FLUGTEN TIL AMERIKA.
✂
Dengang da jeg var en lille Een,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Been,
Og kastet min Blouse-Kjole;
✂
Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Been i Panden,
Mit Blod var heedt og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.
✂
En Middagstid mellem Tolv og Eet
Engang, var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet heedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.
✂
I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Declinationer,
86
Mama havde skjændt for et lille Hul
Paa de Casimirs Permissioner.
✂
Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og loe ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjerte-Brød,
Det, saae jeg, hun gav til Morten.
✂
»Nei,« tænkde jeg da, »det er for galt!
Langt meer, end jeg kan udholde; -
Det skal de Alle faae dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.
✂
Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar Man saa er forlegen,
Hvor atter Man faaer en Peter fra, -
Ja - saa er Peter af Veien.«
✂
Forbauset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pidsk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem Lee og Græde.
✂
»Ja, hør du, Emil! du skal gaae med,
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ei længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«
✂
Den Lille han saae paa de nye Skoe,
Og glatted sin Blouses Folder:
»Hvor lang er vel Veien, skal jeg troe?
Og mener du, Skoene holder?«
✂
»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man seile maa over Vandet.
✂
Men hvis man saa Farten overstaaer,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faaer til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikjøbet.
✂
Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.
✂
Confectrosiner og Mandler der groe,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.
✂
Brystsukkre du som Tvebakker seer,
Som Rugbrød Chocolade,
Med Sukkerkugler det hagler og sneer,
Og regner med Limonade.
✂
Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Ciggarerne brænde.
✂
Man gynger den hele udslagne Dag
I deilige Vuggestole,
Og det kommer an paa Hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«
✂
»Ja saa,« sa'e den Lille,
»saa er det et Ord!
Nu er da min Reise besluttet;
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.
✂
Min Krydderkringle jeg henter endnu, -
Den skal gjøre godt paa Veien,
Og saa den store Bibel, du?
Den, veed du jo, er vor egen!«
✂
Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen har bar i Munden; -
Saa stod vi lidt stille, og tænkde os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.
✂
Vort kjære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne; -
Da aabned Mama sit Vindue paa Klem,
Og raabde paa vore Navne:
✂
»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gjør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu strax herind igjen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«
✂
Betuttede begge to vi stod,
Vor Reise gik reent i Glemme,
Og uvilkaarligt lystred' vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.
✂
Min Vrede nedslog hendes blide Røst
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.