, - hans Død var let,
Hans Hoved laae paa et Anker.

ELSKOVSSEGLET.

Hvi taler sig den Ridder træt,
Og fægter med sin Fjerbaret,
Med Øiet fuldt af Taarer?
Hvad er det for en Troldom vel,
Som saa hans Kraft bedaarer?
Ned kaster han sig som en Træl
Paa Marmorflisens Aarer!

Hvad mener hun, den Frøken fiin,
Som for ham staaer i hviden Liin,
56 I Fløil og Gyldenstykke?
Om Nakkens stelle Sneeskred slaaer
En Krands af Lokker tykke,
Et Smiil om røde Læber staaer,
Om Mundens Perlesmykke.

»Du tænker vel, din Tales Magt
»Mit Hjerte har i Lænker lagt?
»Hør først, hvad jeg vil byde!
»Eet Aar din Elskov være stum!
»Ei mindste Ord tør lyde;
»Og synes dig min Lov for grum, -
»Saa kan du den jo bryde!

»Eet Aar du tavs betænke skal,
»Hvad du har talt i denne Sal
»Om Amors Piil og Kjerte;
»Kuns Øiekast tør bringe Bud
»Om Glæde og om Smerte,
»Og vil du tale til din Gud,
»Han hører nok dit Hjerte.

»Du trofast er i Sind og Hu,
»Men Tungen er saa svag; - for nu
»Dens Svaghed ei at friste,
»Et Segl jeg fæster paa din Mund,
»Ak, lad det ikke briste!
»Thi er du stærk til Prøvens Stund,
»Det bliver ei det sidste!«

Da bøier hun sig smidig, rank,
Saa ned om Begges Kinder sank
Et Telt af Lokker bløde;
57 Som vilde de ret holde Vagt
Ved Mundens Elskovsmøde; -
Og strax ved Kyssets Tryllemagt-
Hans Tunges Liv uddøde.

Han reiser sig med sorgfuld Aand,
Farvel han vinker med sin Haand,
Han tør et Ord ei vove;
Sin Hest han lader sadle brat,
Thi gjennem Dal og Skove
Som Graven taus end samme Nat
Han ride vil til Hove.

Før talde han som trofast Ven
Til Gangeren, og klapped' den
Paa Hals og strøg dens Manke;
Nu sad han taus, de matte Blik
Han lod mod Himlen vanke;
Thi til den stolte Frøken gik
Enhver hans Hjertes Tanke.

Den skumle Aand, som kuns er glad,
Naar den kan skille Hjerter ad,
Ham rænkefuld omsvæver;
Fra hver en smigrende Gestalt
Til ham sin Røst den hæver,
Gjør snilde Spørgsmaal overalt,
Og listigt Svar udkræver.

Rundt Fristeren omringer ham:
Fra Maanens gyldenrøde Kam,
Fra Aftnens Purpurbræmme,
Fra Borgen med sit røde Tegl,
58 Der luunt i Skovens Gjemme
Sit Ansigt seer i Søens Speil,
Ham lokked' mangen Stemme.

Hver Rose med sin søde Lugt,
Hvert Træ med Løv og gylden Frugt,
Hver Bæk i grønne Dale,
Hver Stjerne i den blanke Trop,
Som staaer i Himlens Sale,
Hver Nattergal i Lindens Top
Ham fristede til Tale.

Der staaer et Huus bag Stadens Vold,
Det pranger med hans Ridderskjold,
Med Taarn og Marmortinder;
Men mat og stum i Slottets Hal
Hans Tyende ham finder;
De komme kun ved Klokkens Kald
Med Graad paa blege Kinder.

Selv Kongen naadigt sender ud
I alt sit Land et Herrebud, -
Han holdt ham høit i Ære;
»Hvo som den stumme Ridders Mund
»For Tungebaand kan skjære,
»Til Løn skal faae, hvad Hjertet kun
»Kan ønske og begjære!«

Frem staaer de røde Lægers Flok
Saa travlt, med stærke Urter nok
De vil hans Tunge q væge;
Vel mægte de en grusom Soet
Paa Flugten at bevæge,
59 Men endnu er den Urt ei groet,
Som Elskovs Qval kan læge.

Og Præsterne, den sorte Hær,
De træde nu hans Leie nær
Med Lys og Vand og Bønner;
Vel mægte de at mane ud
De fule Mørkets Sønner,
Men kuns med Spot hiin lille Gud
Den hele Skare lønner.

Det Folk, som lever Dag og Nat
Af mystisk Kunst i Skov og Krat,
Man til hans Leie kalder;
De stimle til med listigt Blik
Af hvert et Kjøn, hver Alder,
Men deres Kløgt ei holder Stik,
Thi Stumheds Segl ei falder.

Da melder sig en gammel Moer,
En Signekone, som med Ord
Og sære Tegn helbreder;
Hun ved en Stok, i Pjalter svøbt,
Den matte Fod veileder;
Men hendes Raad var dyrekjøbt, -
Hans Haand hun sig udbeder.

»Min Isse bærer hundred Aar,
»Men, hvis jeg Ungersvenden faaer,
»Min Vaar vil atter grønnes;
»Saa hvidsked' mig min Skjæbnes Røst,
»Og derfor kan det skjønnes,
60 »At, skal mit Raad ham bringe Trøst,
»Med Guld det ei kan lønnes.«

Hun træder langsomt til ham ind,
Mens Vennerne med ængstligt Sind
Sig om hans Leie flokker;
Hun standser tankefuld og tyst,
Saa sagte til ham rokker,
Hun lægger Haanden paa hans Bryst,
Og stryger bort hans Lokker.

Hun bøier over ham sig hen,
Og siger: »tal, du Ungersvend!«
Og kysser ham paa Munden;
Da - ved den Gamles Øiekast, -
Var flux hans Qval forsvunden,
Thi Elskovsseglets Lænke brast,
Som holdt hans Tunge bunden.

Bort kasted' hun den sorte Dragt,
Og stolt hun stod i Skjønheds Pragt
Med Øiets Tvillingfakkel;
Han førde glad sin unge Brud
Til Herrens Tabernakel,
Og prisde henrykt der sin Gud
Og Kjærligheds Mirakel.

EN SOMMERNAT.

Høit over Bøgens Top
Der gaaer en Stjerne op,
Og skuer ned til Skovens dunkle Kroner,
61 Og dybt fra fjerne Krat
I stille Sommernat
Der lyde Nattergalens ømme Toner.

De lange Skygger maae
Med Taagesløret paa
Hensvæve tyst og langsomt over Mosen;
Og saa fortrolig, øm
Som i en Elskovsdrøm
Udaander Lilien tusind Suk til Rosen:

»O, mindes du dengang,
Da vi, mens Lærken sang,
Opvaagnede ved Foraarssolens Lue?
Og da dit søde Blik
Mit Øie henrykt fik
Med al sin hede Længsels Kraft at skue?

Vi folded ud vor Knop,
Og voxde sammen op;
Men Stormen snart vort spæde Løv adspreder,
Dog af vort korte Liv
Har Kjærlighedens Bliv
Jo skabt en salig Sum af Evigheder.«

Men Rosen stod saa tyst,
Og gjemde i sit Bryst
Al Sødhed, som den hemmeligt bevared;
Kun Stjernens Sølverglands
I Duggens Perlekrands
Lod Elskov anende fortolke Svaret.

En Gysen sagte gaaer
Igjennem Skovens Haar,
62 Fra Østen farves blege Himlens Kinder;
Hver Stjerne slumre vil,
Og lukker Øiet til,
Mens Natten, Sorgens hulde Ven, forsvinder.

O, lad mig, dunkle Jord!
Hvad anende jeg troer,
Bekjende for dit tause Moderhjerte;
Du kjender vist mit Savn, -
Lad snart mig i din Favn
Udgræde al min Vemods søde Smerte,

USKYLDIGE ØNSKER.

En Sommerfugls Vinge
Var tidt mit Begjær;
Hvor skulde jeg svinge
Snart hist og snart her!
Til Rosernes Rødme,
Violernes Blaa,
Til Duft og til Sødme
Min Hu vilde staae.

Mig Rosen da sendte
Sin purpurne Glød, -
Jo mere den brændte,
Jo meer var den sød;
Violernes Blikke
I sværmende Suus
Jeg vilde uddrikke, -
Eiah, hvilken Ruus!

63

Paa blændende Lille
Jeg satte mig kjæk;
Du havde ei Villie
At jage mig væk;
Men vilde mig true
Din straffende Haand,
I svævende Bue
Jeg svandt som en Aand. -

Dog helst gad jeg være
En tryllende Sang,
Som Luftbølger bære
I sittrende Gang;
Der, medens den lyder,
Liig Bjergmandens Vaand,
Saa seirende bryder
De skjulteste Baand.

Igjennem dit Øre
Jeg listed mig ind,
Du maatte mig høre
Med Hjerte, med Sind!
Alt maatte da vige
For Trolddommens Magt, -
Ned vilde jeg stige
I Guldgrubens Schacht.

Til Venstre, histnede,
Hvor Livskilder gaae,
Hvor Lysalfer frede
Den yndigste Vraa,
Hvor Lilierne smykke,
64 Og Roserne groe,
Der vilde jeg bygge
Og slaae mig til Ro.

Der klinge jeg vilde
Til Sorg og til Lyst,
Og tidligt og silde
Opfylde dit Bryst;
Og ude og inde,
I By og paa Vang
Evindeligt minde
Om mig og min Sang.

AFTENMØDE.

Sid stille hos din røde Ko,
Og bliv kun ikke bange;
Vi har jo sladdret jevnt, vi to,
Saa mange hundred Gange.
Jeg sætter mig i Kløvret blødt,
Imens du Koen malker,
Mens Gjøg i Skoven kukker sødt,
Og Stork i Mosen stalker.

En liden Fugl hver Morgenstund
End sidder for min Rude,
Med søde Sange i sin Mund,
Og lokker mig derude.
Det er den samme, troer jeg vist,
Som jeg og du nok kjender,
Som sad og sang paa Lindeqvist,
Da vi blev gode Venner.

65

Jeg tænker da saa mangen Gang, -
Skjøndt nu vi sjelden mødes, -
Hvor Kjærlighed blandt Spøg og Sang
I Hjertet snart kan fødes.
Jeg tænker paa, da først din Haand
Mig saadan skulde fange,
At du mig lagde fast i Baand
Samt alle mine Sange.

I mine Viser alle fik
Jeg kjønt dit Navn indflettet,
Og du forstod det nok, dit Blik
Det klart mig har berettet;
Kom Andre saa med deres Snak,
Saa vidsde du det ikke, -
Men mig du sagde tusind Tak
Med meer end søde Blikke.

Fortryd kun ei, hvad Du mig gav!
Det var dog grumme ringe.
Og saa, du værged dig jo brav,
Ja, lod dig næsten tvinge!
Dog - næsten ligesaa god som jeg, -
Hvi standsed du ved Broen?
Og hvorfor løb du ei din Vei,
Dengang vi kom til Loen?

Hvor du var sød! din Stemme klang
Saa klar mod Bøgens Toppe,
At Fuglen glemde reent sin Sang,
Og sad saa tvær deroppe.
Og saa vor Dands! - Jeg mindes grant
Dengang hos Erik Heire,
66 Hvor det gik feiende galant
Med Reel og Contraseire!

Ak, intet Bær endnu er født
Paa Himbærbusk i Lunden
Saa duftig sødt, saa rødt og blødt,
Som dine Kys paa Munden.
Jo, jeg tør snakke med derom,
Ei løiet eller pralet;
Thi den, som først til Mølle kom,
Var jeg, - og jeg fik malet.

Nu har vi skiftet! Hver har Sin!
Men hvad kan alt det skade?
Liig Maanedsrosen, spæd og fiin,
Vi vexle Blomst og Blade; -
Med Elskov, som med Blomst og Frugt,
Jo Livets Stamme prydes,
Men gjækker os ved haanlig Flugt,
Ifald ei frisk den brydes.

Nu maa du hjem, og jeg skal gaae,
Alt kjølig Duggen falder,
See Maanen rød bag Skoven staae, -
Jeg troer, din Fader kalder!
Men giv mig end, som fordum tidt,
En sød Drik Mælk af Spanden,
Og - - hvorfor ei?- i Morgen frit
Du kysse kan den Anden!

67

SJELLAND.

Jeg synger, som jeg kan,
Men ei altid, som jeg vil, -
Jeg veed det, Venner! tidt
Var falsk mit Strengespil;
Men vandt jeg blot et Haandtryk,
Et blaaøiet Smil,
Saa takked jeg Vorherre, -
Og lod saa staae til.

At svinge mig til Gudhjem
Jeg ikke Vinger fik,
For Afgrundens Rædsel
Jeg vender sky mit Blik;
Men Jorden, den lyse,
Med Bjerg og med Dal,
Med duftende Græsmark
Og Bøgeskoven sval,

Hvor Raabukken springer,
Og Sidskenen slaaer
For friske Nordlandsmøer
Med guldblonde Haar, -
Den lokker mig saa sødt
Til sit moderlige Bryst,
Der hviler sig mit Hjerte,
Der synger jeg med Lyst.

Men flakker nu paa Kloden,
Saa riig og saa stor,
Fra Vest til Øst mit Øie,
Fra Syd og til Nord,
68 Blandt Byer, Slotte, Lande,
Kyst, Dal og Bjerg og Havn,
Det dvæler dog kjærligst,
O Sjelland! ved dit Navn.

Der ligger du i Havet
Med Byer og med Slot,
En rødmusset Glut
Paa et Silkebolster blaat,
En blinkende Smaragd
I sin sølverne Karm,
En blussende Brud
I sin stærke Brudgoms Arm.

I Fordumstid da skygged
Fast Bøgen overalt,
Nu kryber Plougen langsomt,
Hvor Stammerne faldt,
Og Kilden er nu tilgroet,
Og Banken er flak,
Hvor Brokken før var hjemme,
Og Skovmusen drak.

Nu er der Liv i Bugten,
Hvor før med sagte Slag
Sig eensom Bølgen væltéd
I stille Sommerdag;
Hvor Ulven før sig listed,
Og Bjørnen havde Hie,
Om Slottet breder Haugen nu
Sin Farveharmonie.

Jeg priser ei det Gamle
For at skjæmme det Nye,
69 Ei Nutidens Glands
Skal fordunkle Oldtids Ry;
Men hvert et lille Træk
Af din Skjønhed er en Pynt,
Jeg male vil i Sangen,
Jeg her har begyndt.

