EN VEN.

✂ Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt
Med den røde Top imod Sky,
Og smiler over til Gisselfeld
Og til VesterÆgede By;

✂ Og ned til Mosen, hvor Tørvene groe,
Til Broksø bag Skovens Hang,
I min Faders ydmyge Præstebo,
Der mødtes vi første Gang.

✂ Og begge To var vi ganske smaa,
Men han var lodden og sort,
Og blind, og kunde slet ikke gaae; -
Dog hans Barndom vared kun kort.

✂ Thi da han fik Øinene rigtig op
Og Smag paa, hvad der var sundt,
Da trivedes rask hans krøllede Krop,
Og Alt blev buget og rundt.

✂ En Sløikjole trængte han ikke til,
Ved Fødselen var han alt svøbt;
Og som han syntes ret from og snild,
Saa blev han da Balder døbt.

✂ Et ædelt Hjerte han bar i sit Bryst,
Men kaad han var som en Laps;
At jage Lam var hans største Lyst, -
Det kosted ham mange Klaps.

✂ Og skjøndt han var ægte, ærlig dansk,
Snart glubsk og snart igjen tam,
Det første Tydsk og det første Fransk
Jeg lærte saamæn dog ved ham;

✂ Thi »couche! ici!« han maatte forstaae,
Før et Stegebeen blev ham undt;
Med mægtig Stemme han svarede paa:
»Allons! was spricht der Hund?«

✂ Og naar Vinden drev mine Skibe bort
For langt fra Bykjærets Rand,
Han lystred mit ængstlige: »Such! apporte!«:
Og bar mig Eskadren i Land.

✂ Vi leged lystigt paa grønnen Eng,
Naar Sommerluften var luun;
Vi boltred os kjækt i den hvide Seng,
Opredt af Vinterens Duun.

✂ Meer tryg end en Fyrste mellem sin Vagt
Hos min sorte Drabant jeg gik;
Hans Løve-Røst og hans Tænders Pragt
Holdt Alt i sømmelig Skik.

✂ Saa blev vi da Venner i Liv og Død,
Med Frihed og Lighed i Alt;
Thi gav jeg ham ei af mit Smørrebrød,
Saa forstod han at dele halvt.

✂ Jeg kjender ei Letsind større end hans,
Der hjalp hverken Børst eller Bank;
Og Krukken gik da saa længe til Vands,
Indtil den kom hjem uden Hank.

✂ Det var ved Sorte-Søes flade Bred
Min Fader og Moder de sad;
Selv strakte jeg mig i Græsset med,
Ak! - ung og lystig og glad!

✂ De fletted af Siv et Baand til ham,
At ikke den gale Krabat
Skulde kyse Livet af flere Lam, -
Men see, om de fik ham fat!

✂ Langtfra, med logrende Svands, stod han,
Det var da ret, som han loe:
Tidt saadan en Hund har bedre Forstand
End mangen anden paa To.

✂ Men da han den samme Aftenstund
Ved Siden af Bordet sad,
Og stirrende slikked sig om sin Mund,
Og gjorde Konster for Mad;

✂ Da kom der en Smed med Lænken i Haand
Og trak ham til Porten afsted;
Han hyled og sled i det stærke Baand,
Og jeg - jeg hylede med.

✂ Saa stod han der; - jeg besøgte ham tidt,
Og bragte ham Melk og Mad,
Og stundom selv, naar det regnede lidt,
Jeg krøb i hans Huus og sad.

✂ Fra Hjemmet jeg drog. Lang Tid der gik,
Jeg saae ei min Ungdoms Ven;
Men da jeg ham atter for Øie fik,
Han kjendte mig ikke igjen.

✂ Da græd jeg bittert, jeg hulked høit;
Men de, som just saae derpaa,
De loe; - thi de f var dem altfor drøit,
Sligt kunde de ikke forstaae! -

✂ Saa kom han da bort til et fremmed Land,
Hvor kun Faa ret kjendte hans Sind,
Hans Tapperhed og hans gode Forstand, -
Der blev han et useligt Skind.

✂ Den lange Birthe med den skjæve Mund
Og det hexeagtige Blik,
Hun sparked" med Træskoe den fattige Hund,
Ihvor han saa stod og gik.

✂ Kom Husets Smaa med en lækker Bid
Alt fra deres eget Fad,
Saa jog hun ham væk med Nag og Nid,
Og aad saa selv hans Mad.

✂ Hans sorte, krøllede Pels blev graa,
Hans lystige Mod var brudt;
Saa blev han mager - knap kunde han gaae -
Saa syg - og saa blev han skudt!

✂ Selv var jeg skudt saa mangen god Stund,
Men aldrig endnu tilgavns;
Ak, var jeg saa sandt, som den lodne Hund,
Fortøiet og vel tilhavns!