EN SOMMERNAT.
✂
Høit over Bøgens Top
Der gaaer en Stjerne op,
Og skuer ned til Skovens dunkle Kroner,
61
Og dybt fra fjerne Krat
I stille Sommernat
Der lyde Nattergalens ømme Toner.
✂
De lange Skygger maae
Med Taagesløret paa
Hensvæve tyst og langsomt over Mosen;
Og saa fortrolig, øm
Som i en Elskovsdrøm
Udaander Lilien tusind Suk til Rosen:
✂
»O, mindes du dengang,
Da vi, mens Lærken sang,
Opvaagnede ved Foraarssolens Lue?
Og da dit søde Blik
Mit Øie henrykt fik
Med al sin hede Længsels Kraft at skue?
✂
Vi folded ud vor Knop,
Og voxde sammen op;
Men Stormen snart vort spæde Løv adspreder,
Dog af vort korte Liv
Har Kjærlighedens Bliv
Jo skabt en salig Sum af Evigheder.«
✂
Men Rosen stod saa tyst,
Og gjemde i sit Bryst
Al Sødhed, som den hemmeligt bevared;
Kun Stjernens Sølverglands
I Duggens Perlekrands
Lod Elskov anende fortolke Svaret.
✂
En Gysen sagte gaaer
Igjennem Skovens Haar,
62
Fra Østen farves blege Himlens Kinder;
Hver Stjerne slumre vil,
Og lukker Øiet til,
Mens Natten, Sorgens hulde Ven, forsvinder.
✂
O, lad mig, dunkle Jord!
Hvad anende jeg troer,
Bekjende for dit tause Moderhjerte;
Du kjender vist mit Savn, -
Lad snart mig i din Favn
Udgræde al min Vemods søde Smerte,
USKYLDIGE ØNSKER.
✂
En Sommerfugls Vinge
Var tidt mit Begjær;
Hvor skulde jeg svinge
Snart hist og snart her!
Til Rosernes Rødme,
Violernes Blaa,
Til Duft og til Sødme
Min Hu vilde staae.
✂
Mig Rosen da sendte
Sin purpurne Glød, -
Jo mere den brændte,
Jo meer var den sød;
Violernes Blikke
I sværmende Suus
Jeg vilde uddrikke, -
Eiah, hvilken Ruus!
✂
Paa blændende Lille
Jeg satte mig kjæk;
Du havde ei Villie
At jage mig væk;
Men vilde mig true
Din straffende Haand,
I svævende Bue
Jeg svandt som en Aand. -
✂
Dog helst gad jeg være
En tryllende Sang,
Som Luftbølger bære
I sittrende Gang;
Der, medens den lyder,
Liig Bjergmandens Vaand,
Saa seirende bryder
De skjulteste Baand.
✂
Igjennem dit Øre
Jeg listed mig ind,
Du maatte mig høre
Med Hjerte, med Sind!
Alt maatte da vige
For Trolddommens Magt, -
Ned vilde jeg stige
I Guldgrubens Schacht.
✂
Til Venstre, histnede,
Hvor Livskilder gaae,
Hvor Lysalfer frede
Den yndigste Vraa,
Hvor Lilierne smykke,
64
Og Roserne groe,
Der vilde jeg bygge
Og slaae mig til Ro.
✂
Der klinge jeg vilde
Til Sorg og til Lyst,
Og tidligt og silde
Opfylde dit Bryst;
Og ude og inde,
I By og paa Vang
Evindeligt minde
Om mig og min Sang.
AFTENMØDE.
✂
Sid stille hos din røde Ko,
Og bliv kun ikke bange;
Vi har jo sladdret jevnt, vi to,
Saa mange hundred Gange.
Jeg sætter mig i Kløvret blødt,
Imens du Koen malker,
Mens Gjøg i Skoven kukker sødt,
Og Stork i Mosen stalker.
✂
En liden Fugl hver Morgenstund
End sidder for min Rude,
Med søde Sange i sin Mund,
Og lokker mig derude.
Det er den samme, troer jeg vist,
Som jeg og du nok kjender,
Som sad og sang paa Lindeqvist,
Da vi blev gode Venner.
✂
Jeg tænker da saa mangen Gang, -
Skjøndt nu vi sjelden mødes, -
Hvor Kjærlighed blandt Spøg og Sang
I Hjertet snart kan fødes.
Jeg tænker paa, da først din Haand
Mig saadan skulde fange,
At du mig lagde fast i Baand
Samt alle mine Sange.
✂
I mine Viser alle fik
Jeg kjønt dit Navn indflettet,
Og du forstod det nok, dit Blik
Det klart mig har berettet;
Kom Andre saa med deres Snak,
Saa vidsde du det ikke, -
Men mig du sagde tusind Tak
Med meer end søde Blikke.
✂
Fortryd kun ei, hvad Du mig gav!
Det var dog grumme ringe.
Og saa, du værged dig jo brav,
Ja, lod dig næsten tvinge!
Dog - næsten ligesaa god som jeg, -
Hvi standsed du ved Broen?
Og hvorfor løb du ei din Vei,
Dengang vi kom til Loen?
✂
Hvor du var sød! din Stemme klang
Saa klar mod Bøgens Toppe,
At Fuglen glemde reent sin Sang,
Og sad saa tvær deroppe.
Og saa vor Dands! - Jeg mindes grant
Dengang hos Erik Heire,
66
Hvor det gik feiende galant
Med Reel og Contraseire!
