Winther, Christian Han glemmer Dig ei!

Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Dit Favntag, trykket ømt af Din Arm?
Den føler sig som i Himlen hjemme,
Der een Gang har hvilet ved Din Barm.

Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Blomsten paa Dine Læbers Bred;
Hvis rene Sødhed kan bortskræmme
Fra Hjertet Alt, hvoraf det leed?

Du kan ei glemmes!
Blot een Gang manet
Ind i Din Yndes Tryllekrands, -
Og Alt, hvad Hjertet har haabet, anet,
Vil evigt beruse Sind og Sands!