Winther, Christian Jeg kom til Skovens Bolig

✂ Jeg kom til Skovens Bolig,
Der var saa yndigt hist;
Og Fuglene fortrolig
Smaasnakkede paa Qvist;
Løvfrøen, grøn og lille,
Paa Tuen sprang med Lyst;
Fast hørtes Duggen trille
Paa alle Blomsters Bryst

✂ Veemodig og alene
Jeg blødt i Græsset laae,
Fra Hasselbuskens Grene
En Drossel paa mig saae;
Nysgjerrig og forvoven
Den nærmere sig svang,
Mens klart igjennem Skoven
Dens friske Toner klang.

✂ Hist fjernt paa Høien standsed
En Hjort med stort Gevier,
Mens Daadyrflokken dandsed
Hen ad de grønne Stier.
307 Igjennem Krattet skimted
Jeg Havets glatte Speil;
Der langsomt gled og glimted
En Baad med hvide Seil.

✂ En sagte Susen lufted
Hen over Bøgetop,
Og alle Urter dufted
Og saae mod Himlen op;
Og Himlen var saa herlig,
Saa venlig, puur og skjær,
Den smilte sødt og kjærlig
Ned til sin Børnehær.

✂ Og alle Tanker sorte
En Stund mit Sind forlod;
Thi Freden holdt dem borte.
Som Vagt den hos mig stod;
Den med sin Vinge vifted
Og tog mig i sit Skjød; -
Da i sin Slummer skrifted
Mit Hjerte den sin Nød.

✂ Og jeg lod Hjertet sanke
Trøst i Naturens Fred;
Kun een - en hellig - Tanke
Blev vaagen end derved:
Hvad skal jeg med det Hele?
Den Fryd er ikke reen!
Nei - Gud! o, lad mig dele
Din Himmels Fred med Eenl