TRE OM EEN.
✂
Der roede tre Matroser fra Skib imod Strand;
De var just komne hjem fra fremmede Land.
✂
Deres Trøier var af Silke, deres Kiste var tung,
Guld havde de baade i Fikke og Pung.
✂
Deres Kind var som Mahogny, deres Haar som Ibenholt
Med Paradis-Abild de spillede Bold.
✂
De Ørenringe blinked bag deres sorte Skjæg.
Ind traadte de i Kroen og slog Døren mod Væg.
✂
Saa satte de sig ned ved Bord og paa Bænk:
»Kromoder! luk op for Skab og for Skjenk!«
✂
»For Skab og for Skjenk kan jeg snart lukke op;
Hvor har I nu vel tumlet Eders lystige Krop?«
✂
»Saa langt af Led vi seiled, saa viden om vi foer;
Sidst komme vi fra Landet, hvor Guldtræet groer.«
✂
»Og kommer I fra Landet, hvor Guldtræet groer,
Saa skal den klare Viin stande for Jer paa Bord.«
✂
»Hvor er saa din Datter, med Rosen paa Kind?
Lad flux hende gange for Matroserne ind.«
✂
»Hvad vil I saa min Datter? hun kommer tidsnok.
Hun spænder sine Skoe og fletter sin Lok.«
✂
»Kromoder, hør! din Datter saa frisk og saa fiin,
Skal skjenke for os og sætte Smag paa din Viin.«
✂
Ind traadte hun for Bordet; og det er vist og sandt,
Det var dem alle Tre, som en Stjerne oprandt.
✂
Den Første tog Pigen ved hendes Haand saa hvid:
»Min Skat skal du være fra nu til evig Tid.«
✂
Han ledte hende frem og fik hende til Bords:
»Hos mig skal du sidde evindelig til Roers.«
✂
Den Anden hende klapped ved hendes Kind saa blød:
»Med mig skal du seile gjennem Liv og til
Død.«
✂
Saa drak han hende til og rakte hende Glas:
»Paa Farten skal du være mig Stjerne og
Compas.«
✂
Den Tredie sad stille og tænkte saa ved sig:
»Engang kommer Turen vel ogsaa til mig.«
✂
Han talte med sit Øie, han talte med et Vink;
Og Jomfruen svared saa lønligt med et Blink.
✂
Men Kromoder tænkte saa listeligt i Sind:
»Jeg veed nok, hvem der farer for den føieligste
Vind.«
✂
De Tvende kasted hid og did saa skulende Blik,
Og tause ud ad Døren med hinanden de gik.
✂
Paa grønne Eng derude de førte op en Dands,
Saa Liv og Død det gjældte, om Jomfruens Krands.
✂
Den Tredie han smidsked: »At slaaes gjør intet Gavn!
Kom, kys mig, min Fæstemø! og tag mig i Favn!«
✂
Og det var Kromoder, hun ud af Vindvet saae:
»Hold op nu at kives, lad være nu at slaae!
✂
Gjør nu, som jeg siger, forliges og kom!
✂
Der er slet Intet meer for Jer at djævles om!«
De To tilbage humped med Næserne i Blod;
Op stod da den Tredie og traadte dem imod.
✂
I Dør han stod og raabte med listige Blik:
»See her, Kammerater! det Bedste jeg dog
fik!«
✂
I Dør han stod og vinked med hendes Jomfrukrands:
»Kom hid, Kammerater! til mit Bryllup og
dands!«