HELENE.
Et Sagn.
✂
Der ligger en Borg paa skovgroet Hald,
Ved Foden bruser det skumhvide Fald.
✂
I Borgegaarden der grønnes en Lind,
Der suser den sagte Sommervind.
✂
I Luften dirrer Lærkens Qvad,
Fra Linden synker det duftende Blad.
✂
Paa Borgens Altan, med Haand paa Kind,
Der sidder Helene med tankefuldt Sind.
✂
Der sidder Helene, det Lilieskud,
Og stirrer med Længsel i Dalen ud.
✂
Hvad buldrer vel hist i grønne Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.
✂
Hvad dundrer vel over den fjerne Bro?
Hvad vækker vel Echo i Skovens Ro?
✂
Tolv Brødre er det! de ride hjem,
Tolvhundred Svende følge med dem.
✂
De Staalplader rasled og Hestene sprang,
Saa mægtigt skingred Trompetens Klang.
✂
Den Vægter blæste, den Vindebro sank,
Dybt neied Helene, som Vidien rank.
✂
I Salen stande de stærke Tolv,
I blankt Staalharnisk, med breden Skjold.
✂
Som Støtter af Malm de stande tyst,
Knap sittrer den gyldne K j ede paa Bryst.
✂
Da springer den Fløidør svævende op,
Ind træder Helene med Terners Trop.
✂
Hun neier sig væn for Hver især:
»Velkommen, velkommen, o, Broder kjær!«
✂
Hun rækker en duftende Krands til Hver:
»Velkommen, I Brødre! fra Ledingsfærd!«
✂
Hun fylder dem Hver en gylden Pokal:
»Velkommen, I Brødre! til Fædres Hal!«
✂
»Velkommen, I Brødre! og siger nu frem:
Hvad bringer I mig fra Kampen hjem?«
✂
Da mæled den Ældste hel alvorsfuld:
»Vi bringe Dig intet Smykke af Guld.«
✂
Vi bringe Dig intet Perlebaand; -
Vi bringe tolv Beilere til Din Haand!
✂
Den Første, som Fortunat, er rig,
Den Anden huldsalig og uden Svig.
✂
Den Tredie som Vaaren, frisk og skjøn,
Den Fjerde saa fornem en Fyrstesøn.
✂
Den Femte er from og lærd som en Klerk,
Den Sjette han er en Samson stærk.
✂
Den Syvende synger saa sødt en Sang,
Den Ottende vækker sin Harpes Klang.
✂
Den Niende haver saa meget Land,
Den Tiende Skibe som Havets Sand.
✂
Den Ellevte træder i Dands saa let,
Den Tolvte er jævn og ret og slet!
✂
Men Alle saa kjækt, med mandig Kraft
De lege med Sværd og Landseskaft
✂
Og Hver har svoren ved Himlens Gud,
Kun Du skulde være hans valgte Brud.
✂
Og Hver har svoren os Hevn og Had,
Hvis ei Du skjenked, hvad Een Dig bad.
✂
Og Alle har lovet os Lykken slem,
Hvis ei Du bønhørte Een af dem!«
✂
Den Jomfru neied sig dybt for hver,
Hun skifted sit favre Rosenskjær.
✂
Mod Barm hun pressed sin Haand med Vee,
Og Taaren randt over Kindens Snee,
✂
»O, Broder kjære! barmhjertig vær!
Og lad mig dvæle hos Eder her.
✂
Jeg vil ei bytte mit Jomfrunavn
For Guld, for Land eller Skib i Havn.
✂
Jeg vil ei miste min Jomfrukrands
For Harpeklang, for Sang og Dands.
✂
Nei, her vil jeg døe, hvor jeg er fød,
Og her vil jeg skjenke Jer Viin og Mjød.
✂
Nei, her vil jeg smykke min Faders Gaard,
Og her vil jeg læge hver Sot og Saar;
✂
Og muntre Jert Sind med Sang og Spil,
Og lukke tilsidst mit Øie til!
✂
Jeg spørger Jer nu, ved Christi Blod,
Har jeg ei været Jer Søster god?
✂
Og har jeg været Jer Søster god,
Saa tigger jeg her for Eders Fod:
✂
O, sværger mig helligt ved Korset til,
At aldrig I mig forstøde vil!«
✂
Frem treen de Brødre, - og mild og blid
Hver kyssed den Jomfrukind saa hvid.
✂
Og alle Sværde af Skeden foer,
Og Alle som Een paa Korset svoer:
✂
»Du var os en Søster, god og from,
Du var os vor helligste Helligdom;
✂
Saa sværger jeg Dig paa Korset til,
At aldrig jeg Dig forstøde vil;
✂
Men kjæmpe for Dig og døe, - saavist
Mig hjelpe Gud og den hellige Christi« -
✂
- Tre Dage svandt; den Vægter sang
Sit Midnatsvers paa Taarnets Gang.
