»Ma pur si aspre vie, ne si selvaggie
Cercar non so, ch'amor non venga sempre
Ragionando con meco, ed io con lui«

Petrarcha.

✂

✂ Hverken Verden eller Du
Skal rigtig faae at vide,
Hvad mit Hjerte før og nu
Har lidt og maa lide;
Med hver veemodsfulde Klang,
Som røber min Smerte,
Og hver en Sorgens Sang,
Som fødes af mit Hjerte,
Hvert Billed og hvert Blad,
Hvert Suk og hver Tanke,
Som jeg sorgfuld eller glad
Paa min Vandring kan sanke,
Skal Dig evig høre til,
Som jeg selv er Dit Eie,
Til mig Døden føre vil
Fra Smertens Torne-Leie;
Til i Evighedens Glands,
Som alle Længsler stiller,
Er opløst den Dissonans,
Som her os grumt adskiller!
Ak, jeg husker nok dengang,
232 Da jeg sad i Dit Kammer,
Og læste Dig min Sang,
Fuld af Elskovs Fryd og Jammer;
Mens Dit Øies dybe Blaa
I Taareduggen svømmed,
Og Smerten bitter laae
Om Din Læbe og drømmed;
Og for mit Øre lød
Ubeskriveligt Din Stemme,
Saa vennehuld og blød,
At jeg aldrig det kan glemme!
Da følte jeg den Magt,
Som der laae i Din Smerte,
Og opreiste en Pagt
Mellem mig og mit Hjerte,
Og svoer en hellig Eed,
At kun Du skulde være
Fra nu til Evighed
Mit Hjertes Hjertenskjære;
Men at aldrig enten Du
Eller Verden skulde vide,
Hvad af Længsel før og nu
Jeg leed og maa lide!
Og Dine Taarer blev
En Dug med Himlens Kræfter:
Alt, hvad jeg sang og skrev,
Var Blomsterskud derefter.
I Din søde - søde Røst,
Som jeg aldrig kan glemme,
Gjennembævede mit Bryst
Gudens hellig-stærke Stemme.
Og til Dig jeg øm og glad
Mig klynged som en Ranke,
233 Saa at alle mine Qvad
Var som tænkte med Din Tanke.
O, modtag da i Din Favn
Vore Børn, jeg vil udsende;
Skjøndt de bære ei Dit Navn,
Vil Du dem nok gjenkende!
Men Dit Navn jeg nævner ei,
Thi det er Helligdommen,
Hvori, dybt indviet, jeg
Til Livets Lys er kommen;
Og jeg svoer jo: hverken Du
Eller Verden fik at vide,
Ved Hvem jeg før og nu
Har lidt og maa lide!

✂

✂ Saa Havets Brusen, den vældige Vind
Og Braget af de stærke Strømme
Kan ene sende Ro i Dit Sind?
Og bortveire Dine mørke Drømme?

✂ O, kunde jeg aande hver Taage bort
Og gjøre Dig Dagene klare!
Men selv jeg skuer kun Graat og Sort -
Forlængst lod mig Glæden fare.

✂ O, kunde jeg dog ved Strængens Guld
Faae Din Sorg i Toner begravet!
Min Sang den er kun af Jammer fuld,
Ei vild og freidig som Havet.

234

✂ Hvad hjalp da min Sang et Barn saa forgrædt?
Hvad hjalp min Sang Dit hulkende Hjerte?
Ak, gjerne jeg bar - skjøndt selv saa træt -
For Dig hvert Suk, hver Sorg og hver Smerte!

✂

✂ Du veed ei, hvor jeg er?
Ak, seer Du mig dog ikke?
Jeg er jo Dine Blikke
Lyslevende og nær!
I disse gyldne Sale
Min Kjole vandrer og min Krop,
Men Hjertet - Hjertet iler op
Hos Dig sig at husvale.

✂ Jeg i Dit Øie, Du!
Mig speiled mange Gange
Saa sorrigfuld og bange, -
Der sidder jeg endnu;
Hvis der ei mere findes
Min Skygge, tegnet skarp og fiin,
Er Skylden ikke min, men Din,
Som mig ei længer mindes.

✂ Jeg sætter, som en Falk,
Mig paa Din Skulder herlig,
Da aabner Du mig kjærlig
Din Læbes Rosenkalk;
" Og Dine Ord udstrømme
Som Blomsterduft i Sommervind,
De mildne huldt mit vilde Sind,
De elskovsfulde, ømme!

235

✂ Naar Du ved Havet staaer
Heel tankefuld, alene,
Hvor høit mod Strandens Stene
Den stærke Bølge slaaer,
Og hører Melodier,
Som bringe Dig i Smerten Trøst,
Da er det jo mit Hjertes Røst,
Som aldrig, aldrig tier.

✂ Tidt i den dunkle Nat,
O, Du mit Hjertes Eie!
Jeg har mig ved Dit Leie
Saa stille, henrykt sat;
Med Aandens skarpe Blikke
Jeg aabned mig til Hjertet Vei,
Der stod mit eget Contrafei -
Ak, saae Du mig da ikke?

✂ Mig Drømmens milde Gud,
Der staaer i Pagt, Veninde!
Med ham, den lille blinde,
Tidt venligt sendte Bud;
Og paa sin lyse Scene,
Hvor Dagens Ørk, med Slud og Regn,
Var vegen for en yndig Egn,
Mig spille lod alene.

✂ Da strakte jeg min Arm
Mod Dig, Du Elskte, Søde!
Hvor mine Ord blev bløde!
Hvor Taaren trilled varm!
Jeg veed, paa Drømme troer Du:
236 Min Drøm, den er en sand Prophet,
O, Du kan troe, hvad Du har seet,
At i mit Hjerte boer Du.

✂ Men - løst af Drømmens Baand,
Naar her, forladt og ene,
Jeg aldrig tør forene
Min med Din bløde Haand;
Da gjør min Smertes Klage,
Den virkelige, bittre Graad
Mit Øie blindt, min Kind saa vaad,
Og kalder mig tilbage!

✂

✂ Jeg kjørte i dunkle Skove,
Paa min Ven havde Søvnen fat;
Jeg lod ham saa gjerne sove
I den tause Sommernat.

✂ Fra Vognens Vindve jeg stir r ed
I Skovens Hjerte ind,
Hvor Stammer og Løvet dirred
I de rødlige Lygters Skin.

✂ Da vaagned saa mangen Tanke,
Mens Grupperne foer mig forbi! -
Hist bag en busket Banke
Løb der en hemmelig Sti.

✂ Der steg jeg ud og vanked
Ned i den stille Skov;
Jeg hørte, mit Hjerte banked,
Og Hestenes fjerne Hov.

237

✂ Mig syntes, at der var svundet
Saa lang, saa bitter en Tid,
Men at der nu var oprundet
En Himmel saa blank og blid.

✂ Jeg tællede mine Sukke -
Jeg tælled en Andens med -
Af vore Taarer fremdukke
Saae jeg den mildeste Fred.

✂ Og alt som jeg gik i Skoven,
Stjernerne til mig loe,
De tindrede ned fra oven
I deres evige Ro.

✂ Jeg standsed og lytted stille
Til fjerne Klokkers Slag;
En drømmende Skovfugls Trille
Spaaede en venlig Dag.

✂ Til en Haugeport jeg naaede,
Let jeg derind mig svang,
Under Træer, af Duggen vaade,
Gik jeg den lange Gang.

✂ Mit Blod, saa sødt beruset,
Gjennem mit Hjerte foer;
Sagte jeg treen til Huset
Og trak i Klokkens Snor.

✂ Sig Døren aabned - jeg blegned -
Ud Lampens Straale faldt
Og et Skygge-Omrids tegned
Af Din liflige Gestalt.

238

✂ Der stod Du længe Savnede,
Veemodig, from og huld!
Jeg sank til Jord og favnede
Dit Knæ saa andagtsfuld.

✂ Du førte mig langsomt, svævende,
Ved Haanden i Stuen ind.
Jeg saae en Perle bævende
Liste sig paa Din Kind.

✂ Da brast min Taares Kilde,
Som end paa Templets Trin
Et Offer den bringe vilde
For Sorgen - for Din og min!

✂ Vi græd, endskjøndt vi vidste,
At Alt jo var os forladt,
At det var Dødens sidste
Og Livets første Nat.

✂ Saa sagte jeg Dig fortalte
Alt, hvad jeg havde lidt;
Undseligt Du mig afmalte
Den Kamp, Du havde stridt;

✂ Mens henrykt ved Din Side
Jeg sad og saae med Lyst,
Alt, hvad Du maatte lide,
Det lettedes fra Dit Bryst!

✂ Alt Morgenstjernen hængte
Sin Lampe i dæmrende Luft;
Ind ad Haugedøren trængte
Sig Natviolernes Duft, -

239

✂ Da hørtes sig strække og vende
Min Reise-Kammerat:
»Min Herre! skal vi nu tænde?
Hold saa en Cigar parat!«

✂

✂ O, kunde jeg Dit Knæ dog favne,
Med Tak det trykke til mit Bryst,
Min Borgen, Du! at jeg tør havne
Engang paa Paradisets Kyst.

✂ Thi see, naar vi er begge døde,
Da skal et helligt Englechor
Til Himlen bære Dig, Du Søde!
Men jeg - ak, jeg staae udenfor.

✂ Da stiller Dig for Magtens Throne
Med Jubelsang den skjønne Flok,
Mens Evighedens Rosenkrone
De flette for Din blonde Lok.

✂ Men Du, med Dine fromme Hænder
Tæt knugede foran Dit Bryst,
I kjærlig Angst Dit Øie vender
Mod Ham, der gjemmer Verdens Trøst;

✂ Og siger, mens Du sees at knæle
Og synke paa Dit Ansigt ned:
»Tilgiv! men her jeg kan ei dvæle,
Hvor Ham er ingen Plads bered.

✂ Jeg skjøtter ei Din Himmels Glæder,
Naar evigt jeg maa tænke paa,
240 At Han i Mørket staaer og græder,
Og ei min Trøst kan til ham naae.

✂ Hvis jeg med Ham ei her tør dele
Din Naade og Din Herlighed,
Saa tag, o Gud! fra mig det Hele, -
Jeg gaaer til Ham og Smerten ned;

✂ Og boer i Natten hist, den sorte,
Hos Ham, mit Hjerte og min Sjel;
Jeg er ei her, naar Han er borte,
Kun hvor Han er, der er jeg heel!«

✂ - Mildt Herren sender Dig sit Øie,
Men sidder længe, streng og stum,
Og veier viseligt og nøie
Din Uskyld mod min Brødes Sum;

✂ Hen for Hans Throne maa jeg træde,
Han speider dybt og skarpt mit Sind,
Han seer Dit søde Øie græde
Og siger: »Gak da Begge ind!«

✂

✂ Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel
Af Hjertets indre Dyb vil sende
Til hver en Urt, hvert Kildevæld,
Hvis Duft og Klang jeg lærte kjende.

✂ Naar jeg skal døe, til Solens Lys,
Dens Morgenskjær, dens Aftenrøde,
Jeg kaste vil et Afskedskys
Med venlig Tak for hvert et Møde.

241

✂ Naar jeg skal døe, maa hvert et Træ,
Hver lille Busk en Hilsen have,
Hvor sødeligt i stille Læ
Min Sorg sig lod i Drøm begrave.

✂ Naar jeg skal døe, for Himlens Blaa,
For Havets vilde, hvide Bølge
Vil jeg, mens Puls og Hjerte slaae,
Ei kold mit Afskedssuk fordølge.

✂ Naar jeg skal døe, hver Nattergal
En lille Afskedssang jeg vier,
For den saa tidt i Skovens Sal
Mig fløited sine Melodier.

✂ Ja hver Naturens rige Skat
Med roligt Sind jeg lader fare,
Naar sig igjennem Dødens Nat
Den bedre Dag skal aabenbare.

✂ Men skal jeg døe, og bort jeg gaaer,
Mens Du maa blive her tilbage,
Vil jeg, til Hjertet stille staaer,
Hver Afskedstanke reent forjage.

✂ Jeg tænke vil: den ene Dør
Oplukker jeg til evig Glæde, -
Det varer ei saa længe, før
Jeg seer Dig fra den anden træde!

242

✂

✂ Ud over Havets Mark, den øde,
Svæver en Fugl i vildsom Flugt;
Har den ei bygget blandt Roser røde?
Har den ei nippet saa sød en Frugt?
Ak, det kan den ret aldrig glemme,
Hjertet slaaer i det spæde Bryst;
Var den derhjemme! ak, derhjemme!
Aldrig forlod den sin kjære Kyst.

✂ Ængstelig, sky Antelopen iler
Let paa sin Fod over Ørkens Sand.
Aldrig den trættes, aldrig den hviler,
Jaget af Tørstens uslukkede Brand.
Nys den drak af den levende Kilde -
Ak, den svandt! - og en evig Glød
Tærer dens Indre - tidligt og silde -
Driver ustandset til Grav og Død.

✂ Seer Du den Strøm, soin fra Klippen skyder?
Rastløs, skummende, stærk og vild
Gjennem Kløft, gjennem Spalt den bryder,
Slynger sig, snoer sig, smidig, snild!
Hvor er dens Maal? - Der, dybt dernede,
Aabner sig huldt dens Længsels Grav,
Og med den rolige Flod, den brede,
Dæmpes dens Suk i det evige Hav.

✂ Falmede Farver! - min Pensel jeg slipper -
Billeder svage - min Griffel er brudt -
Strængene tie - min Stemme mig glipper,
Taushed er alt - - -

✂

✂ Ved en Fuglekræmmers levende,
Tæt myldrende Bod
Heel tankefuld jeg standsed
Forleden Dag min Fod,
Og saae paa de smaa Stakler,
Der hang paa Væg i Buur
Og drømte eller qviddred
Om den vilde, frie Natur.

✂ Der glimred nu en Stillids,
Der hopped nu en Stær,
To Turtelduer sukkede
Hinanden saa nær;
Hist sang en lille Lærke
Paa det fattige Grønt
Sin ungdommelige Trille
Vemodigt, men kjønt

✂ Saa fløited der en Dompap,
Mens Nattergalen slog,
Saa Iriskens Hvirvel
Mit Hjerte} til sig drog;
Thi Guden, som mig naadigt
Har lært en Cither slaae,
Gav ogsaa, at mit Øre
Kan Fugles Sprog forstaae.

✂ Med Eet blev der saa stille -
En Drossel slog til Lyd;
Han sang om sine Skove,
Om sin Friheds tabte Fryd,
Om røde Bær, om Blomster,
Om Solskin og om Sky'r,
244 Og fortalte saa de Andre
Sit sidste Eventyr.

✂ »Jeg sad i Fruens Bøge
I det liflige Fyen,
Mens Aftenklokken sendte
Sin Hilsen hid fra Byen;
Om Stammen, hvor jeg gynged,
Tæt Vedbenden krøb,
Ved Roden, med Rislen
Klart Møllebækken løb.

✂ Da vandred ind i Lunden
Med langsomt Fjed en Mand;
Han standsed just og satte sig
Ved Bækkens grønne Rand.
Jeg saae det nu saa tydeligt,
Han havde det ei godt;
Hans Kinder vare blege,
Hans Øie det var vaadt.

✂ Og frem han drog af Barmen
Saa fiint et lille Blad,
Det læste han andægtig,
Ret som en Bøn han bad;
Han trykkede det heftigt
Til sin brændende Mund,
Og kasted sig i Græsset,
Og græd af Hjertensgrund.

✂ Jeg vidste, hvad ham smerted,
Jeg kjendte grant dets Navn;
Saaledes kan kun grædes
245 Ved den Elskedes Savn.
Saa nærmed jeg mig sagte
Fra Qvist og til Qvist,
Og sang, saa trøst jeg kunde,
Med Lempe og med List:

✂ O, græd Du kun Din Taare,
Mens den lindrer Dit Bryst!
O, send kun Dine Sukke
Til den fjerne, fjerne Kyst!
Men lyt dog til mit Varsel,
Og tro dog paa min Trøst:
Din Smerte skal sig vende
Til den saligste Lyst.

✂ Hvad aldrig Du ret værdigt
Kan lovprise ved Din Sang,
Hvad ikke Du tør ane,
Det venter Dig engang!
Hvad Yndigt og hvad Elskeligt
Et Hjerte ønske kan,
Det vorde skal Dit Eie,
Du lyksalige Mand! -

✂ Da hæved han sit Øie, -
Men gjennem Taarens Daab
Jeg syntes dog, jeg skimted
Et lille Glimt af Haab;
Og glad og qvik jeg svang mig
Over Land, over Sø,
Thi, ak! min Længsel stunded
Til Sjeliands rige Ø.

246

✂ Jeg fløi til Dyrehaven,
Jeg fløi til Gyldenlund,
Jeg troede, der mig vented
Min højtelskede Hun.
Da fløited det - da lokked det -
Da voved jeg mig nær, -
Og saa blev jeg da fanget,
Saa jeg nu sidder her!«

✂ Han taug; - men for Propheten
Jeg Løsepengen gav,
Og aabned ret med Vellyst
Den Levendes Grav.
Et Øieblik paa Haanden mig
Han sang sit: »Tak! Farvel!«
Og foer saa glad mod Himlen
Som en frifunden Sjel.

