FADDERNE SYNGE.

✂ Du lille Purk udi din Vuggeseng,
Og du, hans Fader og hans Moder!
Her er vi Spillemænd, et lystigt Slæng,
Hør nu en Stund paa vore Noder!
Med røde Roser og med Øine blaae
Han smykket skal igjennem Verden gaae;
Ei! Ungdomstid!
Du er saa blid!
Thi lad os være Børn i Aften!

✂ Din Moders Favn er dig et Himmerig,
Indtil den lille Svale kommer,
Der bringer kjønne Blomster hjem med sig,
Og saa den glade, lune Sommer;
Med røde Roser og med Blomster blaae
Den vil dig Mark og Enge sødt besaae;
Ei! Sommertid!
Du er saa blid!
Ak! gid du altid favned Jorden!

✂ Saa skal du byde Gjæs og Høns til Gjæst,
Og kaste Korn for dine Ænder,
Og række Brødet ud til Faders Hest
Med dine bitte, runde Hænder;
De røde Æbler og de Blommer blaae,
Dem kan den store Dreng i Træet naae,
Ei! Ungdoms Frugt!
Lifligt og smukt
Skal du den Unges Hjerte fryde.

✂ Naar al vor Munterhed er reent caput,
Og vores Øines Flamme svinder,
6 Da skal du springe, som en vakker Gut,
Med dine æblerøde Kinder;
De røde Roser og de Øine blaae
Dem skal du vogte, at de kan bestaae;
Ak! Sorg og Skrig
Langt fra ham vig,
Naar han skal ud at gaae paa Veien.

✂ Skrig kuns i Vuggen du, saa høit du vil,
Det skal jo alle raske Drenge;
Men er du Karl, du vorde stærk og snild,
Og from som Lammet udi Enge.
De røde Roser og de Blomster blaae
I Skjønheds Urtebed, vi veed, de staae;
Ak! skynd dig, pluk!
End er hun smuk,
Men snart er Ingen af jer kjønne!

✂ Hør Dreng! een Ting endnu du ei forstaaer,
Det kan din Fader dig just lære:
At vorde tro den Møe, dit Hjerte faaer,
Og Gud og Dannemark at ære;
De røde Stridsmænd og de Gutter blaae,
De sorte Præster skal du agte paa;
Vælg, hvad du vil,
Men see kun til,
At Kjolen er lidt viid i Ærmet.

✂ Vi elske dig, din Knegt! det kan du troe,
Vort Hjerte aldrig dig forlader;
Din hulde Moder mon derinde boe,
Der boer vor vakkre Ven, din Fader.
De røde Druer og de gule, blaae
Dem skal det heller ei dig mangle paa;
7 Syng Venskabs Lyst
Af fulde Bryst,
Og fyr kuns i - engang imellem!

✂ Men hvis du faaer dig snart en Søster til,
Og Christ til Daab vil hende kalde,
Mon vi her atter da med Sang og Spil,
I Præstegaarden samles Alle?
De røde Roser og de Øine blaae
Er Blomster, som saa farligt snart forgaae!
Ei! Ungdomstid!
Du er saa blid!
Thi lad os være Børn i Aften!