✂
Ak, intet Bær endnu er født
Paa Himbærbusk i Lunden
Saa duftig sødt, saa rødt og blødt,
Som dine Kys paa Munden.
Jo, jeg tør snakke med derom,
Ei løiet eller pralet;
Thi den, som først til Mølle kom,
Var jeg, - og jeg fik malet.
✂
Nu har vi skiftet! Hver har Sin!
Men hvad kan alt det skade?
Liig Maanedsrosen, spæd og fiin,
Vi vexle Blomst og Blade; -
Med Elskov, som med Blomst og Frugt,
Jo Livets Stamme prydes,
Men gjækker os ved haanlig Flugt,
Ifald ei frisk den brydes.
✂
Nu maa du hjem, og jeg skal gaae,
Alt kjølig Duggen falder,
See Maanen rød bag Skoven staae, -
Jeg troer, din Fader kalder!
Men giv mig end, som fordum tidt,
En sød Drik Mælk af Spanden,
Og - - hvorfor ei?- i Morgen frit
Du kysse kan den Anden!
SJELLAND.
✂
Jeg synger, som jeg kan,
Men ei altid, som jeg vil, -
Jeg veed det, Venner! tidt
Var falsk mit Strengespil;
Men vandt jeg blot et Haandtryk,
Et blaaøiet Smil,
Saa takked jeg Vorherre, -
Og lod saa staae til.
✂
At svinge mig til Gudhjem
Jeg ikke Vinger fik,
For Afgrundens Rædsel
Jeg vender sky mit Blik;
Men Jorden, den lyse,
Med Bjerg og med Dal,
Med duftende Græsmark
Og Bøgeskoven sval,
✂
Hvor Raabukken springer,
Og Sidskenen slaaer
For friske Nordlandsmøer
Med guldblonde Haar, -
Den lokker mig saa sødt
Til sit moderlige Bryst,
Der hviler sig mit Hjerte,
Der synger jeg med Lyst.
✂
Men flakker nu paa Kloden,
Saa riig og saa stor,
Fra Vest til Øst mit Øie,
Fra Syd og til Nord,
68
Blandt Byer, Slotte, Lande,
Kyst, Dal og Bjerg og Havn,
Det dvæler dog kjærligst,
O Sjelland! ved dit Navn.
✂
Der ligger du i Havet
Med Byer og med Slot,
En rødmusset Glut
Paa et Silkebolster blaat,
En blinkende Smaragd
I sin sølverne Karm,
En blussende Brud
I sin stærke Brudgoms Arm.
✂
I Fordumstid da skygged
Fast Bøgen overalt,
Nu kryber Plougen langsomt,
Hvor Stammerne faldt,
Og Kilden er nu tilgroet,
Og Banken er flak,
Hvor Brokken før var hjemme,
Og Skovmusen drak.
✂
Nu er der Liv i Bugten,
Hvor før med sagte Slag
Sig eensom Bølgen væltéd
I stille Sommerdag;
Hvor Ulven før sig listed,
Og Bjørnen havde Hie,
Om Slottet breder Haugen nu
Sin Farveharmonie.
✂
Jeg priser ei det Gamle
For at skjæmme det Nye,
69
Ei Nutidens Glands
Skal fordunkle Oldtids Ry;
Men hvert et lille Træk
Af din Skjønhed er en Pynt,
Jeg male vil i Sangen,
Jeg her har begyndt.
✂
Mod Nord bruser Kattegat,
Ved Siden Sund og Belt,
Mod Syd sig speiler Skoven
I det vatrede Felt;
Fra Krogen til Volmers Slot,
Fra Næs til Axelstad
Er du med Eng og Skov og Vand
Et rigt broderet Blad.
✂
Hver Bølge, som saa sagtelig
I Bugt sig sniger ind,
Som knuser sig mod Klinten
I vildt, fortvivlet Sind,
Veed god Besked om gamle Ting,
Og Havfruens Sang
Fortolker deres dunkle Sprog
Ved Langlegens Klang.
✂
Om Kjæmpehøien svæver
I Natten Skygger frem,
Den gamle Helt besøger
Sin fordums Storheds Hjem;
I Mosen dandse Alferne
Med straagule Haar,
Mens Rørdrummen pauker,
Og Nattergalen slaaer.
✂
Paa Sletten kneiser Egen
Stolt af sin runkne Bark;
Den hvide Elverpige
Hensvæver over Mark,
Hun dandser omkring Træet,
Og i den dybe Skrivt
Hun læser gamle Elskovsqvad
Og mangen stolt Bedrift.
✂
Naar Porthunden sover,
Og Maanen er i Seng,
De vevre Nisser drille
Baade Pige og Dreng;
Knap galer Morgenhanen
Paa Bondegaardens Toft,
Saa f jæler sig hver Pusling
I Kjælder og paa Loft.
✂
Hvor Skoven hælder ned
Mod Søens grønne Rand,
Der kneiser røde Borgmuur,
Og seer sig i Vand;
Liig Sphinxen hviler Kirken,
Og stirrer vide ud,
Og værner fromt om Støvet
Af mangen Ridder prud.
✂
Fra Høiden, over Skoven
Viser Gisselfeld sin Pragt,
I den friske, grønne Mose
Er Holmegaarden lagt;
I Parken spiller Karpen
Og Brasen saa bred,
71
I Dyrehaugen Hinden
Med Lænden, trind og feed.
✂
I Skovklosters Haller,
Hvor Munkebrødre sang,
Der Peblingen vandrer
Sin tunge Skolegang;
I Ringsted og i Roskild
Bag broget Marmorsteen
Sødt hviler Drot med Dronning
De livstrætte Been.
