✂

SERENADE VED STRANDBREDDEN.

✂

Sangeren.

Hytten er lukket, Natten er stille!
Lyset ei glimter bag Vinduets Glar.
Bølger! mens let imod Stranden I trille,
Ak, om I vilde
Synge og spille?
Tonerne til hendes Hjerte I bar.

✂

Bølgerne.

Sagtelig glidende hen over Strand,
Langsomt strømmende
Vil vi det drømmende
Hjerte indlulle saa sødt, som vi kan.

131

✂

Sangeren.

Mon Hun vil ane, hyllet i Slummer,
Ham, som har vækket den smigrende Klang?
Sværmende Drømme Hjertet nu rummer,
Smerter og Kummer
Flyer og forstummer, -
Liflige Billeder skaber min Sang.

✂

Bølgerne.

Evigt omskiftende Rhythmer og Gang,
Let og spøgende,
Billedforøgende,
Vælte vi klart mod den duftende Vang.

✂

Sangeren.

Brændende Længsel, smeltende Klage
Flettes i bævende Toner til Krands.
Huldt gjennem Drømmenes Rige de drage
Frem og tilbage,
K j ærligt forjage
Taagen, som dølger dig Stjernernes Glands.

✂

Bølgerne.

Aabnende Favnen, saa smidig og glat,
Langt ud rækkende,
Længsel opvækkende,
Hviske vi Hende et saligt Godnat.

✂

EN SITUATION.

✂ Jeg lader Baaden glide frem
Saa jævnt ad Søens Vover;
132 Du tidsnok kommer til Dit Hjem,
Før Dagens Stjerne sover.

✂ Her er vi ganske ene nu,
Her lytter intet Øre,
Og her jeg ydmygt haaber, Du
Engang mit Suk vil høre.

✂ Hvad er Din Tvivl? hvad er Din Frygt?
I Verdens vilde Vrimmel
Staaer Kjærlighedens Tempel trygt,
En Forgaard til vor Himmel.

✂ Der knittrer ei saa stærk en Ild,
Som Kiærlighed jo dæmper,
Der bruser ingen Storm saa vild,
Som den jo let bekjæmper!

✂ Du løfter kold Dit Øies Blaa
Mod mine vaade Blikke!
O, vil Du ei mit Suk forstaae?
Du kan, men vil det ikke! - -

✂ Her er Dit Hjem, - stig nu i Land -
Jeg ene roer tilbage,
Og for den stille Skov og Strand
Jeg synge vil min Klage.

✂

BOLERO.

✂ Hør, hvor Fløiter og Strængene
Sprede Tonerne sødt,
Ret som Maanen paa Engene
Straaler sit Guult og Rødt.

133

✂ O, der seer jeg Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

✂ Du er saa let og fornøielig,
En Sylphide - en Alf,
Lilien Hig, der bøielig
Hist i Vaarvinden skjalv.

✂ Tonerne rigt udfolde sig
Smeltende Sands og Sjel,
Uden Rast, uopholdelig
Som et rislende Væld.

✂ O, hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

✂ Livlig, skjelmsk og sværmende,
Dyb og tænksom i Sind;
Snart fortrolig Dig nærmende,
Snart saa sky som en Hind.

✂ Stolt, skjøndt elskovssittrende
Døbt i Tonernes Daab;
Smilende - men forbittrende
Flux hans spirende Haab.

✂ Angst dog seer Du ham flygtende,
Øiet omtaager sin Glands;
Koldt er Dit Bryst, men frygtende
Kulden dog udi hans.

134

✂ Men - knap seer Du ham higende
Atter at vende sin Fod,
Før Du, atter undvigende,
Gjækker hans vaagnende Mod.

✂ Nei! - hvor jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

✂ Hævende med de dirrende
Castagnetter Din Arm -
Maanen staaer stille, stirrende,
Og dens Kind bliver varm.

