Winther, Christian Der var saa eensomt og saa stille

✂ Der var saa eensomt og saa stille
Der, hvor jeg laae paa grønne Strand;
Jeg hørte Bølgen langsomt trille
Og skumme hen ad hviden Sand.

✂ Nu taug de travle Livets Røster,
Og Skibe med de hvide Seil,
Der vendte hjem fra fjerne Kyster,
Gled sagte paa det klare Speil.

✂ I Cirkelflugt den blanke Maage
Hen over Havets Flade skjød;
Mens Solen sank, den lette Taage
I Østen dæmred rosenrød.

✂ En lille Fugl paa Gjærderanden
Betragted mig og sang i Ro;
Hist Pigen kom med Melkespanden
Og lokked for sin røde Ko.

✂ Blank Maanen hæved sig af Voven,
Stærkt duftede det friske Hø,
283 Og alle Fugle tang i Skoven,
Da Solens sidste Glimt mon døe.

✂ Der var, som under Kirkens Bue,
En Høitidsro, en salig Fred,
Der stemte med mit Hjertes Lue,
Min Andagt og - Vemodighed.

✂ Jeg hilste denne Fred med Taarer,
Min Tanke var hos Dig, min Brud!
Og bittert gjennem Hjertets Aarer
En Strøm af Smerte gjød sig ud.

✂ Min Bøn til Ham, som fra det Høie
Paa Jorden Fryd og Sorg udsaaer, -
Mit Suk - og Duggen i mit Øie
Er kun, hvad jeg til Trøst formaaer.

✂ Min Elskede! forsag Du ikke,
Min Engel paa den dunkle Jord!
En naadig Gud jo vil tilskikke
Fredspalmen Dig, før Du det troer!