Mod Nord bruser Kattegat,
Ved Siden Sund og Belt,
Mod Syd sig speiler Skoven
I det vatrede Felt;
Fra Krogen til Volmers Slot,
Fra Næs til Axelstad
Er du med Eng og Skov og Vand
Et rigt broderet Blad.

Hver Bølge, som saa sagtelig
I Bugt sig sniger ind,
Som knuser sig mod Klinten
I vildt, fortvivlet Sind,
Veed god Besked om gamle Ting,
Og Havfruens Sang
Fortolker deres dunkle Sprog
Ved Langlegens Klang.

Om Kjæmpehøien svæver
I Natten Skygger frem,
Den gamle Helt besøger
Sin fordums Storheds Hjem;
I Mosen dandse Alferne
Med straagule Haar,
Mens Rørdrummen pauker,
Og Nattergalen slaaer.

70

Paa Sletten kneiser Egen
Stolt af sin runkne Bark;
Den hvide Elverpige
Hensvæver over Mark,
Hun dandser omkring Træet,
Og i den dybe Skrivt
Hun læser gamle Elskovsqvad
Og mangen stolt Bedrift.

Naar Porthunden sover,
Og Maanen er i Seng,
De vevre Nisser drille
Baade Pige og Dreng;
Knap galer Morgenhanen
Paa Bondegaardens Toft,
Saa f jæler sig hver Pusling
I Kjælder og paa Loft.

Hvor Skoven hælder ned
Mod Søens grønne Rand,
Der kneiser røde Borgmuur,
Og seer sig i Vand;
Liig Sphinxen hviler Kirken,
Og stirrer vide ud,
Og værner fromt om Støvet
Af mangen Ridder prud.

Fra Høiden, over Skoven
Viser Gisselfeld sin Pragt,
I den friske, grønne Mose
Er Holmegaarden lagt;
I Parken spiller Karpen
Og Brasen saa bred,
71 I Dyrehaugen Hinden
Med Lænden, trind og feed.

I Skovklosters Haller,
Hvor Munkebrødre sang,
Der Peblingen vandrer
Sin tunge Skolegang;
I Ringsted og i Roskild
Bag broget Marmorsteen
Sødt hviler Drot med Dronning
De livstrætte Been.

Den sommerglade Lærke,
Hun qviddrer høit i Luft,
Og Jordbærret kryddrer
Skovsletten med sin Duft;
Mens Ræv og Hare pusle
Rundt om i lune Krat,
Den brune Hjort sig bryster
Med sin kronede Hat.

Igjennem Øresundet
Der feier Nordenvind
En Sværm af travle Snekker
I Havnens Favntag ind;
Søkrigens Kjæmpe fører
Med Slottet Passiar.
Fra Land Kanonen tordner,
Og Fregatten giver Svar.

Naar Nattens Maane glider
Over Himlens dybe Blaa,
Og FredrikssBorgens Taarne
72 Som tause Kjæmper staae,
Og Vinden kjærligt hvidsker
I Bøgens Løv og Green,
Da sætter den gamle Konge
Sig paa sin hugne Steen.

I Hledres tætte Skove
Der vandrer end hvert Aar
Gudinden Herthas Vogn
I den spirende Vaar;
Forbauset Hyrdedrengen
Med Hunden seer derpaa;
Han hører sælsomme Sange
Mod Skovens Hvælving slaae.

Ak, jeg vil tie stille,
Jeg fik saa aldrig endt;
Og hvad har jeg vel ogsaa
Ved dit Contrafei fortjent?
Hvad hjalp det mig, om Farvens Spil
Var nok saa smukt og godt?
Det tykkes vel de Fleste,
At det er altfor smaat! -

Naar Alting er til Ende,
Og Natten stunder til,
Naar slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil, -
Ak, kunde jeg da lægge
Til Ro mig i din Eng,
Dit Grønsværteppe trække
Over mig og min Seng!

73

TIL TRÆET.

O, Lindetræ! med ranke Krop,
Med kongelige Krone, -
Du skal os ved din grønne Top
Med Skovens Savn forsone.

Du har nu seet saa mangen Slægt
Omkring din Stamme vandre, -
Ei mægted Aldrens tunge Vægt
Din Ungdom at forandre.

Lær os at g j emme, hvis du kan,
Som du, et freidigt Hjerte, -
Da kan vi vandre vidt om Land,
Og lee ad Savn og Smerte.

Lad Verden kun gaae op og ned,
Lad Skjæbnens Strømme bruse, -
Her i dit Læ er lystig Fred
Og trofast Sind tilhuse.

Du breder grøn din Vinge ud
Hvert Foraar og hver Sommer, -
Vor Stamme først faaer nye Skud,
Naar Efterhøsten kommer.

Fidel er du, som alle vi,
Regentsen er vor Moder, -
Dit Sind er sundt, din Tanke fri,
Og hver Student din Broder.

74

Taus og forsigtig stod du smukt
Med grønne Fjer i Hatten, -
Naar tidt Studenter gik i Bugt
Hver til sin Gang om Natten.

Dit Øielaag du tidt opslog
I Morgenlampens Lue, -
Og gav Studenten ved sin Bog
En Hilsen i hans Stue.

Og hørde du et Pereat
For mangen cras Philister, -
Da har du Fyren ærligt sat
I sorte Bogs Register.

Men blev en ægte Musasøn
Et Jubelhurra givet, -
Da rysted du din Fane grøn,
Og Hjertet slog i Livet.

Og hørde du et liflligt Qvad
Til Skjønhed og til Druen, -
Da hæved du din Pande glad
Og stolt mod Stjernebuen.

Med Øiet høit mod Himlen blaae.
Med Foden dybt funderet, -
Saa høit og dybt, som Tanker gaae,
Vi veed, du har studeret.

Og derfor du, trods nogen Mand,
En Doctor os skal være, -
75 Og Vaaren, naar den gaaer i Land,
Hvert Aar dig skal creere.

Ei spørges Facultætet om:
Hvor høi du vel tør være? -
Du sender ikke Bud til Rom,
Hvad Farve du tør bære?

Thi Sort og Rødt og Violet
Er Farver, du foragter, -
Det frie Grønt er nok saa net,
Naar frit man det betragter.

Men skal din Stjerne dale brat
Engang i Tidens Bølge, -
Studenternes Hurra! Godnat!
Dig skal i Graven følge.

VANDRING OG OPDAGELSE.

Den 5te Juli 1833

Mel.: Ken Calad jag spår och tror.
C. M.. Bellmann.

»Skjøndt forvænt til By og Buur
»Skal De gaae med mig en Tuur,
»De skal see en kraftig, fyndig,
»Frisk og yndig
»Skovnatur!
»Nu farvel, farvel Mama!
»Beggeto vi gaae herfra,
»Klokken ni til ti, jeg tænker,
»Thee jeg skjænker
»For os da. -
»Kom saa! lad os gaae gjennem Haugen og Lunden,
»Tag kuns en Ciggar i Munden!
»Nu, farvel Mama!«

76

Ole vander, - han har Hast!
Peter binder Seilet fast,
Baaden gynger, hør, han synger,
Mens han klynger
Sig til Mast.
»Slig, hvorhen skal Reisen gaae?«
Det maae De nok bedst forstaae;
Blindt i Deres Spor at træde
Er min Glæde, -
Føer mig saa!
»Lad os da til Furresø gaa, til Forandring,
»Om en ny og deilig Vandring
»Vi opdage maae.«

Der paa Baaden dybt i Siv
Baadsmand snitter med sin Kniv.
»Ja, han lever smukt og stille
»Med sin lille
»Vakkre Viv!«
Her er Skoven høi og sval,
See, der bygges jo en Stald?
»Det er gjort, for nu i Sommer
»Gjæster kommer
»Uden Tal.«
Her jeg kan ei glemme Hr. Dumenils Kager,
Hundepoter, Vaffelbager,
Svendsens Sommerbal!

Mindes De dog, tæt herved
Bar jeg Dem paa Arm afsted?
Ernestine jeg betænked,
Hun blev stænked
Op og ned;
77 Men hun blev dog ikke vreed
For min Tølperagtighed,
Hun er from, hun sig bekjæmped,
Vreden dæmped
Hun dog ned.
Ak, men hiin Lyksalighed glemmer jeg aldrig! -
»Man maa aldrig sige aldrig,
»Er en Ting, De veed!«

Lad os see paa Prindsens Høi!
Ei, hvor Blæsten dog gjør Støi!
See til Svanen hist paa Søen,
Rundt om Øen
Bort den fløi.
Vindens Arme dristigt slaae
Dem om Silkekjolen blaa,
Skjøndt forvoven han Dem favner,
Ei det gavner, -
Bort han maa.
Guder! hvor det glimter! jeg seer 'et! jeg seer 'et!
Skjørtet, hvidt, saa skjønt broderet,
Som vel Nogen saae.

Gid det Spurveskjul var mit!
See, hvor skjelmsk det leger Tit;
Rundt om Vindverne den slanke
Green og Ranke
Snoer sig blidt.
Her skal boe en peen Madam,
Hende saae vi tidt og Ham
Smukt agere, snildt at springe
Ei med ringe
Konst og Bram.
78 Men er det ei bedre, hvad her vi kan skue?
Skov og Sø og Himlens Bue,
Heste, Køer og Lam!

»Hvor var De forleden Dag?
»Christi Himmelfart? Behag!
»Hvi forsømde De Besøget?
»Da forøget
»Var vort Lag;
»Fætt'ren fandt kun Glæde i:
»Gaae med mig paa eensom Sti,
»Men der moersomt kun spadseres
»Kan i Fleres
»Compagnie!«
To - det er dog Flere, det kan De ei nægte?
»Nei, en Treklang gjør den ægte
»Rene Harmonie!«

»Siig mig, hvor De sad og skrev
»Hiint forfløine Fuglebrev?«
Det var der paa Skrænt, ved Broen,
Hvor nu Koen
Langsomt drev.
Men det var dog mest paa Skrømt!
Hvad mit Hjerte føler ømt,
Kan ei synges, helst jeg tier,
Rimerie er
Da fordømt.
Men mit Hjerte heftigt al Skjønhed tilbeder,
Og det Maal af Saligheder
Har jeg ofte tømt.

79

»Hvorom talde vi dog før?«
Om en vakker fransk Monsør,
Som var med paa Grækertoget,
Han, som Kroget
Lige gjør.
»Han mig bad om mit Portrait!«
Naa? De skjænker ham vel det?
»Nei, De veed jo, hvem jeg lovte
»Det saa ofte?« -
Det var Ret!
»Men De skulde hørt ham saa vred paa den Danske!
»Een saa følsom blandt de Franske
»Har jeg aldrig seet!«

Denne Huulvei er saa luun,
Lyngen nikker rød og bruun,
Rundtom myldre Blomster røde,
Hvide, bløde
Blad og Duun.
Vil De sidde? er De træt?
»Nei, kuns gjøre Toilet;
»Haaret kildrer mig om Næsen,
»Dette Væsen
»Er ei net!«
Ak, naar Vinden leger med Blomsternes Stilke
Og med Lokkers fine Silke,
Gjør den gandske ret!

Kom, Veninde! sæt Dem her
Bag de tætte Tjørnetræer,
Giv mig Hatten, jeg den holder,
Den kun volder
Dem Besvær.
80 Ei, hvor hurtigt og galant
De med Lokken Seier vandt,
Fængslet blev den nu bag Øre,
Støvlens Snøre-
Baand De bandt.
Kinderne og Munden Dem blusse vermeille,
Selv er De dog á merveille,
Det er vist og sandt.

»Laan mig Uhret!« - Det var smukt!
Som et Speil det før er brugt;
Haaret siirligt ligger bøiet
Ned mod Øiet
Fiint i Bugt.
»Vaaren har bag dette Krat
»Tusind skjønnne Blomster sat,
»Jeg vil plukke Dem tre, fire,
»De skal sire
»Deres Hat!«
Nei, jeg disse Blomster i Bogen vil bære,
Og dem aldrig bortforære,
Ei for nogen Skat.

Aa, men see dog, see dog hist
Noget ganske Nyt forvist!
Der paa Pynten staaer Capellet,
En forældet
Gothisk Qvist
Gyldent Korset staar paa Top,
Bagved vrimler Graners Trop, -
Ned vi maae, hvor Vover trille,
Hvis vi ville
Naae derop.
81 Nei, det var da morsomt! en uventet Glæde!
Her forsigtigt maae vi træde
Langs ad Klintens Krop.

Ned ad denne Bankes Barm
Vandre skal De ved min Arm!
»Nei, her gaaer jeg bedst alene,
»Lyngens Grene
»Gjør os Harm!«
Op igjennem grønne Kløft
Over Gjærde, over Grøvt
Kaster Søen os om Kinden
Rask med Vinden
Kjøle Svøft.
Kjæreste, min Frøken! De falder! De glider!
Nei, De faldt dog ei, De skrider
Let og net paa Taa.

Op blandt broget Gruus og Sand
Skyller Søen Skum og Vand,
Her jeg vil min Læbe kjøle,
Jeg kan føle
Tungens Brand.
Her paa disse skarpe Steen
Gaaer kun Foden tung og seen,
Hvis jeg maa, vil jeg Dem bære,
Hist maa være
Veien reen.
Vogt Dem dog, Alvilde! o! Smerte, o! Smerte!
Grusomt bløde maa mit Hjerte
For de spæde Been!

82

See, her staaer en Bænk til To,
Lad os slaae os lidt til Ro;
Ak, hvor godt bag Granens Skygge
Luunt vi bygge
Kan og boe.
Søen Solens Billed bær,
Droslen slaaer i Granetræ'r,
Steile stige disse Trapper,
Hold Dem tapper,
Støt Dem her!
See nu kun, hvor Solen den blinker heroppe
Paa Capellets gyldne Toppe
Og paa Ruden der.

Hillemænd! en Bænk til Ti,
Vi kun fylde lidt deri! -
Kan man see et Belvedere
Vel med mere
Phantasie?
Hele Søen for vor Fod,
Skyen rød af Solens Blod,
Landet speilt i klare Vove,
Rundt med Skove
Overgroet.
Der staaer nu Capellet; hvad kan det dog være?
Gjerne brød jeg ind, paa Ære!
Havde jeg blot Mod.

Skyen truer sort mod Nord
Som en Fængselshvælving stor,
Men mod Vest, hvor Solen hviler,
Himlen smiler,
Freden boer.
83 Over Søens blanke Vand
Gaaer en bred og gylden Rand,
Skoven Kysten huldt omringer,
Fisken springer
Fast i Land.
Ned ad Bakken Heste og Køer nu stiger,
Og bagefter langsomt sniger
Dorsk en Bondemand.