✂

✂ Kunde jeg Roser male
Og fortrylle deres Blad,
Hvor skulde de ei tale,
Naar ret jeg bad dem ad!
Hvor skulde de ei synge
De allersødeste Ord,
Samlede tæt i Klynge
Som et Englehoved-Chor.

✂ Texten var Farveglandsen
Og Duften blev Musik;
Kraftigt igjennem Sandsen
Til Hjertets Dyb det gik.
247 Hvad ei min Sang kan sige,
Fik de saa yndigt sagt -
Hymnerne skulde stige
I paradisisk Pragt.

✂ Kunde jeg Roser male,
Jeg malede dem for Dig;
De skulde synge og tale
Til Dit Hjerte for mig;
De skulde, tæt i Klynge,
Som et EnglehovedÆhor,
Dig evigt tale og synge
De allersødeste Ord!

✂

✂ Lad os reise, lad os vandre,
Lad os fjernt i Verden gaae!
Lad os, enige med hverandre,
Evigt Stedet kun forandre,
Hvor vort Hjertes Blomst tør staae.

✂ Lad os enige og glade
Glemme Alt, hvad vi har lidt;
Alt det Mørke vi forlade,
I det Lyse kun vi bade
Vil vort Hjerte, frisk og frit.

✂ Gjennem Lande, over Strømme,
Under Himlen mild og varm
Lokker os de søde, ømme,
Ubestemte Længselsdrømme -
Lad os vandre Arm i Arm!

248

✂ Der er Død i denne Stilhed,
Denne døsig-sikkre Ro!
Liv der er i Fjeldets Vildhed,
I en sydlig Aftens Mildhed,
Hvor Cypres og Pigne groe.

✂ Liv der er i disse Haller,
Hvor de store Mestres Værk
Vor Begeistrings Suk fremkalder,
Og en Sæd i Tanken falder,
Som gjør Aanden rig og stærk.

✂ Liv der er i disse Sale
Under klare Lampers Krands,
Hvor de søde Nattergale
Stærke Lidenskaber male
Straalende med Toners Glands.

✂ Hist til Friheds Sang vi lytte
I de frie Frankers Stad;
Og i Schweizerbondens Hytte
Mødes vi med Gemsens Skytte
Og paa Stien følges ad.

✂ Borgens sjunkne Taarn vi gjester,
Stige over Grav og Vold;
Præke os de smuldne Rester
Ei, som alvorsfulde Præster,
Om en svunden, kraftig Old?

✂ Følge vi en kjæk Tyroler
Møisomt paa hans steile Fjeld?
249 Plukke, mens han lystigt jodler,
Alperoser og Violer,
Drikke af det klare Væld!

✂ Paa Venedigs Gader glide
I Canalgondolen vi;
See med Vemod, hvor de hvide
Pragtpalladser langsomt skride
Tomt og dødt vort Blik forbi.

✂ Høit fra Capitol du skue
Skal det store, stille Rom;
Tænde sødt din Andagts Lue
Under Buonarotis Bue
I St. Peters Helligdom.

✂ I den milde Aftenrøde
Ved Neapels krumme Strand,
See vi, under Rankens bløde
Gitter hist et Stevnemøde -
Unge, skjønne - hun og han.

✂ See, hvor sprudler her ei Saften
Af det rige Druevæld!
Tusind Hjerter spore Kraften,
Lystigt i den klare Aften
Dandses der en Tarantell.

✂ Las os reise! lad os vandre!
Lad os fjernt i Verden gaae!
Lad os, enige med hverandre,
Evigt Stedet kun forandre,
Hvor vor Elskovsblomst tør staae.

250

✂ Ud af Hjertet vil vi feie
Alt, hvad der er Slet og Smaat;
Samle paa vor Vandrings Veie
Os et broget, kostbart Eie
Af hvad der er Stort og Godt.

✂ Og for Verdens store Sjele,
Disse Glimt fra Lysets Hjem,
Vil vi andagtsfulde knæle,
Og i deres Kreds formæle
Tanken, som en Brud, med dem.

✂ Hade vil vi alt det Træge,
Kolde, Visne, Lave, Raae;
Men, hvad dybt et Sind kan qvæge,
Luttre, styrke og bevæge,
Kaste vi vor Længsel paa.

✂ Elske vil vi alt det Grønne,
Alt hvad der er frit og lyst;
Og for alt det Ædle, Skjønne,
Som vi dele, vil vi lønne
Huldt hinanden, Bryst mod Bryst.

✂ O, saa kom, min Elskerinde!
Kom og glem Dit Hjertes Qval.
Vil Du? - trofast skal Du finde
Mig paa Fjeldets stolte Tinde,
Som i stille Skyggedal.

✂ Trofast? - ak, Du veed det, Hulde!
At mit Hjerte, varmt og ømt,
251 I sin Elskovs rige, fulde
Verden kj ender ei til Kulde -
Ak, men Reisen - er kun drømt!

✂

✂ Bøgen skyder alt sit Blad,
Lysegrønt og sundt og saftigt;
Lærken synger, foraarsglad, -
Efter Natteduggens Bad
Dufte Græs og Blomster kraftigt.

✂ Føler Du den milde Vaar?
Elskte! hører Du de Sange,
Der, Hig Stjerneskud, fremgaaer
Høit fra Himlens Hvælving, naar
Du betræder Havens Gange?

✂ Skimter Du Violens Blaae?
Aander Du dens friske Sødme?
Sees Du tankefuld at gaae,
Hvor de grønne Linde staae
Glimrende i Aftnens Rødme?

✂ Eller sidder Du nu gjemt
I Din stille, sikkre Stue?
Mens Dit Hjerte, tungt, beklemt,
For Naturens Fryd ei stemt,
Maa ved hvert et Fodtrin grue?

✂ Nei! - jeg veed, Du dvæler ei
Svag i Sorgens Fængselskranke,
252 Og Din Sjæl ei sygner - nei!
Kjæk paa alt det Skjønnes Vel
Sender Du Din stærke Tanke.

✂ Derfor er det, Skjønhed har
Samlet huldt sig om Din Vandring;
Derfor den, beslægtet, bar
Dig sin Fakkel lige klar
Under al Dit Livs Forandring!

✂

✂ Ved Veien paa en Steen jeg sad, og Brystet
Sig hæved tungt; mens trende Nattergale
Forgjeves søgte smukt at faae mig trøstet

✂

1.

»Her rundt om mig skal Grenene sig lukke,
Lad saa min Sang for Skoven kun forraade
Min Elskovs søde, eensom-stille Sukke.«

✂

2.

»Er Kjærlighed ei Livet for Alverden?
Og trænger Du, mit Hjerte! til Beviser?
Ak nei, Du siger ligefrem: det er den!«

✂

3.

»O, Digter! lær af os bag Bøgens Kroner
At synge frit og klart, hvad i et Hjerte
Alene kan udtale sig i Toner.«

✂

4.

»Luk op for Hjertet, lad det Aande drage
I denne Strøm af klare Melodier,
Og lær med Mod Din syge Tvivl forjage.«

253

✂

5.

»Er Elskov død for os paa disse Strande,
Da love vore sikkre Prophetier
Gjenfødelsen i andre skjønne Lande.«

✂

6.

»See Snogen hist! jo, jo! jeg passer paa den,
Min Rede bygger jeg saa høit fra Jorden,
At ei dens Hvislen, Braad og Gift kan naae den.«

✂

7.

»Hvad tykkes Dig om Sangens bittre Sødhed?
Hvad om dens hemmelighedsfulde Dunkle?
Ak, Elskov lever just i denne Blødhed!«

✂

8.

»Bag Bladets lysegrønne, klare Rude,
Tæt ved min lille Viv i bløde Rede,
Mit Hjerte slaaer og glemmer Alt derude.«

✂

9.

»Hvor prægtigt skinner hist den grønne Bille!
Naar jeg har seet mig mæt paa Farvens Glimmer,
Jeg flyver til og spiser ham, den Lille.«

✂

10.

»Som efter Storm og Regn med Blade grønne
Og røde Blomster Vaarens Tempel smykkes,
Vil Elskov efter Suk og Savn Dig lønne.«

✂

11.

»Mens Alt i Nattens Mulm og Regnskyl gyste,
Var her hos os saa lyst, saa tyst, saa yndigt,
Thi klar og varm vor Brudefakkel lyste.«

254

✂

12.

»Hvorfor vil Du Din tunge Længsel nære?
Jeg elsker Øieblikket! - Om min Smerte
Jeg tænker let: det kan ei andet være!«

✂ - Med Veemod jeg dem hørte. Morgenvinde
De dunkle Skyer bort fra Himlen førte,
Men ak, min Smerte vilde ikke svinde.

✂

✂ Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang,
Alle de smaa Fugle saa yndeligt sang,
De havde ei andet at bestille;
Der qvad Stillids, og der qvad Gjøg,
Der slog høit i den hvislende Bøg
En Irisk sin sittrende Trille.

✂ Da tænkte jeg paa Hende, som er ikke her,
Da tænkte jeg paa Hende, mit Hjerte har kjær,
Og jeg tænkte, det bedste jeg kunde;
Og Alting omkring mig det tænkte som jeg,
Den gamle Eeg og Granen, der brystede sig,
Og alle smaa Fugle i Lunde.

✂ Og Alt vilde trøste mit længselfulde Sind;
Fortroligt mig hvisked den letsindige Vind
De luneste Ting i mit Øre;
Og Stæren mig sagde saa meget - meget Smukt,
Med Længslen de kunde dog ikke faae Bugt,
Den lod, som den ei kunde høre.

255

✂ Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaae,
Saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa,
Og sukke med de svævende Vinde;
Saa vil jeg da vandre min eensomme Gang,
Saa vil jeg indvie hvert Suk og hver Sang
Og min inderlige Smerte til Hende!

✂

✂ O, var Du her i denne By,
Og gik Din Fod paa disse Stene,
Jeg kunde dog i Sværmens Ly
Hver Dag Dit Billed huldt fornye, -
Men, ak! jeg sørger her alene!

✂ Alene - i den store Stad!
Mens Du i fjerne, stille Bolig
Dig føler let og fri og glad
Og har vel glemt det gamle Had -
Men - ligegyldig, kold og rolig?

✂ Du har vel glemt den bittre Strid,
Som meer forened end adskilte?
Du er vel lige from og blid?
Og mindes knap den lange Tid,
Som Du paa mørke Tanker spildte?

✂ Det blev mit Sind en Sæd! min Høst
Med hvert et Pulsslag sig fordobbler;
Den endte Kamp, den svundne Lyst
Fremlokker Blomster af mit Bryst,
Hvor, som i en Vulkan, det bobler.

256

✂ Jeg agter føie Verdens Dom
Ved mine Udbruds røde Æmmer;
Og spørges der, hvorfra de kom?
Og Hvem de Funker sværmer om? -
Jeg taus og trofast Svaret g j emmer.

✂

✂ Dreng! - Du med de brune Lokker,
Med det sænkte Øielaag, -
Du, om hvem et Drømmetog
Broget, svævende sig flokker, -
Som med sagte - sagte Fjed
Gjennem Nattens Mulm Dig sniger,
Dristigt ind ad Vindvet stiger
Til min Elsktes Hvilested:
O, jeg kunde gjerne dræbe
Dig, hvis ei Du var saa from!
At Du til min Helligdom,
Hendes fine, røde Læbe,
Hendes lilieskjære Kind,
Hendes Hjerte, uden Hinder
Let og lønligt Veien finder,
Og - at Hun Dig lukker ind! -
Ak, tilgiv! - Den vilde Tanke
Maa Dig ikke skræmme bort!
Tro mit Hjerte ei saa sort!
Jeg min Sindighed vil sanke,
Byde Skjebnens Grumhed Trods,
Jeg vil tysse paa min Længsel,
Jeg vil holde fast i Fængsel
Hvert et Fiendskab mellem os.
Vi maae være gode Venner,
257 Lille, kjære, bløde Dreng!
Gjerne selv til Hendes Seng
Jeg Dig jo med Budskab sender! -
Seer Du Sorgers vilde Flok
Gridsk om Hendes Leie dvæle,
Jag dem bort - de skumle, fæle -
Hun har sukket meer end nok!
Kjæk er Du, men de er feige -
Hvor Du hviler ved et Bryst
Med Din milde, blide Trøst,
Flygte de ad tusind Veie.
Nærm Dig sagtelig og luk
Venligt Hendes Øielaage
Med Din underfulde Taage,
Med Din Slummers svale Dug.
Tryk et Kys paa Hendes Hjerte,
At det ei for fast skal slaae,
Da vil Drømmens Engel gaae
Let derind og uden Smerte.
Snoe Dig øm og vennehuld
Tæt om disse skjønne Lemmer,
Som en Sjel, en himmelsk, g j emmer,
Liig en Ædelsteen i Guld.
Dæk med Glemsel Qval og Jammer!
Og lad Sundhed, stærk og mild
Som en Svane, svømme til
Hendes stille Hjertekammer,
At Hun ret, naar Hun skal pleje
Ømt sit Hjertes Blomsterskud,
Kraftig - glad kan holde ud
I sin Kamp paa Livets Veie! -
Har Du føiet saa min Villie,
Aander Hun i søden Blund,
258 Smiler Hendes Kind og Mund
Som en Rose, som en Lilie
Med sit Purpur, med sin Snee:
Saa afsted! - som det sig sømmer;
Thi - Alt, hvad min Hulde drømmer
Troer jeg - maa Du ikke see!

✂

✂ Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!
Min Sjæl saa heelt med Din er blandet,
Du flettet er i mine Tanker
Saa inderligt, som Druens Ranker
I Almens løvbedækte Grene,
Saa fast som Havcorallens Stene
Til Klippens Grund, som hine Rødder,
Der lave staae ved Egens Fødder,
Men trængt saa dybt i Jordens Hjerte,
At op de rives kun med Smerte; -
Saa, hvad jeg digter, hvad jeg tænker,
Sig ene til Dit Billed lænker, -
Saa, naar fra Hjertet Suk udstrømmer,
Er det, fordi kun Dig det drømmer!
Kun ved Din Sol min Sommer grønnes,
Kun ved Din Røst Din Sanger lønnes,
Kun ved Din Tanke kan jeg trives,
Kun ved Dit Blik min Aand oplives,
Som Blomstens Kalk i Morgenrøden -
Og uden Dig, jeg veed, til Døden,
Til evig Qval jeg er forbandet -
Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!

259

✂

✂ Hvor Mangen søger ei med Qval
Paa Bjergets Top, i dy ben Dal
En sjelden Blomst - paa Sti og Vei
Og ak! hans Øie finder ei!

✂ Men jeg! der gik i Drømme hen,
Den blinde Lykkes kaarne Ven,
Jeg naaede did paa flygtig Fod,
Hvor Blomsten i sin Ynde stod.

✂ Nu som en Gartner, trofast, from
Tilbeder jeg den Helligdom,
Hvori mig Himlen har nedlagt
Den hele Blomsterverdens Pragt.

✂ Ved Solens Lys, i Dagens Luft
Den staaer mig fjern, fast uden Duft,
Med lukket Bæger, sky og kold,
Som skjult i Pandser og bag Skjold.

✂ Men - i den bittersøde Nat
Den aabner huldt sit Bæger brat
Og strømmer i mit Hjerte ned
Sin Duft og sin Livsalighed.

✂ Og aldrig stillet, aldrig mæt
Indsuger Hjertets Aandedræt
I hvert et kostbart Øieblik
Udødeligheds Nektardrik.

✂ Thi dette Hverv, saa stort, saa stolt,
Blev Kjærligheden forbeholdt:
At være Livet, fast og vist,
En Midler mellem Her og Hist.

✂

✂ Og var Du bleg, som Nattens Stjerne,
Der paa det dunkle Firmament,
Hvor Dagens Fakkel er udbrændt,
Sig hæver langsomt i det Fjerne;
Og var Du bleg, som Snee, der kold
Sig over Eng og Marker lægger
Og hver en livlig Farve dækker
Tæt med sit Teppes hvide Fold:
Saa var Du dog for mine Blikke
Den Yndigste, min Tanke veed!
Mit Øie kan i Evighed
Ei nogen sødere Sødhed drikke.

✂ Jeg lever, uden Ro og Rast,
Kun i Din Skjønhed, og jeg tænker
Paa intet Andet end de Lænker,
Der guddomsstærkt mig holde fast.

✂

✂ Hensjunken i mit Hjertes Drøn? -
Thi ak! det er jo intet andet! -
Jeg sidder, som ved Havets Strøm,
Og kaster Blomster ud i Vandet.

✂ Forsagte maae de flagre ud
Og spredes for Alverdens Vinde;
Thi Ingen uden jeg og Gud
Skal Gaadens rette Løsning finde.

✂ Min Tanke hæver sig med Magt
Paa Hjertets Vinger, Kig en Svane;
Men Hun, som har til Liv den vakt,
Tør sit Mirakel aldrig ane.

261

✂ Som man tilbeder Solens Glands,
Som man, af Længsel, i det Fjerne
Udkaarer sig af Himlens Krands
En enkelt, kjært beslægtet Stjerne;

✂ Saaledes jeg tilbeder Een
Med al mit Hjertes Ild og Styrke;
Men Stjernens Glimmer, klar og reen,
Skal mine Taager ei formørke.