✂
Den sommerglade Lærke,
Hun qviddrer høit i Luft,
Og Jordbærret kryddrer
Skovsletten med sin Duft;
Mens Ræv og Hare pusle
Rundt om i lune Krat,
Den brune Hjort sig bryster
Med sin kronede Hat.
✂
Igjennem Øresundet
Der feier Nordenvind
En Sværm af travle Snekker
I Havnens Favntag ind;
Søkrigens Kjæmpe fører
Med Slottet Passiar.
Fra Land Kanonen tordner,
Og Fregatten giver Svar.
✂
Naar Nattens Maane glider
Over Himlens dybe Blaa,
Og FredrikssBorgens Taarne
72
Som tause Kjæmper staae,
Og Vinden kjærligt hvidsker
I Bøgens Løv og Green,
Da sætter den gamle Konge
Sig paa sin hugne Steen.
✂
I Hledres tætte Skove
Der vandrer end hvert Aar
Gudinden Herthas Vogn
I den spirende Vaar;
Forbauset Hyrdedrengen
Med Hunden seer derpaa;
Han hører sælsomme Sange
Mod Skovens Hvælving slaae.
✂
Ak, jeg vil tie stille,
Jeg fik saa aldrig endt;
Og hvad har jeg vel ogsaa
Ved dit Contrafei fortjent?
Hvad hjalp det mig, om Farvens Spil
Var nok saa smukt og godt?
Det tykkes vel de Fleste,
At det er altfor smaat! -
✂
Naar Alting er til Ende,
Og Natten stunder til,
Naar slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil, -
Ak, kunde jeg da lægge
Til Ro mig i din Eng,
Dit Grønsværteppe trække
Over mig og min Seng!
TIL TRÆET.
✂
O, Lindetræ! med ranke Krop,
Med kongelige Krone, -
Du skal os ved din grønne Top
Med Skovens Savn forsone.
✂
Du har nu seet saa mangen Slægt
Omkring din Stamme vandre, -
Ei mægted Aldrens tunge Vægt
Din Ungdom at forandre.
✂
Lær os at g j emme, hvis du kan,
Som du, et freidigt Hjerte, -
Da kan vi vandre vidt om Land,
Og lee ad Savn og Smerte.
✂
Lad Verden kun gaae op og ned,
Lad Skjæbnens Strømme bruse, -
Her i dit Læ er lystig Fred
Og trofast Sind tilhuse.
✂
Du breder grøn din Vinge ud
Hvert Foraar og hver Sommer, -
Vor Stamme først faaer nye Skud,
Naar Efterhøsten kommer.
✂
Fidel er du, som alle vi,
Regentsen er vor Moder, -
Dit Sind er sundt, din Tanke fri,
Og hver Student din Broder.
✂
Taus og forsigtig stod du smukt
Med grønne Fjer i Hatten, -
Naar tidt Studenter gik i Bugt
Hver til sin Gang om Natten.
✂
Dit Øielaag du tidt opslog
I Morgenlampens Lue, -
Og gav Studenten ved sin Bog
En Hilsen i hans Stue.
✂
Og hørde du et Pereat
For mangen cras Philister, -
Da har du Fyren ærligt sat
I sorte Bogs Register.
✂
Men blev en ægte Musasøn
Et Jubelhurra givet, -
Da rysted du din Fane grøn,
Og Hjertet slog i Livet.
✂
Og hørde du et liflligt Qvad
Til Skjønhed og til Druen, -
Da hæved du din Pande glad
Og stolt mod Stjernebuen.
✂
Med Øiet høit mod Himlen blaae.
Med Foden dybt funderet, -
Saa høit og dybt, som Tanker gaae,
Vi veed, du har studeret.
✂
Og derfor du, trods nogen Mand,
En Doctor os skal være, -
75
Og Vaaren, naar den gaaer i Land,
Hvert Aar dig skal creere.
✂
Ei spørges Facultætet om:
Hvor høi du vel tør være? -
Du sender ikke Bud til Rom,
Hvad Farve du tør bære?
✂
Thi Sort og Rødt og Violet
Er Farver, du foragter, -
Det frie Grønt er nok saa net,
Naar frit man det betragter.
✂
Men skal din Stjerne dale brat
Engang i Tidens Bølge, -
Studenternes Hurra! Godnat!
Dig skal i Graven følge.
VANDRING OG OPDAGELSE.
Den 5te Juli 1833
✂
Mel.: Ken Calad jag spår och tror.
C. M..
Bellmann.
✂
»Skjøndt forvænt til By og Buur
»Skal De gaae med mig en Tuur,
»De skal see en kraftig, fyndig,
»Frisk og yndig
»Skovnatur!
»Nu farvel, farvel Mama!
»Beggeto vi gaae herfra,
»Klokken ni til ti, jeg tænker,
»Thee jeg skjænker
»For os da. -
»Kom saa! lad os gaae gjennem Haugen og Lunden,
»Tag kuns en Ciggar i Munden!
»Nu, farvel Mama!«
✂
Ole vander, - han har Hast!
Peter binder Seilet fast,
Baaden gynger, hør, han synger,
Mens han klynger
Sig til Mast.
»Slig, hvorhen skal Reisen gaae?«
Det maae De nok bedst forstaae;
Blindt i Deres Spor at træde
Er min Glæde, -
Føer mig saa!
»Lad os da til Furresø gaa, til Forandring,
»Om en ny og deilig Vandring
»Vi opdage maae.«
✂
Der paa Baaden dybt i Siv
Baadsmand snitter med sin Kniv.