Himlen hvælver høit sin Sal,
Hør i Skoven Gjøgens Gal,
See hist Farum, Kollekolle
Og det bolde
Fredriksdal.
Skal vi spørge Fuglen ad,
Om hvor mange Aar i Rad
Deres Scepter De skal føre,
Og os gjøre
Dagen glad?
Nei, vi vil ei fristes! thi taug den nu stille,
Da min Taare maatte trille,
Og jeg traurig sad.

»Bliv ei melancholsk, min Ven!
»Kom, og lad os gaae igjen!
»Søen skummer hvid og bruser,
»Vinden suser
»Over den.
»Denne Grangang er saa tyst,
»Her er mørkt, mens hist er lyst,
»Knap man hører Fuglens Trille,
»Bølgen spille
»Op mod Kyst.«
84 Seer De vel den Amor af Steen, det Spektakel!
Han med Vind og Veir, den Stakkel,
Døied mangen Dyst

Her blev Øiet frit engang!
Hvilken Udsigt, viid og lang,
Hør, i Søllerød det klinger,
Der det ringer
Aftensang.
Over Marken nu paa skraa
Kan vi snart til Virum naae;
Efter Faaret springer Drengen
Over Engen,
Hvor vi gaae.
Gaderne de vrimle af støiende Glutter,
Hunden gjøede, Bedstemutter
Op fra Rokken saae.

De er nok saa træt og varm?
Hvil Dem trygt paa denne Arm!
Aftenpust i Hasselbuske
Høres ruske
Høit med Larm.
Gaaer jeg ei for stærkt for Dem?
»Nei, saa naae vi hurtigst hjem,
»Seer De, Skyen dækker Egnen,
»Snart vil Regnen
»Komme frem.«
Rask vi holde Skridt, som vi gik efter Noder,
Snart vi gjæste Deres Moder
I sit lune Gjem.

85

Taus er nu det Sangerchor,
Som i Lyngby-Skoven boer;
Fine Perledraaber glide
Fra det hvide
Taageflor;
See, i Haugen noget Hvidt!
Det er Fruen! - Bi kun lidt!
Den Manoeuvre her med Porten -
Jeg har gjort den
Jo saa tidt.
Kjæreste min Frue! her har De os atter,
" Her jeg bringer Deres Datter, -
Tørst og Appetit.

FLUGTEN TIL AMERIKA.

Dengang da jeg var en lille Een,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Been,
Og kastet min Blouse-Kjole;

Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Been i Panden,
Mit Blod var heedt og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.

En Middagstid mellem Tolv og Eet
Engang, var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet heedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.

I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Declinationer,
86 Mama havde skjændt for et lille Hul
Paa de Casimirs Permissioner.

Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og loe ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjerte-Brød,
Det, saae jeg, hun gav til Morten.

»Nei,« tænkde jeg da, »det er for galt!
Langt meer, end jeg kan udholde; -
Det skal de Alle faae dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.

Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar Man saa er forlegen,
Hvor atter Man faaer en Peter fra, -
Ja - saa er Peter af Veien.«

Forbauset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pidsk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem Lee og Græde.

»Ja, hør du, Emil! du skal gaae med,
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ei længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«

Den Lille han saae paa de nye Skoe,
Og glatted sin Blouses Folder:
»Hvor lang er vel Veien, skal jeg troe?
Og mener du, Skoene holder?«

87

»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man seile maa over Vandet.

Men hvis man saa Farten overstaaer,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faaer til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikjøbet.

Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.

Confectrosiner og Mandler der groe,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.

Brystsukkre du som Tvebakker seer,
Som Rugbrød Chocolade,
Med Sukkerkugler det hagler og sneer,
Og regner med Limonade.

Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Ciggarerne brænde.

Man gynger den hele udslagne Dag
I deilige Vuggestole,
Og det kommer an paa Hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«

88

»Ja saa,« sa'e den Lille, »saa er det et Ord!
Nu er da min Reise besluttet;
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.

Min Krydderkringle jeg henter endnu, -
Den skal gjøre godt paa Veien,
Og saa den store Bibel, du?
Den, veed du jo, er vor egen!«

Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen har bar i Munden; -
Saa stod vi lidt stille, og tænkde os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.

Vort kjære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne; -
Da aabned Mama sit Vindue paa Klem,
Og raabde paa vore Navne:

»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gjør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu strax herind igjen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«

Betuttede begge to vi stod,
Vor Reise gik reent i Glemme,
Og uvilkaarligt lystred' vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.

Min Vrede nedslog hendes blide Røst
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.

89

DANDSEN I SKOVEN.

»Nu har jeg feiet og redt Seng,
Og Davren er til Ende;
Nu skal du, Paul! min lille Dreng,
Til Skovs og hente Brænde.

Der ligger lis paa Sø og Eng,
Derunder slumrer Voven,
Og Ved har Stormen fældt i Fleng,
For Fattigfolk, i Skoven.

Den Vinter er saa haard og slem,
Saa Sult og Nød os kue
I Rævens Hule, Bjørnens Hjem,
I Fattigkones Stue.

Jeg haaber, du er ei forknyt,
Men kjæk du gaaer og samler;
Thi er du nu forsagt - saa hyt!
Naar Trommeskindet ramler.

Og bringer du en dygtig Dragt,
Saa stor, som du kan bære,
Da skal du, som jeg tidt har sagt,
Min egen Pusling være!«

Den Lille med et Hop, et Greeb
Fik trukket ned fra Knagen
Det halvopslidte Hampereeb,
Og gav sig strax til Sagen.

Han knappede sin Kofte trang,
Og tog sin lodne Hue,
Og varmed Haanden nok engang
Ved Arnens slunkne Lue.

90

Flink gleed han hen ad Byens Park,
Og fløited med det Samme,
Saa sprang han lystig over Mark,
Og svandt bag Bøgens Stamme;

Ved hvert et Skridt den lille Fod
I dybe Løv han planter,
Han klapper Kindens Rosenblod
Med sine uldne Vanter.

Med flittig Haand, med Øiet glad
Det tørre Qvas han sanker,
Mens til sin Moer og Middagsmad
Han sender sine Tanker.

Da rasler det bag Grøvt og Grav,
Da knaser det i Tjørnen;
Med tunge Fjed, i Luntetrav
Fra Krattet kommer Bjørnen.

I strakte Løb det slunkne Skind
Om Bugen slaaer i Rynker,
Den brummer huult; ved hvert et Trin
Det brede Hoved synker.

Da visner Rosen paa hans Kind; -
Skjøndt nok saa snild og tapper
Han veed ei ud, han veed ei ind,
Og Hjertet heftigt klapper.

Bleeg springer han til næste Træ, -
Hans Fødder var ei sene, -
Og svinger sig ved Haand og Knæ
Høit op paa tykke Grene.

91

Men Bamsen er en sikker Mand,
Han klattrer som den Bedste!
I høie Fristed snarligt han
Den stakkels Paul vil gjæste.

Da rasler atter Green og Krat,
Og gjennem Løv og Buske,
Han seer Graaulven, den Krabat,
Saa jevnt til Træet luske.

Af Øiet gnistrer blodig Brand,
Sit Hyl den ei kan tvinge,
Og søger dybt sin sultne Tand
At slaae i Bjørnens Bringe.

Men med en vældig Ørevask
Den Gamle ham modtager,
I Skoven klang det tunge Dask,
Og Ulvens Kindbeen knager.

Med glubske Hvinen foer den ind,
Som paa et Aadsel Ravnen,
Og som med kjælent Vennesind
Den styrted ham i Favnen.

Tæt Bjørnen med sin brede Lab
Ham krysted til sit Hjerte,
Mens Ulven gav ham Kys og Klap
Langt fleer, end han begjærde.

De sukkede, de nysde rødt,
De eiegode Venner,
Og smilede saa honningsødt
Med deres hvide Tænder.

92

De valsed rundt med Brøl og Støi
Om Bøgetræets Rødder,
Smaaqviste, Mus og Blade fløi
For deres rappe Fødder.

Peent feiet blev den runde Plads,
Hvor Dandsen de opføred',
Een sang Diskant, den Anden Bas, -
Det var en Lyst at høre 'et!

Duetten skingrede saa stygt
Med Gjenlyd høit i Skoven; -
Men Gutten sad paa Grenen trygt,
Og titted ned fra oven.

Skjøndt snart han gjøs, og snart han loe,
Var han dog glad i Grunden;
Han vidsde jo, han havde Ro,
Mens de holdt Bal i Lunden. -

Af Sangen mat, af Dandsen varm,
Af Kys og Favntag mætte
Med brustne Blik de Arm i Arm
Sank om, til Døden trætte.

Ud strømmed Blod af Begges Hals,
Det fik en traurig Ende!
At dette var en usund Vals,
Maa vel enhver bekjende?

Forsigtig ned fra Træet steeg
Den lille Purk paa Jorden;
Han var lidt ræd, han var lidt bleeg;
Men snart han kom i Orden.

93

Han klapped Ulvens stride Skind:
»Du var min Ven i Nøden,
Skjøndt det nok aldrig faldt dig ind,
Du stred for mig og Døden!«

Han rusked Bjørnens Øreflip:
»Saa nødig som du vilde,
Saa gik du dog af Stegen glip, -
Det var dog rigtig ilde!«

Han sankede sit Qvas paany,
Og fik det paa sin Nakke,
Og vraltende han gik til By
Alt over Eng og Bakke.

Høit Klokken klang i klare Luft,
Saa glad han monne lytte, -
Der stod en liflig Kjøkkenduft
Ud fra hans Moders Hytte.

Knap sad han der ved Mælk og Grød,
Var reent af Mindet svunden
Graaulvens Sang og Skræk og Nød
Og Bjørnens Dands i Lunden.

Men Drengen var, da han blev stor,
En Greenadeer saa bister; -
Af Bjørnens Pels var Huens Foer,
Af Ulvens hans Tornister.

94

VAABENDRAGERENS EED.

Da Solen dybt sig neied
Bag Jydlands gule Strand,
Et vældigt Banner vaied
Paa Hjelm fra Taarnets Rand:
Blaat, som de smaa Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod.

Men da den atter reisde
Fra Østersø sig op,
I Luft end Taarnet kneisde,
Men kullet var dets Top;
Thi Borgens Høvding stærke
Var død den samme Nat,
Og Heltens Skjoldemærke
Var ved hans Hoved sat.

Hans Vaabenbrødre brave
Stod om hans Leiested.
Hvor skal de ham begrave,
At han kan fange Fred?
Han har ei mange Venner,
Som vogte tør hans Tarv;
Og Hævn har lange Hænder,
Og Hadet gaaer i Arv!

Han har ei mange Venner,
Han var en fredløs Mand;
Paa Drotten sine Hænder
Usaligt lagde han.
95 Hans Hjerte vilde sove
I Danmarks bløde Eng,
Hvis der de torde vove
At rede det en Seng.

De samle sig, de sværge
Paa Knæ, hvor Baaren stod,
Med løftet Haand og Værge,
Ved Christi dyre Blod,
At de trods Gunst og Ære,
Trods Guld og Elskovs Lyst
Den Løndom vilde bære
I troe og tause Bryst.

De sværge høit, at binde
Med Staalet selv hver Mund,
Med Død hvert Øie blinde,
Som dunkelt aned kun,
Hvor Marsken med sin Brøde
Til Dommens Time laae;
At Livets Hævn den Døde
Til Haan ei skulde faae! -

I Stubberup, i Fyen,
Paa Hintsholms flade Strand
Alt slumrer hele Byen,
Og mørkt er Hav og Land.
Et eenligt Lys kun flammer
Hist i en Bondegaard;
Travl sidder der i Kammer
En Mø, og Væven slaaer.

Hun skotter tidt til Ruden,
Den er saa ravnesort;
96 Fælt svæver Vindens Tuden
Om Tag og Dør og Port;
Novemberstormen lukker
Vidt op sit stærke Gab,
Dybt krymper sig og sukker
Det haardt betrængte Hav.

Hvi slaaer saa flittigt Væven
Den Bondedatter fiin?
Hvad tyder Læbens Bæven?
Og Rødmen under Liin?
Hvad sige disse Taarer,
Og disse ømme Smil? -
Det Længsel er, som daarer
Med sød og bitter Piil.

Men Længselen skal stilles,
Og Sorgen gaae i Ban,
Snart skal hun aldrig skilles
Meer fra sin Fæstemand;
Hos Helten hist paa Øen
Han var en trofast Svend;
I Kjærlighed nu Møen
Ham t j ende tro igjen.

Mens Barmen langsomt bæver,
Sit Blik fra Vævens Baand
Mod Vinduet hun hæver, -
Brat standser hendes Haand:
I mørke, dybe Fjerne
Et Lys hun skimte kan; -
Det ligner ei en Stjerne
Bag Natteskyens Rand.

97

Fra Kirken der, paa Banken,
De røde Glimt udgaae;
Hun gyser vel ved Tanken,
Dog kan hun ei modstaae;
Hun sniger sig saa stille
Til Kirkegaardens Muur,
Og bag en steensat Pille
Hun ængstlig staaer paa Luur.

Fra Stranden op med snare,
Men sagte Skridt paa Sti
En sort formummet Skare
Gaaer hende tæt forbi;
Bestraalt af røde Fakler
Mod Kirkeporten hen
En Kiste langsomt vakler
Imellem tause Mænd.

Paa Kirkegulvet Børen
Er sat i Fakkelskin;
Hun lister sig bag Døren
Og kiger sky derind;
Med Spyd og Stang oplukker
De Kirkens dunkle Skjød,
Den høie Hvælving sukker
Ved hver en Steen, de brød.

Paa Gravens Rand de trække
Fra Kisten, lang og sort,
Det rige Fløielsdække
Med sorgfuld Alvor bort;
Blaat var det, som Violer,
Som Havets stærke Flod,
98 Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod.

De Liget dybt nedsætte,
De mure Graven fast,
Af Nattens Værk udslette
De hvert et Spor i Hast.
Det stumme Øie taler,
Med foldet Haand de staae, -
Da Morgenhanen galer,
Og varsler dem at gaae.

Flux blev hver Fakkel slukket,
Og Natten dobbelt sort,
Den tunge Port tillukket,
Og saa de stormed fort;
De svandt ved Breddens Stene,
Ved Havets mørke Strøm;
Og Pigen stod alene, -
Og Alt var som en Drøm.