✂ Og Melodien forynger sig
Uden Rist eller Ro,
Som en Guirlande slynger sig
Den om de sværmende To.

✂ Yndigt Tonerne klinger jo,
Vækkende Sukke og Smiil;
Amor af Glæde svinger jo
Vinger og Bue og Piil;

✂ Nærmer sig, tyst henveirende
Ængstelse, Sukke og Savn;
Lænker, med Magt beseirende,
Dig i den ventende Favn.

✂ Ak, jo jeg seer Dig tydeligt
Under Orangernes Krands
Svæve, gracieus og nydeligt,
I den glødende Dands.

135

✂

UDEN HAAB.

✂ Solen alt synker, Bølgerne gaae,
Luftningen hvisker i Siv og Straa;
Havmanden sidder paa Steen ved Strand,
Slaaer han sin Harpe med hviden Hand;

✂ Slaaer han sin Harpes gyldne Net, -
Skoven den holder sit Aandedræt,
Fuglene tie; men Bølgens Klang
Blander sig ømt med hans søde Sang.

✂ Jomfruen lytter paa Blomsterbred,
Hjertet det banker uroligt derved;
Hemmeligt, sødt hendes Rosenkind
Kysses af Aftenens sukkende Vind.

✂ Øinenes Stjerner i Taage staae,
Foden, fortryllet, ei mægter at gaae;
Brat dog hun presser sin Haand mod Bryst,
Heftigt, med Suk hun hæver sin Røst:

✂ »Havmand! skjøn Havmand! Din Sang er sød,
Deiligt den tidt for mit Øre lød;
Havmand, skjøn Havmand! kom vel ihu:
Salig vor der dog aldrig Du!«

✂ Aldrig - gjentoned fra Skov og Vang,
Flux forstummed den venlige Sang;
Stille han sank i sin Vugge vaad,
Dybet kun hørte hans bittre Graad.

✂

FORVANDLING.

✂ Den Ungersvend, den Jomfru
Alt under Linden stod;
Da mellem dem fremspired
En Blomst for deres Fod!
Det var en Lilie, hvid og skjær,
Det var en Lilie klar; -
De vilde den ei plukke,
Før det en Rose var.

✂ De vilde den ei plukke,
Før det en Rose blev;
De ventede med Længsel
Som paa et Elskovsbrev;
De vanded den med Taarer,
De vugged den med Suk, -
Da skifted den sin Kjortel,
Og blev en Rose smuk.

✂ De greb derefter begge
Alt i den samme Stund,
Da mødtes deres Øine,
Da mødtes deres Mund;
Da mødtes deres Hænder,
Og Rosen brat forsvandt, -
Men dens evige Billed
I deres Barm de fandt.

✂

HELENE.

Et Sagn.

✂ Der ligger en Borg paa skovgroet Hald,
Ved Foden bruser det skumhvide Fald.

137

✂ I Borgegaarden der grønnes en Lind,
Der suser den sagte Sommervind.

✂ I Luften dirrer Lærkens Qvad,
Fra Linden synker det duftende Blad.

✂ Paa Borgens Altan, med Haand paa Kind,
Der sidder Helene med tankefuldt Sind.

✂ Der sidder Helene, det Lilieskud,
Og stirrer med Længsel i Dalen ud.

✂ Hvad buldrer vel hist i grønne Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.

✂ Hvad dundrer vel over den fjerne Bro?
Hvad vækker vel Echo i Skovens Ro?

✂ Tolv Brødre er det! de ride hjem,
Tolvhundred Svende følge med dem.

✂ De Staalplader rasled og Hestene sprang,
Saa mægtigt skingred Trompetens Klang.

✂ Den Vægter blæste, den Vindebro sank,
Dybt neied Helene, som Vidien rank.

✂ I Salen stande de stærke Tolv,
I blankt Staalharnisk, med breden Skjold.

✂ Som Støtter af Malm de stande tyst,
Knap sittrer den gyldne K j ede paa Bryst.