✂ Som Sol og Luft i milde Vaar
For Rosen, ubevidst, tør kjæle,
Sig Sangen, som fra Hjertet gaaer,
Fordulgt kun tør til Hendes stjæle.

✂ Og jeg maa bære i mit Bryst
Mysteriet, - trofast og prøvet -
Min Verden, fuld af Qval og Lyst,
Skjøndt ak! den knuger mig i Støvet.

✂ Som Kjæmpen Atlas maa jeg staae:
Mit Blik mod Jord, min Nakke bøiet,
Mens Himlen, som jeg bærer paa,
Liig hans, ei straaler mig for Øiet!

✂

✂ O, lad ei svinde
Timen unyttet bort!
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden altfor kort, -
Lad den ei svinde!

262

✂ Elskede, K j ære!
Kom til mit stille Bryst;
Jeg vil jo bære
Dig og Din Sorg og Lyst,
Hvil i min Arm saa tyst, -
Elskede, Kjære!

✂ Smykker den blanke,
Levende Ædelsteen,
Taaren, min ranke,
Duftende Rosengreen?
Ak, hver Din Taare reen
Blier mig en Tanke.

✂ Yndigste Lilie!
Fyldig og blid og øm!
Er det Din Villie,
Seile vi Livets Strøm,
Drømme den samme Drøm,
Yndigste Lilie!

✂ Lad da ei svinde
Timen uændset bort;
Nornerne spinde,
Tvundet af Rødt og Sort,
Livstraaden altfor kort, -
O, min Veninde!

✂

✂ Jeg gad saa gjerne være
Liig Sommerfuglen hist,
Hvis fine Vinger bære
Den hid til Rosens Qvist.

263

✂ Der sidder den og gynger
Saa lykkelig og let;
Men at den aldrig synger,
Forstaaer jeg ikke ret

✂ Thi havde jeg dens Vinge,
Og var jeg let som den,
Hvor skulde jeg da svinge
Mig til min Rose hen!

✂ Hvor skulde jeg da qvæde,
Beruset af dens Pragt;
Nu maa jeg eensom græde,
Af Længsel ødelagt!

✂

✂ Al den Veemod og Smerte,
Al det Liv og den Lyst,
Der klinger i Dit Hjerte,
Gjensvares fra mit Bryst.

✂ Som Blomsterstøvet føres
Af Sommerens milde Vind,
At Elskovstanker røres
I Liliens Jomfrusind;

Som Blomsterstøvet ulmer,
Nedsænkt i Rosens Barm,
At Knuppen kraftigt svulmer
Og blusser rød og varm, -
264

✂ Saa til mit Indre trænge
Dit Hjertes Sange smukt,
Og Klangen i mine Strænge
Er kun Din Stemmes Frugt!

✂

✂ Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!
At aldrig jeg har elsket før,
Men evigt vandret kun i Blinde!
Nu veed jeg vist, nu skal jeg vinde
Paa Jord min Himmel, før jeg døer.

✂ Spørg ei, om jeg har glemt at klage?
Om jeg har ingen Kummer meer?
Ak jo! naar jeg vil Sløret drage
Fra Fortids Mørke, og tilbage
Jeg paa min svundne Vandring seer.

✂ Men den skal ligge dybt begravet,
Som den fra evig Tid var død.
Nu er, som Stjernen op af Havet,
Min Fremtid, rigt med Glands begavet,
Af Dine Taarers Strøm jo fød.

✂ O, lad Dit Blik, det hulde, hvile
Paa dette slette, skrevne Blad!
Ved Dine Suk, ved Dine Smile
Vil der om mine Ord fremile
En frisk og frodig Blomsterrad.

✂ Mens Roser paa Din Kind sig sanker
Og Duggen om Dit Øies Blaa,
265 Mens i Dm Barm mit Hjerte banker,
Vil mine dunkle, træge Tanker
Forklarte, vingede fremgaae.

✂

✂ Har Du sovet sødt i Nat?
Har sig ogsaa rigtig ømme,
Qvægende og milde Drømme
Om Din Hovedpude sat?
Har de smukt med deres Vinger
Viftet om Din varme Kind?
Sendt til Hjertet Blikke ind,
Som det Fred og Hvile bringer?
Har de deres Hænder lagt
Venligt paa Din kloge Pandes
Hvælving? viist Dig fjerne Landes
Underfulde, sære Pragt?
Har de rakt Dig Glemsels svale,
Hjertelettende Pokal
Hist i Kunstens rige Hal,
Eller i de stille Dale?
Har de og med Sang og Klang,
Med de smidig-bløde Toner
Fanget, som i snilde Doner,
Sorgens Tanker dennegang?
Er min Rose vaagnet bleg?
Eller har Din Slummers søde
Trolddom livnet Dine bløde
Kinder med sit friske Præg?
Har det end sin stærke Lue,
Dette Øie, hvor nedlagt
Guden har den hulde Magt,
266 Som mit Hjertes Storm kan kue?
Da jeg priser Drømmens Gud!
Da jeg reiser ham et Alter,
Synger ham en hellig Psalter,
Og hans Ære breder ud.
Og jeg vil end ei forlange,
At han mig skal føre frem
I Dit rige Drømmehjem, -
For at plage Dig med Sange.
Nok Du vist Dig plage lod
Af de Tanker - sønderrevne,
Af de Blade - slet beskrevne -
Ak - men med mit Hjerteblod! -
Som »Godmorgen« jeg dog sender
Dig eet lille Blad endnu,
Mens jeg ømt i Tanken, Du!
Kysser begge Dine Hænder.

✂

✂ Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade,
Og laae i Svøb af tusind stærke Hamme
Ved Sorgens Barm, Hig Barnet hos sin Amme,
Med lukte Øine, end af Taarer vaade.

✂ Som Puppen slumred den, en uløst Gaade; -
I Nattens Mulm, i Dagens lyse Flamme
Den hængte ubevidst paa Livets Stamme,
Og villieløs, sig selv ei kunde raade.

✂ Men Kjærlighedens Sol gik op af Havet!
Fra fjerne Kyst Du maned hid dens Straaler,
Saa Dækket brast, hvori den laae begravet.

267

✂ Nu flagrer den, mens Tankens Rum den maaler
Med sine Vinger - af en Gud begavet -
I evig Ruus af Elskovs gyldne Skaaler.

✂

✂ Der var saa ængsteligt i Haven!
Den Luft var som en Marmor graa;
Som Kistens tunge Laag i Graven
Den trykkende paa Hjertet laae.

✂ Jeg voved neppe ret at aande,
Mit Bryst var voldsomt sammensnørt;
Og det var kun med Qval og Vaande,
Jeg fik en Stavelse fremført.

✂ Mig syntes, Du var fremmed mod mig,
Jeg aned, at Dit Hjerte leed,
Saa al min Sindighed forlod mig, -
Og, hvordan saa jeg var - Du veed.

✂ Da rakte mig Din Haand den lille,
Den spæde Rose, rød og rund,
I Øiet glimted Tanker milde,
Og Veemod dæmred om Din Mund.

✂ Jeg tog den som et Pant paa Freden:
At jeg endnu Dig er lidt kjær,
At Du tilgiver »Kjedsomheden«,
Som Du maa lide ved min Færd.

✂ Den lille Rose - ak! den visner!
Men den, som blusser i mit Bryst,
268 Skal did, hvor ingen Kulde isner,
Mig følge til hiin fjerne Kyst.

✂ Den lille Rose - ak! den falmer!
Men den, som i mit Hjerte groer,
Skal under Evighedens Palmer
Sig brede til en evig Flor!

✂

✂ Skal jeg klage? skal jeg sukke?
Skal jeg synge dybt i Moll?
Saae jeg ei min Rose lukke
Sig i Vinternatten kold?

✂ Sorgens lumske Orm har lagt sig
Atter paa dens fine Blad;
Smertens hvide Lagri har strakt sig,
Hvor en Morgenrøde sad.

✂ Disse Øine var forgrædte,
Dette Blik var sorrigmat,
Disse Læber var saa trætte
Og af Smilet reent forladt

✂ O, jeg vilde dog saa gjerne
Gjennem Kummers tunge Sky
Aabne Dig, min Himmels Stjerne!
Glimt af Trøst og Haab paany.

✂ Kan det trøste lidt at tænke,
At eet Hjerte, ærligt, tro,
Bundet ved magnetisk Lænke,
Vaager ved Dit Hjertes Bo?

269

✂ Kan det trøste lidt at vide,
At det lever kun for Dit?
At, naar Dit en Kamp maa stride,
Er der ingen Fred i mit?

✂ Kan det trøste lidt at høre,
At, naar Du er uden Ro,
Maa det dybt mit Sind berøre,
Saa vi sukke begge To?

✂ Hvad har jeg vel andet villet,
Og hvad mon jeg andet vil,
End at faae Din Smerte stillet -
Blot en Stund - ved Strængens Spil?

✂ O, hvor gjerne lokke vilde
Jeg ved Harpens sagte Klang
Engle, fromme, stærke, milde,
Til at værne om Din Gang.

✂ Men, hvad mægter vel de spæde
Tonebørn mod Verdens Brag?
De kan sukke, de kan græde -
Ak! men døe paa Kampens Dag!

✂ Det er Midnat, Alt er stille!
Ak, nu vaagner jo den Dag,
Da Du nyfødt, elskte Lille l
Følte Hjertets første Slag.

✂ Da det første Gang sig hæved,
Aanded, bæved og fik drømt;
Da det første Gang hensvæved
Paa sin Flugt, uroligt, ømt.

270

✂ Dette Hjerte! som har banket
Livligt, kjærligt, reent og puurt;
Dette Hjerte, som har sanket
Tusindfryd - og Smertens Urt;

✂ Som kun lever, som kun aander
For hvad der er Stort og Smukt,
Ak, men dybt i Qval sig vaander,
Mæt af Livets bittre Frugt;

✂ Som mig førte ind i Freden,
Den jeg aldrig drømte om;
Og som blev, for Evigheden,
Mine Tankers Helligdom.

✂ Mine Sukke gik til Himlen,
Paa min Kind har Taaren brændt;
Op til Ham bag Stjernevrimlen
Blev mit Hjertes Raab henvendt;

✂ Og Jeg bad! og ingensinde
Var min Bøn saa luevarm,
Som for Dig, min Elskerinde!
Og for Freden i Din Barm!

✂

✂ Mit Bryst var som en tropisk Egn,
Hvor Jord og Himmel yppigt gløde,
Men Jordskjælv snart med Storm og Regn
Grumt lagde alt det Skjønne øde;

271

✂ Snart var det som en Fjelddal, riig
Paa Blomsterduft og søde Frugter;
Snart var det en Savanna liig,
Hvor gjennem Siv sig Slangen bugter;

✂ Snart var det som en Himmel blaa,
Hvor Haabet dækked Alt med Glemsel;
Snart over Heden saaes fremgaae
Fortvivlelsens uhyre Skræmsel.

✂ Der er en Trolddom grum og stærk, -
Den skummel tidt derinde ruged,
Og hvert mit Hjertes stille Værk
I en chaotisk Nat nedknuged;

✂ Hvor Snogen vandt sig, giftig, sort,
Mens Tigeren med Øiets Gnister
Vildt skræmmed Glædens Engel bort,
Og gloede paa mig, blodig, bister.

✂ En Tomhed hersked stundom der, -
Et saa umaalt og trøstløst Øde,
Et Mulm, en Stilhed, fjern og nær,
Saa Livet - Tanken - Haabet døde! -

✂ - Naar fordum ret en øde Egn
For Livets Sæd man tog i Eie,
Da bar man foran Korsets Tegn, -
Det ly sned alle mørke Veie.

✂ Det rensede hvert giftigt Dyb,
De vilde Udyr skjalv og frygted;
For Himlens Banner Mørkets Kryb
Svandt, som Phantomer, hen og flygted!

272

✂ - Du kom! - og Hig den lune Vind,
Der huldt bevinger Vaar ens Følge
Og aander bort fra Bjergets Tind
De Taager raae, som det ombølge; -

✂ Saaledes jog Du, kjækt og let,
De værste Udyr jo paa Flugten,
Og Hjertet, længst af Sorgen mæt,
Sig aabned glad for Himmelfrugten.

✂ Ifald Du vil, Du skaber om
Ved Alvor, stemt med Kjærligheden,
Mit Hjerte til en Helligdom, -
Min vilde Ørken til et Eden.

✂ Dit Kors er Rosen i Din Haand,
Din Stemme er en hellig Psalme,
Dens Klang er Frelsen for min Aand,
Og Rosen? - vil jo aldrig falme?

✂

✂ Her midt blandt Dine Huus-Spioner,
Der øve Hundens skarpe Sands,
Hvor Du, min søde Rose! throner
Som Smykke i en Tornekrands;

✂ Jeg sender Dig fra Sjælens Gjemme
En Gjenklang af dens rige Fryd;
Thi den igjen har vundet Stemme
Og Strængen atter Klang og Lyd.

273

✂ Jeg har jo Dine Hænder trykket,
Dit Øie fik jeg atter see,
Og, mildt forfrisket, sødt henrykket,
Jeg hørte Dig jo atter lee!

✂ Den Lægeduft igjen jeg aanded,
Som svæver om Dig, hvor Du gaaer;
Og Hjertet, som sig bittert vaanded,
Med nyfødt Liv og Lue slaaer.

✂ O! jeg vil hylde Dig, min Dronning!
Ved Hjertets og ved Harpens Slag,
Og Sangerhimlens Jomfruhonning
Dig offre til min sidste Dag;

✂ Thi kraftigt, sundt Dit Hjerte luer,
Du er saa deilig, Hin og kjæk;
Og Livets Roser, Melk og Druer
I Mismod ei Du kaster væk!

✂

✂ Du vilde Hjerte! sov i Fred!
Din underfulde Vugge
Staaer aldrig stil, men op og ned
Den svæver, som ved Havets Bred
De hvide Maager dukke.

✂ O sov, Du kjære Barn! og lad
Dig ei af Drømmen skrække!
Viid, efter Storm og Regnens Bad
Vil alle Skyer skilles ad,
Som end Din Himmel dække.

274

✂ O, sov! og lad mig kalde hid
Ved Cithrens klare Strænge
En Vagt saa stærk, saa kjæk, saa blid,
Der stande skal, beredt til Strid,
Tro ved Din Vugges Gjænge.

✂ See, Freden med sin Olieqvist,
Og Glemsel med sin Dvale,
Og Mod, med Blikket selvbevidst,
See, Trøsten nærmer sig jo hist
Fra Haabets grønne Dale.

✂ Tro ogsaa lidt paa Kiærlighed!
Den vaager hos Din Vugge.
Ved den, paa rette Stund og Sted,
Du til en riig og evig Fred
Dit Øje skal oplukke.

✂

✂ Har Du alt længe sovet?
Ligger Du sødt i Blund?
Hviler Dit trætte Hoved?
Smiler i Fred Din Mund?

✂ Er Din Tanke saa standset
Sidst i en mild Accord?
Søvnen - valmuekrandset -
Jog den Dig Smerten bort?

✂ Under den hvide Kappe
Slumrer Dit blonde Haar?
Ned fra Himmerigs Trappe
Drømmen saa sagte gaaer?

275

✂ Maler en liflig Scene
Sig for Dit anende Sind?
Ligger Din Haand, den ene,
Under Din fine Kind?

✂ Ligger ved Hjertets Kilde
Haanden, den anden, blødt?
Dæmper den der de vilde
Smerter, venligt og sødt?

✂ O, det yndige Billed,
Som for min Sands opgaaer!
Reent og puurt det stillet
Her i mit Indre staaer.

✂ Fjernt, som Klokkens Kimen,
Der kalder til Nattens Ro,
Aner mit Hjerte Timen,
Da jeg tør hos Dig boe.

✂

✂ Fuglen sværmer for Himlen
Luftig, freidig og stor;
Midt i Blomstervrimlen
Dækker Bien sit Bord.

✂ Dybt i kjølige Vande
Frydes den tause Æt;
Lilien bader sin Pande
I Rosernes Aandedræt.

276

✂ Floden til Havet render,
Rislende, som med Sang;
Blomsten sit Øie vender
Rundt efter Solens Gang.

✂ Saa elsker Alverden Noget;
Men jeg har Meer end Alt!
Min Lykkes Dybde ei Sproget
Mægter at faae udtalt!

✂

✂ Du vil ei troe, hvad jeg har sagt,
Hvad jeg har sjunget tusind Gange:
At ene Du, Din Tankes Magt
Besjæler mig i mine Sange?

✂ Du vil ei troe, Du Solen er,
Hvis Straaler mig til Livet vækker,
Hvis Varme, mild og sød og kjær,
Hvert Blomster i mit Bryst opklækker?

✂ Du vil ei troe, at Du har endt
Min Tankes lange Vinterdvale,
At Du til Hjertet mig har sendt
Alt, hvad kan trøste og husvale?

✂ O, tag min Sang til Eie frit!
O, siig, hvor kan Du ængstligt dvæle
Ved Tanken her om »Dit« og »Mit«?
Som Talen var om tvende Sjæle?

