Winther, Christian Jeg kjørte i dunkle Skove

↩

✂ Jeg kjørte i dunkle Skove,
Paa min Ven havde Søvnen fat;
Jeg lod ham saa gjerne sove
I den tause Sommernat.

✂ Fra Vognens Vindve jeg stir r ed
I Skovens Hjerte ind,
Hvor Stammer og Løvet dirred
I de rødlige Lygters Skin.

✂ Da vaagned saa mangen Tanke,
Mens Grupperne foer mig forbi! -
Hist bag en busket Banke
Løb der en hemmelig Sti.

✂ Der steg jeg ud og vanked
Ned i den stille Skov;
Jeg hørte, mit Hjerte banked,
Og Hestenes fjerne Hov.

237

✂ Mig syntes, at der var svundet
Saa lang, saa bitter en Tid,
Men at der nu var oprundet
En Himmel saa blank og blid.

✂ Jeg tællede mine Sukke -
Jeg tælled en Andens med -
Af vore Taarer fremdukke
Saae jeg den mildeste Fred.

✂ Og alt som jeg gik i Skoven,
Stjernerne til mig loe,
De tindrede ned fra oven
I deres evige Ro.

✂ Jeg standsed og lytted stille
Til fjerne Klokkers Slag;
En drømmende Skovfugls Trille
Spaaede en venlig Dag.

✂ Til en Haugeport jeg naaede,
Let jeg derind mig svang,
Under Træer, af Duggen vaade,
Gik jeg den lange Gang.

✂ Mit Blod, saa sødt beruset,
Gjennem mit Hjerte foer;
Sagte jeg treen til Huset
Og trak i Klokkens Snor.

✂ Sig Døren aabned - jeg blegned -
Ud Lampens Straale faldt
Og et Skygge-Omrids tegned
Af Din liflige Gestalt.

238

✂ Der stod Du længe Savnede,
Veemodig, from og huld!
Jeg sank til Jord og favnede
Dit Knæ saa andagtsfuld.

✂ Du førte mig langsomt, svævende,
Ved Haanden i Stuen ind.
Jeg saae en Perle bævende
Liste sig paa Din Kind.

✂ Da brast min Taares Kilde,
Som end paa Templets Trin
Et Offer den bringe vilde
For Sorgen - for Din og min!

✂ Vi græd, endskjøndt vi vidste,
At Alt jo var os forladt,
At det var Dødens sidste
Og Livets første Nat.

✂ Saa sagte jeg Dig fortalte
Alt, hvad jeg havde lidt;
Undseligt Du mig afmalte
Den Kamp, Du havde stridt;

✂ Mens henrykt ved Din Side
Jeg sad og saae med Lyst,
Alt, hvad Du maatte lide,
Det lettedes fra Dit Bryst!

✂ Alt Morgenstjernen hængte
Sin Lampe i dæmrende Luft;
Ind ad Haugedøren trængte
Sig Natviolernes Duft, -

239

✂ Da hørtes sig strække og vende
Min Reise-Kammerat:
»Min Herre! skal vi nu tænde?
Hold saa en Cigar parat!«