Men da hun ile vilde
Kjæk fra sit Smuthul trangt,
Hun følde Foden hilde
Sig i et Klæde langt;
Hun greeb det, og hun bar det
Med sig i Huset ind,
Og da hun saae, - da var det
Hiint rige Fløielsskind:

Blaat, som de smaa Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
99 En hvidlig Stjerne stod!
Heel tankefuld hun gjemde
Det paa sin Kistes Bund, -
Og Nattens Rædsel glemde
I trøsterige Blund. -

Saa blank var Vinterdagen
Høit Klokkemalmet slog;
Smukt over Sneens Lagen
Hjemgik et Bryllupstog:
Ung Iver med sin Karen
Kom glade, som til Dands,
Og lystig fulgde Skaren
Med Sange, Baand og Krands.

Med Larm og Snakken klemde
Sig Flokken rundt om Bord,
De Spillemænd istemde
Det muntre Brudechor;
Tæt Skiven var bedækket
Med Bøste, Brød og Kjød,
Og Skjænkebordet spækket
Med Lutendrank og Mjød.

At Ingen sidde skulde
Den Dag ved tomme Fad,
Fik Stodderen tilfulde
Saameget som han gad;
Og da nu Stjernebuen
Omhvælved By og Huus,
Gik Dandsen rask i Stuen
Ved røde Brudeblus.

100

Skjøndt Pigerne omskandsed
Saa kjækt den væne Brud,
De Koner hende dandsed
Af Pigelauget ud.
Den blanke Brudekrone
Det blonde Haar forlod,
Snart hun som ærbar Kone
I Liin og Hue stod.

Med Latter og med Buldren
De hende drog afsted;
Brudgommen over Skuldren
Ret smilede derved;
Og fra de Gjæster vilde
Med længselsfulde Sind
Han sneeg sig let og stille
I Helligdommen ind.

Men næppe er han ene
Alt med sin Hjertenskjær,
Staaer han, som Væggens Stene,
Med Dødens Farveskjær;
Af Skræk og Vee betagen
Han maalløs stirrer paa
Det prægtige Sparlagen,
For Brudesengen laae:

Af Fløiel, som blaae Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod! -
»Hvor fik du det, mit Hjerte?« -
Hans Stemme standser da
101 Af Ængstelse og Smerte, -
»Hvor fik du dette fra?«

»Ei har min Haand det stjaalet,
Og kjøbt jeg har det ei;
Det blev mig ei tilmaalet, -
Jeg fandt det paa min Vei,
Og tog det op i Blinde
En Nat ved Kirken her,
Da nys jeg saae derinde
En sælsom Jordefærd!«

Det sagde hun, og smiled,
Og, ak! han smiled med;
Useet dog Taaren iled
Paa brune Kinder ned.
Med sælsom Ild i Øiet,
Med Armen over Bryst,
Hen over hende bøiet
Han sukkede saa tyst:

»Du rene Liliestengel,
Som nu skal vorde brudt,
Har. Hævnens vrede Engel
Og dig en Piil afskudt?
Forkastet og forbandet
Af Mennesker og Gud
Jeg maa, jeg kan ei andet, -
Tilgiv, min søde Brud!«

Hun aned ei, at Sukket
Fra dybe Qval fremgik;
Det blide Øie lukked
102 Hun for hans stærke Blik.
Undseligt Panden dukked
Hun ned i Bolstret blødt; -
Han Brudelampen slukked,
Og hvisked: »sov nu sødt!« -

Da Morgenrødens Stribe
Udspændtes bred og lang,
Lød Trommeklang og Pibe
Til lystig Jubelsang;
En Sværm af muntre Gjække
For Kammerdøren stod,
Det unge Par at vække
De Sangen tone lod.

Det vared dem for længe,
De stødte Døren op;
I Buret sig mon trænge
Med Støi den vilde Trop;
Men som af Lynet slagen
Den ræd tilbage veeg, -
Thi Bruden laae paa Lagen
Blodstænket, kold og bleeg!

Men Svenden var forsvundet! -
Ham havde Edens Magt
Langt mere helligt bundet,
End Kjærlighedens Pagt;
Han havde, ak, desværre!
For Staal, i Blodet døbt,
Om Troskab mod sin Herre
Sig stolt Bevidsthed kjøbt

103

Saa Sagnet os fortæller,
Men dunkelt er dets Ord;
Hvad Folkets Mund os melder,
Har Tvivlen i sit Spor.
End ingen Grandsker kjender
Man, som for Dag har bragt,
Hvor de trofaste Hænder
Stig Hvides Been har lagt.

LÆNGSEL.

Jeg kunde slet ikke sove
For Nattergalens Røst,
Som fra de dunkle Skove
Sig trængte til mit Bryst.
Jeg aabnede Vinduet stille
Og stirred i Mulmet hen,
Og lod hver Elskovstrille
Mig synge om Dfg igjen.

Et Posthorn i det Fjerne,
Et Suk af Nattens Vind,
Et Glimt af en eensom Stjerne
Vakte mit stille Sind;
Dit Billed sagte hensvæved
Paa Nattens Baggrund huldt;
Mit Hjerte zittred og bæved
Længsel og smertefuldt.

Min Tanke jeg Dig sendte,
Jeg sendte Dig mit Blik;
Ak, hvor mit Hjerte brændte,
104 At intet Svar jeg fik;
Kun Pust af Nattevinden,
Fra Grenen hist et Vink,
Den kolde Dug fra Linden,
Og Stjernens kolde Blink.

Du tænker vel, jeg har glemt Dig?
Men troe mig, om Du kan,
Jeg har i Hjertet gjemt Dig,
Og skal over Gravens Rand,
Trods Dødens bittre Kulde,
Hiinsides Livets Kyst
Bære dit Navn, det hulde,
Prentet dybt i mit Bryst.

TIL BEPPINA.

Med et Par Castagnetter.

Hvor tidt har jeg ønsket at see
De sortbrune Øines Glands,
Naar i slangesmidige Dands
De forraadte det brændende Indre,
Mens paa Sierra-Nevadas Snee
Andalusiens Sol monne tindre,
Mens Kilder rislede ned
Gjennem Klippens brune Rifter
Og balsamiske Luftninger gled
Over Palmernes grønne Vifter.

Men nu, ved det danske Sund,
Ved Strand, i den landlige Bo,
- Hvis Haabet bliver mig tro -
Skal henrykt mit Øie følge
105 Dit Blik og din smilende Mund
Og din Midies svævende Bølge,
Naar Du træder den mauriske Dands.
Men dog skal din blændende Arm,
Dine Lokkers blonde Krands,
Din Kind saa skjær og saa varm,
Hiint Foraarsblaa i dit Øie,
Mig minde om, hvor vi boer,
Og at Qvinden her i vort Nord
Har Blikket vendt mod det Høie,
At kuns hun en Længsel stor
Har knyttet i hellig Eenhed
Til Livets sværmende Lyst,
Og til Værn om sit tugtige Bryst
Lysalfers barnlige Reenhed.

MIN SKAT.

Hun er sød,
Hun er blød,
Hun er smal om sit Liv;
Hun er bøielig
Og føielig
Og rank som et Siv.
Hendes Kind
Er saa lind,
Og som Rosens saa varm;
Hun er nysselig
Og kysselig
Paa Mund, Haand og Arm.

Ak, hvor net,
Og hvor let
106 Som et svævende Fnug,
Kan hun neie sig
Og dreie sig
Paa Foden saa smuk.
Hvor hun stod
Paa sin Fod,
Hvor hun gik og hun sprang,
Var hun nydelig
Og frydelig
Som Fløiternes Klang.

Og saa kjæk
Som en Bæk
Mellem Blomsternes Flok,
Glimter Øiets Blink
Fornøiet, flink
Bag nødbrune Lok.
Hendes Røst
Er min Trøst
Midt i Sorgernes Nat; -
Al den Herlighed
Og Kjærlighed
Er min søde Skat!

MATHILDES HÆNDER.

1.

Jeg meget saae paa denne Jord,
Og al dens Skjønhed fast jeg kjender,
Men intet dog saa sødt, jeg troer,
Som disse spæde Frøkenhænder.

107

2.

Hvad er Carraras Marmorbrud?
Hvad Alpens himmelrene Flade?
Det er kun Graat i Graat, ved Gud!
Mod disse varme Lilieblade.

3.

Hvad er det Hvideste af Hvidt?
Hvad mon med mildest Flamme brænder?
Hvad Blødest vel af Blødt og Blidt?
Jeg svarer frit: Mathildes Hænder!

4.

I Fingrene, dem alle ti,
Forskjellig Characteer sig præger;
Og i hvor yndig Harmoni
Een Aand dem alle dog bevæger!

5.

De ligne Skyen, hvid og let,
Der sagte sig for Stjernen lægger, -
Hvor bliver ei mit Billed ret,
Naar hendes Øine de bedækker!

6.

Den hvide Finger tidt blev lagt
Paa Læberne, de Ordforødere;
Men Øiet, trods den skjønne Vagt,
Fik talt saameget desto sødere.

7.

Din Haand er som et lukket Brev;
Lyksalig Han, som tør det bryde!
108 Hver Hieroglyph, din Stjerne skrev
Deri, skal ham hans Held udtyde.

8.

Den er et helligt Document,
Der borger for hans Hjertes Lykke,
Og salig han sit Stempels Prent
Vil med sin Læbes Segl paatrykke.

9.

Men puur og skjær, som Rosens, maa
Den Læbes varme Purpur være,
Der tør sin Andagts Offer paa
Et saadant Altarbord frembære.

10.

Hvad jeg kun først udtænke maa
Og grunde paa en dyb Erfaring,
Vil Han, begeistret, strax forstaae
Som ved en himmelsk Aabenbaring.

11.

Nys hendes Læbe skrev et Brev -
Et Afskedskys - til en Veninde;
En snehvid Due Haanden blev,
Som vidste, hvor hun var at finde;
Den flagred flink i Luften hen,
Men vendte hurtig, bly tilbage,
Og fløi - og kom -, for ret igjen
Sit søde Budskab at gjentage.

12.

Den Højre ei at vide faaer,
Hvad i den Venstre fiint er tegnet,
109 Hvor Kjærlighedens Gud hvert Aar
For sig og Hende har beregnet.

13.

Den Venstre - aldrig aner den,
Hvad Mildhed vel den Høire øver;
Men Hjertet, som den tause Ven,
Staaer mellem dem, og raader, prøver.

14.

Jeg veed - hvad tidt jeg grunded paa -
Hvoraf det dog vel kunne komme,
At de er begge lige smaa,
Og lige bløde, lige fromme:
Som Tvillinger, de begge to
Nød lige Tugt i Sorg og Gammen,
Og hist i Templet see vi jo,
De holde deres Andagt sammen.

15.

I denne Alabaster fiin -
Jeg tænkte, da jeg saae dem begge, -
Tør man, som i et Helgenskriin,
Et Liv, en Evighed nedlægge.

16.

Thi vist jeg veed: i Himlens Bo
Mod Herrens Straaletempel vender
Ei nogen Lysets Engel to
Meer uskyldshvide, fromme Hænder. -

17.

Hvad henrykt sværmet har min Aand
Om ubeskrivelige Hænder,
110 Jeg ved en anden elsket Haand,
Min ædle Frøken! her Dem sender;

18.

Thi Hendes Ønske var et Bud,
Hvis Almagt ydmyg jeg erkjendte,
Paa hendes Vink jo Sangens Gud
Mig fordum tidt sin Flamme sendte.

RAVNENS QVIDE.

Skjøn Jomfru taler til fangne Ravn:
»Du sidder jo luunt i Bure -
Saa siig mig dog nu, hvad er dit Savn?
Dine Miner ere saa sure!«

Saa dybt sig neied den uselig Ravn,
Hans Taarer runde saa stride:
»Vidste jeg selv dets rette Navn,
Saa fik du det snart at vide.

Min ædle Jomfru med Haanden hvid,
Med Kinder og Læber røde!
Holdt du mig fængslet længere Tid,
Jeg troer forsanden, jeg døde.

Det kogte Kjød fra dit eget Fad
Det er mig saa lidt til Baade, -
Visselig aad jeg en anden Mad,
Ifald jeg selv maatte raade.

Din lunkne Drik og dit Sukkerbrød,
Den Taarestrøm i dit Øie,
111 Dine lange Sukke, din Tale sød, -
Det kan jeg slet ikke døie.

Kun den kan vide af Skoens Tryk,
Som selv maa træde i Skoen; -
Her sidder jeg nu med krummet Ryg,
Mens Ringen klemmer om Kloen.

O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre.

Før var jeg lystig! - jeg mindes nok
I Bøgens og Egens Grene
Jeg havde Hustruer, hundred i Flok, -
Nu seer jeg kun dig alene.

Jeg Duerne jog fra Slag til Slag,
Drak Blodet og hakkede Kjødet;
Det, maa du troe, har en bedre Smag,
End naar det er stegt og sødet

Man siger, jeg faaer kun Aadsel i Arv.
Og bænkes ved Galgens Kroppe; -
Nei, helst jeg styrkes ved Oxens Marv,
Og sover i Skovens Toppe.

Der har jeg min høie Gjestesal;
Og dybt, hvor Stenen helder
Sig over Kilden, klar og sval,
Er min velforsynede Kjelder.

112

Min Ven er Midnattens sorte Sky,
Naar kjæk jeg ud mig svinger
I dristigt Tog over Land og By
Alt paa mine susende Vinger.

Da seer jeg i Dybet mangen Skat,
Fast Guldet mit Øie blinder;
Det ligger i Klosterets Gruus forladt,
Og deiligt i Mulmet skinner.

Da skingrer af Glæde høit mit Raab;
Og hvo, som forstaaer min Tale,
Tager Arv i svundne Slægters Haab,
Og kan med sin Vidskab prale.

O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre.

Hvad hjelper det dig, jeg sidder her
Saa stille, forknyt og bunden?
Du fange dig heller en lystig Stær,
Som snakker dig efter Munden.

See til, du faaer dig en Stillids fat,
Han haver saa favre Fjedre,
Og er han i Staaltraadsfængslet sat,
Han pynter i Stuen bedre.

En Papagøie var ogsaa god,
Han sidder i Ringen og gynger,
Og gnaver sin vamle Gulerod,
Og dit Navn evindeligt synger.

113

En Turteldue du skaffe maa,
Hans Lader er fine og smukke,
Saa kjælen han vil i Stuen gaae
Med evige smægtende Sukke.