277

✂ Som tvende Draaber vorde Een,
Naar de paa Liliens Blad nedtriller,
Mens i den Hele, klar og reen,
Nu Morgenrødens Purpur spiller;

✂ Saa har min Sjæl sig heelt fortabt
I Din, og hvad den nu udtaler
Om Alt, hvad Smukt og Stort er skabt,
Som Gjenskin kun af Din sig maler.

✂ O, Elskede! Din Kiærlighed
Fra Undergang mig har udrevet,
Og uden Dig, forvist jeg veed,
Jeg hverken sang eiheller leved.

✂

✂ Der sittrer paa mine Læber
Vel tusind blomstrende Ord;
Fra Hjertet op de stræber,
Hvor evindeligt de groer.

✂ Der svæver paa min Tunge
Saa mangen Tone sød,
Som af min evigunge
Kjærlighed blev fød.

✂ De have en Angst, en Længsel
At trænge frem og flye;
Ud fra det mørke Fængsel
Til Liv og Frihed tye.

278

✂ Det Fængsel er mit Indre,
Der er saa fælt og vildt;
Der ingen Stjerner tindre
Og lyse fromt og mildt.

✂ Thi Stormen gaaer derinde
Og jager Freden bort;
Frem fare de skarpe Vinde
Og Natten er kold og sort.

✂ Der lide de saa ilde
De lette Toner og Ord;
Saa gjerne de flagre vilde
Til Dig, hvor Freden boer.

✂ Og ængstedes de ikke
Af saa meget andet Smukt,
Saa lokked de Dine Blikke
Fra deres livlige Flugt.

✂ De dvæler - men ei de vover
Forstyrrende - og raae - -
Saa strømmer Smerten over -
Og Spirerne udgaae!

✂

Rosa unica.

✂ Hvad mener Du med dette hulde,
Ætherrene, anelsesfulde
Smil, som fra Dit Bæger
Vidunderligt mit Sind bevæger?
O, maa jeg elske Dig, Du hvide
Veemodige? Du fromme
279 Fiintduftende Rosensblomme?
Fra nu til evige Tide?
Eet Hjerte har Du vundet -
Et andet med! thi bundet
Det er til hiint, hvis Taarer blide
Jo ved Dit Veemodsblik har rundet.
O, maa jeg elske Dig, Du Fromme?
Da, hvad jeg end skal lide,
Og hvad der end vil komme, -
Min Tanke skal ei forlade
Det ædle Tempel, Du bygger
Af Dine forklarede Blade
Mellem de dunkelgrønne Skygger!
Der vil jeg glemme det Kolde, -
Det Bittre vil jeg hade;
Der vil jeg mine Hænder folde,
Der vil jeg min Andagt holde;
Min Sjæl, af ført sin Vaande,
Skal evigt der sig bade
I den reneste Duft og Aande,
Som i en hellig Kildes Vande;
Med Dig skal den sig blande
Og luttret, klar opstige
I stille Fred, som ikke Toner
Og ikke Ord udsige,
Fra disse taagemørke Zoner
Op til det fjerne, uudsigelige,
Af alle Sjæle anede,
For alle Hjerters Vandring banede
Kjærlighedens Blomsterrige!

280

✂

✂ Der bygger en venlig Svale
Paa Hendes Vindves Karm;
Forstod jeg dog dens Tale
Og Sangen fra dens Barm!

✂ Forstod jeg dog dens Qvidder,
Det inderlige Sprog,
Den taler, mens den sidder
Og seer saa skjelmsk og klog!

✂ For Hendes Vindve skyder
En Rosenstok sig op;
Ud gjennem Løvet bryder
Rødmende Knop ved Knop.

✂ Den stille Blomsterranke
Stirrer ad Ruden ind;
O, vidste jeg dens Tanke!
O, kjendte jeg dens Sind! -

✂ Og Solens stærke Øie
Og Maanens blide Blik
Saa ofte fra det Høie
Derind til Hende gik.

✂ De lykkelige Trende
I Forhør jeg gjerne tog;
Men ak! jeg maatte da kjende
Tre nye levende Sprog!

✂

✂ Tak, Elskte! for det Blomsterbrev,
Som med Din kjære Haand Du skrev!
281 Jeg læser det med henrykt Sind,
Og seer mig paa hvert Bogstav blind;
Beruses i dets rige Glands
Og sværmer i dets dybe Sands!
Med hver en Duft af Blomst og Blad
Fra Dig en Tanke følges ad;
Og hver en Farve er en Klang,
En øm, en kjærlig, liflig Sang,
Der toner fra et Fredens Hjem
Og maner Længsels Sukke frem.
Hvor glad i Tanken jeg Dig saae
Hist ved Dit runde Bord at staae,
Alvorlig, som Du være kan, -
Min søde, ranke Lilievand!
Mens under Øiets kloge Vagt
Du ordned disse Blomsters Pragt;
Mens Du med Rødt og Guult og Grønt
Med Blaat og Lila fik mig sagt
Saameget Elskeligt og Kjønt!
En Mildhed er deri, en Fred,
Men dog en dyb Vemodighed.
Hver Duft er som et sagte Suk,
Fremlokket ved en Taaredug;
Thi seer jeg dem i Øiet ret,
Har alle Blomsterne jo grædt,
Og alles Kind er blank og vaad!
O, siig, hvad tyder deres Graad? - -
Tak, Elskte! for det Blomsterbrev,
Som med Din lille Haand Du skrev!
Den Mildhed, som deri er lagt,
Maa virke med en himmelsk Magt;
Thi fra Dit Hjerte den fremgik,
Velsignet af Dit hulde Blik,
282 Befæstet ved Din Tankes Aand
Og smykket af Din kjære Haand.
Ej mægter jeg at sende her
Et Svar, som ret var Brevet værd;
Men lover kun - skjøndt ak! hvor lidt!
Af Hjertets Grund: at hvert et Skridt,
Mit Liv paa Verdens Vei tør gaae,
Skal vorde Dig et Svar derpaa!

✂

✂ Der var saa eensomt og saa stille
Der, hvor jeg laae paa grønne Strand;
Jeg hørte Bølgen langsomt trille
Og skumme hen ad hviden Sand.

✂ Nu taug de travle Livets Røster,
Og Skibe med de hvide Seil,
Der vendte hjem fra fjerne Kyster,
Gled sagte paa det klare Speil.

✂ I Cirkelflugt den blanke Maage
Hen over Havets Flade skjød;
Mens Solen sank, den lette Taage
I Østen dæmred rosenrød.

✂ En lille Fugl paa Gjærderanden
Betragted mig og sang i Ro;
Hist Pigen kom med Melkespanden
Og lokked for sin røde Ko.

✂ Blank Maanen hæved sig af Voven,
Stærkt duftede det friske Hø,
283 Og alle Fugle tang i Skoven,
Da Solens sidste Glimt mon døe.

✂ Der var, som under Kirkens Bue,
En Høitidsro, en salig Fred,
Der stemte med mit Hjertes Lue,
Min Andagt og - Vemodighed.

✂ Jeg hilste denne Fred med Taarer,
Min Tanke var hos Dig, min Brud!
Og bittert gjennem Hjertets Aarer
En Strøm af Smerte gjød sig ud.

✂ Min Bøn til Ham, som fra det Høie
Paa Jorden Fryd og Sorg udsaaer, -
Mit Suk - og Duggen i mit Øie
Er kun, hvad jeg til Trøst formaaer.

✂ Min Elskede! forsag Du ikke,
Min Engel paa den dunkle Jord!
En naadig Gud jo vil tilskikke
Fredspalmen Dig, før Du det troer!

✂

✂ Hverken Konge eller Dronning
Har jeg sjunget til endnu!
Kun Du, min Tankes Honning!
Har næret mig - Du!
Som et venligt Barn sig lægger
Til det moderlige Bryst,
Som en Tiger sig strækker
I den svale Flod med Lyst;
Som en Boa sig slynger
Op i et løvrigt Træ;
284 Som en Nattergal synger
I Rosenbuskens Læ;
Som en Bi sig nedsænker
I Liliens Jomfruskjød;
Som en Vedbend sig lænker
Til Muurstenen rød;
Som et Kildevæld rinder
Og aldrig bliver træt;
Som en Silkeorm spinder
Sig i sit rige Net;
Som en Solsik bevæger
Sig mod sin lyse Sol;
Som Magnetnaalen peger
Stadigt mod sin Pol:
Saaledes jeg Dig vier
Hver Tanke i mit Bryst;
Saa af Dit Øie dier
Mit Hjerte kjærlig Trøst;
Saaledes jeg mig slynger
Om Dig, mit Livsenstræ;
Saaledes sødt jeg synger
I min friske Roses Læ;
Saaledes jeg nedsænker
Mig i Dit Billeds Skjød;
Saaledes jeg mig lænker
Til Dig i Liv og Død;
Saa Hjertets Kilde rinder
Og bliver aldrig træt;
Saaledes jeg indspinder
Mig i Din Tankes Net;
Saaledes jeg mig dreier
Mod Dig, min varme Sol;
Saaledes jeg kun eier
284

285

✂ Een fast og sikker Pol! -
Og uden Dig var Livet
Mig kun et Skum paa Strøm; -
Et iiskoldt Pust i Sivet -
En Anelse - en Drøm!

✂

✂ See til Jupiter, den Skjelm,
Høit paa Nattens mørkblaae Mure
Staaer han med sin gyldne Hjelm
Jo paa Vagt, for lumsk at lure.

✂ Vogt Dig vel for ham, mit Barn!
Han har ei det bedste Rygte!
Hvis han fik Dig i sit Garn,
Maatte Du det Værste frygte.

✂ Han er just en Connaisseur,
Det fortælle Oldtids Sange;
Og han veed nok, nu som før,
Hvad der nok var værd at fange!

✂

✂ Paa Gaden over Stenene
Dig følger en lille Een;
Saa vims han bruger Benene,
Han er slet ikke seen.

✂ Han render Dig i Hælene
Saa let med freidigt Mod,
Paa Trappen, over Fjælene,
Hvor Du sætter Din Fod.

✂ Som en lille huusvant Nisse,
Skjøndt Du ham øiner ei,
286 Han iler med tilvisse
Paa hver Din Sti og Vei.

✂ Han boede med Dig sammen,
Hvor saa Du flytted hen;
Han havde ret sin Gammen,
Den uselige Svend.

✂ Du troede Dig tidt alene
Med Haanden under Kind;
Han gynged i Hyldens Grene
Og kigede til Dig ind.

✂ Tidt sad han Dig for Øiet
Midt i Din Blomsterkost,
Saa overstadig fornøiet,
Som Rotten i sin Ost.

✂ Han spidsed da sit Øre,
Naar ret Du sukked ømt,
Saa gjerne gad han høre,
Hvad Dit Hjerte fik drømt.

✂ Hvor gjerne han vilde trøstet
Dig, naar Dit Hjerte leed;
Hvor gjerne han Dig forlysted,
Ak, Sligt Du ikke veed.

✂ Hvor gjerne vilde han veire
Din Kummers Dæmring hen,
Den skumle Nat beseire
Og skabe Dag igjen!

✂ Da nys det gik Dig saa ilde
Hist paa den steile Vei,
Han iled, men kom for silde,
Og ak! han hjalp Dig ei.

287

✂ Tidt sad han paa hvide Blade,
Naar Pennen ret blev brugt;
Og paa Din Farvelade,
Naar Du maled Blomst og Frugt.

✂ Han lytted til Din Kjoles
Raslen, ihvor Du gik;
Og leved kun ved at soles
I Dine klare Blik.

✂ Naar aarle Du opbinder
Dit bløde, blonde Haar,
Han med blussende Kinder
Paa Din Speilramme staaer.

✂ Han smiler ved Din Latter,
Han græder ved Dit Suk:
Ak, aldrig selv Du fatter,
Hvor han finder Dig smuk.

✂ Hver en Sittren med Brynet,
Og hvert Dit Øies Blink
Opfanger han som Lynet
Saa klart og saa flink.

✂ Naar Du tier, naar Du taler,
Naar Du sidder, naar Du staaer,
Naar Du læser, skriver, maler,
Naar Du reiser Dig og gaaer;

✂ Naar Du sysler ret saa nydeligt -
Al den søde Harmonie
Opfatter han saa tydeligt,
Som udtaler sig deri.

288

✂ Og hvad selv Du agter føie,
F. Ex. Din Tommeltot,
Han seer med kjærligt Øie, -
Han lider den saa godt!

✂ - Men Dvergen er min Tanke;
Han lever kun af Dit Liv
Og voxer, som Druens Ranke
Voxer ved Solens Bliv.

✂ Jeg maa Dig det forkynde,
At ret med barnlig Lyst
Han dier af al Din Ynde
Som af en Moders Bryst.

✂ Han dier den Sødheds Kilde,
Som i Dit Væsen boer;
Saa, var han før kun lille,
Han bliver nu stærk og stor.

✂ Og har han med List og Lempe
Saa fulgt sin Lyst og Pligt,
Han kroer sig som en Kjæmpe,
Og kalder sig et Digt.

✂

✂ Lad dem synge, som de maae!
Lad dem qvæde deres Sange
Fade, flaue, brede, lange,
Tørre, vindige og smaa!
Lad dem kun som Ulve tude
Om Despoter og om Død!
289 Lad dem Friheds Morgenrød
Kun som Lærker høit bebude!
Lad dem slynge deres Ild!
Lad dem tænde deres Fakkel!
Blande mig i det Spetakel
Hverken kan jeg eller vil.
Gav mig Gud til Sang en Stemme,
Ild i Hjerte, Kraft i Bryst,
Vil jeg dog kun til Din Trøst
Sangens Ild og Styrke gjemme!
Hvis jeg kun et kort Secund
Fra min søde Elskovsstjerne
Sorgens tunge Slør kan fjerne
Og Dit Hjerte gjøre sundt;
Hvis jeg kun et Smil kan vække
Op til Blomstren paa Din Kind;
Hvis jeg Spiren i Dit Sind
Til et Fredsminut kan lægge;
O, da maa den hele Flok
Gjerne qvække, qviddre, sukke,
Alle Laurens Blade plukke, -
Der er vel til Alle nok! -
Du alene mig kan lønne!
Du - alene Du kan faae
Sjælens Blomst til ud at slaae
Sine Blade, friske, grønne!
Og al Verdens raae Forstand,
Pral og Prunk mig intet veier
Mod en slig Begeistrings Seier,
Som Du mig berede kan.
Dog det er ei egen Kraft,
Som bevæger Alt herinde;
Du beruser det, Veninde!
290 Liig en mægtig Drues Saft!
Thi til hver en sindrig Tanke
Og til hver en dristig Flugt,
Hver en Blomst og hver en Frugt
Det hos Dig maa Frøet sanke.
Elskte! Du vil til min Grav
Jo Din Sanger huldt beskytte?
Laurens Krands jeg aldrig bytte
Vil for Rosen, Du mig gav!

✂

✂ Hil Dig, min Vandrings Lys!
Min Morgenstjerne klar!
Som mig fra Nattens Mørke
Mod Dagens Dæmring bar!
Du vinked mig fra Jord,
Og, som Lærken, høit og frit
Jeg qviddrer nu, - men Qvadet
Er heelt og holdent Dit!

✂ Du smiler mildt og stille
Til den rødmende Øst,
Mens Nattens Kjortelbræmme
I Flugt Du har kyst
Du lukker bly Dit Øie, -
Men Smilet ikke døer,
Skjøndt Du blufærdig svinder
I Solens Straaleslør.

✂ Det kom mig for vel stundom,
At Din Straales Trylleri
Sig dulgte i en langsom Sky,
291 Der drog Dig forbi;
Men det var ingen langsom Sky;
Det var i mine Blik
En Taare, mild og varm,
Som fra Hjertets Afgrund gik.

✂ Den vilde op at skue,
Hvad der bevæged saa
Den urolige Bolig,
Hvor den slumrende laae;
Den vilde op at skue
Den guddommelige Magt,
Der af dens dybe Dvale
Til Liv den havde vakt.

✂ Dens Liv var sødt og stille,
Ei Smerte var deri,
Den fødtes ved Din Straales
Huldsalige Magie.
Den lokked sine Søstre frem, -
De kom med milde Blik;
Thi Alle jo af Dig
En Velsignelse fik.

✂ O, blot naar jeg Dig tænker,
Da smeltes jo i mit Bryst
Jordlivets lis og Kulde
Til en sommerlig Lyst;
Og hvad Gudherren lagde
Af Godt i Hjertets Gjern,
Fremspirer ved den Dug,
Som Du har lokket frem.

292

✂ Min Vandrings søde Lys!
O, min Morgenstjerne reen!
Glødende som Rubinen,
Stærk som Karfunkelsteen!
Naar Dagens Sol nedsynker
I det vestlige Hav,
Vil Du, som Aftenstjerne,
Da blinke over min Grav?

✂

✂ Løvet synker mat til Jord,
Solens Blik har tabt sin Styrke,
Og i det forladte Nord
Herske Skyer, Kuld og Mørke.

✂ I mit Hjerte er der Syd:
Eviggrønne Rosenfaner,
Drueblod, Orangers Pryd,
Sol og Blomster og - Vulcaner.

✂

✂ Naar Solens Blik kun sparsomt bryder
Bag Skyen frem i gule Høst,
Da gjennem nøgne Skove lyder
Til Fuglene en Varselsrøst.

✂ I hellig Taushed Alle lytte;
De veed, det er en Guddoms Bud;
Og kjækt fra deres Sommerhytte
De svæve mod det Fjerne ud.

