✂
Sov sødeligt i Dødens Skrin,
Du Rose, spæd og faur og fiin!
✂
Sov sødt, o Barn! Dit Liv, Din Død
Mig smelter i en Vemod sød.
✂
I Hendes stille Fredens Hjem
Du kom til Liv og spired frem.
✂
Du voxed under Hendes Haand,
Omsvæved huldt af Hendes Aand.
✂
Du lærte Hendes klare Blik,
Og Hendes Læbers Smil Du fik.
✂
Hun redte Dig Din Vugge grøn -
Og hvad Du var, blev Hendes Løn.
✂
Tidt tankefuld Hun paa Dig saae,
Mens end i Svøb og Baand Du laae.
✂
Og da Din Puppes Ringe brast,
Fik Hun det første Øiekast.
✂
Hun saae Dit Hjertes første Slag,
Hun drak Dit første Aandedrag.
✂
Du - med det stille, fromme Sind
I Hendes Liv Dig leved ind.
✂
Men ak! den Fryd kun vared kort!
Til Een Hun sendte Dig jo bort.
✂
Og Han! - mens høit Hans Hjerte slog,
Sin kjære, lille Gjest modtog.
✂
Med sværmende, fortryllet Sands
Han speided i Din Bladekrands.
✂
Han stirred i Dit Bæger stivt
Og læste der en yndig Skrift.
✂
Han aned al den Sympathie,
Som Hendes Aand fik lagt deri.
✂
Og henrykt hver en Morgenstund
Hans Læbe nærmed sig Din Mund.
✂
Og hver en Aften, from og tro
Han hvisked Dig: »sov sødt i Ro!«
✂
Indtil Dit Hoved bøiet stod
Og Kindens Purpur Dig forlod.
✂
Til Øiet tabte al sin Pragt,
Og falmet sank Din lette Dragt!
✂
Thi ak! Hans Hjertes Feberglød
Var Dig for stærk - og blev Din Død!
✂
O, sov nu sødt i Dødens Skrin,
Du, Hendes Barn! saa faur og Hin.
✂
Dit Minde er Din Sjæl! og den
Skal kjærligt leve hos Din Ven;
✂
Det binder Ham til Hende, som
Dig var en Moder, kjær og from;
✂
Og som Hans Hjerte elsker, til
I Dødens Favn det briste vil!