Dog fange du helst en Canariehan,
Det er saa vakker en Sælle,
Om Sydlands duftende Skove kan
I Qvad han snaksomt fortælle.

Men fang dog ei Nattergalens Brud!
Du tager feil, hvis du troede,
At, før du stinger dens Øine ud,
Den synger en eneste Node! -

Jeg saae, hvor de andre Fugle smaa
Smukt lærte i Buur at s junge;
Da tænkte jeg strax: du ogsaa maa
Faa Skik paa din Røst og Tunge.

Saa lod jeg mig fange, - saa sad jeg fast.
Men intet lærte jeg Stakkel,
Og at mit Hjerte endnu ei brast,
Det er saamæn et Mirakel.

Jeg kan ei trives i dette Buur,
Her hjelper ei List eller Lempe;
Min raae, min ubændige Skovnatur
Vil evigt mod Baandet kjæmpe.

Alt godt jeg ønsker min Jomfru kjær,
Dig Himlen stedse bevare!
Jeg beder dig blot: o! naadig vær!
Du lade med Fred mig fare!

114

O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre!«

- Skjøn Jomfru alt med sin hvide Haand,
Med spodske Smiil om Munden,
Strax løste Ravnens Klo af Baand,
Saa slap hun ham ud i Lunden:

»Tag nu kun Logis paa dit Egetræ, -
Jeg vil dig slet ei genere!
Nei, see mig til det tossede Kræ,
Hvor han kan ræsonnere!«

VAARSANG I HØST.

Hist ude er koldt; og med Smerte
Seer Linden ned til sit faldende Haar;
Men her, ak! her i mit Hjerte
Nu blomstrer den favreste Vaar.
Der spirer den grønneste Vang,
Hvor vækkende Luftninger gaaer;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.

Før var der saa mørkt; men med Luen
Har Rosen malt baade Blade og Træ'r,
Da høit, saa høit imod Buen
Den sendte sit try Ilende Skjær;
Min Barm, der var nylig saa trang,
Nu rummer en duftende Hær;
Nys Rosen udsprang!
Det er den, jeg skylder min Sang.

115

Før var der saa tyst, og i Dvale,
Som Dødens, dybt hver en Tone var lagt,
Men nu, ak! nu kan den tale,
Til Live ved Rosen gjenvakt;
Med Duft og med Straaler og Klang
Min Vaar skal forkynde sin Pragt;
Thi Rosen udsprang!
Og kun den jeg skylder min Sang.

VIOLINSPILLEREN VED KILDEN.

Saa maaneklar og stille
Laae Natten over Eng;
Jeg satte mig ved Kilde,
Og stemte der min Stræng;
I Skovens Skjød
Dens Tone lød
Og vakte Hjorten vilde,
Som laae paa Blomsterseng.

Du Skovens lette D andser
Med ranke Hals og Been,
Stryg Duggen af dit Pandser,
lil over Busk og Steen!
. O, spring afsted,
Tag Budskab med
Til hende, som sig krandser
Med Skjønheds Rosengreen.

Du lille Fisk, som sover
Paa Kildens klare Bund,
Stig op i dine Vover,
Vaagn op nu af dit Blund,
116 Og svøm afsted,
Tag Budskab med
Og slig, hvad jeg ei vover
At sige med min Mund.

Du spæde Fugl, du smukke,
Som ligger luunt og blødt
Høit i din lille Vugge,
Og sover tæt og sødt;
Vaagn op, og stræk
Din Vinge kjæk, -
Snart har ved mine Sukke
Mit Hjerte sig forblødt.

Du Muus, som trygt kan bygge
Dybt under Egens Rod,
Kom frem i Nattens Skygge
Alt paa din spæde Fod!
O, løb afsted,
Tag Budskab med,
Og for mit Hjertes Lykke
Vov selv dit unge Blod.

Forlad de dunkle Gange,
Du blanke, sorte Snog,
Og lyt til mine Sange, -
Du er jo snild og klog;
Kryb snel og svai
Paa Hendes Vei,
Som aner ei, hvor bange
For hende Hjertet slog.

Du lette Sky, du hvide,
Som paa det stille Blaae
116
117 Saa sagtelig mon skride
Med Maanens Sølvbrærn paa:
O, iil, fortæl,
At her i Qvæld
Du saae min Taare glide
Som dine Perler smaa!

Og ved min Fedels Tone
Hiint hemmelige Ord,
Som skal min Qval forsone,
Med Suk jeg dem betroer;
Og Musen løb,
Og Snogen krøb
Og over Egens Krone
Guldvinget Fuglen foer.

Den Fisk i blanke Vrimmel,
Den Hjort blandt sine Lam,
Den Sky paa Nattens Himmel
Mit stærke Ord fornam;
Og Hjorten sprang,
Og Skyen svang
Sig bort, og fra sin Stimmel
Den Skjælbedækte svam.

Der sad jeg, taus, alene, -
Jeg hørte Hjertets Slag;
Bag fjerne Fjeldes Stene
Sank Maanen bleg og svag;
Og, som den veg,
Frem Solen steg,
Og fra de grønne Grene
Mig vinked Haabets Flag.

118

SERENADE.

Hvor er du, Camilla?
Luk Vinduet op!
Alt Maanen sig hviler
Paa Bjergenes Top.

See, alt er indslumret
I By og paa Land,
Fontænen kun leger
Med straalende Vand.

Med Ryggen mod Muren
Jeg staaer her saa mat,
Og søger min Stjerne
I dæmrende Nat.

Du elsker mig, Søde!
Min Rose du fik,
Du gav mig jo Svar i
Dit brændende Blik.

Du planted den yndigt
Blandt Lokkerne ind,
Misundelig blegned
Den over din Kind.

Sit brændende Øie
Den lukkede til,
Thi dine to Stjerner
Har stærkere Ild.

Saa kom da, Camilla!
Min Rose du tog
119 Jeg læste mit Haab i
Det Smiil, som du drog.

To fæle Dæmoner
Mig knuge i Favn,
Een kalder jeg Længsel,
Een kalder jeg Savn.

De lamme min Styrke,
De knuse mit Mod,
Fortærende Flammer
De slaae i mit Blod.

Saa kom da, Camilla!
Min Frelse, mit Haab l
Gjenfødes jeg kan kun
I Kjærligheds Daab.

Forjag du min Længsel
Og dræb du mit Savn,
Og døb mine Smerter
Med Saligheds Navn.

Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe,
Der hænger en Drue
Saa sød, kan du troe.

Kom ned til vor Hauge,
Bag Myrthernes Læ
Der plukke vi Frugten
Af bugnende Træ.

120

Den glimrer fra Grenen
Saa lokkende sød, -
Jeg ryster med Lempe
Den ned i dit Skjød.

ROMANZE.

Der gik i grønne Skove
En sorgfuld Ungersvend,
Og sang, mens Kildens Vove
Løb mellem Blomster hen.

Der mødte han en Pige
Alt paa saa let en Fod;
Da følte han opstige
Til Kinden alt sit Blod.

»Og hør, du unge Pige
Med Smiil paa Rosenmund,
Jeg vil et Ord dig sige
I denne grønne Lund.«

»Ak, alt hvad du fortæller,
Er vist kun, hvad jeg veed, -
Vær du kun artig, eller
Jeg bliver meget vred!«

»Og hvad vil du mig give
Alt for mit Hjertes Tro?
Hvis det ei dit maa blive,
Saa faaer det aldrig Ro!«
120

121

- »Jeg leer kun ad din Smerte,
Behold din Elskovs Tro;
Jeg har jo selv et Hjerte, -
Hvad skal jeg vel med to?«

Tag Rosen her, den røde,
Og læg den paa dit Bryst;
Vil Hjertet da forbløde,
Saa døer det dog med Lyst!«

- Den Rose blussed herlig
Han blev saa sjæleglad,
Og kyssed øm og kjærlig
Det dufterige Blad.

Men snart han saae bedrøvet,
At Blomsten, frisk og blank,
Henfalmed, og i Støvet
De spæde Blade sank.

Da vandred han tilbage
Til Pigens stille Bo,
Og hæved høit sin Klage:
»O giv mig atter Ro!«

»Den Rose, du mig skienkte,
Den hjalp mig ikke stort;
Vist ikke du betænkte,
Dens Skjønhed varer kort!«

- »Du skal dig ei beklage,« -
Hun svared med en Fart, -
»En anden her du tage,
Den visner ei saa snart!«

122

Og som hun saadan talte,
Alt i den samme Stund
Hans Hjerte hun betalte
Ham med sin Rosenmund.

- Den, som har Visen digtet,
Det var en dansk Student;
Men Lykken ham har svigtet,
Og Verden Ryggen vendt.

Og al hans Trøst er Sange,
Der stige fra hans Bryst,
Naar eensom han mon gange
I Skov, i Dal, paa Kyst.

Og kunde Hjorten tale,
Den talte vist engang
I hine stille Dale
Om ham og om hans Sang.

EN VEN.

Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt
Med den røde Top imod Sky,
Og smiler over til Gisselfeld
Og til VesterÆgede By;

Og ned til Mosen, hvor Tørvene groe,
Til Broksø bag Skovens Hang,
I min Faders ydmyge Præstebo,
Der mødtes vi første Gang.

123

Og begge To var vi ganske smaa,
Men han var lodden og sort,
Og blind, og kunde slet ikke gaae; -
Dog hans Barndom vared kun kort.

Thi da han fik Øinene rigtig op
Og Smag paa, hvad der var sundt,
Da trivedes rask hans krøllede Krop,
Og Alt blev buget og rundt.

En Sløikjole trængte han ikke til,
Ved Fødselen var han alt svøbt;
Og som han syntes ret from og snild,
Saa blev han da Balder døbt.

Et ædelt Hjerte han bar i sit Bryst,
Men kaad han var som en Laps;
At jage Lam var hans største Lyst, -
Det kosted ham mange Klaps.

Og skjøndt han var ægte, ærlig dansk,
Snart glubsk og snart igjen tam,
Det første Tydsk og det første Fransk
Jeg lærte saamæn dog ved ham;

Thi »couche! ici!« han maatte forstaae,
Før et Stegebeen blev ham undt;
Med mægtig Stemme han svarede paa:
»Allons! was spricht der Hund?«

Og naar Vinden drev mine Skibe bort
For langt fra Bykjærets Rand,
Han lystred mit ængstlige: »Such! apporte!«:
Og bar mig Eskadren i Land.

124

Vi leged lystigt paa grønnen Eng,
Naar Sommerluften var luun;
Vi boltred os kjækt i den hvide Seng,
Opredt af Vinterens Duun.

Meer tryg end en Fyrste mellem sin Vagt
Hos min sorte Drabant jeg gik;
Hans Løve-Røst og hans Tænders Pragt
Holdt Alt i sømmelig Skik.

Saa blev vi da Venner i Liv og Død,
Med Frihed og Lighed i Alt;
Thi gav jeg ham ei af mit Smørrebrød,
Saa forstod han at dele halvt.

Jeg kjender ei Letsind større end hans,
Der hjalp hverken Børst eller Bank;
Og Krukken gik da saa længe til Vands,
Indtil den kom hjem uden Hank.

Det var ved Sorte-Søes flade Bred
Min Fader og Moder de sad;
Selv strakte jeg mig i Græsset med,
Ak! - ung og lystig og glad!

De fletted af Siv et Baand til ham,
At ikke den gale Krabat
Skulde kyse Livet af flere Lam, -
Men see, om de fik ham fat!

Langtfra, med logrende Svands, stod han,
Det var da ret, som han loe:
Tidt saadan en Hund har bedre Forstand
End mangen anden paa To.

125

Men da han den samme Aftenstund
Ved Siden af Bordet sad,
Og stirrende slikked sig om sin Mund,
Og gjorde Konster for Mad;

Da kom der en Smed med Lænken i Haand
Og trak ham til Porten afsted;
Han hyled og sled i det stærke Baand,
Og jeg - jeg hylede med.

Saa stod han der; - jeg besøgte ham tidt,
Og bragte ham Melk og Mad,
Og stundom selv, naar det regnede lidt,
Jeg krøb i hans Huus og sad.

Fra Hjemmet jeg drog. Lang Tid der gik,
Jeg saae ei min Ungdoms Ven;
Men da jeg ham atter for Øie fik,
Han kjendte mig ikke igjen.

Da græd jeg bittert, jeg hulked høit;
Men de, som just saae derpaa,
De loe; - thi de f var dem altfor drøit,
Sligt kunde de ikke forstaae! -

Saa kom han da bort til et fremmed Land,
Hvor kun Faa ret kjendte hans Sind,
Hans Tapperhed og hans gode Forstand, -
Der blev han et useligt Skind.

Den lange Birthe med den skjæve Mund
Og det hexeagtige Blik,
Hun sparked" med Træskoe den fattige Hund,
Ihvor han saa stod og gik.

126

Kom Husets Smaa med en lækker Bid
Alt fra deres eget Fad,
Saa jog hun ham væk med Nag og Nid,
Og aad saa selv hans Mad.

Hans sorte, krøllede Pels blev graa,
Hans lystige Mod var brudt;
Saa blev han mager - knap kunde han gaae -
Saa syg - og saa blev han skudt!

Selv var jeg skudt saa mangen god Stund,
Men aldrig endnu tilgavns;
Ak, var jeg saa sandt, som den lodne Hund,
Fortøiet og vel tilhavns!

TO ELSKENDE.

To Elskende sad
Under Hybenrosens Hæk;
Den Ene var saa øm,
Den Anden saa kjæk.

Mens Bækken den risled
Og Drosselen slog,
Hun læste i hans Øie
Som i en hellig Bog.

Mens Maanens Straaler bæved
Igjennem Skyens Rift,
Hun læste i hans Øie
Som i en hellig Skrift.

127

Og alt hvad hun læste
I hans sværmende Blik,
Det blev i hendes Barm
Til en drømmende Musik.

Men han sad stille,
Mens elskovsfuld og varm
Han holdt hendes Haand
Og den fine Jomfru-Arm.

Og henrykt hver Finger,
Som følte Blodets Strøm,
Sødt aned hendes Hjertes
Usigelige Drøm.

Saaledes kom han hemmelig
Hver Qvæld, naar Dug faldt paa;
Naar Morgenhanen galed,
Da monne han gaae.

Men det vared ei længe,
Da blev han borte reent;
Da sørgede hun tidligt,
Da længtes hun seent. -

Og det var hendes Moder,
Hun talede saa:
»Kjær Datterlil! du drage
Din Silkekofte paa!