293

✂ Hen over Havets sorte Bølge,
Høit under Himlens blaae Paulun
I store Sværme rask de følge
Hiint Varsel, som en Krigsbasun.

✂ I Syd, hvor nys for Solens Lue .
Granatens fyldte Boble sprang,
Der drikke de den stærke Drue
Og vaagne op til Liv og Sang!

✂ En Enkelt dvæler her i Lunden,
Som i sit rette Fædreland;
Som ved en venlig Trolddom bunden,
Hensjunken, stille, sidder han.

✂ Men indad vendt er nu hans Blikke,
Thi der er livligt, mildt og klart;
Og hvad hans Øie skuer ikke,
Er just hans Hjerte aabenbart.

✂ Som naar i Nattens Mulm det lyner
Og viser Egnen i sin Pragt,
Forglemte, fjerne, kjære Syner
Ham lokke med vemodig Magt.

✂ Da drømmer han om blanke Straaler,
Om lune Vinde, lysblaa Luft,
Om klare Kilder, Lilieskaaler,
Om Guldorangens stærke Duft.

✂ Han drømmer om de Drueklynger,
Hvor han beruset fordum hang,
Mens Mindet dybt i Hjertet synger
Hans Længselsqval en Vuggesang! -

294

✂ Saaledes - skilt fra Dig - min Engel!
Jeg drømmer om den Rose rød,
Der i et Nu paa Liliens Stengel.
Ved Aabenbaring os blev fød.

✂ Jeg kan ei hvile! - kan ei glemme
Dit Blik, Din Røst, Dit Hjertes Slag,
Og stedse mere kjæk min Stemme
Dig synger - til min sidste Dag.

✂ Du er mit Liv her midt i Døden,
Du er mit Haab i Smertens Stund;
Du har mig vakt i Morgenrøden, -
Bred mig Din Favn til Aftenblund!

✂

✂ Her hjemme i min Stue
Violerne, de blaae,
Paa Gulvet, i Papiret
Henkastede laae;
Og da jeg Fængslet aabned
Og rigtig paa dem saae,
Da var de næsten døde, -
Og saa var der saa faa!
Jeg lagde dem om Koppens
Forgyldte, krumme Rand,
Og døbte dem saa kjærligt
Med Livsens friske Vand.
Een Nat har gjort Mirakler!
Imorges jeg jo saae,
Alle de smaa Stakler
Deres milde Blik opslaae.

295

✂ I Duft de til mit Hjerte
Takoffret lod fremgaae,
Og vi var alle glade, -
Men, ak! der var saa faa!
Jeg voved ei at sende
Dem hist den lange Vei;
Til Dig, min Veninde!
Det maatte jeg jo ei.
Nu staae de her og haabe -
De haabe jo som jeg; -
Som jeg de alle længes,
De længes efter Dig;
Men længes de for længe,
Da gaaer det dem som mig!

✂

✂ Saa fast mit Hjerte banker,
At det smerter som Ild;
Uroligt Sindet vanker
Omkring og farer vild.

✂ Mit Øie seer kun Mørke,
Hvorhen det er vendt;
Min Fod har tabt den Styrke,
Som før den har kjendt.

✂ Min Tunge sig forbittrer,
Min Tinding er som Bly;
Jeg trodser - og jeg sittrer -
Jeg vil - og er dog sky.

296

✂ Men er Du ved min Side
Og hører jeg Din Røst,
Den venlige, den blide,
Da aander let mit Bryst.

✂ Da klinger Harpen inde
I Hjertets Helligdom;
Da seer jeg glad forsvinde
Hvert Jammerens Phantom.

✂ Du smiler og Du taler,
Og Din Tale, Dit Smil
Kan ende mine Qvaler,
Saasnart som Du kun vil.

✂

✂ En Rosenstok, ustadig,
Snart nøgen er, snart grøn;
Men i mit Indre evigt
Det blomstrer i Løn,

✂ Saa Blomst og Blad fremspire
Med Vaarens Liv og Saft, -
Dog virker her ei min egen,
Men en anden, hellig Kraft.

✂ To milde Stjerner vogte
Saa kjærligt paa min Vei,
At jeg var rent afsindig,
Hvis jeg dem fulgte ei.

297

✂ O, kjære, klare Stjerner!
Bliv ved at tindre smukt,
Og led mig over Livets
Vildtsvulmende Bugt.

✂ Jeg grundet har saa længe,
Men ei til Klarhed bragt,
Hvorfra I vel har hentet
Hiin underfulde Magt.

✂ Saa mild - og dog saa vældig,
Saa venlig - og dog stærk,
At her paa Jord I virke
Et Himlens Underværk.

✂ I fæstet har min Tanke
Til sin dybeste Rod;
I vækket har mit Hjerte
Og fortryllet min Fod.

✂ O, kjære, lyse Stjerner!
Nu seer jeg klart og grant,
Hvor før jeg i Alverden
Kun Mulm og Øde fandt.

✂ O, lær mig og at blusse
Som Eders Straale varm!
Lær mig den Flamme tænde,
Som I tændte i min Barm!

✂ O, lær mig og at binde
Saa fast, som selv I bandt!
Lær mig en Seier vinde,
Som selv I den vandt.

298

✂ Hold Eders Glands da yndigt
For Sky og Taage frie;
Og lad mig ene speile
Min Tilværelse deri!

✂

✂ Hvor jeg af Længsel bæver
Hist i den kolde Nat,
Og mod Dit Vindue hæver
Mit Blik af Taar er mat;

✂ Der risler ingen Kilder,
Der vifter intet Træ,
Ei Nattergalens Triller
Fremgaae fra Myrthens Læ;

✂ Ei milde Vinde lufte
Hen over Havens Bed,
Hvor Natvioler dufte
Og slumre sødt derved;

✂ Ei Bjerget kaster Skygge
Ud over Dal og Strøm,
Hvor gamle Minder bygge
Og ligge som i Drøm;

✂ Ei Stjernens Øie titter
Ned til en vild Ruin;
Og Du har intet Gitter,
Jeg ingen Mandolin;

299

✂ Og uden Melodier
I Nattens kolde Gys
Jeg ene staaer og tier
Og stirrer paa Dit Lys! -

✂ Men - var den til at høre
Mit Hjertes stille Sang,
Og fulgte blot et Øre
De Melodiers Gang;

✂ Og kunde den blot anes
Den rige Billedpragt,
Som i mit Bryst fremmanes
Ved denne Længsels Magt;

✂ Og var min tause Tanke
Klar, som en Harpes Lyd, -
Da vilde snart sig sanke
En Verden, fuld af Fryd,

✂ Som henrykt vilde sænke
Sig ned i Sangens Strøm,
Og med min Tanke tænke
Og drømme med min Drøm.

✂ Men taus jeg staaer alene,
Og vandre maa min Vei
Paa Gadens øde Stene, -
Selv Du mig aner ei!

300

✂

✂ Sov sødeligt i Dødens Skrin,
Du Rose, spæd og faur og fiin!

✂ Sov sødt, o Barn! Dit Liv, Din Død
Mig smelter i en Vemod sød.

✂ I Hendes stille Fredens Hjem
Du kom til Liv og spired frem.

✂ Du voxed under Hendes Haand,
Omsvæved huldt af Hendes Aand.

✂ Du lærte Hendes klare Blik,
Og Hendes Læbers Smil Du fik.

✂ Hun redte Dig Din Vugge grøn -
Og hvad Du var, blev Hendes Løn.

✂ Tidt tankefuld Hun paa Dig saae,
Mens end i Svøb og Baand Du laae.

✂ Og da Din Puppes Ringe brast,
Fik Hun det første Øiekast.

✂ Hun saae Dit Hjertes første Slag,
Hun drak Dit første Aandedrag.

✂ Du - med det stille, fromme Sind
I Hendes Liv Dig leved ind.

✂ Men ak! den Fryd kun vared kort!
Til Een Hun sendte Dig jo bort.

301

✂ Og Han! - mens høit Hans Hjerte slog,
Sin kjære, lille Gjest modtog.

✂ Med sværmende, fortryllet Sands
Han speided i Din Bladekrands.

✂ Han stirred i Dit Bæger stivt
Og læste der en yndig Skrift.

✂ Han aned al den Sympathie,
Som Hendes Aand fik lagt deri.

✂ Og henrykt hver en Morgenstund
Hans Læbe nærmed sig Din Mund.

✂ Og hver en Aften, from og tro
Han hvisked Dig: »sov sødt i Ro!«

✂ Indtil Dit Hoved bøiet stod
Og Kindens Purpur Dig forlod.

✂ Til Øiet tabte al sin Pragt,
Og falmet sank Din lette Dragt!

✂ Thi ak! Hans Hjertes Feberglød
Var Dig for stærk - og blev Din Død!

✂ O, sov nu sødt i Dødens Skrin,
Du, Hendes Barn! saa faur og Hin.

✂ Dit Minde er Din Sjæl! og den
Skal kjærligt leve hos Din Ven;

302

✂ Det binder Ham til Hende, som
Dig var en Moder, kjær og from;

✂ Og som Hans Hjerte elsker, til
I Dødens Favn det briste vil!

✂

✂ Jovist er Du fortryllende! -
Og mit Liv jeg leve vil
Al Din Herlighed hyldende
Ved Sang og Strængespil;
Dig heelt afspeilende
I Kjærlighedens Hav;
Der svinder jo det Feilende
Og synker som i Grav;
Thi veed Du ei, at Kjærlighed
Er just Dit rette Hjem?
Den bærer al Din Herlighed
Sødt straalende frem;
Den er det, som klarer jo
Og gjør det Dunkle lyst;
Den er det, som bevarer jo
En Himmel i vort Bryst!
Og naar engang de lægge mig
Paa Dødens kolde Seng,
Med Jordelinet dække mig,
Og stum er Harpens Stræng;
Og alt jeg ligger hyggelig
I Dødens milde Nat,
Og man spørger: »Var han lykkelig?«
Da reiser jeg mig brat
Og svarer høit: »Mig prydede
303 »Ei Laurens Hæderstegn,
»Ei qvæged eller frydede
»Mig Rigdoms gyldne Regn; -
»Men Hun - Hun har jo smykket mig
»Med Himlens bedste Navn,
»Og Hun - Hun har henrykket mig
»Til Salighedens Havn;
»Hun nævnede sin Sanger mig
»Og selv var hun min Brud, -
»Og Intet meer forlanger jeg
»Af Verden eller Gud!«

✂

✂ Naar Natten kaster sine Skygger
Ud over tause Sø og Kyst,
Da kommer Sorgen hid og bygger
Sit Natteleie i mit Bryst.

✂ Som Vedbend tæt til Stammen klynges,
Saa den gaaer ud og er forød,
Saa Sorgen ved mit Blod forynges
Og lever frodigt af min Død.

✂

✂ Det er jo, som jeg tidt har sagt:
Alt, hvad sig til Dig nærmer,
Beruset af Din Yndes Magt
Hengiver sig og sværmer.

304

✂ Selv Fuglene paa grønne Green
Den skye Natur forandrer:
De hoppe ned med slanke Been
Paa Stien, hvor Du vandrer.

✂ Saa dvæle de - saa hoppe de -
Og er slet ikke bange,
Men vende Halsen for at see
Dig rigtig mange Gange.

✂ Var jeg en listig Jæger, Du!
Saa skjød jeg dem - med Rette;
Thi jeg er, som Du veed, jaloux,
Og de er saa coquette.

✂ Dog skulde for min Dolk, mit Skud
Hver Din Tilbeder bløde,
Saa rydded jeg for Mange ud
Og Verden blev saa øde.

✂

✂ Paa Landet skal Du leve,
Der er saa godt at boe,
Naturen evig skifter
Og har dog evig Ro.
Ud fra det skumle Stræde l
Hist er saa lyst og vidt;
Der Vaarens Luft tør svæve
Om Dine Kinder frit.

✂ I hine lune Skove, .
Hvor der er Duft og Glands;
305 Ved denne Kyst, hvis Vove
Forlyster sig med Dands;
Paa denne Eng, hvis Blomster
Saa venligt til Dig lee,
Der skal Dit Hjerte styrkes
Og slippe al sin Vee.

✂ Her Svanen er Din Hofmand,
Saa lækker, myg og krum
Han courer for Dig ivrigt,
Skjøndt Stakkelen er stum;
Med siirligtsbløde Lader
Han seiler paa sin Dam,
Og naar Din Haand ham mader,
Han ryster af Fryd sin Ham.

✂ Og Lærken hist, samt Gjøgen
Er Din Hofmusikant;
De Smaa, de spille freidigt,
Hvad selv de opfandt;
Mens deres Dronning hviler
Paa Mossets Fløiel fiin,
Og Bøgen pragtfuld hvælver
Sin grønne Baldachin.

✂ Sig Rosen frisk skal speile
Her i Din Kinds Karmin,
Og Natviolen blande
Sin sødeste Drøm i Din.
Her tier den fule Klaffer,
Her høres saa lidt til Suk;
Kun Stærens Sladder lyder,
Og Duens Veemods-Kluk.

306

✂ Os Dagen jævnt skal vandre
Sin stille, bløde Vei;
Imellem os skal ei træde
Noget fremmed Ja og Nei!
Du slumrer ind ukrænket,
Du vaagner op til Fred, -
Og seer Dig om - og finder
Slet intet Men derved.

✂

✂ Jeg kom til Skovens Bolig,
Der var saa yndigt hist;
Og Fuglene fortrolig
Smaasnakkede paa Qvist;
Løvfrøen, grøn og lille,
Paa Tuen sprang med Lyst;
Fast hørtes Duggen trille
Paa alle Blomsters Bryst

✂ Veemodig og alene
Jeg blødt i Græsset laae,
Fra Hasselbuskens Grene
En Drossel paa mig saae;
Nysgjerrig og forvoven
Den nærmere sig svang,
Mens klart igjennem Skoven
Dens friske Toner klang.

✂ Hist fjernt paa Høien standsed
En Hjort med stort Gevier,
Mens Daadyrflokken dandsed
Hen ad de grønne Stier.
307 Igjennem Krattet skimted
Jeg Havets glatte Speil;
Der langsomt gled og glimted
En Baad med hvide Seil.

✂ En sagte Susen lufted
Hen over Bøgetop,
Og alle Urter dufted
Og saae mod Himlen op;
Og Himlen var saa herlig,
Saa venlig, puur og skjær,
Den smilte sødt og kjærlig
Ned til sin Børnehær.

✂ Og alle Tanker sorte
En Stund mit Sind forlod;
Thi Freden holdt dem borte.
Som Vagt den hos mig stod;
Den med sin Vinge vifted
Og tog mig i sit Skjød; -
Da i sin Slummer skrifted
Mit Hjerte den sin Nød.

✂ Og jeg lod Hjertet sanke
Trøst i Naturens Fred;
Kun een - en hellig - Tanke
Blev vaagen end derved:
Hvad skal jeg med det Hele?
Den Fryd er ikke reen!
Nei - Gud! o, lad mig dele
Din Himmels Fred med Eenl

308

✂

✂ Jeg taug nu saalænge stille -
Jeg veed ei selv, hvor jeg slap -
Min Tanke mig syntes for lille,
Og Sprogets Skat altfor knap:

✂ Men nu vil jeg trille og spille,
Min Lire skal dreie sig rap,
Ifald kun min Musa vilde
Mig sige ret, hvor jeg slap!

✂

✂ Mig ingen Tid skal have bragt
En saadan Blomsterflor,
En saadan fyndig Tankepragt,
Som nu paa Dit Ord!
Jeg føler, hvor det spirer frem,
Jeg mærker, hvor det groer,
I Hjertets og i Tankens Hjem
Jeg følge kan Dit Spor.
Med Blomster vil jeg mætte Dig,
Med Farver og med Klang,
Med Krandse jeg omflette Dig
Vil i hver lille Sang.
Jeg henrykt vil forvilde mig
Paa Phantasiens Flugt;
Og salig-blind indbilde mig,
Hvert Vingeslag var smukt.
Og Du? Du vil ledsage mig,
Min Eneste paa Jord!
Og Intet skal betage mig
Den Tro, hvorpaa jeg troer!

309

✂

✂ I Sommer, da vi havde det yndige Veir,
Da sang jo for mig baade Lærker og Stær
Og Gjøgen den galed i Skoven;
Da laae jeg i Græsset saa blødt og saa grønt,
Mens Solen den tindred gjennem Løvet kjønt
Og luunt mig omfavnede Voven.

✂ Hvor er Du nu henne, Du qviddrende Gjæk!
Som sang Dine Viser bag Busk og i Hæk,
Eller slog høit i Luften Din Trille?
Du var jo min Mester, men ogsaa min Ven,
Jeg hørte Din Sang, og Du min igjen,
Og saa taug vi begge To stille.

✂ Saa Du faldt i Slummer, Du Rose saa rød?
Og Dine Øine segned, Du Lilie blød?
I kunde ei holde jer vaagen?
Ja, nu er her øde paa Mark og paa Toft,
Graaskyen har tjeldet os Himlens Loft,
Paa Stenen sidder skrigende Maagen.

