RAVNENS QVIDE.

✂ Skjøn Jomfru taler til fangne Ravn:
»Du sidder jo luunt i Bure -
Saa siig mig dog nu, hvad er dit Savn?
Dine Miner ere saa sure!«

✂ Saa dybt sig neied den uselig Ravn,
Hans Taarer runde saa stride:
»Vidste jeg selv dets rette Navn,
Saa fik du det snart at vide.

✂ Min ædle Jomfru med Haanden hvid,
Med Kinder og Læber røde!
Holdt du mig fængslet længere Tid,
Jeg troer forsanden, jeg døde.

✂ Det kogte Kjød fra dit eget Fad
Det er mig saa lidt til Baade, -
Visselig aad jeg en anden Mad,
Ifald jeg selv maatte raade.

✂ Din lunkne Drik og dit Sukkerbrød,
Den Taarestrøm i dit Øie,
111 Dine lange Sukke, din Tale sød, -
Det kan jeg slet ikke døie.

✂ Kun den kan vide af Skoens Tryk,
Som selv maa træde i Skoen; -
Her sidder jeg nu med krummet Ryg,
Mens Ringen klemmer om Kloen.

✂ O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre.

✂ Før var jeg lystig! - jeg mindes nok
I Bøgens og Egens Grene
Jeg havde Hustruer, hundred i Flok, -
Nu seer jeg kun dig alene.

✂ Jeg Duerne jog fra Slag til Slag,
Drak Blodet og hakkede Kjødet;
Det, maa du troe, har en bedre Smag,
End naar det er stegt og sødet

✂ Man siger, jeg faaer kun Aadsel i Arv.
Og bænkes ved Galgens Kroppe; -
Nei, helst jeg styrkes ved Oxens Marv,
Og sover i Skovens Toppe.

✂ Der har jeg min høie Gjestesal;
Og dybt, hvor Stenen helder
Sig over Kilden, klar og sval,
Er min velforsynede Kjelder.

✂ Min Ven er Midnattens sorte Sky,
Naar kjæk jeg ud mig svinger
I dristigt Tog over Land og By
Alt paa mine susende Vinger.

✂ Da seer jeg i Dybet mangen Skat,
Fast Guldet mit Øie blinder;
Det ligger i Klosterets Gruus forladt,
Og deiligt i Mulmet skinner.

✂ Da skingrer af Glæde høit mit Raab;
Og hvo, som forstaaer min Tale,
Tager Arv i svundne Slægters Haab,
Og kan med sin Vidskab prale.

✂ O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre.

✂ Hvad hjelper det dig, jeg sidder her
Saa stille, forknyt og bunden?
Du fange dig heller en lystig Stær,
Som snakker dig efter Munden.

✂ See til, du faaer dig en Stillids fat,
Han haver saa favre Fjedre,
Og er han i Staaltraadsfængslet sat,
Han pynter i Stuen bedre.

✂ En Papagøie var ogsaa god,
Han sidder i Ringen og gynger,
Og gnaver sin vamle Gulerod,
Og dit Navn evindeligt synger.

✂ En Turteldue du skaffe maa,
Hans Lader er fine og smukke,
Saa kjælen han vil i Stuen gaae
Med evige smægtende Sukke.

✂ Dog fange du helst en Canariehan,
Det er saa vakker en Sælle,
Om Sydlands duftende Skove kan
I Qvad han snaksomt fortælle.

✂ Men fang dog ei Nattergalens Brud!
Du tager feil, hvis du troede,
At, før du stinger dens Øine ud,
Den synger en eneste Node! -

✂ Jeg saae, hvor de andre Fugle smaa
Smukt lærte i Buur at s junge;
Da tænkte jeg strax: du ogsaa maa
Faa Skik paa din Røst og Tunge.

✂ Saa lod jeg mig fange, - saa sad jeg fast.
Men intet lærte jeg Stakkel,
Og at mit Hjerte endnu ei brast,
Det er saamæn et Mirakel.

✂ Jeg kan ei trives i dette Buur,
Her hjelper ei List eller Lempe;
Min raae, min ubændige Skovnatur
Vil evigt mod Baandet kjæmpe.

✂ Alt godt jeg ønsker min Jomfru kjær,
Dig Himlen stedse bevare!
Jeg beder dig blot: o! naadig vær!
Du lade med Fred mig fare!

✂ O løs min Lænke og bryd min Ring,
Luk op mit Gitters Døre,
- Her duer jeg dog til ingen Ting, -
Saa skal du min Jubel høre!«

✂ - Skjøn Jomfru alt med sin hvide Haand,
Med spodske Smiil om Munden,
Strax løste Ravnens Klo af Baand,
Saa slap hun ham ud i Lunden:

✂ »Tag nu kun Logis paa dit Egetræ, -
Jeg vil dig slet ei genere!
Nei, see mig til det tossede Kræ,
Hvor han kan ræsonnere!«