Du flette nu dit Guldhaar
Med Perler og Baand,
128 Du trække hvide Handsker
Paa din sneehvide Haand!

Med Sølvspang du spænde
Dine Skoe og din Gjord,
Til Staden vil vi vandre,
Hvor din Gudmoder boer!« -

Og der de kom til Staden
Ved rindende Flod,
En Skare Landsknægte
Da drog dem imod.

En Ungersvend de slæbte
Med Lænker beladt
Op paa den grønne Høi,
Hvor Galgen var sat.

Mens Morgenlærken qviddred
Mod den stigende Sol,
De Landsknægte bandt ham
Paa Dødningestol.

Og Rettersværdet sused
Igjennem Luften blank,
Saa det krøllede Hoved
Paa Sandbunken sank.

»O Datter! kjær Datter!
Hvi bliver du saa bleg?«
Op slog hun sin hvide Haand,
Og hvinende skreg:

129

»O, mildeste Gud Fader!
Han var min Hjertensven!
O, Christe, dig forbarme!
Saa seer jeg ham igjen!«

Hun rev de gule Lokker,
Hun vred den spæde Arm:
»O, Moder! kjær Moder!
O, skjul mig ved din Barm!

Ak, var han end en Røver,
Og røved min Ro,
Ham vil jeg ene elske
Til Døden saa tro!

De krusede Lokker,
Som om hans Pande laae,
Vil vorde til en Rede
For Kragen, den graae!

Den Læbe, jeg har kysset,
Som talte søde Ord,
Skal blegne og smuldre
Til Støv og til Jord!

Han havde et Øie
Som Nattehimlen sort;
Den vilde Ravn vil komme
Og tage det bort!

Og det venlige Hjerte,
Som jeg hviled ved, -
Den vilde Ravn vil foere
Sine Unger dermed!

130

Ak, var han end en Røver,
Og røved min Ro,
Ham vil jeg ene elske
Til Døden saa tro!

Thi evig er Kjærlighed,
Som intet forbrød,
Den kan slet ikke døe
Ved den jordiske Død.

Men Fred er ei paa Jorden,
Det veed jeg forvist,
For det sorrigfulde Hjerte,
Sin Ven haver mist!«

SERENADE VED STRANDBREDDEN.

Sangeren.

Hytten er lukket, Natten er stille!
Lyset ei glimter bag Vinduets Glar.
Bølger! mens let imod Stranden I trille,
Ak, om I vilde
Synge og spille?
Tonerne til hendes Hjerte I bar.

Bølgerne.

Sagtelig glidende hen over Strand,
Langsomt strømmende
Vil vi det drømmende
Hjerte indlulle saa sødt, som vi kan.

131

Sangeren.

Mon Hun vil ane, hyllet i Slummer,
Ham, som har vækket den smigrende Klang?
Sværmende Drømme Hjertet nu rummer,
Smerter og Kummer
Flyer og forstummer, -
Liflige Billeder skaber min Sang.

Bølgerne.

Evigt omskiftende Rhythmer og Gang,
Let og spøgende,
Billedforøgende,
Vælte vi klart mod den duftende Vang.

Sangeren.

Brændende Længsel, smeltende Klage
Flettes i bævende Toner til Krands.
Huldt gjennem Drømmenes Rige de drage
Frem og tilbage,
K j ærligt forjage
Taagen, som dølger dig Stjernernes Glands.

Bølgerne.

Aabnende Favnen, saa smidig og glat,
Langt ud rækkende,
Længsel opvækkende,
Hviske vi Hende et saligt Godnat.

EN SITUATION.

Jeg lader Baaden glide frem
Saa jævnt ad Søens Vover;
132 Du tidsnok kommer til Dit Hjem,
Før Dagens Stjerne sover.

Her er vi ganske ene nu,
Her lytter intet Øre,
Og her jeg ydmygt haaber, Du
Engang mit Suk vil høre.

Hvad er Din Tvivl? hvad er Din Frygt?
I Verdens vilde Vrimmel
Staaer Kjærlighedens Tempel trygt,
En Forgaard til vor Himmel.

Der knittrer ei saa stærk en Ild,
Som Kiærlighed jo dæmper,
Der bruser ingen Storm saa vild,
Som den jo let bekjæmper!

Du løfter kold Dit Øies Blaa
Mod mine vaade Blikke!
O, vil Du ei mit Suk forstaae?
Du kan, men vil det ikke! - -

Her er Dit Hjem, - stig nu i Land -
Jeg ene roer tilbage,
Og for den stille Skov og Strand
Jeg synge vil min Klage.

BOLERO.

Hør, hvor Fløiter og Strængene
Sprede Tonerne sødt,
Ret som Maanen paa Engene
Straaler sit Guult og Rødt.

133

O, der seer jeg Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

Du er saa let og fornøielig,
En Sylphide - en Alf,
Lilien Hig, der bøielig
Hist i Vaarvinden skjalv.

Tonerne rigt udfolde sig
Smeltende Sands og Sjel,
Uden Rast, uopholdelig
Som et rislende Væld.

O, hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

Livlig, skjelmsk og sværmende,
Dyb og tænksom i Sind;
Snart fortrolig Dig nærmende,
Snart saa sky som en Hind.

Stolt, skjøndt elskovssittrende
Døbt i Tonernes Daab;
Smilende - men forbittrende
Flux hans spirende Haab.

Angst dog seer Du ham flygtende,
Øiet omtaager sin Glands;
Koldt er Dit Bryst, men frygtende
Kulden dog udi hans.

134

Men - knap seer Du ham higende
Atter at vende sin Fod,
Før Du, atter undvigende,
Gjækker hans vaagnende Mod.

Nei! - hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

Hævende med de dirrende
Castagnetter Din Arm -
Maanen staaer stille, stirrende,
Og dens Kind bliver varm.

Og Melodien forynger sig
Uden Rist eller Ro,
Som en Guirlande slynger sig
Den om de sværmende To.

Yndigt Tonerne klinger jo,
Vækkende Sukke og Smiil;
Amor af Glæde svinger jo
Vinger og Bue og Piil;

Nærmer sig, tyst henveirende
Ængstelse, Sukke og Savn;
Lænker, med Magt beseirende,
Dig i den ventende Favn.

Ak, jo jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

135

UDEN HAAB.

Solen alt synker, Bølgerne gaae,
Luftningen hvisker i Siv og Straa;
Havmanden sidder paa Steen ved Strand,
Slaaer han sin Harpe med hviden Hand;

Slaaer han sin Harpes gyldne Net, -
Skoven den holder sit Aandedræt,
Fuglene tie; men Bølgens Klang
Blander sig ømt med hans søde Sang.

Jomfruen lytter paa Blomsterbred,
Hjertet det banker uroligt derved;
Hemmeligt, sødt hendes Rosenkind
Kysses af Aftenens sukkende Vind.

Øinenes Stjerner i Taage staae,
Foden, fortryllet, ei mægter at gaae;
Brat dog hun presser sin Haand mod Bryst,
Heftigt, med Suk hun hæver sin Røst:

»Havmand! skjøn Havmand! Din Sang er sød,
Deiligt den tidt for mit Øre lød;
Havmand, skjøn Havmand! kom vel ihu:
Salig vor der dog aldrig Du!«

Aldrig - gjentoned fra Skov og Vang,
Flux forstummed den venlige Sang;
Stille han sank i sin Vugge vaad,
Dybet kun hørte hans bittre Graad.

136

FORVANDLING.

Den Ungersvend, den Jomfru
Alt under Linden stod;
Da mellem dem fremspired
En Blomst for deres Fod!
Det var en Lilie, hvid og skjær,
Det var en Lilie klar; -
De vilde den ei plukke,
Før det en Rose var.

De vilde den ei plukke,
Før det en Rose blev;
De ventede med Længsel
Som paa et Elskovsbrev;
De vanded den med Taarer,
De vugged den med Suk, -
Da skifted den sin Kjortel,
Og blev en Rose smuk.

De greb derefter begge
Alt i den samme Stund,
Da mødtes deres Øine,
Da mødtes deres Mund;
Da mødtes deres Hænder,
Og Rosen brat forsvandt, -
Men dens evige Billed
I deres Barm de fandt.

HELENE.

Et Sagn.

Der ligger en Borg paa skovgroet Hald,
Ved Foden bruser det skumhvide Fald.

137

I Borgegaarden der grønnes en Lind,
Der suser den sagte Sommervind.

I Luften dirrer Lærkens Qvad,
Fra Linden synker det duftende Blad.

Paa Borgens Altan, med Haand paa Kind,
Der sidder Helene med tankefuldt Sind.

Der sidder Helene, det Lilieskud,
Og stirrer med Længsel i Dalen ud.

Hvad buldrer vel hist i grønne Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.

Hvad dundrer vel over den fjerne Bro?
Hvad vækker vel Echo i Skovens Ro?

Tolv Brødre er det! de ride hjem,
Tolvhundred Svende følge med dem.

De Staalplader rasled og Hestene sprang,
Saa mægtigt skingred Trompetens Klang.

Den Vægter blæste, den Vindebro sank,
Dybt neied Helene, som Vidien rank.

I Salen stande de stærke Tolv,
I blankt Staalharnisk, med breden Skjold.

Som Støtter af Malm de stande tyst,
Knap sittrer den gyldne K j ede paa Bryst.

138

Da springer den Fløidør svævende op,
Ind træder Helene med Terners Trop.

Hun neier sig væn for Hver især:
»Velkommen, velkommen, o, Broder kjær!«

Hun rækker en duftende Krands til Hver:
»Velkommen, I Brødre! fra Ledingsfærd!«

Hun fylder dem Hver en gylden Pokal:
»Velkommen, I Brødre! til Fædres Hal!«

»Velkommen, I Brødre! og siger nu frem:
Hvad bringer I mig fra Kampen hjem?«

Da mæled den Ældste hel alvorsfuld:
»Vi bringe Dig intet Smykke af Guld.«

Vi bringe Dig intet Perlebaand; -
Vi bringe tolv Beilere til Din Haand!

Den Første, som Fortunat, er rig,
Den Anden huldsalig og uden Svig.

Den Tredie som Vaaren, frisk og skjøn,
Den Fjerde saa fornem en Fyrstesøn.

Den Femte er from og lærd som en Klerk,
Den Sjette han er en Samson stærk.

Den Syvende synger saa sødt en Sang,
Den Ottende vækker sin Harpes Klang.

139

Den Niende haver saa meget Land,
Den Tiende Skibe som Havets Sand.

Den Ellevte træder i Dands saa let,
Den Tolvte er jævn og ret og slet!

Men Alle saa kjækt, med mandig Kraft
De lege med Sværd og Landseskaft

Og Hver har svoren ved Himlens Gud,
Kun Du skulde være hans valgte Brud.

Og Hver har svoren os Hevn og Had,
Hvis ei Du skjenked, hvad Een Dig bad.

Og Alle har lovet os Lykken slem,
Hvis ei Du bønhørte Een af dem!«

Den Jomfru neied sig dybt for hver,
Hun skifted sit favre Rosenskjær.

Mod Barm hun pressed sin Haand med Vee,
Og Taaren randt over Kindens Snee,

»O, Broder kjære! barmhjertig vær!
Og lad mig dvæle hos Eder her.

Jeg vil ei bytte mit Jomfrunavn
For Guld, for Land eller Skib i Havn.

Jeg vil ei miste min Jomfrukrands
For Harpeklang, for Sang og Dands.

140

Nei, her vil jeg døe, hvor jeg er fød,
Og her vil jeg skjenke Jer Viin og Mjød.

Nei, her vil jeg smykke min Faders Gaard,
Og her vil jeg læge hver Sot og Saar;

Og muntre Jert Sind med Sang og Spil,
Og lukke tilsidst mit Øie til!

Jeg spørger Jer nu, ved Christi Blod,
Har jeg ei været Jer Søster god?

Og har jeg været Jer Søster god,
Saa tigger jeg her for Eders Fod:

O, sværger mig helligt ved Korset til,
At aldrig I mig forstøde vil!«

Frem treen de Brødre, - og mild og blid
Hver kyssed den Jomfrukind saa hvid.

Og alle Sværde af Skeden foer,
Og Alle som Een paa Korset svoer:

»Du var os en Søster, god og from,
Du var os vor helligste Helligdom;

Saa sværger jeg Dig paa Korset til,
At aldrig jeg Dig forstøde vil;

Men kjæmpe for Dig og døe, - saavist
Mig hjelpe Gud og den hellige Christi« -

141

- Tre Dage svandt; den Vægter sang
Sit Midnatsvers paa Taarnets Gang.

Han stirred ud i den stille Nat,
Han lytted og spidsed sit Øre brat.

Hvad buldrer hist i den dybe Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.

Hvad dundrer vel hist paa fjerne Bro?
Og vækker Alfen af Nattero.

Hvad bruser ud fra den grønne Skov?
En Gangerskare med jernlagt Hov!

Den Vægter sætter sit Horn for Mund,
Saa- blæser han ud over Dal og Lund.

Det gjalder saa frisk som Hanegal, -
Tolv Horn ham svare fra dunkle Dal.

Tolv Horn, med Gabet mod Borgen vendt,
De Stemmer er ham saa vel bekjendt.

»Herud, I Brødre! med Sværd og Skjold,
De Beilere rende mod Muur og Vold!

Herop, I Svende! ved Fakkelglands
I træde saa lystig en Vaabendands.

Herop! herud! baade Ridder og Pilt,
Det gjelder at svinge sig kjækt og snildt!«

142

De Beegpander blussed fra Borgetind,
Og Svendene strømmed der ud og ind.

Fra Slyngerne susede Steen som Regn,
De tordned paa Murens stærke Hegn.

Mod Borgens Porte, mod Taarnets Steen
Den Vædder forsøgte sit Pandebeen.

Da bragede Porten og Planken faldt,
Ind myldred de gjennem den trange Spalt.

Skarpt Pilen fløited, som høit i Sky
Den klingende Lærke ved Morgengry.

Hvor Køllen drøned, en Pande brast,
Hvor Øxen sænktes, der sad den fast.

Vildt Hornene skingred, Kampraabet lød:
»Helene! Helene! Seir eller Død!«

Saa Mand mod Mand i det slibrige Blod,
Med Haand imod Haand og Fod ved Fod.

Mens Sværdene hvined og Pladerne sprang,
De Landser rasled og Kjæmperne sang.

Eet Kamp vers sang baade Fjende og Ven:
»Helene! og Seier! - Helene igjen!«

Paa Trapper og Gange paa Murens Krands
Der stod den vildeste Dødedands.