»Ja, han lever smukt og stille
»Med sin lille
»Vakkre Viv!«
Her er Skoven høi og sval,
See, der bygges jo en Stald?
»Det er gjort, for nu i Sommer
»Gjæster kommer
»Uden Tal.«
Her jeg kan ei glemme Hr. Dumenils Kager,
Hundepoter, Vaffelbager,
Svendsens Sommerbal!
✂
Mindes De dog, tæt herved
Bar jeg Dem paa Arm afsted?
Ernestine jeg betænked,
Hun blev stænked
Op og ned;
77
Men hun blev dog ikke vreed
For min Tølperagtighed,
Hun er from, hun sig bekjæmped,
Vreden dæmped
Hun dog ned.
Ak, men hiin Lyksalighed glemmer jeg aldrig! -
»Man maa aldrig sige aldrig,
»Er en Ting, De veed!«
✂
Lad os see paa Prindsens Høi!
Ei, hvor Blæsten dog gjør Støi!
See til Svanen hist paa Søen,
Rundt om Øen
Bort den fløi.
Vindens Arme dristigt slaae
Dem om Silkekjolen blaa,
Skjøndt forvoven han Dem favner,
Ei det gavner, -
Bort han maa.
Guder! hvor det glimter! jeg seer 'et! jeg seer 'et!
Skjørtet, hvidt, saa skjønt broderet,
Som vel Nogen saae.
✂
Gid det Spurveskjul var mit!
See, hvor skjelmsk det leger Tit;
Rundt om Vindverne den slanke
Green og Ranke
Snoer sig blidt.
Her skal boe en peen Madam,
Hende saae vi tidt og Ham
Smukt agere, snildt at springe
Ei med ringe
Konst og Bram.
78
Men er det ei bedre, hvad her vi kan skue?
Skov og Sø og Himlens Bue,
Heste, Køer og Lam!
✂
»Hvor var De forleden Dag?
»Christi Himmelfart? Behag!
»Hvi forsømde De Besøget?
»Da forøget
»Var vort Lag;
»Fætt'ren fandt kun Glæde i:
»Gaae med mig paa eensom Sti,
»Men der moersomt kun spadseres
»Kan i Fleres
»Compagnie!«
To - det er dog Flere, det kan De ei nægte?
»Nei, en Treklang gjør den ægte
»Rene Harmonie!«
✂
»Siig mig, hvor De sad og skrev
»Hiint forfløine Fuglebrev?«
Det var der paa Skrænt, ved Broen,
Hvor nu Koen
Langsomt drev.
Men det var dog mest paa Skrømt!
Hvad mit Hjerte føler ømt,
Kan ei synges, helst jeg tier,
Rimerie er
Da fordømt.
Men mit Hjerte heftigt al Skjønhed tilbeder,
Og det Maal af Saligheder
Har jeg ofte tømt.
✂
»Hvorom talde vi dog før?«
Om en vakker fransk Monsør,
Som var med paa Grækertoget,
Han, som Kroget
Lige gjør.
»Han mig bad om mit Portrait!«
Naa? De skjænker ham vel det?
»Nei, De veed jo, hvem jeg lovte
»Det saa ofte?« -
Det var Ret!
»Men De skulde hørt ham saa vred paa den Danske!
»Een saa følsom blandt de Franske
»Har jeg aldrig seet!«
✂
Denne Huulvei er saa luun,
Lyngen nikker rød og bruun,
Rundtom myldre Blomster røde,
Hvide, bløde
Blad og Duun.
Vil De sidde? er De træt?
»Nei, kuns gjøre Toilet;
»Haaret kildrer mig om Næsen,
»Dette Væsen
»Er ei net!«
Ak, naar Vinden leger med Blomsternes Stilke
Og med Lokkers fine Silke,
Gjør den gandske ret!
✂
Kom, Veninde! sæt Dem her
Bag de tætte Tjørnetræer,
Giv mig Hatten, jeg den holder,
Den kun volder
Dem Besvær.
80
Ei, hvor hurtigt og galant
De med Lokken Seier vandt,
Fængslet blev den nu bag Øre,
Støvlens Snøre-
Baand De bandt.
Kinderne og Munden Dem blusse vermeille,
Selv er De dog á merveille,
Det er vist og sandt.
✂
»Laan mig Uhret!« - Det var smukt!
Som et Speil det før er brugt;
Haaret siirligt ligger bøiet
Ned mod Øiet
Fiint i Bugt.
»Vaaren har bag dette Krat
»Tusind skjønnne Blomster sat,
»Jeg vil plukke Dem tre, fire,
»De skal sire
»Deres Hat!«
Nei, jeg disse Blomster i Bogen vil bære,
Og dem aldrig bortforære,
Ei for nogen Skat.
✂
Aa, men see dog, see dog hist
Noget ganske Nyt forvist!
Der paa Pynten staaer Capellet,
En forældet
Gothisk Qvist
Gyldent Korset staar paa Top,
Bagved vrimler Graners Trop, -
Ned vi maae, hvor Vover trille,
Hvis vi ville
Naae derop.
81
Nei, det var da morsomt! en uventet Glæde!
Her forsigtigt maae vi træde
Langs ad Klintens Krop.
✂
Ned ad denne Bankes Barm
Vandre skal De ved min Arm!
»Nei, her gaaer jeg bedst alene,
»Lyngens Grene
»Gjør os Harm!«
Op igjennem grønne Kløft
Over Gjærde, over Grøvt
Kaster Søen os om Kinden
Rask med Vinden
Kjøle Svøft.
