VIOLINSPILLEREN VED KILDEN.

✂ Saa maaneklar og stille
Laae Natten over Eng;
Jeg satte mig ved Kilde,
Og stemte der min Stræng;
I Skovens Skjød
Dens Tone lød
Og vakte Hjorten vilde,
Som laae paa Blomsterseng.

✂ Du Skovens lette D andser
Med ranke Hals og Been,
Stryg Duggen af dit Pandser,
lil over Busk og Steen!
. O, spring afsted,
Tag Budskab med
Til hende, som sig krandser
Med Skjønheds Rosengreen.

✂ Du lille Fisk, som sover
Paa Kildens klare Bund,
Stig op i dine Vover,
Vaagn op nu af dit Blund,
116 Og svøm afsted,
Tag Budskab med
Og slig, hvad jeg ei vover
At sige med min Mund.

✂ Du spæde Fugl, du smukke,
Som ligger luunt og blødt
Høit i din lille Vugge,
Og sover tæt og sødt;
Vaagn op, og stræk
Din Vinge kjæk, -
Snart har ved mine Sukke
Mit Hjerte sig forblødt.

✂ Du Muus, som trygt kan bygge
Dybt under Egens Rod,
Kom frem i Nattens Skygge
Alt paa din spæde Fod!
O, løb afsted,
Tag Budskab med,
Og for mit Hjertes Lykke
Vov selv dit unge Blod.

✂ Forlad de dunkle Gange,
Du blanke, sorte Snog,
Og lyt til mine Sange, -
Du er jo snild og klog;
Kryb snel og svai
Paa Hendes Vei,
Som aner ei, hvor bange
For hende Hjertet slog.

✂ Du lette Sky, du hvide,
Som paa det stille Blaae
116
117 Saa sagtelig mon skride
Med Maanens Sølvbrærn paa:
O, iil, fortæl,
At her i Qvæld
Du saae min Taare glide
Som dine Perler smaa!

✂ Og ved min Fedels Tone
Hiint hemmelige Ord,
Som skal min Qval forsone,
Med Suk jeg dem betroer;
Og Musen løb,
Og Snogen krøb
Og over Egens Krone
Guldvinget Fuglen foer.

✂ Den Fisk i blanke Vrimmel,
Den Hjort blandt sine Lam,
Den Sky paa Nattens Himmel
Mit stærke Ord fornam;
Og Hjorten sprang,
Og Skyen svang
Sig bort, og fra sin Stimmel
Den Skjælbedækte svam.

✂ Der sad jeg, taus, alene, -
Jeg hørte Hjertets Slag;
Bag fjerne Fjeldes Stene
Sank Maanen bleg og svag;
Og, som den veg,
Frem Solen steg,
Og fra de grønne Grene
Mig vinked Haabets Flag.