✂ Nu Nattens Storm er blevet min Nattergal fiin,
Den suser, den fløiter med sørgeligt Hviin
Gjennem vaade, sukkende Grene;
Og Døden har meiet sin grusomme Høst,
Hver Farve er slukket i Dal og paa Kyst,
Og Bølgerne stivnes til Stene.

✂ Dog atter vil komme en pyntelig Vaar
Med Skove, der grønnes, med Fugle, der slaaer,
Med Blomster og Druer og Ranker;
Med kyssesyge Bølger ved duftende Kyst,
Med Smil for mit Øie, med Fred for mit Bryst,
Med Haab og med freidige Tanker.

310

✂ For Hvem tør jeg sanke den qvægende Høst?
Med Hvem skal jeg dele den friske Sommerlyst,
Og drikke af Blomsternes Skaaler?
Jeg veed det jo nok - men ak! det er mit Savn,
At end i det Fjerne hendes elskede Navn
Liig Vaaren mig lokker og straaler!

✂

✂ De see paa Dig med Øjne milde,
De mæle intet bittert Ord;
De tale, tidligt eller silde,
Saa sødt, imens de staae i Flor.

✂ Og deres Tankekreds er sluttet
I den, som pleier dem saa ømt;
De glemme saligt i Minuttet,
Hvad i Minuttet de faae drømt.

✂ Til Tak de skjænke, hvad de eie,
Saa stærkt og puurt, som de det fik,
Mens de mod Solens Aasyn dreie
Med Længsel deres vaade Blik.

✂ De er saa venlige, saa bløde,
Al deres Tanke reen og smuk;
De leve uden Sorg og Brøde,
Og slumre hen - foruden Suk.

✂ - O, var jeg dog, som Blomsten, stille
Og uden Vildhed i mit Sind!
Jeg følte da med Taalmod trille
Kun Duggens Taare paa min Kind;

311

✂ Jeg kunde tale med Dig rolig,
Som den, med Smilet om min Mund;
Du bøied Dig saa trygt, fortrolig
Og læste i mit Hjertes Grund;

✂ Jeg leved ved Dit Øies Stjerne,
Som Blomsten, varm af Solens Glød;
Og ak! hos Dig jeg døde gjerne,
Naar Du med Veemod saae min Død.

✂

✂ Svæv hid med al Din Pragt og Pryd,
Du milde Luft fra lune Syd, -
Hid over Land og Vover;
Bring Du os Solen, Regn og Dug!
Væk i mit Hjerte alle Suk
Til Sang, som endnu sover.

✂ Opløft kun freidigt Du Din Røst,
O, Bølge! trindt om grønne Kyst,
Og hæv Dig dybt fra Grunden!
O, vug mig i Din stærke Favn,
Saa Alt - undtagen hendes Navn -
Maa synke glemt til Bunden.

✂ Stig op af Jordens Moderskjød
Saa hvid som Snee, som Duun saa blød,
Du høie, rene Lilie!
Og lær mig ved Dit fromme Smil
For Længsels smertefulde Piil
At bøie fromt min Villie.

312

✂ Træd frem, o Rose! Vaarens Trøst!
Og ræk mig frit Dit hulde Bryst,
Jeg vil Din Friskhed die;
Indlullet ved Din Kind saa sund
Skal Smerten faae et lille Blund
Og Stundens Jammer tie.

✂ Drag bort, o Himmel! bort Dit Slør,
Saa Stjernen jeg, naar Dagen døer,
Kan skimte fra det Høie,
Og tænke mig, i mørke Nat
Jeg saae bag sorte Flor og Hat
Et Blink fra Hendes Øie.

✂ Kom saa, Du søde Nattergal!
Snart Løvet vil i Skoven sval
Dit Brudekammer lukke.
Ak, vore Tanker følges ad!
Formæles skal Dit Elskovsqvad
Med mine Længselssukke!

✂

✂ Skulde der komme den Tid,
Da Dine blonde Lokker blev graae;
Da Dine Øines Blaae
Blev sløret, og - skjøndt lige blid -
Din Læbes Purpur svandt;
Da Din svigtende Stemme kun
Som i en Drøm, i et usikkert Blund
Besværligt Vei til Ordet fandt;
Da Din Haand, den kjærlige, bløde,
Med Sittren sig lagde i min,
313 Og Din Fod med langsomme Trin
Hver Morgen bragte Dig mig imøde:
Da skulde Du vide, hvad nu knap Du troer,
At jeg elsked i Dig de evige Ynder,
Hiin evige Skjønhed, der huldt sig forkynder
I dette Alt, som kun stammer fra Jord;
At den Elskovs dybe Mystik,
Som jeg har læst i Dit Blik,
I hver Lade, i Din Gang,
I Haarets Farve og i Stemmens Klang,
Har en Kilde, der dybere laae,
End Alt det, som her skal forgaae,
End Alt det, vi maae vandre fra, -
Du skal see, hvor jeg elsker Dig da!
Og den Tid - den kommer engang,
Naar det, som nu har Klang
I Høiden og Dybden, er forsvundet;
Naar nedad vor Pande vi bøie,
Mens Tanken alt boer i det Høie,
Hvorhen den fra Mørket sig svang;
Naar Meget er i Glemsel bundet -
Vore Savn, vor Sorg - og min Sang!

✂

✂ Over By, fra Taarnets Kroner,
Under Himlen kold og graa,
Pindsehymnens Alvorstoner
Mægtigt til mit Hjerte gaae.

✂ Sagteligt som Duer hvide
Med det grønne Olieblad
Gjennem Ætheren de glide,
Medens Skyen skilles ad.

314

✂ Unge Haab og gamle Minder
Spire frem til kjærlig Trøst;
Taaren, som ustandset rinder,
Vander Blomsten i mit Bryst.

✂ Let mit Suk med Aandedrættet
Flyer som af et Fangebuur,
Liig en Sommerfugl fra Nettet
I den vilde, frie Natur.

✂ Og jeg blues ved min Jammer
I min blege Kummers Nat;
Har jeg i mit Hjertekammer
Ei en riig, en evig Skat?

✂ O, en Skat, hvis fulde, rige
Rente er for Evighed:
Dig, min Uudsigelige!
Og Dit Hjertes Trofasthed.

✂ Og jeg kunde fejg forsage?
O, men Gud er mild og god;
Han tilgiver mig min Klage
Og ved Dig han skjenker Mod.

✂ Under Skovens grønne Ranke
Vil jeg vandre eensom ud,
Og en hellig Pindsetanke
Sende fromt til Dig og Gud!

315

✂

✂ Jo tiere jeg Dig seer - ak!
Jo meer Du er mig smuk!
Og jeg skilles altid fra Dig
Med et dybere Suk.

✂ Og med dybere Sukke
Jeg møder Dig igjen;
Der farer sødt en Gysen
Over mit Hjerte hen.

✂ I Dit rørende, blonde
Dit silkebløde Haar
Min vansmægtende Tanke
Saa sød en Drøm sig faaer.

✂ De yndigste Noveller
Jeg aner i Dit Blik;
Jeg ingen Bog saa deilig
End før for Øie fik.

✂ Som Engle om Madonnas
Hellige Hoved staae,
Saa tusind Phantasier
En Glorie om Dig slaae.

✂ De sværme og de svæve
Saa hemmeligt og tyst;
De vække milde Flammer
Og Sange i mit Bryst!

316

✂

✂ Jeg mine Qvaler alle
Paa Dør har jaget kjæk;
Jeg saae dem tumle, falde
Og ile bort i Skræk;
Men min var ikke Kraften,
Der vandt mig dette Slag;
Det var min Helligaften,
Det var min Helligdag.

✂ Jeg veed, de staae og vente
I Kulde hist og Slud,
Og de vil atter hente
Mig, naar jeg træder ud;
Men Aftnen vil jeg feire
I mine Tankers Ly;
Saa kan de siden leire
Sig grumt om mig paany.

✂ Og Tankerne saa glade
Omsnoe mig som i Dands;
De lade kjærligt bade
Mig i Dit Øies Glands!
De drømme, at Din Stemme
Mig kalder, huld og sød; -
Ak, kunde jeg vel glemme
Den Stund, da Du blev fød?

✂ Men eensom med min Tanke
Og mine Tankers Tolk
Jeg i en Ørk maa vanke,
Liig et landflygtigt Folk;
Som dette, dybt andægtigt,
317 Vi hæve dog vort Raab
Til Herrens Throne mægtigt,
Fordi vi har et Haab.

✂ Et Haab, som ei er tvundet
Af Livets skjøre Traad,
Men stærkt og fast begrundet
I Evighedens Raad;
Thi som en Aabenbaring
Det i vor Sjæl opstod,
Og til dets troe Bevaring
Fik vi af Himlen Mod.

✂ Vi haabe, Dagen kommer,
Da hver en Qval er endt,
Der, Hig en tropisk Sommer,
Vor Blomsterflor har brændt;
Vi haabe, vi skal glædes
Ved en forynget Sol;
Vi haabe, vi skal stedes
I Fred for Naadens Stol.

✂ Jeg takker Gud for Livet
Og selv for hvad jeg led,
For Alt, hvad han har givet
Mig i sin Miskundhed,
For hvad han lod mig bøde,
For hvad han tilgav mig; -
For alle Roser røde,
Der blomstre huldt hos Dig!

318

✂

✂ See, staaer ei der det unge Aar
Med blegen Kind, udslaget Haar?
Med Veemodssmil, med Graad i Øiet
Det dvæler, over Staven bøiet.
Mod Tidens Kilde seer det ned,
Der vælder ud fra Evighed,
Og i hvis dunkle, dybe Strømme
Ufødte Skjæbner staae som Drømme.
Det stirrer tankefuldt og stivt
Paa Fremtids sære Gaadeskrift;
Det seer mod Himlen - Øiet blinker -
Nu lyder Varslet - Timen vinker -
Og kjækt det gjør sit første Fjed,
Og Vi - maae alle følge med,
Om der saa strøes med Roser røde,
Om Foden skal paa Tidslen bløde!
Men gjennem Livets Taagenat
Jeg øiner, hvor mit Maal er sat!
Jeg har en Engel ved min Side
Med Roser røde, Lilier hvide,
Som kjøle vil min hede Kind
Og aande Klarhed i mit Sind;
Som vil advare mig for Krybet,
Som vil mig drage bort fra Dybet,
Mig styrke paa min Vandrings Flugt
Med Blomsterduft og gylden Frugt,
Og vække mig med yndig Stemme
Til Kraft og Liv, af Sløvheds Gjemme;
Som let vil faae i Lænker lagt
De lurende Dæmoners Magt,
Og føre trygt mig gjennem Vrimlen; -
Og derfor Tak, o Gud i Himlen!

319

✂

✂ Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
At jeg kysser Dine Kinder,
At jeg kysser Dig paa Din røde Mund,
Mens hede mine Taar er rinder;
Der er da en Veemod i Dit Blik,
En Verden saa fuld af Kummer,
Der jager mig, som et Dolkestik,
I Hjertet og af min Slummer!

✂ Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
Vi staae paa den grønne Banke,
Hvor Sundets Bølger ligge i Blund, -
Og Hver har sin egen Tanke:
Fjernt over Havets violblaae Vand
Dm Længsels Duer er fløine;
Jeg drukner min Længsels stærke Brand
I Dine velsignede Øine.

✂ Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund;
Jeg synes, vi vandre alene.
Tause og stille i Vaarens Lund
Under duftende Bøgegrene;
Det vifter saa mildt, det aander saa sødt!
Og vore Hjerter er stemte
Som Æolsharper og tone saa blødt, -
Men Smertens Sange er glemte.

✂ Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund,
Jeg synes, at ramte af Døden
Vi ligge sammen i Jordens Grund
Og vente paa Morgenrøden.
Som nyligt vaagnede, hviske vi tyst,
320 Forventningsfulde og glade:
Vi have velsignet Fred i vort Bryst
Og Intet meer, som vi hade!

✂

✂ Jeg elsker Dig! - og aldrig rolig
Min Tanke sværmer om Dit Fjed;
Og Hjertet sprænge vil sin Bolig,
Vil ud - vil ud og sværme med.
Som i en Drøm, som i en Ruus
Jeg følger selv mit Hjertes Vildhed,
Og vaagner tidt i Nattens Stilhed
Med Blikket paa Dit mørke Huus.

✂ En Flor af Elskovstanker søde
Da spirer op og myldrer frem;
De klinge, bæve, dufte, gløde, -
Men ak! Du aldrig aner dem;
Thi, naar jeg seer Dig, og min Aand
Sig i Din Ynde dybt tør sænke,
Da er min Tanke lagt i Lænke,
Og Læben - hviler paa Din Haand.

✂ Saa tag da Blomsterne, jeg sender,
Og lad dem være mine Bud;
Min Tanke kysser Dine Hænder
Med Tak, Du Elskede! til Gud.
Hvad ei mit Ord, hvad ingen Klang,
Men kun et Blik Dig tolke kunde,
Skal Dig de tause Blomstermunde
Forkynde - duftende en Sang!

321

✂

✂ Min Tanke som en Svale let
Sig over Havet svinger,
Og useet, kjærlig, aldrig træt
Min Hilsen hist Dig bringer.

✂ Som Svalen er en bly Natur
Og lider intet Fremmed,
Den bygger helst paa gamle Muur,
Der værner luunt om Hjemmet.

✂ Den gaaer hel ængstlig til sin Fart,
Men skynder sig saa fage
At seile paa sin Vinge snart
I Fredens Skjød tilbage.

✂ Den kan ei trives udenlands,
Sin Røst den der forliste;
Den eie maa bag Bøgens Krands
Sin Vugge, Seng og - Kiste.

✂

✂ Naar Bølgen langsomt vugger
Sig mod den grønne Strand;
Naar Solens Ansigt dukker
Ned bag det fjerne Land;
Naar gjennem Lunden bæver
Den lune Aftenvind, -
Er det min Aand, der svæver
Og kysser paa Din Kind.

✂ Hvad Kildens Vover spille,
Er som min Stemmes Klang;
322 I Morgenlærkens Trille
Du ane skal min Sang;
Fra Caprifoliens Ranke,
Der aander sød og varm,
Ømtsmigrende min Tanke
Sig trænger til Din Barm.

✂ Den Orm, som Foden træder
Besjælede jeg nys;
Den Frugt, Din Læbe væder,
Er smeltet ved mit Kys;
Den Bi, der om Dig surrer,
Bær Sødme fra mit Bryst;
Skovduen hist, som kurrer,
Har lært det af min Røst.

✂ Thi det mig mon forlene
Den Gud, som mig har kaldt,
I Løndom at forene
Mig med Naturens Alt.
Hvorhen Dit Blik Du skikker,
Et Vink Du fra mig faaer, -
Og Du er aldrig sikker,
Ihvor Du gaaer og staaer!

✂

✂ I Skovens Høisale Falken graa
Tør bygge med trøstigt Mod;
Men jeg har ikke en Qvist, hvorpaa
Jeg hvile kunde min Fod.

323

✂ Bag dunkle Buske, saa luunt i Løn,
Der lægger sig Hjort hos Hind;
Men jeg har ikke den Tue grøn,
Hvor jeg kunde svale min Kind.

✂ Naar Blomsten græder, i Luftens Strøm,
Dens Smerte vorder saa kort;
Til mig der naaer ingen Aande øm
For at veire min Taare bort!

✂

✂ O, hvergang min Tanke til Dig gaaer,
Gjør Du evig mit Hjerte glad! -
Du lagde en Lok af Dit blonde Haar
Paa det friskeste Rosenblad;

✂ Og tæt - saa tæt ved mit Hjertes Ild,
Der flammer med Guddoms-Magt,
Snart mild og stille, snart stærk og vild, -
Der blev da Din Haarlok lagt.

✂ Dog Bladet visned og blev til Smuld,
Men Lokken er blank og blød;
Den kunde, ret som det fineste Guld,
Udholde den stærke Glød.

✂ Jeg elsker den Lok af Dit blonde Haar,
Vi følges saa trofast ad;
Og hvor vi saa vandre, og hvor vi saa staaer,
Gjør Du evig mit Hjerte glad.

324

✂

✂ Der var Roser i Dale,
Og Violer bag Hæk;
I de løvrige Sale
Var der Qviddren og Tale
Af Fugl og af Bæk.

✂ Som den smidigste Slange
Gik de Bølger i Bugt;
Og det svæved som Sange
Over Hauger og Vange
Fra Blomst og fra Frugt.

✂ Der var Ranker, som binder
Til Himlen vor Jord;
Der var blussende Kinder,
Der var deilige Qvinder
I Sal og ved Bord! -

✂ Men af Alt, hvad jeg hørte,
Og af Alt, hvad jeg saae,
Var der Intet, mig rørte,
Mig min Tanke did førte,
Hvor jeg selv ei kan naae!

✂

✂ Jeg holder fast ved Dig, saa længe
Som kun een Gnist udi mit Bryst
Vil holde spændte Sjælens Strænge
Til Klang i Livets Sorg og Lyst

✂ Jeg holder fast ved Dig, - et Anker
For mig paa Livets øde Hav,
325 Og uden hvilket mine Tanker
Forlængst var vendt til Død og Grav.

✂ Jeg holder fast ved Dig, og lider
Og lever, som min Skjæbne vil;
Men Dig det er til alle Tider,
Som Hjertets Længsel iler til.