143

Ned vælted et Taarn med Damp og Qvalm,
Og Brødrenes Svende de sank som Halm.

Som hidsede Bjørne de slog og stred,
Men - Alle tilsidst dog i Græsset bed.

Da jubled de Beileres Overmagt, -
End stod de Brødre hel uforsagt.

I Borgens inderste, snevre Gaard
De Tolv i Kreds omkring Linden staaer.

I Kredsen derinde, med Lag paa Lag,
Deres Skjolde danne et Huus med Tag.

Som Støtter af Malm de stande tyst,
Og vente den sidste Drab og Dyst.

Om Skjoldhuset slaae de en prægtig Ring, -
Her holdes det sidste Retterthing.

Gjennem sprængte Port, over Gruus og Liig
De Beilere storme med Pral og Skrig.

Høit Sværdene synge den sidste Sang,
Og Hjelmene klinge som Klokkeklang.

Og Blodet strømmer! - men fast i Fod
Hver Broder falder just, hvor han stod! -

- De Beilere stønne af mødigt Bryst:
»Nu har vi da endt den blodige Høst!«

144

De Beilere støtte sig trætte til Sværd:
»Hvor er nu den Løn, som er Kampen værd?«

»Hvor er nu Prisen, vi vandt tilsidst?
Hvor er den yndige Rosenqvist?«

De løfte det Skjoldtag sagtelig væk:
Da blegned hver Beiler af Vee og Skræk.

De troede, de plukked en Rose rød,
De fandt kun en Lilie, bleg og død!

De standsed og stirred med mørke Blik, -
En gysende Vind gjennem Linden gik.

De svang sig til Hest, paa Skjold de slog,
Og langsomt tyst mod Skoven drog! -

Men øde stod Borgen paa høien Hald,
Ved Foden skummed det hvide Fald.

I Gaarden vifted den grønne Lind,
Der laae Helene med hviden Kind;

Hvor rundt om hende en Sørgevagt
Af trofaste Brødre sig havde lagt.

Den vevre Lærke i Luften qvad,
Fra Linden flagred det duftende Blad.

145

TRE BEILERE.

Histnede ved Bækken,
Hvor Avnbøgen staaer,
Hun sidder bag Hækken
Og fletter sit Haar;
Og Fugle med Fiske
Saa listigt i Løn
De qviddre, de hviske:
»Hvor Hun dog er kjøn!«

Høit Bølgerne buldre
Ved Møllen forbi:
»De sneehvide Skuldre,
Dem favnede vi!«
Mens ivrigt de strømme
Med Hjulet omkring,
Den Møller maa drømme
De sødeste Ting.

Saa hen forbi Kirken
De glide saa glat,
Hvor tæt under Birken
En Græsbænk er sat;
Og Præsten maa g j emme
Sin Bog og sit Blad,
Og Hjertet istemme,
Hvad Voverne qvad.

Ved Borgen de bruse,
De synge med Magt
I Fjeldkløftens Sluse
Om Skjønhedens Pragt.
Der lytter den Junker
146 Bag Silkegardin;
Da flammer, da funker
Hans Øie, hans Kind.

- Hvor Smaafugle bygge
I Løn og i Lind,
Hun sidder i Skygge
Med rødmende Kind,
Mens Tankerne sværme
Saa viden om Land;
Da seer hun sig nærme
De Trende paa Stand.

Sig Junkeren nærmer,
Duunskjægget om Mund,
Med guldstukne Ærmer,
Med Horn og med Hund:
»O, vil Du ei være
Kjær Huusfruen min?
Du Fløiel skal bære,
Og blødt Hermelin!«

Den Præstemand stønner
I sorten Talar,
De ydmygste Bønner
Hans Hjerte frembar:
»Jeg var, for Exempel,
En Huusbond for Dig!
Det yndigste Tempel
Da blev Du for mig!«

Den Møller, den hvide,
Sig lister derind,
147 Han staaer ved en Side
Med blussende Kind:
»Ak, end dog min Nød, Du!
Ved Kjærligheds Magt, -
Saa kraftigt et Brød Du
Vist aldrig faaer smagt!«

Men rask hun sig rejser,
Saa stolt og saa rank,
Og Hovedet kneiser
Med Fletningen blank:
»Jeg ikke mig sælger
For Guld og for Glands;
I Elskov jeg vælger
Og mister min Krands.

Her r Junker! I slide
Jert Fløiel og Maard!
Ei ved Eders Side
Til Kirken jeg gaaer!
Herr Pastor! I holde
Ved Pen og ved Skrift;
Fleer Ungmøer bolde
Der er i vort Stift!

Thi Een er for ung til
At eie min Krands;
Den Anden for tung til
At træde min Dands.
Nei, Flaske og Bæger
Hinanden staae næst,
Og lige Børn leger,
Det veed jeg, dog bedst.

148

Herr Pastor! I læse
Og vie min Krands!
Herr Junker! I blæse
Paa Hornet til Dands!
Men Dandsen jeg træde
Med Mølleren her,
Min Trøst og min Glæde,
Saa kjæk og saa kjær!

Naar Solen den blinked,
Og Maanen saa mat,
Fra Lugen han vinked
Godmorgen! Godnat!
Jeg spored i alle
De Viser, han qvad,
Som de nu kan falde,
Om Elskov han bad!«

- Saa vied da Præsten
Den hellige Krands;
Saa blæste fra Hesten
Den Junker til Dands;
Saa dandsed de Tvende
Hel lystigt i Hu, -
Det kan sig vel hænde,
De dandser endnu!

I DET FRIE.

Er mit Hjerte frisk og glad,
Ændser jeg knap Rosens Blad,
Næppe Fuglens Sang i Skoven;
149 I det indre Jubelchor
Svinder Himmel, Hav og Jord,
Og min Tanke er forvoven.

Men, naar heelt min Sjæl er Nat,
Miskjendt, haanet og forladt,
Jeg kun hører Smertens Stemme;
Flygter fra sit Fangebuur
Tanken til din Favn, Natur!
For at døves der og glemme!

EN FORTABT.

Sadler jeg min Hest
Og rider ud til Gjest,
Saa surrer jeg Sorgen i Baasen;
Løser jeg min Hund,
Jeg lænker samme Stund
Min Kummer med Bøien og Laasen.

Det er Skik og Sæd,
At Den skal ikke med,
Som ei er smuk-artig herhjemme;
Derfor skal de staae,
Mens jeg kan freidig gaae
Og lade, som kunde jeg glemme.

Kommer jeg saa hjem,
Jeg løser atter dem
Af Lænken, mens Glæden end har mig;
Reiser jeg da op
Ved Morgengry min Krop,
Saa staae de ved Sengen og taer mig.

150

FREGATTENS HJEMKOMST.

Saae du Fregatten, Pige!
Rask for strygende Vind
Af Horisonten stige
Herligt i Solens Skin?

Fløi den fra fjerne Kyster
Hid over Havets Speil?
Svulmed, som hvide Bryster,
Alle dens hundred Seil?

- »Unge Frøken! Jeg saae den!
»Døde Seilene hang;
»Ubevægelig laae den, -
»Flaget var halvt paa Stang.«

- Saaes den ei neie og glide
Frem i sin stolte Pragt?
Sprøited den ei det hvide
Skum fra sin Bov med Magt?

- »Unge Frøken! Jeg saae den!
»Tyst i den sorte Nat
»Smykket med Fakler laae den
»Stolte, store Fregat!«

- Hørte du ei de kjække,
Muntre Matrosers Sang,
Mens de haled i Række,
Eller paa Ræerne hang?

- »Ak, jeg saae jo saa Mange!
»Men over Havets Skjød
»Bæved saa klagende Sange,
»At mine Taarer flød!«

151

- Saae du, med Haand i Barmen
Ikke Captainen kjæk,
Med sin Tubus i Armen
Kneise paa Skands eller Dæk?

Saae du ham ei, den høie,
Deilige Havets Mand?
Vendte han ei sit Øie
Længselsfuldt ind mod Land?

- »Sagte saae jeg dem liste
»Ned paa den vaade Vei
»Fløielbehængt en Kiste - -
»Captainen? - Jeg saae ham ei!«

TIL EN DIGTER.

»Hvor Mænd i Atlashoser gaae,
Er ei vor Plads.«

»Men det skal være Folkets Fryd og Taarer,
Som klinger i den danske Digters Røst.«
Poul Møller.

Hvis Du vil synge Dig til Glæde,
Og ærlig Tak for Sangen faae,
Skal ikke Du i Hallen træde,
Hvor Fornemhedens Gud har Sæde,
Hvor Nøgler og hvor Stjerner gaae;
Thi der tidt Tankerne er spæde,
Og der tidt Hjerterne er smaa.

Har Du en Palme, blodomgjødet,
En Tidselvaand af Blomster dækt,
152 En Piil, ret kraftigt gjennemglødet,
En Frugt af Elskovs-Solen sødet,
Et Sværd med Klang og Sving og Vægt;
O, Digter! Du skal ei forøde't
Paa en saa tam og udtømt Slægt!

Har Du et Bryst med Kraft i Lungen,
Saa spar det til en anden Gang;
Man svimler, har Du kjækt Dig svungen,
Og har Du ømt, vemodigt sungen,
Er Taareveien tør og trang;
Ad dristigt Skjemt man smiler tvungen,
Man leer kun haant ad Hjertets Sang.

Syng Du for Knøsen hist bag Ploven,
For Svenden i Regentsens Ro,
For ham, der kjæmpe maa med Voven,
Syng for Soldaten ved Cartoven,
For Pigen ved sin Malkeko; -
Om ei for andre, saa i Skoven,
Hvor Dine smaa Colleger boe.

Jeg synger ei for nogen Anden
End Hende med det klare Blik,
Med blonde Lokker over Panden,
Som har berøvet mig Forstanden,
Jeg først i Vuggegave fik,
Men skjænket mig en bedre anden
I Kjærlighedens Trolddoms-Drik.

153

NATTEN.

(THORVALDSENS BASRELIEF).

End er det Nat! - i underlige Drømme
Indhyllet og i Mørkets svale Slør
Hun blidt og sagte - sagte sees at svømme
Mod Morgenrødens fjerne, lukte Dør.
Med stille Sukke ved den ømme,
Den moderlige Barm hun kjærligt dysser
De slumrende, forgrædte Børn, og Vinden,
Let viftende om Lokken, dem fra Kinden
De hede Smertens Perler huldt bortkysser!
Den Ældste, Haabet, lukket har sit Øie,
Som nys vemodigt stirred mod det Høie;
Den Mindste, Længsel, mod sit eget Bryst
Det tankefyldte Hoved monne bøie
Og lytter nu til al den skjulte Lyst, -
Den smerteblandede, som evigt hviler
Derinde - og ved Drømmen smiler.
Men snart vil Mulmet vige bort, det sorte,
Og Rosen spire frem ved Morgnens Porte,
Og Jordelivets Dæmring, dybt dernede,
Vil sig for Solens Glædessmil adsprede!
Da vil den Første klart sit Øie hæve
Og ane Himlens Vei og Viisdoms Raad.
Den Anden vaagne skal og svæve
Fortrøstningsfuld, og ingen anden Graad
Der fødes skal, end Morgnens Perler klare,
Som Dagens Roser friske skal bevare.

154

SOMMERLYST.

Nu kan vi dandse!
Lystigt i Sommerluft,
Binde vi Krandse,
Aande vi Blomsterduft!
Lilier bløde
Roser de røde,
Nelliker, Bukkar, Violen den blaa
Her rundtom os staae.

Vi har en Gynge
Hængt mellem Eeg og Bøg,
Den kan os slynge
Høit under Leeg og Spøg,
Kjøligt os Vinden
Suser om Kinden,
Surrende Bier os seile forbi
Saa lette som vi!

Gjøgen den galer,
Lærkerne qviddre smukt,
Venlige Svaler
Svæver i sagte Flugt!
Yndige Sommer!
Næppe Du kommer,
Smilende, rødmende, liflig men kort,
Saa iler Du bortl

EN MODER TIL SIN SØN.

Naar Natten ret er stille
Og Alting er i Ro,
155 Min Søn, min søde, lille,
Jeg kommer til Din Bo.

Thi Gud mig det forunder,
Naar Hvilen falder paa,
Engang imellemstunder
I Drøm til Dig at gaae.

Da seer jeg Dig, Du Kjære!
Min Glædes - Smertes Søn!
Ak, kun en Drøm maa være
Min Kjærlighed til Løn.

Jeg seer Dig tegne, skrive
Og læse flink i Bog,
At Du kan rigtig blive
Mig baade from og klog.

Jeg Dig i Haven møder,
Jeg seer Dig i Din Seng,
Jeg seer, Du lystigt støder
Koldbøtter hist i Eng.

Du har de Kinder røde,
Du har de Øine blaae,
Du har de Læber søde,
Som tidt jeg kyssed paa.

Nu kysser jeg dem ikke
De Roser paa Din Kind!
Nu kan i Dine Blikke
Jeg aldrig skue ind.

156

Ak, jeg kan ikke knuge
Dig tæt her til mit Bryst!
Ei for mit Hjerte suge
Af Dine Læber Trøst! -

Siig, tænker Du paa Hende,
Der græder for sin Søn?
Slig, lever hendes Minde
End i Din Aftenbøn?

Slig, husker Du min Stemme?
Slig, husker Du mit Blik?
Ak, kan Du Timen glemme,
Da bort fra mig Du gik?

Du aner ingentide
De Taarer, jeg har grædt!
En Moder, maa Du vide,
Kan aldrig vorde træt.

Som eensom Fugl i Skoven
Kun synger Sorgens Sang,
Saa sorgfuld over Voven
Er nu min Tankes Gang.

O, aned Du min Længsel,
Du skyndte Dig sombedst,
Og flygted fra Dit Fængsel
Til den, som er Dig næst.

Til den, som har Dig baaren
Med Kummer og Besvær,
Som døbte Dig med Taaren
Og har Dig dog saa kjær! -

157

Lev vel! Lev vel, Du K j ære!
Jeg sukker ømt Dit Navn;
Ret aldrig skal jeg lære
At tænke klart Dit Savn.

Jeg folder mine Hænder
For Dig, min Smertes Søn!
For Dig til Gud jeg sender
Hver Stund mit Hjertes Bøn!

HUN TIL HAM.

Som i en Sky indhyllet, -
Det er nu saa Din Skik -
Du drukner, taus fortryllet
Din Tanke i mit Blik.

