ROMANZE.

✂ Der gik i grønne Skove
En sorgfuld Ungersvend,
Og sang, mens Kildens Vove
Løb mellem Blomster hen.

✂ Der mødte han en Pige
Alt paa saa let en Fod;
Da følte han opstige
Til Kinden alt sit Blod.

✂ »Og hør, du unge Pige
Med Smiil paa Rosenmund,
Jeg vil et Ord dig sige
I denne grønne Lund.«

✂ »Ak, alt hvad du fortæller,
Er vist kun, hvad jeg veed, -
Vær du kun artig, eller
Jeg bliver meget vred!«

✂ »Og hvad vil du mig give
Alt for mit Hjertes Tro?
Hvis det ei dit maa blive,
Saa faaer det aldrig Ro!«
120

✂ - »Jeg leer kun ad din Smerte,
Behold din Elskovs Tro;
Jeg har jo selv et Hjerte, -
Hvad skal jeg vel med to?«

✂ Tag Rosen her, den røde,
Og læg den paa dit Bryst;
Vil Hjertet da forbløde,
Saa døer det dog med Lyst!«

✂ - Den Rose blussed herlig
Han blev saa sjæleglad,
Og kyssed øm og kjærlig
Det dufterige Blad.

✂ Men snart han saae bedrøvet,
At Blomsten, frisk og blank,
Henfalmed, og i Støvet
De spæde Blade sank.

✂ Da vandred han tilbage
Til Pigens stille Bo,
Og hæved høit sin Klage:
»O giv mig atter Ro!«

✂ »Den Rose, du mig skienkte,
Den hjalp mig ikke stort;
Vist ikke du betænkte,
Dens Skjønhed varer kort!«

✂ - »Du skal dig ei beklage,« -
Hun svared med en Fart, -
»En anden her du tage,
Den visner ei saa snart!«

✂ Og som hun saadan talte,
Alt i den samme Stund
Hans Hjerte hun betalte
Ham med sin Rosenmund.

✂ - Den, som har Visen digtet,
Det var en dansk Student;
Men Lykken ham har svigtet,
Og Verden Ryggen vendt.

✂ Og al hans Trøst er Sange,
Der stige fra hans Bryst,
Naar eensom han mon gange
I Skov, i Dal, paa Kyst.

✂ Og kunde Hjorten tale,
Den talte vist engang
I hine stille Dale
Om ham og om hans Sang.