✂
Han stirred ud i den stille Nat,
Han lytted og spidsed sit Øre brat.
✂
Hvad buldrer hist i den dybe Dal?
Det er ei Strømmens mægtige Fald.
✂
Hvad dundrer vel hist paa fjerne Bro?
Og vækker Alfen af Nattero.
✂
Hvad bruser ud fra den grønne Skov?
En Gangerskare med jernlagt Hov!
✂
Den Vægter sætter sit Horn for Mund,
Saa- blæser han ud over Dal og Lund.
✂
Det gjalder saa frisk som Hanegal, -
Tolv Horn ham svare fra dunkle Dal.
✂
Tolv Horn, med Gabet mod Borgen vendt,
De Stemmer er ham saa vel bekjendt.
✂
»Herud, I Brødre! med Sværd og Skjold,
De Beilere rende mod Muur og Vold!
✂
Herop, I Svende! ved Fakkelglands
I træde saa lystig en Vaabendands.
✂
Herop! herud! baade Ridder og Pilt,
Det gjelder at svinge sig kjækt og snildt!«
✂
De Beegpander blussed fra Borgetind,
Og Svendene strømmed der ud og ind.
✂
Fra Slyngerne susede Steen som Regn,
De tordned paa Murens stærke Hegn.
✂
Mod Borgens Porte, mod Taarnets Steen
Den Vædder forsøgte sit Pandebeen.
✂
Da bragede Porten og Planken faldt,
Ind myldred de gjennem den trange Spalt.
✂
Skarpt Pilen fløited, som høit i Sky
Den klingende Lærke ved Morgengry.
✂
Hvor Køllen drøned, en Pande brast,
Hvor Øxen sænktes, der sad den fast.
✂
Vildt Hornene skingred, Kampraabet lød:
»Helene! Helene! Seir eller
Død!«
✂
Saa Mand mod Mand i det slibrige Blod,
Med Haand imod Haand og Fod ved Fod.
✂
Mens Sværdene hvined og Pladerne sprang,
De Landser rasled og Kjæmperne sang.
✂
Eet Kamp vers sang baade Fjende og Ven:
»Helene! og Seier! - Helene igjen!«
✂
Paa Trapper og Gange paa Murens Krands
Der stod den vildeste Dødedands.
✂
Ned vælted et Taarn med Damp og Qvalm,
Og Brødrenes Svende de sank som Halm.
✂
Som hidsede Bjørne de slog og stred,
Men - Alle tilsidst dog i Græsset bed.
✂
Da jubled de Beileres Overmagt, -
End stod de Brødre hel uforsagt.
✂
I Borgens inderste, snevre Gaard
De Tolv i Kreds omkring Linden staaer.
✂
I Kredsen derinde, med Lag paa Lag,
Deres Skjolde danne et Huus med Tag.
✂
Som Støtter af Malm de stande tyst,
Og vente den sidste Drab og Dyst.
✂
Om Skjoldhuset slaae de en prægtig Ring, -
Her holdes det sidste Retterthing.
✂
Gjennem sprængte Port, over Gruus og Liig
De Beilere storme med Pral og Skrig.
✂
Høit Sværdene synge den sidste Sang,
Og Hjelmene klinge som Klokkeklang.
✂
Og Blodet strømmer! - men fast i Fod
Hver Broder falder just, hvor han stod! -
✂
- De Beilere stønne af mødigt Bryst:
»Nu har vi da endt den blodige Høst!«
✂
De Beilere støtte sig trætte til Sværd:
»Hvor er nu den Løn, som er Kampen værd?«
✂
»Hvor er nu Prisen, vi vandt tilsidst?
Hvor er den yndige Rosenqvist?«
✂
De løfte det Skjoldtag sagtelig væk:
Da blegned hver Beiler af Vee og Skræk.
✂
De troede, de plukked en Rose rød,
De fandt kun en Lilie, bleg og død!
✂
De standsed og stirred med mørke Blik, -
En gysende Vind gjennem Linden gik.
✂
De svang sig til Hest, paa Skjold de slog,
Og langsomt tyst mod Skoven drog! -
✂
Men øde stod Borgen paa høien Hald,
Ved Foden skummed det hvide Fald.
✂
I Gaarden vifted den grønne Lind,
Der laae Helene med hviden Kind;
✂
Hvor rundt om hende en Sørgevagt
Af trofaste Brødre sig havde lagt.
✂
Den vevre Lærke i Luften qvad,
Fra Linden flagred det duftende Blad.