Winther, Christian I Sommer, da vi havde det yndige Veir

✂ I Sommer, da vi havde det yndige Veir,
Da sang jo for mig baade Lærker og Stær
Og Gjøgen den galed i Skoven;
Da laae jeg i Græsset saa blødt og saa grønt,
Mens Solen den tindred gjennem Løvet kjønt
Og luunt mig omfavnede Voven.

✂ Hvor er Du nu henne, Du qviddrende Gjæk!
Som sang Dine Viser bag Busk og i Hæk,
Eller slog høit i Luften Din Trille?
Du var jo min Mester, men ogsaa min Ven,
Jeg hørte Din Sang, og Du min igjen,
Og saa taug vi begge To stille.

✂ Saa Du faldt i Slummer, Du Rose saa rød?
Og Dine Øine segned, Du Lilie blød?
I kunde ei holde jer vaagen?
Ja, nu er her øde paa Mark og paa Toft,
Graaskyen har tjeldet os Himlens Loft,
Paa Stenen sidder skrigende Maagen.

✂ Nu Nattens Storm er blevet min Nattergal fiin,
Den suser, den fløiter med sørgeligt Hviin
Gjennem vaade, sukkende Grene;
Og Døden har meiet sin grusomme Høst,
Hver Farve er slukket i Dal og paa Kyst,
Og Bølgerne stivnes til Stene.

✂ Dog atter vil komme en pyntelig Vaar
Med Skove, der grønnes, med Fugle, der slaaer,
Med Blomster og Druer og Ranker;
Med kyssesyge Bølger ved duftende Kyst,
Med Smil for mit Øie, med Fred for mit Bryst,
Med Haab og med freidige Tanker.

✂ For Hvem tør jeg sanke den qvægende Høst?
Med Hvem skal jeg dele den friske Sommerlyst,
Og drikke af Blomsternes Skaaler?
Jeg veed det jo nok - men ak! det er mit Savn,
At end i det Fjerne hendes elskede Navn
Liig Vaaren mig lokker og straaler!