VINTERLANDSKAB.
✂
Sneen dækker Mark og Mose,
Skoven staaer saa mørk og bruun,
Blank i Vest gaaer Dagens Rose
Bort af Vintrens blaae Paulun.
✂
Taushed boer paa Eng og Høie,
Stjernen tindrer klart i Luft,
Hver en Busk har lukt sit Øie,
Hver en Stilk har gjemt sin Duft.
✂
Alle Blomsterbørn derude
Sove nu saa sødt og tæt,
Ei den hvide Vuggepude
Trykker deres Aandedræt.
✂
Poppelpilens Hoved hælder
Tankefuldt, med Snee belagt;
Ak, den drømmer vist, - hvad gjælder?
Om sin rige Sommerdragt!
✂
Det er mørkt i Skovens Sale,
Og mens Natten er saa stil,
Lyder Jægerhornets Tale,
Ak! hvem mon det taler til?
✂
Jægren staaer ved Degnens Bolig;
Mon han er paa rette Spor?
Mon nu hver en Barm er rolig,
Som bag disse Vægge boer?
✂
Møllehjulets Larm forstummer,
Kulden binder Slusens Fald;
Hanen galer, Koen brummer
I den lune Vinterstald.
✂
Flittigt i den lille Stue
Træder Pigen Rokkens Hjul;
Rødligt brænder Lampens Lue,
Kakkelovnen buldrer "huul.
✂
Karlen staaer ved hendes Side:
»Reis dig, Lise, fra din Stol;
Thi paa Kroen, maa du vide,
Har vi Fløiter og Fiol.«
✂
Ned fra Herregaards-Alleen
Farer frem et Kanetog,
Ud det slynger sig paa Sneen
Som en broget Ranglesnog.
✂
Først Grevinden med Gemalen,
Saa en Frøkenskare skjøn,
Gouvernanten sidst i Halen
Kjører der med Provstens Søn.
✂
Her bag Skoven hos Baronen
Er der Lystighed og Bal,
Blanke Lys i Lysekronen
Tindre fra den høie Hal.
✂
Dreiende de brede Ører
Hjorten staaer ved Skovens Bræm,
Undrende hvad Klang den hører
Vakt udi dens stille Hjem.
✂
Men af Fiskedammen kræver
Nu sin Mad den hvide Maag;
Dog fra Fadet ei den hæver
Isens faste, tunge Laag.
✂
Ynglingen paa blanke Skøiter
Svæver frem i krumme Sving,
Vinden om hans Ører fløiter,
Men han ændser ingen Ting.
✂
Hisset i det lyse Kammer
Venter ham et lystigt Lag,
Latter, Sang og Vinens Flammer
Og Tobak og Favnetag.
✂
Mens han Maalet kjæk forfølger
Kraftigt skiftende sin Fod,
Svømmer gjennem Luftens Bølger
Sangen lifligt ham imod.
✂
»Vivat Bacchus! stolte Herre!
Naadigt gjæst vor lille Flok;
Til at prise dig, desværre
Findes aldrig Tunger nok!«
✂
Men jeg stod paa Kjæmpehøien,
Stirred over Egnen hen,
Hvad jeg skued med mit Øie,
Tegned jeg med Blæk og Pen.