✂ Jeg holder fast ved Dig, og haaber,
At Fremtids Blomst blev vandet smukt
Af tusind Timers bittre Draaber
For sødt engang at bære Frugt.

✂ Jeg holder fast ved Dig, og ikke
Jeg viger fra mit Hjertes Tro,
At Himlen os engang vil skikke
Paa Jorden end til yndig Ro!

✂

✂ Du lader Ingen vide,
Om Du er lykkelig?
Men, hvis Du skulde lide,
Betroe det da til mig.

✂ Jeg vil Din Kummer gynge
Som Barnet, der er sygt;
Jeg vil den Sange synge,
At den kan slumre trygt.

✂ Saa roligt skal den hvile
Og glemme Taarens Bad;
Saa venligt skal den smile
Og drømme, den var glad.

326

✂ Thi ak! paa Livets Strande
Langs Verdens vilde Strøm
Er Smerten kun det Sande,
Men Glæden - er en Drøm.

✂

✂ Naar Dagen er bortgangen
Og Natten falder paa,
Og alle de smaa Stjerner
Paa Himmelbuen gaae;
Da slumrer vel mit Øie,
Men Tanken iler frem
Og søger gjennem Drømmen
Til sit elskede Hjem.

✂ Naar Solen atter straaler,
Da taler vel min Mund;
Det synes, som jeg er der,
Men ak! det synes kun;
Thi mens min Tunge taler,
Mit Hjerte iler frem
Og søger gjennem Sværmen
Til sit elskede Hjem.

✂ Til varme Syd er fløiet
De muntre Fugles Chor;
De trætte Blade søge
Til den moderlige Jord;
Og Træets Frugter finde
Saa luunt et Vintergjem, -
Min Tanke og mit Hjerte -
Skal de aldrig finde hjem?

327

✂ Urolig er min Slummer,
Ustadig er min Gang;
Og fjernt fra Harpens Strænge
Flygter modløs min Sang;
Min Tanke og mit Hjerte -
Ak, vil Du huse dem?
I Himlen og paa Jorden
De har ei andet Hjem!

✂

✂ De gamle Sagn fortælle
Os tidt, at hvor man saae
Paa eensomt Sted fremvælde
En natlig Flamme blaa,
Der laae en Skat begravet,
Og Himlen havde blid
Med Lykke Den begavet,
Hvis Skjebne drog ham did;
Men var han end beslægtet
Med Aanden, Skattens Vagt,
Han kun ved Naade mægted
At faae den i sin Magt! -
Dit Øies Blaa er Flammen,
Dit Hjerte er min Skat, -
Og Alt jo træffer sammen,
Som Sagnet det har sat.

✂

✂ Mig Himlen var saa vild og graa,
Der var ei Stjernelys derpaa;

328

✂ Men Stormen gik og Bølgen slog;
Mit Skib hen over Havet jog.

✂ Ledsaget kun af Sorg og Savn,
Jeg saae ei Haab, jeg fandt ei Havn.

✂ Jeg saae ei Land med Skoves Ly,
Ei Kyst, hvorhen jeg turde tye.

✂ Høit Vinden peb - som Haan det klang,
Det var en bitter Dødesang.

✂ Jeg var saa mat, og i min Sjæl
Bevæged sig en Drøm saa fæl.

✂ Den lokked mig - jeg slap mit Roer, -
Nær var jeg styrtet overbord! -

✂ Da lød Din Røst, - den var saa øm,
Den vækked mig af Dødens Drøm.

✂ Den kaldte mig - jeg tog ei feil!
Sig Havet jævned til et Speil.

✂ Skydækket i det Fjerne sank,
Og Himlen vinked, klar og blank.

✂ Du kjendte Stjernen, som var sat
Til Leder os i Livets Nat.

✂ Du sad hos mig paa Skibets Stavn,
Du vidste Vei til Kyst og Havn.

329

✂ Du peged paa en stille Bo,
Og hvisked: »Der vi finde Ro!«

✂ Og Haand i Haand, og Kind ved Kind
Vi vandred sagtelig derind.

✂ Imod os kom den lune Luft,
Hel fyldt af Elskovsrosens Duft.

✂ Og Fredens stille Engel gik
Imøde os med milde Blik.

✂ Hver Lænke brast, som Sjælen .bandt;
Hvert Smertens Mindeblad forsvandt.

✂ Hver Glæde vaagned, der var, glemt,
Og Livets Harpe fandt vi stemt.

✂ Og den skal klinge, mens vi glad
Den lange Vandring følges ad.

✂ Og den skal klinge, naar vi To
Indtræde i den sidste Bo.

✂

✂ Det er nu engang i sin Orden,
At jeg maa holde mig til Jorden.
Jeg ræddes altid for det Dybe,
Og skjøndt jeg ynder ei at krybe,
Saa svimler jeg dog i det Høie;
Og derfor maa jeg Jorden pløie,
At sige: pløie den æsthetisk
330 Og høste, hvad jeg kan, poetisk.
Det himmelhøie Grandiose,
Det allerhelvedes Famose
Mig bliver altsaa ganske fremmed,
Og der jeg aldrig føler Hjemmet. -

✂ Men - naar jeg tænker paa, min Kone!
Din huldt fortryllende Natur,
Da sværmer ud, som fra et Buur,
Fra Hjertets Kammer hver en Tone,
Hver Tankeblomst, hvert Blad og Billed,
Og ordner sig omkring Dig peent
Og troer sig mere høit og reent,
Om Din Gestalt gruppeert og stillet.
Saaledes har de mange Gange
Sig vovet frem og klædt sig paa
Og præsenteret sig, og saa
Gebærdet sig som Digt og Sange.
De har forsøgt en dristig Flugt,
Et Himmelvingeslag, en Svæven
Imod det Høie, og en Bæven
For Skjebnens mørke Blik, saa smukt
Som det var givet dem at bæve
Og sig mod Himlens Blaae at hæve! -
Men, see! det var dog Skyggen kun,
En svag Reflex af Hjertets Grund,
En Duft kun fra en Honningkube,
Et Støv kun fra en gylden Grube,
Men ikke det, som jeg har villet;
Og Alt, hvad jeg mig voved til,
Blev som et natligt Alfespil,
Hvor mig Titania fik drillet.
Jeg greb og - greb; men ei tilfreds
331 Jeg blev ved nogen Fangst dog stillet,
Jeg skammed mig, og halv forvildet
Jeg stod som i en Tryllekreds!
Og aldrig blev mig mere klar
Den Sætning, som jeg aabenbar
Har gjort til min: »Det Virkelige,
Hvori sin egen Rod man har,
Ei tvinges ind i Sangens Rige.«
Og aldrig har jeg følt det bedre,
End naar jeg sad hos Dig, min Viv!
At det umuligt er et Liv
At give Glands ved Svanens Fjedre, -
Et Liv, der selv er Poesie
Med Kjærlighed, med Sorg og Lykke,
Et venligt Genre-Maleri
Med Lys og hver nødvendig Skygge!
I slig en kunstlet Form at sige
Det ganske Ubeskrivelige,
Hvori mit Væsen, evig bundet,
Gaaer op, - det har jeg aldrig kunnet!
Men - elske dig, og elske Alt,
Hvad i Dig lever huldt og røres,
Hvorved til Liv Du har mig kaldt,
Hvorved mit Liv til Liv først g j øres;
Velsigne Dig, hvem Naadens Gud
Mig sendte, som sit eget Bud;
Velsigne Dig for Ord og Smiil,
Der sløved Smertens hede Piil;
Velsigne Dig for Taaren selv,
Som, hjertelettende og mild,
Afleded Sorgens vilde Elv:
Det kan jeg, - men jeg kan det kun
Med stille Ord, naar Mund ved Mund
332 Mit Hoved til Din Kind jeg lægger! -
- O, lev! fat Mod, min hulde Trøst!
Lad Sorgen slumre i Dit Bryst!
Og Herrens milde Engleskare
Vor Fremtids Vandring vil bevare.

✂

✂ Natten var mild og kjær,
Stille og dunkel,
Skjult var bag Skyen hver
Stjernes Karfunkel.
Vi var saa ene!
Lindenes Grene
Sagteligt svæved vort Vindue forbi -
Alt var en sød Melodie.

✂ Vi var saa ene med
Os og vort Hjerte;
Urørt forbi os gled
Mindet om Smerte,
Mindet om Storme;
Nagende Orme
Glemselindhylled' i Dvale jo laae -
Der var kun Eet, som vi saae.

✂ Smeltet til Eet var jo
Livsfyldens Kerter,
Eet vare begge to
Bævende Hjerter;
Fletted' som Ranker
Eet vore Tanker;
Eet var vor Himmel, vor Tro og vort Haab,
Eet, som vor Kjærligheds Daab.

333

✂ Drømmende vugged vi
Som over Havet,
Vækkende Sukket, i
Længsel begravet;
Hilste vor Stjerne,
Som fra den fjerne
Evighed havde formælet vort Navn, -
Salige, Favn udi Favn!

✂

✂ Du er som Brød, det grove - fine,
Hvoraf man aldrig bliver kjed;
Du er som rene, gamle Vine,
Hvorved man aldrig vorder led.

✂ O, Din Gestalt! saa ædel, kraftig,
Saa egen og saa yndefuld!
Din Aand, en Drue stærk og saftig,
Begeistrende og rig som Guld!

✂ Jeg elsker Dig, til Døden meier
Engang med skarpen Lee mit Siv,
Du Eneste, mit Hjerte eier,
Min Styrke, Næring og mit Liv!

✂ Jeg hader Hver, som blot i Tanken
Paa Veien til Dit Hjerte gik,
Som med den mindste Hjertebanken
Sig soled i et flygtigt Blik.

✂ Jeg hader Hver, som blot har vovet
At troe, Dit Smiil var ham bestemt!
Med Fryd jeg saae hvert saadant Hoved
l Dybets evige Mørke gjemt

334

✂

✂ Du er deilig! O, det nytter Dig ikke,
Du tilkaster mig straffende Blikke -
Du er deilig, som Ingen paa Jord!
Som de unge Engle i Himlen,
Som Vaaren i Blomstervrimlen, -
Og paa Din Deilighed jeg troer.

✂ Var jeg kunstfærdig, var jeg Maler,
Du skulde see Dig, naar Du taler,
Du skulde see Dig, naar Du leer;
Din Alvor kjæk jeg vilde tegne,
Min Pensel skulde stolt opregne
Alt, hvad mit Øie henrykt seer.

✂ Jeg seer hver snærpet Dame og Herre
Forbauset Øinene at opspærre
Og Munden, saa høit som de kan;
Ja, de er færdige at tabe Veiret!
Mit Billed er godt, jeg har seiret!
Jeg har malet frit, - som en Mand.

✂ Naar jeg hedt til mit Bryst Dig trykker
Og med Roser Din Kind jeg smykker,
Troer Du da ikke jeg seer klart?
Mit indre Syn mig ei svigter,
Hvert Suk, hvert Kys er en Digter,
Hvem Din Skjønhed er aabenbart.

✂ Vi er Støv! Det er vist, vi skal svinde!
Men veed Du ei, Du min Veninde!
Udødelig er den skjønne Form!
Den bestaaer, skjøndt Stoffet henfalder,
I en evig, ungtblomstrende Alder
Som en høi, guddommelig Norm.

335

✂ Dine Skuldres sødt smægtende Hvidhed,
Dine Lokkers blonde, rørende Blidhed,
Ak, det er ei det, som bestaaer;
Men Mindet, som evigt kan nyde
Alt, hvad de Hieroglypher betyde, -
Mindet - det tæller ei Aar.

✂ Tanken er stærk; men Livsminuttet
Ville vi bruge, før det har sluttet
Sig til den lange Række, der svandt;
Timen, som vore Længsler fødte,
Mens Taarerne randt og Hjerterne blødte,
Timen, som vore Sjæle forbandt.

✂ Timen, som mine Arme lukked
Om Dig, og min Luetørst slukked
Og tændte den kraftigt igjen;
Timen, som kaldte vort Liv tillive,
Skal til en Evighed blive,
Og vi vorde evige ved den.

✂ I Dig en Rigdom mig drømmer,
En Yndigheds Fylde udstrømmer,
En Skjønheds utømmede Væld!
O, vend dog Dit Hoved, jeg beer Dig!
Ak, fra hvad Side jeg seer Dig,
Vidunderligt tryller Du min Sjæl.

✂ Du er deilig! - O, det nytter Dig ikke,
Du tilkaster mig straffende Blikke -
Du er deilig, som Ingen paa Jord!
Som de unge Engle i Himlen,
Som Vaaren i Blomstervrimlen, -
Og paa Din Deilighed jeg troer.

336

✂

✂ Hvor Skoven mest var øde
I Skyggen dunkelgrøn,
Der sad jeg med min Elskte
Med min Elskte i Løn.

✂ Der stod ei blaae Violer
Og ingen Rose rød,
Der pranged ingen Lilie
Alt udi Skovens Skjød.

✂ Dog saae mit Øie Lilien,
Og Rosen rød det saae,
Dog qvæged sig mit Hjerte
Sødt ved Violens Blaae.

✂ Der sang vel ingen Sangfugl,
Men Alt var tyst og dødt;
Dog klang det for mit Øre
Saa usigeligt sødt

✂ - Og blev Alverden øde
Og misted Liv og Lyst,
Hun ved min Side skabte
Alverden i mit Bryst

✂

✂ Jeg hader dem, de lange Dage,
Med deres tusind Speiderblik;
See, Solens Heste træge drage,
Som det til Liigparade gik;
See, Alting vaager, Alt sig rører
I en forvirret Assemblee,
Mens alle spændte Ører hører
Og alle skarpe Øine see.

337

✂ Jeg elsker dem, de lange Nætter
I deres sorte Himmeltelt,
Hvor Mulmet sig paa Thronen sætter
Med Stjerner i sit Vaabenfelt;
Som hvert forundret Øre lukke,
Hvert Øie hylle tæt i Slør,
Som rede Trygheds bløde Vugge
Og laase Sikkerhedens Dør.

✂ O, Sangens Gud, Du, Solens Herre!
Driv rask med Svøben paa Dit Spand,
Og skynd Dig med Din gyldne Kærre
Langt bort fra dette lille Land!
Din Søn skal ei Din Naade glemme,
Men prise yndeligt Dit Navn,
Og nævne Dig med henrykt Stemme,
Tryg i en sød og sikker Havn.

✂ Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Dine Øines kjærlige, dybe Blaa,
Der en uendelig Himmel gjemme, -
Naar han en eneste Gang den saae?

✂ Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Den ubeskrivelig søde Musik,
Som lever og bæver i Din Stemme,
Naar kun een Gang den til Hjertet gik?

338

✂

✂ Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Dit Favntag, trykket ømt af Din Arm?
Den føler sig som i Himlen hjemme,
Der een Gang har hvilet ved Din Barm.

✂ Han glemmer Dig ei!
Hvo kan vel glemme
Blomsten paa Dine Læbers Bred;
Hvis rene Sødhed kan bortskræmme
Fra Hjertet Alt, hvoraf det leed?

✂ Du kan ei glemmes!
Blot een Gang manet
Ind i Din Yndes Tryllekrands, -
Og Alt, hvad Hjertet har haabet, anet,
Vil evigt beruse Sind og Sands!

✂

✂ Her paa Deilighedens bløde
Græs skal Dine Fødder gaae,
Og i Krattets Læ, Du Søde!
Dine Tanker Hvile faae.

✂ Du skal Skovens Duft indaande
Som en Æther, stærk og sund,
Og bortdrømme Livets Vaande,
Og dets Lysglimt mindes kun.

✂ Hist paa denne grønne Banke
Og ved Søens slebne Glar
339 Skal Dig blomstre mangen Tanke,
Som sin Sæd i Hjertet har.

✂ Men Dit Øie skal Du følge
Skyen, Fuglen, naar paa Flugt
Over Dal og Bjerg og Bølge
De hensvæve, kjækt og smukt.

✂ Speil Dig i den frie Himmel,
Duk Dit blonde Hoved ned
Mellem Markens Urtevrimmel,
Fyld Dit Hjerte der med Fred.

✂ Lad hvert Blomsters milde Blikke
Lifligt Dig til Sjælen gaae;
Deres Smiil, det lyver ikke,
Det kan Du just stole paa.

✂ Som en Daa spring ned ad Skrænten,
Læg Dig blødt paa denne Høi,
Følg ad Himlens Blaa med Glenten,
Som nu over Skoven fløi! -

✂ Og det hele, skjønne Billed,
Fuldt af Glands og Farvepragt,
Skal i Hjertet staae opstillet
Med sin hulde Tryllemagt.

✂ Det skal qvæge, det skal styrke,
Sende Straaler i Dit Sind,
Naar i Vintrens Slud og Mørke
Atter vi er dragne ind. -

340

✂ Elskede! hvem mine Tanker
Er en evig trofast Bo,
Naar Dit Hjerte roligt banker,
Banker ogsaa mit i Ro! -

✂

✂ Du lagde Din Haand jo paa min Kind?
Du saae mig venligt i Øiet ind,
Mens jeg trykked mig til Din Side?
Ei anede Du, hvor jeg blev glad,
Mens jeg kyssed Din Skulders Lilieblad
Og begge Dine Øine blide.