Kjæreste, min Frøken! De falder! De glider!
Nei, De faldt dog ei, De skrider
Let og net paa Taa.
✂
Op blandt broget Gruus og Sand
Skyller Søen Skum og Vand,
Her jeg vil min Læbe kjøle,
Jeg kan føle
Tungens Brand.
Her paa disse skarpe Steen
Gaaer kun Foden tung og seen,
Hvis jeg maa, vil jeg Dem bære,
Hist maa være
Veien reen.
Vogt Dem dog, Alvilde! o! Smerte, o! Smerte!
Grusomt bløde maa mit Hjerte
For de spæde Been!
✂
See, her staaer en Bænk til To,
Lad os slaae os lidt til Ro;
Ak, hvor godt bag Granens Skygge
Luunt vi bygge
Kan og boe.
Søen Solens Billed bær,
Droslen slaaer i Granetræ'r,
Steile stige disse Trapper,
Hold Dem tapper,
Støt Dem her!
See nu kun, hvor Solen den blinker heroppe
Paa Capellets gyldne Toppe
Og paa Ruden der.
✂
Hillemænd! en Bænk til Ti,
Vi kun fylde lidt deri! -
Kan man see et Belvedere
Vel med mere
Phantasie?
Hele Søen for vor Fod,
Skyen rød af Solens Blod,
Landet speilt i klare Vove,
Rundt med Skove
Overgroet.
Der staaer nu Capellet; hvad kan det dog være?
Gjerne brød jeg ind, paa Ære!
Havde jeg blot Mod.
✂
Skyen truer sort mod Nord
Som en Fængselshvælving stor,
Men mod Vest, hvor Solen hviler,
Himlen smiler,
Freden boer.
83
Over Søens blanke Vand
Gaaer en bred og gylden Rand,
Skoven Kysten huldt omringer,
Fisken springer
Fast i Land.
Ned ad Bakken Heste og Køer nu stiger,
Og bagefter langsomt sniger
Dorsk en Bondemand.
✂
Himlen hvælver høit sin Sal,
Hør i Skoven Gjøgens Gal,
See hist Farum, Kollekolle
Og det bolde
Fredriksdal.
Skal vi spørge Fuglen ad,
Om hvor mange Aar i Rad
Deres Scepter De skal føre,
Og os gjøre
Dagen glad?
Nei, vi vil ei fristes! thi taug den nu stille,
Da min Taare maatte trille,
Og jeg traurig sad.
✂
»Bliv ei melancholsk, min Ven!
»Kom, og lad os gaae igjen!
»Søen skummer hvid og bruser,
»Vinden suser
»Over den.
»Denne Grangang er saa tyst,
»Her er mørkt, mens hist er lyst,
»Knap man hører Fuglens Trille,
»Bølgen spille
»Op mod Kyst.«
84
Seer De vel den Amor af Steen, det Spektakel!
Han med Vind og Veir, den Stakkel,
Døied mangen Dyst
✂
Her blev Øiet frit engang!
Hvilken Udsigt, viid og lang,
Hør, i Søllerød det klinger,
Der det ringer
Aftensang.
Over Marken nu paa skraa
Kan vi snart til Virum naae;
Efter Faaret springer Drengen
Over Engen,
Hvor vi gaae.
Gaderne de vrimle af støiende Glutter,
Hunden gjøede, Bedstemutter
Op fra Rokken saae.
✂
De er nok saa træt og varm?
Hvil Dem trygt paa denne Arm!
Aftenpust i Hasselbuske
Høres ruske
Høit med Larm.
Gaaer jeg ei for stærkt for Dem?
»Nei, saa naae vi hurtigst hjem,
»Seer De, Skyen dækker Egnen,
»Snart vil Regnen
»Komme frem.«
Rask vi holde Skridt, som vi gik efter Noder,
Snart vi gjæste Deres Moder
I sit lune Gjem.
✂
Taus er nu det Sangerchor,
Som i Lyngby-Skoven boer;
Fine Perledraaber glide
Fra det hvide
Taageflor;
See, i Haugen noget Hvidt!
Det er Fruen! - Bi kun lidt!
Den Manoeuvre her med Porten -
Jeg har gjort den
Jo saa tidt.
Kjæreste min Frue! her har De os atter,
" Her jeg bringer Deres Datter, -
Tørst og Appetit.
FLUGTEN TIL AMERIKA.
✂
Dengang da jeg var en lille Een,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Been,
Og kastet min Blouse-Kjole;
✂
Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Been i Panden,
Mit Blod var heedt og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.
✂
En Middagstid mellem Tolv og Eet
Engang, var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet heedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.
✂
I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Declinationer,
86
Mama havde skjændt for et lille Hul
Paa de Casimirs Permissioner.
✂
Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og loe ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjerte-Brød,
Det, saae jeg, hun gav til Morten.
✂
»Nei,« tænkde jeg da, »det er for galt!
Langt meer, end jeg kan udholde; -
Det skal de Alle faae dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.
✂
Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar Man saa er forlegen,
Hvor atter Man faaer en Peter fra, -
Ja - saa er Peter af Veien.«
✂
Forbauset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pidsk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem Lee og Græde.
✂
»Ja, hør du, Emil! du skal gaae med,
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ei længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«
✂
Den Lille han saae paa de nye Skoe,
Og glatted sin Blouses Folder:
»Hvor lang er vel Veien, skal jeg troe?