138

✂ Da springer den Fløidør svævende op,
Ind træder Helene med Terners Trop.

✂ Hun neier sig væn for Hver især:
»Velkommen, velkommen, o, Broder kjær!«

✂ Hun rækker en duftende Krands til Hver:
»Velkommen, I Brødre! fra Ledingsfærd!«

✂ Hun fylder dem Hver en gylden Pokal:
»Velkommen, I Brødre! til Fædres Hal!«

✂ »Velkommen, I Brødre! og siger nu frem:
Hvad bringer I mig fra Kampen hjem?«

✂ Da mæled den Ældste hel alvorsfuld:
»Vi bringe Dig intet Smykke af Guld.«

✂ Vi bringe Dig intet Perlebaand; -
Vi bringe tolv Beilere til Din Haand!

✂ Den Første, som Fortunat, er rig,
Den Anden huldsalig og uden Svig.

✂ Den Tredie som Vaaren, frisk og skjøn,
Den Fjerde saa fornem en Fyrstesøn.

✂ Den Femte er from og lærd som en Klerk,
Den Sjette han er en Samson stærk.

✂ Den Syvende synger saa sødt en Sang,
Den Ottende vækker sin Harpes Klang.

139

✂ Den Niende haver saa meget Land,
Den Tiende Skibe som Havets Sand.

✂ Den Ellevte træder i Dands saa let,
Den Tolvte er jævn og ret og slet!

✂ Men Alle saa kjækt, med mandig Kraft
De lege med Sværd og Landseskaft

✂ Og Hver har svoren ved Himlens Gud,
Kun Du skulde være hans valgte Brud.

✂ Og Hver har svoren os Hevn og Had,
Hvis ei Du skjenked, hvad Een Dig bad.

✂ Og Alle har lovet os Lykken slem,
Hvis ei Du bønhørte Een af dem!«

✂ Den Jomfru neied sig dybt for hver,
Hun skifted sit favre Rosenskjær.

✂ Mod Barm hun pressed sin Haand med Vee,
Og Taaren randt over Kindens Snee,

✂ »O, Broder kjære! barmhjertig vær!
Og lad mig dvæle hos Eder her.

✂ Jeg vil ei bytte mit Jomfrunavn
For Guld, for Land eller Skib i Havn.

✂ Jeg vil ei miste min Jomfrukrands
For Harpeklang, for Sang og Dands.

140

✂ Nei, her vil jeg døe, hvor jeg er fød,
Og her vil jeg skjenke Jer Viin og Mjød.

✂ Nei, her vil jeg smykke min Faders Gaard,
Og her vil jeg læge hver Sot og Saar;

✂ Og muntre Jert Sind med Sang og Spil,
Og lukke tilsidst mit Øie til!

✂ Jeg spørger Jer nu, ved Christi Blod,
Har jeg ei været Jer Søster god?

✂ Og har jeg været Jer Søster god,
Saa tigger jeg her for Eders Fod:

✂ O, sværger mig helligt ved Korset til,
At aldrig I mig forstøde vil!«

✂ Frem treen de Brødre, - og mild og blid
Hver kyssed den Jomfrukind saa hvid.

✂ Og alle Sværde af Skeden foer,
Og Alle som Een paa Korset svoer:

✂ »Du var os en Søster, god og from,
Du var os vor helligste Helligdom;

✂ Saa sværger jeg Dig paa Korset til,
At aldrig jeg Dig forstøde vil;

✂ Men kjæmpe for Dig og døe, - saavist
Mig hjelpe Gud og den hellige Christi« -

141

✂ - Tre Dage svandt; den Vægter sang
Sit Midnatsvers paa Taarnets Gang.

✂ Han stirred ud i den stille Nat,
Han lytted og spidsed sit Øre brat.

✂ Hvad buldrer hist i den dybe Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.

✂ Hvad dundrer vel hist paa fjerne Bro?
Og vækker Alfen af Nattero.