✂ Jeg glatted Dit duftende, blonde Haar,
Og lagde min Haand, hvor Dit Hjerte slaaer
Og hvor Smerten saa tidt tog Sæde;
O, jeg følte mit Bryst saa saligt let,
Min Sorg indslumred - den var saa træt -
Og mit Øie forglemte at græde!

✂ Du taled; - og det var den gamle Klang,
Mit Hjertes søde, udvalgte Sang, -
Der gjennem Sjælen mig bæ ved.
Du, Yndigste paa den vide Jord!
Det var, som et huldt forjættende Chor
Hen over Strængene svæved.

✂ O, lad os vandre en Aftenstund -
Blot een endnu - i den tause Lund
Alt under de høstgule Grene;
341 Og sværme et Øieblik, Bryst mod Bryst,
Og søge Hvile, Glemsel og Trøst
I Drømme - fortrolige, ene!

✂

✂ Læg Vedbendranken om min Hat
Med Dine kjære, kjære Hænder!
Den kjøler, Kig en Sommernat,
Naar bankende min Tinding brænder.

✂ Af Laurbær har jeg ingen tjent;
De er og her tillands saa rare.
Tidt var det maadeligt bevendt
Med dem, som stoltelig dem bare.

✂ Et Egeløv er sagtens smukt;
Men nuomtide sees Hveranden,
Som sine smaa Bedrifters Frugt,
At faae en Agernkrands om Panden.

✂ Vi Alle Tornekronen faae
I Livet med fra Morgenrøden;
Dog Roserne, som er derpaa,
Gjør, at- den bæres let til Døden.

✂ Men Vedbend er mit Hjerte kjær,
Dens mørke, stille Blad ei pranger;
Den hyggelig og trofast er, -
Den passer netop for Din Sanger!

342

✂ Den svale Vedbend paa min Hat,
Omlagt af Dine kjære Hænder,
Skal kjøle, liig en Sommernat,
Naar bankende min Tinding brænder.

✂

✂ I Din Haand, i den høire,
Der staaer et hemmeligt Brev:
Det er Dit elskede Hjerte,
Der saa yndigt det skrev.
Hvergang min Haand Du trykker,
Mit Hjerte læser klart,
Hvad kun for Dig og mig
Er rigtig aabenbart.

✂ Der lever i Dine Øine
Et Digt saa tankefuldt;
Det altid mig bevæger
Saa inderligt og huldt;
Det er saa rigt, mangfoldigt, -
Hvad jeg har lært deraf,
Det selv Du aner ikke,
Skjøndt saa gjerne Du det gav.

✂ Din Gang er som en kraftig,
Strengt luttret Harmonie,
Der bærer frem for Sjælen
En livsalig Melodie;
Som Æolsharpens Toner,
Der komme og der flye,
Den aldrig sig gjentager,
Evig lige ung og ny.

343

✂ O, følg mig med Din Tanke,
O, følg mig med Din Fod,
Og straal mig fra Dit Øie
Sød Fortrøstning og Mod;
Ræk mig Din Haand, den høire,
At jeg kan læse fro,
Hvad taus Dit Hjerte tænker,
Hvad mit tør haabe og troe.

✂

✂ Jeg seer Dig hisset tydeligt
At gaae langs mørke Graners Muur;
Det klæder Dig saa nydeligt
At færdes i den frie Natur.
Paa Møen, ved Deiligheden,
I røde Huus, ved gamle Rom,
Hvorhen saa Leiligheden
Din Fod paa Vandring førte om;
I Skov, i Dal, paa Høie
Du i Din Kjole, hvid som Snee,
Var altid for mit Øie
Saa ubeskrivelig sød at see! -
Jeg seer Dig eensom vanke
Og plukke hist og her et Blad;
Jeg tænker mig Din Tanke,
Og haaber, den er frisk og glad;
Jeg tænker mig Dit Hjerte,
Jeg veed, at det er ømt og stort,
Og haaber, at for Smerte
Det nu er lettet og frigjort;
Saa Du kan rigtig nyde
Med Freidighed, i fulde Drag
Det Bæger, som Dig byde
344 Nordfjeldes Alfer Nat og Dag.
Men Du maa ikke tømme
Det, saa Du dræber al din Tørst;
Husk paa, ved Sundets Strømme
Du lærte dog at drikke først:
Din allerførste Amme
Var Luften, som Dig tog i Favn,
Som her med Længselsflamme
Vil møde Dig paa Skibets Stavn,
Og synge for Dit Øre,
Hvad jeg fik lært den mangen Gang,
Og Hjertets Strænge røre
Liig Nattergalens Foraarssang! .

✂

✂ Saae Du ei tidt en Svale
Hist over krumme Kyst
Svæve, hæve sig, dale
Paa sine Vinger tyst?
Saadan væver min Tanke
Om Dig sit fineste Net,
Blomstrende som en Ranke, -
Skjøndt Du ei aner det.

✂ Saae Du ei tidt en Stjerne,
Som Du ei forhen saae,
Tindre klart fra det fjerne,
Dybe uendlige Blaae?
Saadan stirrer mit Øie
Fast paa Din Vandrings Vei,
Hvor den sig end maatte bøie, -
Skjøndt Du aner det ei.

345

✂ Hørte ei tidt Du blide
Luftningers lette Trin,
Naar de som Fløiel glide
Om Dit Øre, Din Kind?
Dybt fra mit Hjertes Vugge
Svæve de sagte frem;
Det er jo mine Sukke, -
Skjøndt Du ei aner dem!

✂

✂ Ret aldrig kan jeg glemme
Den allerførste Gang,
Da jeg min egen Stemme
Fik høre, at den sang;
Mit Øie stod i Lue,
Et Blus var paa min Kind,
Min Aande, som en Due,
Fløi ængsteligt ud og ind.

✂ Der lød mig som en Dundr en
Henover Himlens Blaae;
Der blev en saadan Undren
I hver min Tankes Vraa;
Der brændte saadan Længsel,
Saa lueheed en Tørst,
Det blev en Spørgen, Trængsel:
Hvad griber jeg nu først?

✂ Det var, som Vinger hæved
Mig op fra Jordens Skjød,
Igjennem Sjælen bæved
En Strøm af Vellyst sød;
346 Det var ret, som mit Øie
Blev mere skarpt og klart;
Det Dybe og det Høie
Mig syntes aabenbar't

✂ Mig smiled Jord og Himmel,
Mig vinked Busk og Træer,
Den hulde Blomstervrimmel
Den blev mig nok saa kjær;
Solen var mere gylden,
Og Himlen mere blaa,
Og dobbelt riig var Fylden
Af Nattens Stjerner smaa.

✂ Og for mit indre Øre
Vidt aabnet blev en Dør,
Fuglen, kunde jeg høre,
Sang sødere end før;
Mig Havets stolte Brusen
Meer streng, alvorlig var,
Som Orgelklang sin Susen
Hen om mig Vinden bar.

✂ Jeg fatted Kildens Rislen,
Naar den blandt Roser randt,
I Snogens sagte Hvislen
God Mening jeg fandt;
Og Katten, som sig strakte,
Og Hundens kjække Vov!
Selv i mit Indre vakte
En Stemning der, som sov.

✂ De vilde Dyr paa Marken,
Den Edderkop, som spandt,
347 Den blanke Fisk i Parken
Til sig min Tanke bandt;
Og Rankens klare Drue
Fik mig en anden Skik;
Der blev en himmelsk Lue
Af den jordiske Drik.

✂ Og Mennesket - den Gaade
Saa dunkel og saa sær,
Jeg prøved paa at raade,
Endskjøndt den er saa svær.
Jeg vovede at g jætte
Hans Hjertes fine Skrift
Og klart i Lys at sætte
Hans Tanke og Bedrift.

✂ Jeg tolked Fryd og Smerte
Med livligt Farvespil,
Som fra mit eget Hjerte
Jeg hentede dertil.
Var Sandhed reen fremstillet,
Og var der nogen Feil,
Saa var det dog et Billed
Ud af mit eget Speil.

✂ Om Usselhed, om Styrke
Jeg sang, om Elskov, Had;
Det Lyse og det Mørke
Det lod jeg følges ad.
For Skjønhed og for Ære
Mit Indre blev opladt,
Og kunde næppe bære
I Huus sin rige Skat! -

348

✂ Men langtid var jeg bange,
Jeg gyste selv saa tidt,
Naar mine lette Sange
Ud flagrede saa frit.
Fra Verden fjern og ene
Jeg fulgte Hjertets Trang;
Bag Rosenhækkens Grene
Helst luunt jeg sad og sang.

✂ Men snart jeg hørte sige:
»Han synger ganske net!«
Jeg følte Modet stige
Og Hjertet mere let.
Saa lod jeg mig da trykke,
Og saa var det forbi
Med Eensomhedens Lykke
Og det Skjultes Trylleri.

✂ Thi skjøndt jeg havde Glæde
Og næsten ingen Sorg
Af hvad jeg monne qvæde
I Hytte og i Borg,
Var jeg dog tidt bedrøvet
Og mindre fri og glad,
End da, som Fugl bag Løvet,
Jeg ubemærket sad.

✂ Men aldrig dog min Stemme
Mig selv saa liflig klang
Og følte ret sig hjemme,
Som naar til Dig den sang;
Som naar den til Dit Hjerte
349 Sig turde trænge ind,
Og dulme lidt dets Smerte,
Og qvæge huldt Dit Sind!

✂

✂ Jeg takker Dig for hver en Stund,
Naar Du med Øie og med Mund
Helbredede mit Hjerte,
Og fik min Kummer lagt i Blund
Og friede mig fra Smerte.

✂ Jeg takker Dig for hver en Gang,
Du fik mig vakt til Liv og Sang
Og tændt mig Lys i Tanken,
Saa jeg mig let fra Mørket svang
Med salig Hjertebanken.

✂ Jeg takker Dig for hvert et Blik,
Som venligt mig imøde gik,
Liig Duft med Sommervinden,
Og farved som en Lægedrik
Mig Glædens Blomst paa Kinden.

✂ Jeg takker Dig for hvert et Fjed,
Du vandrede, mens jeg gik med
Og støttede med Armen
Dm Arm, som Hjertet blusser ved,
Og fik min Deel af Varmen.

✂ Jeg takker Dig for Alt i Alt,
For hvert et Solglimt, der mig faldt
350 Haab fuldt som Morgenrøden;
Du har mig jo Din Sanger kaldt,
Det bliver jeg til Døden.

✂

✂ En lille Steen Du her modtage,
Et Blad kun af en svunden Flor,
Et Glimt fra Kunstens klare Dage,
Som har forvildet sig mod Nord.

✂ Den har vist lange Veie vandret
Og lagt sin Sæd i mangt et Bryst,
Og spiret der, og uforandret
I Skjønhed seet hvergang en Høst.

✂ Hvis Haand har baaret den som Smykke?
Hvem fik den første Gang til Pant
Paa Troskab, Kiærlighed og Lykke?
Og Sandhed i Symbolet fandt.

✂ Veemodigt drager den vort Øie
Hen over tusind Slægters Aar.
For Tiden maa sig Livet bøie,
Men evigt Skjønheds Værk bestaaer.

✂ Lad denne Draabe af de Gamles
Paa Skjønhed rige Tankevæld, -
Den skjønne Tanke - lad den samles
Med sine Søstre i Din Sjæl!

351

✂ Eros den yndige Dreng,
Med sine Fløiter for Læberne stod.
Villieløs, bævende
Psyche kom svævende,
Lokket hen over den duftende Eng,
Satte sig trygt ved hans Fod.

✂ Nys laae hun fængslet i Svøb,
Drømte kun dunkelt; men Baandene brast,
Og i den smilende
Vaardag henilende
Hørte hun Fløiternes Triller og Løb, -
Henrykt hun standsed sin Hast.

✂ Ømt var hans klingende Spil!
Sødeste Toner det var fra hans Bryst,
Luften opfyldende,
Smigrende, tryllende;
Sittrende sad hun og lyttede til, -
Salig hensjunket i Lyst.

✂ Alt blev saa glimrende rigt,
Solen blev blankere, Himlen saa blaa,
Rosen meer duftende,
Vaarvinden luftende
Mildere; som i det yndigste Digt
Skabningens Skjønhed hun saae.

✂ Ned fra Olympen et Tog
Daled, - en Skare, rødkindet og hvid.
Guldfagert lokkede
Genier flokkede
Sig om den Drømmende og hende drog
Høit over Rum, over Tid.

352

✂ Du, som den Jubel fik skabt,
Eros! Du himmelske! naadig og huld
Hold de sødtklingende,
Salighed bringende
Toner ved Liv, til hun Vingen har tabt
Og vorder atter til Muld!

✂

✂ Den første Gang, jeg Hende saae,
Som nu er trofast ved min Side,
I Hendes unge Øine blaae
To store, blanke Taarer laae
Og saaes paa Kindens Roser glide.

✂ Et Varsel! - ak, jeg saae jo tidt
De Taarer vandre samme Veie!
Jeg saae jo Alt, hvad hun har lidt,
Hvad hun med Mod ved Dag har stridt,
Mens Taaren væded Nattens Leie.

✂ Dog Gud lod naadigt tidt mig see
De søde Øine glade smile!
De Smiil, de dræbte al min Vee,
De smeltede mit Hjertes Snee
Og fik min vilde Sjæl til Hvile.

✂ D e frelste mig, - jeg veed det vist, -
De førte mig fra Nat til Dagen;
De drog mig - i den sidste Frist -
Bort fra min Fortids Afgrund hist,
Hvor jeg af Svimmel stod betagen.

353

✂ - Derfor jeg takker ydmygt Gud
Hver Aften seent, hver tidlig Morgen,
At Han mig gav en saadan Brud,
Der slettede mit Skyldbrev ud
Og blev mig for min Frelse Borgen!

✂

✂ Jeg kan ikke rigtig finde
Mig i Skjebnens Tankegang,
Hvad den mener med at tvinde
Os vor Livstraad stram og trang.

✂ Er vi skabt ei for hinanden,
Som to Blade paa een Green?
Som to Bølger, der.ved Stranden
Bliver strømmende til een,

✂

✂ Vil Du t roe mig, naar jeg siger,
At for hvert et Aar, der gaaer,
Min Beundring for Dig stiger,
Liig en Blomsterflor i Vaar?

✂ Vil Du troe mig, naar jeg takker
Dig for hvert Minut, der svandt?
Thi skjøndt det mod Aften lakker,
Seer mit Blik dog netop grant.

✂ Vil Du troe, at Dig til Døden
Er mit Hjerte lige ømt
Viet, som i Morgenrøden,
Da vi Begge to fik drømt?

354

✂ Vil Du troe mig, i den Skabning,
Som Natur Dig førte i,
Altid jeg i taus Fortabning
Seer D/77 Skjønheds Harmonie?

✂ Vil Du troe mig, naar jeg tænker
Kun med Sorrig og Besvær,
At den Stund, da Livets Lænker
Briste for os, er saa nær?

✂ Vil Du troe mig, at jeg haaber
Paa en Trøstens Evighed,
Hvor et Jordlivs bittre Draaber
Vorde Sæd til Fryd og Fred?

✂

✂ Jeg takker min Hustrue for hvert et Blik,
Som fra hendes kjærlige Øie jeg fik.

✂ Jeg takker min Hustrue for hver en Tanke,
Hun bragte til Liv, som Vinens Ranke.

✂ Jeg takker min Hustrue for hver en Stund,
Hun lagde mit vildsomme Sind i Blund.

✂ Jeg takker min Hustrue for hvert et Ord,
Der Kig et Solglimt til Hjertet mig foer.

✂ Jeg takker min Hustrue for hver en Gang,
Hun smilede og vækkede mig og min Sang.

355

✂ Jeg takker min Hustrue for dette Alt,
Der som en Balsam paa Hjertet faldt.

✂ - Men især fordi Du, saa mild og from,
Tidt taug og tilgav og fældte ei Dom!

✂ Du veed det ei, Du troer det ikkeheller,
Men sandt det er, at hver min Vandrings Dag,
Ja, hvert Minut, som Dagens Timer tæller,
Dit Navn gjenlyder mig i Hjertets Slag.

✂

✂ Jeg holder af Dig - Dig alene
Blandt Alt, hvad ellers man kan mene
Er dyrebart paa denne Jord;
Thi vist jeg veed, og det er Sanden,
At Du alene, ingen Anden,
Fik vakt mit Liv til bedre Flor.

✂ Jeg holder af Dig, thi den Smerte,
Da Slethed i mit usle Hjerte
Saa lang Tid dybe Rødder slog,
Den læged Du, da med Dit Øie,
Der ligner Himlens Blaa den høie,
Du mig fra Mørkets Afgrund drog.

✂ Jeg holder af Dig, som Du vandrer,
Mens ei et Fodtrin Du forandrer
Fra det, der bragte Dig saa vidt,
356 Saa det, der gjør Dig selv saa yndig,
Som Du mig gav, skjøndt jeg var syndig,
Ved Kiærlighed blev halvt til mit.

✂ Men Den, jeg ikke holder af,
Som drukner i min Harmes Hav,
I Selvforagtens stride Elv, -
Det er mig selv - det er mig selv!

✂

✂ Jeg takker Gud, at han mig gav
En Hustru yndig, klog og brav,
Som jeg tør elske tro, til Død og Grav
Mig snart som visnet Blad vil plukke af.