Og mener du, Skoene holder?«
✂
»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man seile maa over Vandet.
✂
Men hvis man saa Farten overstaaer,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faaer til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikjøbet.
✂
Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.
✂
Confectrosiner og Mandler der groe,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.
✂
Brystsukkre du som Tvebakker seer,
Som Rugbrød Chocolade,
Med Sukkerkugler det hagler og sneer,
Og regner med Limonade.
✂
Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Ciggarerne brænde.
✂
Man gynger den hele udslagne Dag
I deilige Vuggestole,
Og det kommer an paa Hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«
✂
»Ja saa,« sa'e den Lille,
»saa er det et Ord!
Nu er da min Reise besluttet;
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.
✂
Min Krydderkringle jeg henter endnu, -
Den skal gjøre godt paa Veien,
Og saa den store Bibel, du?
Den, veed du jo, er vor egen!«
✂
Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen har bar i Munden; -
Saa stod vi lidt stille, og tænkde os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.
✂
Vort kjære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne; -
Da aabned Mama sit Vindue paa Klem,
Og raabde paa vore Navne:
✂
»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gjør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu strax herind igjen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«
✂
Betuttede begge to vi stod,
Vor Reise gik reent i Glemme,
Og uvilkaarligt lystred' vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.
✂
Min Vrede nedslog hendes blide Røst
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.
DANDSEN I SKOVEN.
✂
»Nu har jeg feiet og redt Seng,
Og Davren er til Ende;
Nu skal du, Paul! min lille Dreng,
Til Skovs og hente Brænde.
✂
Der ligger lis paa Sø og Eng,
Derunder slumrer Voven,
Og Ved har Stormen fældt i Fleng,
For Fattigfolk, i Skoven.
✂
Den Vinter er saa haard og slem,
Saa Sult og Nød os kue
I Rævens Hule, Bjørnens Hjem,
I Fattigkones Stue.
✂
Jeg haaber, du er ei forknyt,
Men kjæk du gaaer og samler;
Thi er du nu forsagt - saa hyt!
Naar Trommeskindet ramler.
✂
Og bringer du en dygtig Dragt,
Saa stor, som du kan bære,
Da skal du, som jeg tidt har sagt,
Min egen Pusling være!«
✂
Den Lille med et Hop, et Greeb
Fik trukket ned fra Knagen
Det halvopslidte Hampereeb,
Og gav sig strax til Sagen.
✂
Han knappede sin Kofte trang,
Og tog sin lodne Hue,
Og varmed Haanden nok engang
Ved Arnens slunkne Lue.
✂
Flink gleed han hen ad Byens Park,
Og fløited med det Samme,
Saa sprang han lystig over Mark,
Og svandt bag Bøgens Stamme;
✂
Ved hvert et Skridt den lille Fod
I dybe Løv han planter,
Han klapper Kindens Rosenblod
Med sine uldne Vanter.
✂
Med flittig Haand, med Øiet glad
Det tørre Qvas han sanker,
Mens til sin Moer og Middagsmad
Han sender sine Tanker.
✂
Da rasler det bag Grøvt og Grav,
Da knaser det i Tjørnen;
Med tunge Fjed, i Luntetrav
Fra Krattet kommer Bjørnen.
✂
I strakte Løb det slunkne Skind
Om Bugen slaaer i Rynker,
Den brummer huult; ved hvert et Trin
Det brede Hoved synker.
✂
Da visner Rosen paa hans Kind; -
Skjøndt nok saa snild og tapper
Han veed ei ud, han veed ei ind,
Og Hjertet heftigt klapper.
✂
Bleeg springer han til næste Træ, -
Hans Fødder var ei sene, -
Og svinger sig ved Haand og Knæ
Høit op paa tykke Grene.
✂
Men Bamsen er en sikker Mand,
Han klattrer som den Bedste!
I høie Fristed snarligt han
Den stakkels Paul vil gjæste.
✂
Da rasler atter Green og Krat,
Og gjennem Løv og Buske,
Han seer Graaulven, den Krabat,
Saa jevnt til Træet luske.
✂
Af Øiet gnistrer blodig Brand,
Sit Hyl den ei kan tvinge,
Og søger dybt sin sultne Tand
At slaae i Bjørnens Bringe.
✂
Men med en vældig Ørevask
Den Gamle ham modtager,
I Skoven klang det tunge Dask,
Og Ulvens Kindbeen knager.
✂
Med glubske Hvinen foer den ind,
Som paa et Aadsel Ravnen,
Og som med kjælent Vennesind
Den styrted ham i Favnen.
✂
Tæt Bjørnen med sin brede Lab
Ham krysted til sit Hjerte,
Mens Ulven gav ham Kys og Klap
Langt fleer, end han begjærde.
✂
De sukkede, de nysde rødt,
De eiegode Venner,
Og smilede saa honningsødt
Med deres hvide Tænder.
✂
De valsed rundt med Brøl og Støi
Om Bøgetræets Rødder,
Smaaqviste, Mus og Blade fløi
For deres rappe Fødder.
✂
Peent feiet blev den runde Plads,
Hvor Dandsen de opføred',
Een sang Diskant, den Anden Bas, -
Det var en Lyst at høre 'et!
✂
Duetten skingrede saa stygt
Med Gjenlyd høit i Skoven; -
Men Gutten sad paa Grenen trygt,
Og titted ned fra oven.
✂
Skjøndt snart han gjøs, og snart han loe,
Var han dog glad i Grunden;
Han vidsde jo, han havde Ro,
Mens de holdt Bal i Lunden. -
✂
Af Sangen mat, af Dandsen varm,
Af Kys og Favntag mætte
Med brustne Blik de Arm i Arm
Sank om, til Døden trætte.