Dog mig Din Taushed maler,
Hvad i Dit Hjerte boer,
Meer klart end lange Taler,
Meer sødt end søde Ord.

Jeg kjender ganske nøie
Den Længsel i Dit Bryst,
Der straaler fra Dit Øie
Med dyb, urolig Lyst.

Som Fuglen eensom tier
Paa Tjørnens nøgne Green,
Af Somrens Melodier
Den røber ikke een; -

158

Men - den er fuld af Tanker,
Og den er meget luun;
Et Flamme-Hjerte banker
Bagved de bløde Duun; -

Saadan Din Tanke fjæler
Sig bag Din Tausheds Sky,
Og Blomsterbordet dvæler,
Til det er Vaar paany.

O, giv den Stakkel Vinge,
Lad Skyen skilles ad,
Lad Ordets Due bringe
Min Sjæl et Rosenblad!

AMOR REX.

Hvem er blandt alle Guder,
Den største vel i Magt?
Hvis Vælde sig bebuder
I al Naturens Pragt?
Det er den lille Herre,
Der ager frem saa tryg
Med Duer for sin Kærre,
Med Vinger paa sin Ryg.

Med Pilens Odd han rister
Sin Trolddoms Rune sød,
Saa Rosenknuppen brister
Og Rosen bliver fød;
Med sine spæde Hænder
Den lille, fine Skalk
Jo Virakflammen tænder
I hver en Lilies Kalk.

159

Hvor Æblets Bold forgyldes,
Hvor Blommen glimrer rød,
Hvor Druens Bryster fyldes
Med Nektar, stærk og sød;
Hvor dybt i Grunden ulmer
En rigdomsvanger Ild,
Saa Guldorangen svulmer, -
Der har han havt sit Spil.

Han har med Aftenrøden,
Med Regnbuens Magie,
Med Solens Morgengløden
En livlig Sympathie;
Naar lune Vinde lufte
Fra Blomsterdalen ud,
Og Natvioler dufte,
Da skeer det paa hans Bud.

I Ørnens Vinger stærke
Kun han har Kraften nært;
Der qviddrer ingen Lærke,
Som jo hos ham har lært;
Og ingen Orm har krøbet,
Ei Sommerfugl fremgik,
Som ikke først i Svøbet
Af ham sin Lectie fik.

For ham maa Løven bukke,
Han koger Tigrens Blod;
Ved Nattergalens Vugge
Med Smil han aarle stod;
160 Han kysser Fignens Kjerne,
Da voxer Stammen rank;
Han vinker Nattens Stjerne,
Da glimter den først blank.

Kort, Alt hvad Verden eier,
Der troer sig frank og frit,
Han ved en evig Seier
Har evig gjort til Sit;
Hvert Hjerte faaer han lænket,
Hvor han sin Piil har skudt;
Han hersker uindskrænket, -
Hans Magt er absolut.

EFTERKLANG.

Jeg seer med Veemod ei tilbage
Til Vaarens stille Blomstertid;
Mit Hjerte fører ingen Klage,
For Solen ei er sommerblid.
Jeg veed jo nok, min Vandring vender
Nu ned i Vintrens kolde Favn,
Hvor Stilhed boer, hvor Aaret ender
I Gravens Hjem og sikkre Havn.
Men i mit Hjertes Dyb jeg føler
Endnu en Vaar, en Sommerlyst,
En Ild, som Vintrens Snee ei kjøler,
En Klang, som aldrig vor der tyst!
- Naar da til Slummer Cithren hænges,
Jeg aldrig siger den Farvel;
Den vaagner brat, saasnart jeg længes,
Og stemmer altid med min Sjæl.

KONG WOLMER PAA REISEN.

Mig tykkes alt fra min høie Hest
At høre min Due kurre;
O, Deiligste! snart er jeg Din Gjæst
I Din Rede, det grønne Gurre.
Alt som jeg farer i Skovene frem,
Gjennem Moser og dunkle Dale,
Synes mig høre omkring Dit Hjem
De fløitende Nattergale.

Mit Øie iler saa langt foran
Mine rappe, hvæsende Rakker;
Mig lokker ei bag det stille Vand
Hjorten med kneisende Takker.
Men Dig, som kan seile i Luften blaa,
Misunder jeg vel Din Vinge,
Du liden Sanger! fremad lad staae,
Min første Hilsen at bringe.

Hvo skulde dog tænkt, o, Tovelil!
At Din Fletnings guulbrune Slange
Skulde vorde en Snare, stærk og snild,
Dannerkongen at fange?
O, Tovelil! hvo skulde troe,
Mens Livets Brændinger larme,
Mig vilde skjænke sød Havn og Ro
Saa gudsvelsignede Arme.

Nu dæmrer Dag; de Fugle smaa
Alt vaagne i Krattets Bure;
Klart spejlende sig i Søens Blaae
Jeg skimter de røde Mure.
162 Mig tykkes alt fra min nøie Hest
At høre min Due kurre.
O, Deiligste! snart er jeg Din Gjæst
I Din Rede, det grønne Gurre!

TIL VINTER-LÆKKEN.

Hvi qviddrer du saa tidlig hist?
Du troer maaskee, det snart er Sommer?
At Solen pynter snart hver Qvist
Med grønne Løv og Rosenblommer?

Du svæver der saa salig fro,
Saa høit, at jeg dig ei kan skue,
Og synger om din faste Tro
Paa Vintersolens falske Lue.

O, vogt dig vel! og g j em din Sang,
Og put dig dybt i varme Rede!
Til dine Qvad ei nogen Trang
Er følt af dem, som gaae hernede.

De har saa travlt med deres Huus,
Hvor Alting nys er blevet flyttet,
At de mod Rotter og mod Muus
Og andet Utøi faaer det hyttet.

De har saa travlt med Korn og Sviin,
Med Gjæs, Kartofler og deslige.
Om end din Sang var nok saa Sin,
Du fik ei Tanken til at stige.

163

Nei, bi, til Solen ret er varm,
Og høit paa Himlen længe raster,
Og Rosenstokkens grønne Arm
Et Purpurkys til Lilien kaster.

Da kommer frem de stakkels Folk,
Som intet Nyttigt veed at gjøre;
De drive om; for Vaarens Tolk,
Jeg veed, de har et aabent Øre.

Spred da din Strubes Klang, som Frø,
Vær sikker paa, din Høst ei mangler:
Da lytter Ungersvend og Mø
Og den, der om med Liren dangier.

I disses Barm er Grunden god
For din Bedrift; vær ikke bange!
Den Frugt, du høster, strax fuldmoed,
Er Hjertesuk og Smil og Sange!

EN HYTTE.

Her gad jeg boe og bygge,
Til jeg var træt og skulde døe,
Bag Lindetræets Skygge
Tæt ved den klare Sø.

Den Hytte, lav og lille,
Med kalket Væg og Tag af Straa,
Bag Høien tryg og stille,
Kan Stormen ikke naae.

164

Den snevre Have rummer
En Skat af Grønt og Blomsterduft;
Fra Kuben Bien summer
Ud i den varme Luft.

Tæt ved den blanke Rude
Har Svalen klinet op sin Bo;
Blødt ligger, som paa Pude,
I Eng den brune Ko.

Saa luunt i Lindens Grene
En Drossel sidder mangen Gang,
Sørgmodig og alene
Med sig og med sin Sang.

Frisk dufter Kløvermarken,
Vildanden seiler med sin Viv,
Og Fisken slaaer i Parken
Imellem Blomstersiv.

Hen over bløde Høie
Til fjerne Skov fra denne Vraa
Ustandset kan mit Øie
I Fred og Vemod gaae.

Den svale Kilde rinder
Hen mellem Steen og snakker smaat;
Den vækker gamle Minder,
Som gjør mit Hjerte godt.

Hvor eensomt og hvor stille!
Hvor fjernt fra Verdens stygge Larm!
Her kunde Sangens Trille
Let svæve fra min Barm.

165

TIL STORKEN.

Saa drager du ad fremmed Land,
Du lange Mand,
Med dine røde Hoser?
Træt er du af at spanke her
I vore Kjær
Og vore grønne Moser.

Du kloge Fugl! farvel! farvel!
Jeg ønsker Held
Dig paa din lange Reise.
Din Rede her, den vogte vi,
Du skal deri
Paany ad Aare kneise.

Snart visner her hver Blomst, hvert Blad,
Men du vil glad
En nyfødt Sommer skue,
Hvor Fignen breder Skjærmen stor
Og Almen groer
Omsnoet af heden Drue.

I Luftens Blaae du svæver let
Og seer dig mæt
Paa Jordens Herligheder,
Paa Fjeld og Dal og Stad og Flod,
Der for din Fod
Sig som et Tæppe breder.

Min Tanke følger dig paa Vei,
Men Hjertet ei,
166 Det her hos mig maa blive;
Kun her vi trives godt, vi To,
I venlig Ro,
Hvor først vi kom tillive.

Jeg gyser for det steile Fjeld,
Og Fossens Væld
Mit Indres Sange døver;
Mig blænder al den stolte Pragt
Og Solens Magt
Som Gift min Hjerne sløver.

Jeg er i fjerne Land og By
Forknyt og bly, -
Alt er mig fiendsk og fremmed;
Som i en vammel Ruus jeg staaer,
Og Sjælen gaaer
Paa egen Haand til Hjemmet.

Nei, her paa denne grønne Ø
Med Skov og Sø,
Med Bakker, Eng og Strande,
Kun her jeg aander Liv og Mod,
Her Vuggen stod,
Og her min Grav skal stande.

Kom atter hid, du gamle Ven!
Naar Sol igjen
Har løst den bundne Bølge.
Byg paa mit Tag din stille Bo,
Man siger jo,
Du har Guds Fred i Følge!

167

VAAREN.

Nu har sit lyse Banner
Alt Skoven foldet ud;
Paa Kysten Vaaren lander
Rigt smykket som en Brud.
Fra tusind klare Stemmer
I Lunden, hvor jeg gaaer,
Jeg Jubelen fornemmer:
Velkommen, søde Vaar!

I Krattet ind mig vinker
Saa mangt et venligt Blik,
Hvor Bækkens Vove blinker
Og risler vims og qvik;
Hvor Pilens Hoved hælder
Sig mod den kjøle Strøm,
Og Blomsterne fortæller
Mig deres Vinterdrøm.

See, hist den vevre Vibe,
Den piler over Mark;
Træpikkeren mon slibe
Sit Næb paa Træets Bark.
Bag lyse grønne Banker
Nu sætter Stæren Bo,
Dybsindig Storken spanker
Ved Møllebækkens Bro.

En Elskovsvarme spreder
Sig gjennem Jord og Luft
Og Brudetæppet breder
Af Farver og af Duft;
168 Thi Kjærlighed vil seire,
Det er nu saa dens Art,
Og tusind Hjerter feire
Skal deres Bryllup snart.

Kom sæt dig her i Græsset
Paa denne steile Kyst,
Hvor ud i Havet Næsset
Har skudt sit grønne Bryst.
Her lad din Længsel ile
Hen i det fjerne Blaae,
Og lad dit Hjerte hvile, -
Hvis det kan Hvile faae.

TIL EN SNEGL.

Du være vil min Læremester,
Som færdes her paa dette Træ,
Og i dets sommerfriske Læ
Snart Toppen og snart Roden gjæster?

Saasnart du aner Storm og Torden,
Som ryste vil dit grønne Slot,
Da finder du din Regning godt
Ved trygt at holde dig til Jorden.

Men straaler Solen klart paa Himlen,
Er Luften let og luun og reen,
Du stiger op til Qvist og Green
Og svælger mellem Blade?Vrimlen.

169

Og hvorsomhelst du gaaer, forsigtigt
Du flytter dig fra Sted til Sted,
Dig føler for ved hvert et Fjed,
Og slutter altid ganske rigtigt.

Thi møder Noget dig paa Veien,
Som fiendtligt mod dit Væsen staaer,
Tilbage i dig selv du gaaer,
Hvor du er ene og din egen.

Vær takket! men om end jeg vilde,
Jeg kan ei følge nu dit Spor.
Ja, havde jeg blot følt mig for
I Tide! - Nu det er forsiide! -

ET GENRE-BILLEDE.

Det sused i Lindenes glindsende Blad.
Høit Gjøgen den kukked og Bogfinken qvad.
Auriklerne dufted,
Mildt Vaarvinden lufted,
Mens Bien beruset paa Kløveret sad.

Paa Løvhyttens Mosbænk, saa yndigt i Løn
Sad Møllerens Datter og Skovfogdens Søn.
I dæmrende Bolig
Hun læned fortrolig
Sin Kind til hans Skulder og hørte hans Bøn.

Ved Huset paa Trappen sad Mutter og spandt.
Hun lytted og vented, mens Tiden den randt:
»Nu er her saa stille!
Nys Han og min Lille
Jo fyldte mig Øret med Skjemt og med Tant!«

170

Men Jægerens Hector, som hos hende laae,
Han mæled: »Jeg hende i Lysthuset saae
I Fryd og i Gammen
Med Jægeren sammen, -
Skjøndt sagtens jeg ikke forraade dem maa.«

Den næsvise, vindige, lille Hr. Stær
Han læsped: »Nys var jeg dem begge saa nær,
At grant jeg fik høre,
Hvor han kunde føre
Sin Sag, som det lod, ei til hendes Besvær.«

Frem sneg sig den hvide, den smidige Kat
Med ringlende Hale, med krum Ryg og glat:
»Jo, de er poliske,
Jeg hører dem hviske
Fra Haven og Vindvet hver evige Nat.«

Og Svalen, den fromme, den Nonne i Sort,
Med hellig Fortørnelse mælede kort:
»Jeg saae, hvor med Varme ,
Han trykked den Arme
Til Brystet - og vendte undseelig mig bort.«

Fru Skade sad kjæk paa den duftende Stak:
»Jeg veed, jeg er sikker, jeg fører ei Snak,
Jeg lyver ei! Jøsses!
Jeg saae dem jo kysses
Saa sødt og saa blødt og saa høit, at det smak.«

Hr. Stork med de lange, lakerede Been,
Han raabte fra Taget: »Den Sag er jo reen!
Jeg glæder mig saare
Til muntert ad Aare
Her hjem i det Mindste at bringe dem Een!«

171

- Og før de det aned, stod Mutter dem næst,
Og trued: »Nu veed jeg, hvad tjener Jer bedst!
Snart vil I nok trænge
Til Bord og til Senge,
Til Gryde, til Vugge, til Degn og til Præst!«