AMOR JESUITA

✂ Jeg laae i Græsset nys,
Og saae hver Lilie
Faae Sommerfuglens Kys
Imod sin Villie;
Mens Biens Læber hang
Ved Blomsterdusken,
Jeg hørde Fuglesang
Bag Rosenbusken.

✂ Men ogsaa hørdes der
En sagte Hvidsken;
Da listed jeg mig nær
Til Tamarisken,
Og drog saa jevnt med Flid
En Green tilbage; -
Men aldrig nogentid
Har jeg seet Mage!

✂ I Buskens indre Bryst
I grønne Skygger,
Hvor Nattergalen tyst
Sin Rede bygger,
Der stod en lille Knegt
Med gule Lokker,
Og Busken ved hans Vægt
Saa sagte rokker.

✂ Han stod med sine Been
I Stammens Kløfter,
Mens paa en løvfuld Green
Sin Arm han løfter;
Hans Vinger vare blaae,
Med Guld isprængte;
I Busken Kogret laae,
Og Buen hængde.

✂ Han smilde skjelmsk og snild;
Men knap jeg taalde
Den underfulde Ild,
Som Øiet straalde.
En lille Skaal af Guld
Stod ved hans Side;
Men, hvoraf den var fuld,
Maa han nok vide.

✂ Ned i den gyldne Skaal
Han dypped Pilen,
Og saae paa grumme Staal
Med sælsom Smilen;
Hans Øie vogted paa
En Fuglerede,
38 Hvor tvende Unger laae,
Og peeb dernede.

✂ Han tog med nænsom Haand
Paa deres Tunger,
Og skar for Talebaand
De spæde Unger;
Han strøg dem begge to
Med Sødt om Munden;
De rysted sig; - da loe
Han høit i Lunden.

✂ Den gamle Nattergal
Sad saa andægtigt,
Og hørde, hvor hans Pral
Var stolt og prægtigt;
Hun tænkde vistnok paa,
Da hun var Unge,
I Skolen maatte gaae,
Og lære sjunge.

✂ »En Gud,« han sagde, »er
»Nu eders Amme,
»Thi jeg vil skjænke jer
»Min høie Flamme;
»Mit Guddomssprog, mit Bud
»Jeg eder lærer,
»Og sender jer saa ud
»Som Missionærer.

✂ »Den anden Fugleæt
»Maa ogsaa lære,
»Men kommer dog ei ret
38
39 »Til nogen Ære!
»Men I er af det Slags,
»Som vist kan hexe;
»I kommer alle strax
»I Mesterlexe.

✂ »Min Bitterhed er sød,
»Min Qval er Glæde,
»Og det er Sorgens Død
»For mig at græde.
»Den Sæd skal I udstrøe
»I Svendens Hjerte,
»Oplære hver en Møe
»I Elskovssmerte.

✂ »Naar eensomt Svenden gaaer
»I Elskovstanker,
»Ved Vindvet Pigen staaer,
»Og Hjertet banker;
»Hun seer jo nok hans Vei
»I mørke Fjerne,
»Men aabner Vindvet ei; -
Hun vilde gjerne! -

✂ »O! slaae da sødt og net
»I Foraarsdalen,
»Saa hvidsker Mennesket:
»Hør Nattergalen!
»Og paa mit store Navn
»Vil Alle raabe,
»Og under Livets Savn
»Paa mig kun haabe.

✂ »Da voxer stolt omkring
»Min Magt paa Jorden;
»Og da gaae alle Ting
»Først ret i Orden;
»Thi det er Sorgens Død
»For mig at græde;
»Min Bitterhed er sød,
»Min Qval er Glæde!«

✂ Jeg gysde ret derved, -
Han fløi med Latter,
Og paa sin Rede ned
Sprang Fuglen atter.
Nu veed vi da bestemt,
Bag Løvets Gitter
Der præke luunt og gjemt
De smaa Jesuiter.