✂ Hvad bruser ud fra den grønne Skov?
En Gangerskare med jernlagt Hov!

✂ Den Vægter sætter sit Horn for Mund,
Saa- blæser han ud over Dal og Lund.

✂ Det gjalder saa frisk som Hanegal, -
Tolv Horn ham svare fra dunkle Dal.

✂ Tolv Horn, med Gabet mod Borgen vendt,
De Stemmer er ham saa vel bekjendt.

✂ »Herud, I Brødre! med Sværd og Skjold,
De Beilere rende mod Muur og Vold!

✂ Herop, I Svende! ved Fakkelglands
I træde saa lystig en Vaabendands.

✂ Herop! herud! baade Ridder og Pilt,
Det gjelder at svinge sig kjækt og snildt!«

142

✂ De Beegpander blussed fra Borgetind,
Og Svendene strømmed der ud og ind.

✂ Fra Slyngerne susede Steen som Regn,
De tordned paa Murens stærke Hegn.

✂ Mod Borgens Porte, mod Taarnets Steen
Den Vædder forsøgte sit Pandebeen.

✂ Da bragede Porten og Planken faldt,
Ind myldred de gjennem den trange Spalt.

✂ Skarpt Pilen fløited, som høit i Sky
Den klingende Lærke ved Morgengry.

✂ Hvor Køllen drøned, en Pande brast,
Hvor Øxen sænktes, der sad den fast.

✂ Vildt Hornene skingred, Kampraabet lød:
»Helene! Helene! Seir eller Død!«

✂ Saa Mand mod Mand i det slibrige Blod,
Med Haand imod Haand og Fod ved Fod.

✂ Mens Sværdene hvined og Pladerne sprang,
De Landser rasled og Kjæmperne sang.

✂ Eet Kamp vers sang baade Fjende og Ven:
»Helene! og Seier! - Helene igjen!«

✂ Paa Trapper og Gange paa Murens Krands
Der stod den vildeste Dødedands.

143

✂ Ned vælted et Taarn med Damp og Qvalm,
Og Brødrenes Svende de sank som Halm.

✂ Som hidsede Bjørne de slog og stred,
Men - Alle tilsidst dog i Græsset bed.

✂ Da jubled de Beileres Overmagt, -
End stod de Brødre hel uforsagt.

✂ I Borgens inderste, snevre Gaard
De Tolv i Kreds omkring Linden staaer.

✂ I Kredsen derinde, med Lag paa Lag,
Deres Skjolde danne et Huus med Tag.

✂ Som Støtter af Malm de stande tyst,
Og vente den sidste Drab og Dyst.

✂ Om Skjoldhuset slaae de en prægtig Ring, -
Her holdes det sidste Retterthing.

✂ Gjennem sprængte Port, over Gruus og Liig
De Beilere storme med Pral og Skrig.

✂ Høit Sværdene synge den sidste Sang,
Og Hjelmene klinge som Klokkeklang.

✂ Og Blodet strømmer! - men fast i Fod
Hver Broder falder just, hvor han stod! -

✂ - De Beilere stønne af mødigt Bryst:
»Nu har vi da endt den blodige Høst!«

144

✂ De Beilere støtte sig trætte til Sværd:
»Hvor er nu den Løn, som er Kampen værd?«

✂ »Hvor er nu Prisen, vi vandt tilsidst?
Hvor er den yndige Rosenqvist?«

✂ De løfte det Skjoldtag sagtelig væk:
Da blegned hver Beiler af Vee og Skræk.

✂ De troede, de plukked en Rose rød,
De fandt kun en Lilie, bleg og død!

✂ De standsed og stirred med mørke Blik, -
En gysende Vind gjennem Linden gik.

✂ De svang sig til Hest, paa Skjold de slog,
Og langsomt tyst mod Skoven drog! -

✂ Men øde stod Borgen paa høien Hald,
Ved Foden skummed det hvide Fald.