✂
Ud strømmed Blod af Begges Hals,
Det fik en traurig Ende!
At dette var en usund Vals,
Maa vel enhver bekjende?
✂
Forsigtig ned fra Træet steeg
Den lille Purk paa Jorden;
Han var lidt ræd, han var lidt bleeg;
Men snart han kom i Orden.
✂
Han klapped Ulvens stride Skind:
»Du var min Ven i Nøden,
Skjøndt det nok aldrig faldt dig ind,
Du stred for mig og Døden!«
✂
Han rusked Bjørnens Øreflip:
»Saa nødig som du vilde,
Saa gik du dog af Stegen glip, -
Det var dog rigtig ilde!«
✂
Han sankede sit Qvas paany,
Og fik det paa sin Nakke,
Og vraltende han gik til By
Alt over Eng og Bakke.
✂
Høit Klokken klang i klare Luft,
Saa glad han monne lytte, -
Der stod en liflig Kjøkkenduft
Ud fra hans Moders Hytte.
✂
Knap sad han der ved Mælk og Grød,
Var reent af Mindet svunden
Graaulvens Sang og Skræk og Nød
Og Bjørnens Dands i Lunden.
✂
Men Drengen var, da han blev stor,
En Greenadeer saa bister; -
Af Bjørnens Pels var Huens Foer,
Af Ulvens hans Tornister.
VAABENDRAGERENS EED.
✂
Da Solen dybt sig neied
Bag Jydlands gule Strand,
Et vældigt Banner vaied
Paa Hjelm fra Taarnets Rand:
Blaat, som de smaa Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod.
✂
Men da den atter reisde
Fra Østersø sig op,
I Luft end Taarnet kneisde,
Men kullet var dets Top;
Thi Borgens Høvding stærke
Var død den samme Nat,
Og Heltens Skjoldemærke
Var ved hans Hoved sat.
✂
Hans Vaabenbrødre brave
Stod om hans Leiested.
Hvor skal de ham begrave,
At han kan fange Fred?
Han har ei mange Venner,
Som vogte tør hans Tarv;
Og Hævn har lange Hænder,
Og Hadet gaaer i Arv!
✂
Han har ei mange Venner,
Han var en fredløs Mand;
Paa Drotten sine Hænder
Usaligt lagde han.
95
Hans Hjerte vilde sove
I Danmarks bløde Eng,
Hvis der de torde vove
At rede det en Seng.
✂
De samle sig, de sværge
Paa Knæ, hvor Baaren stod,
Med løftet Haand og Værge,
Ved Christi dyre Blod,
At de trods Gunst og Ære,
Trods Guld og Elskovs Lyst
Den Løndom vilde bære
I troe og tause Bryst.
✂
De sværge høit, at binde
Med Staalet selv hver Mund,
Med Død hvert Øie blinde,
Som dunkelt aned kun,
Hvor Marsken med sin Brøde
Til Dommens Time laae;
At Livets Hævn den Døde
Til Haan ei skulde faae! -
✂
I Stubberup, i Fyen,
Paa Hintsholms flade Strand
Alt slumrer hele Byen,
Og mørkt er Hav og Land.
Et eenligt Lys kun flammer
Hist i en Bondegaard;
Travl sidder der i Kammer
En Mø, og Væven slaaer.
✂
Hun skotter tidt til Ruden,
Den er saa ravnesort;
96
Fælt svæver Vindens Tuden
Om Tag og Dør og Port;
Novemberstormen lukker
Vidt op sit stærke Gab,
Dybt krymper sig og sukker
Det haardt betrængte Hav.
✂
Hvi slaaer saa flittigt Væven
Den Bondedatter fiin?
Hvad tyder Læbens Bæven?
Og Rødmen under Liin?
Hvad sige disse Taarer,
Og disse ømme Smil? -
Det Længsel er, som daarer
Med sød og bitter Piil.
✂
Men Længselen skal stilles,
Og Sorgen gaae i Ban,
Snart skal hun aldrig skilles
Meer fra sin Fæstemand;
Hos Helten hist paa Øen
Han var en trofast Svend;
I Kjærlighed nu Møen
Ham t j ende tro igjen.
✂
Mens Barmen langsomt bæver,
Sit Blik fra Vævens Baand
Mod Vinduet hun hæver, -
Brat standser hendes Haand:
I mørke, dybe Fjerne
Et Lys hun skimte kan; -
Det ligner ei en Stjerne
Bag Natteskyens Rand.
✂
Fra Kirken der, paa Banken,
De røde Glimt udgaae;
Hun gyser vel ved Tanken,
Dog kan hun ei modstaae;
Hun sniger sig saa stille
Til Kirkegaardens Muur,
Og bag en steensat Pille
Hun ængstlig staaer paa Luur.
✂
Fra Stranden op med snare,
Men sagte Skridt paa Sti
En sort formummet Skare
Gaaer hende tæt forbi;
Bestraalt af røde Fakler
Mod Kirkeporten hen
En Kiste langsomt vakler
Imellem tause Mænd.
✂
Paa Kirkegulvet Børen
Er sat i Fakkelskin;
Hun lister sig bag Døren
Og kiger sky derind;
Med Spyd og Stang oplukker
De Kirkens dunkle Skjød,
Den høie Hvælving sukker
Ved hver en Steen, de brød.