✂ I Gaarden vifted den grønne Lind,
Der laae Helene med hviden Kind;

✂ Hvor rundt om hende en Sørgevagt
Af trofaste Brødre sig havde lagt.

✂ Den vevre Lærke i Luften qvad,
Fra Linden flagred det duftende Blad.

✂

TRE BEILERE.

✂ Histnede ved Bækken,
Hvor Avnbøgen staaer,
Hun sidder bag Hækken
Og fletter sit Haar;
Og Fugle med Fiske
Saa listigt i Løn
De qviddre, de hviske:
»Hvor Hun dog er kjøn!«

✂ Høit Bølgerne buldre
Ved Møllen forbi:
»De sneehvide Skuldre,
Dem favnede vi!«
Mens ivrigt de strømme
Med Hjulet omkring,
Den Møller maa drømme
De sødeste Ting.

✂ Saa hen forbi Kirken
De glide saa glat,
Hvor tæt under Birken
En Græsbænk er sat;
Og Præsten maa g j emme
Sin Bog og sit Blad,
Og Hjertet istemme,
Hvad Voverne qvad.

✂ Ved Borgen de bruse,
De synge med Magt
I Fjeldkløftens Sluse
Om Skjønhedens Pragt.
Der lytter den Junker
146 Bag Silkegardin;
Da flammer, da funker
Hans Øie, hans Kind.

✂ - Hvor Smaafugle bygge
I Løn og i Lind,
Hun sidder i Skygge
Med rødmende Kind,
Mens Tankerne sværme
Saa viden om Land;
Da seer hun sig nærme
De Trende paa Stand.

✂ Sig Junkeren nærmer,
Duunskjægget om Mund,
Med guldstukne Ærmer,
Med Horn og med Hund:
»O, vil Du ei være
Kjær Huusfruen min?
Du Fløiel skal bære,
Og blødt Hermelin!«

✂ Den Præstemand stønner
I sorten Talar,
De ydmygste Bønner
Hans Hjerte frembar:
»Jeg var, for Exempel,
En Huusbond for Dig!
Det yndigste Tempel
Da blev Du for mig!«

✂ Den Møller, den hvide,
Sig lister derind,
147 Han staaer ved en Side
Med blussende Kind:
»Ak, end dog min Nød, Du!
Ved Kjærligheds Magt, -
Saa kraftigt et Brød Du
Vist aldrig faaer smagt!«

✂ Men rask hun sig rejser,
Saa stolt og saa rank,
Og Hovedet kneiser
Med Fletningen blank:
»Jeg ikke mig sælger
For Guld og for Glands;
I Elskov jeg vælger
Og mister min Krands.

✂ Her r Junker! I slide
Jert Fløiel og Maard!
Ei ved Eders Side
Til Kirken jeg gaaer!
Herr Pastor! I holde
Ved Pen og ved Skrift;
Fleer Ungmøer bolde
Der er i vort Stift!

✂ Thi Een er for ung til
At eie min Krands;
Den Anden for tung til
At træde min Dands.
Nei, Flaske og Bæger
Hinanden staae næst,
Og lige Børn leger,
Det veed jeg, dog bedst.

148

✂ Herr Pastor! I læse
Og vie min Krands!
Herr Junker! I blæse
Paa Hornet til Dands!
Men Dandsen jeg træde
Med Mølleren her,
Min Trøst og min Glæde,
Saa kjæk og saa kjær!

✂ Naar Solen den blinked,
Og Maanen saa mat,
Fra Lugen han vinked
Godmorgen! Godnat!
Jeg spored i alle
De Viser, han qvad,
Som de nu kan falde,
Om Elskov han bad!«

✂ - Saa vied da Præsten
Den hellige Krands;
Saa blæste fra Hesten
Den Junker til Dands;
Saa dandsed de Tvende
Hel lystigt i Hu, -
Det kan sig vel hænde,
De dandser endnu!