✂
Paa Gravens Rand de trække
Fra Kisten, lang og sort,
Det rige Fløielsdække
Med sorgfuld Alvor bort;
Blaat var det, som Violer,
Som Havets stærke Flod,
98
Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod.
✂
De Liget dybt nedsætte,
De mure Graven fast,
Af Nattens Værk udslette
De hvert et Spor i Hast.
Det stumme Øie taler,
Med foldet Haand de staae, -
Da Morgenhanen galer,
Og varsler dem at gaae.
✂
Flux blev hver Fakkel slukket,
Og Natten dobbelt sort,
Den tunge Port tillukket,
Og saa de stormed fort;
De svandt ved Breddens Stene,
Ved Havets mørke Strøm;
Og Pigen stod alene, -
Og Alt var som en Drøm.
✂
Men da hun ile vilde
Kjæk fra sit Smuthul trangt,
Hun følde Foden hilde
Sig i et Klæde langt;
Hun greeb det, og hun bar det
Med sig i Huset ind,
Og da hun saae, - da var det
Hiint rige Fløielsskind:
✂
Blaat, som de smaa Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
99
En hvidlig Stjerne stod!
Heel tankefuld hun gjemde
Det paa sin Kistes Bund, -
Og Nattens Rædsel glemde
I trøsterige Blund. -
✂
Saa blank var Vinterdagen
Høit Klokkemalmet slog;
Smukt over Sneens Lagen
Hjemgik et Bryllupstog:
Ung Iver med sin Karen
Kom glade, som til Dands,
Og lystig fulgde Skaren
Med Sange, Baand og Krands.
✂
Med Larm og Snakken klemde
Sig Flokken rundt om Bord,
De Spillemænd istemde
Det muntre Brudechor;
Tæt Skiven var bedækket
Med Bøste, Brød og Kjød,
Og Skjænkebordet spækket
Med Lutendrank og Mjød.
✂
At Ingen sidde skulde
Den Dag ved tomme Fad,
Fik Stodderen tilfulde
Saameget som han gad;
Og da nu Stjernebuen
Omhvælved By og Huus,
Gik Dandsen rask i Stuen
Ved røde Brudeblus.
✂
Skjøndt Pigerne omskandsed
Saa kjækt den væne Brud,
De Koner hende dandsed
Af Pigelauget ud.
Den blanke Brudekrone
Det blonde Haar forlod,
Snart hun som ærbar Kone
I Liin og Hue stod.
✂
Med Latter og med Buldren
De hende drog afsted;
Brudgommen over Skuldren
Ret smilede derved;
Og fra de Gjæster vilde
Med længselsfulde Sind
Han sneeg sig let og stille
I Helligdommen ind.
✂
Men næppe er han ene
Alt med sin Hjertenskjær,
Staaer han, som Væggens Stene,
Med Dødens Farveskjær;
Af Skræk og Vee betagen
Han maalløs stirrer paa
Det prægtige Sparlagen,
For Brudesengen laae:
✂
Af Fløiel, som blaae Violer,
Som Havets stærke Flod,
Midt i, med syvfold Straaler,
En hvidlig Stjerne stod! -
»Hvor fik du det, mit Hjerte?« -
Hans Stemme standser da
101
Af Ængstelse og Smerte, -
»Hvor fik du dette fra?«
✂
»Ei har min Haand det stjaalet,
Og kjøbt jeg har det ei;
Det blev mig ei tilmaalet, -
Jeg fandt det paa min Vei,
Og tog det op i Blinde
En Nat ved Kirken her,
Da nys jeg saae derinde
En sælsom Jordefærd!«
✂
Det sagde hun, og smiled,
Og, ak! han smiled med;
Useet dog Taaren iled
Paa brune Kinder ned.
Med sælsom Ild i Øiet,
Med Armen over Bryst,
Hen over hende bøiet
Han sukkede saa tyst:
✂
»Du rene Liliestengel,
Som nu skal vorde brudt,
Har. Hævnens vrede Engel
Og dig en Piil afskudt?
Forkastet og forbandet
Af Mennesker og Gud
Jeg maa, jeg kan ei andet, -
Tilgiv, min søde Brud!«
✂
Hun aned ei, at Sukket
Fra dybe Qval fremgik;
Det blide Øie lukked
102
Hun for hans stærke Blik.
Undseligt Panden dukked
Hun ned i Bolstret blødt; -
Han Brudelampen slukked,
Og hvisked: »sov nu sødt!« -
✂
Da Morgenrødens Stribe
Udspændtes bred og lang,
Lød Trommeklang og Pibe
Til lystig Jubelsang;
En Sværm af muntre Gjække
For Kammerdøren stod,
Det unge Par at vække
De Sangen tone lod.
✂
Det vared dem for længe,
De stødte Døren op;
I Buret sig mon trænge
Med Støi den vilde Trop;
Men som af Lynet slagen
Den ræd tilbage veeg, -
Thi Bruden laae paa Lagen
Blodstænket, kold og bleeg!
✂
Men Svenden var forsvundet! -
Ham havde Edens Magt
Langt mere helligt bundet,
End Kjærlighedens Pagt;
Han havde, ak, desværre!
For Staal, i Blodet døbt,
Om Troskab mod sin Herre
Sig stolt Bevidsthed kjøbt
✂
Saa Sagnet os fortæller,
Men dunkelt er dets Ord;
Hvad Folkets Mund os melder,
Har Tvivlen i sit Spor.
End ingen Grandsker kjender
Man, som for Dag har bragt,
Hvor de trofaste Hænder
Stig Hvides Been har lagt.