SERENADE.

✂ Hvor er du, Camilla?
Luk Vinduet op!
Alt Maanen sig hviler
Paa Bjergenes Top.

✂ See, alt er indslumret
I By og paa Land,
Fontænen kun leger
Med straalende Vand.

✂ Med Ryggen mod Muren
Jeg staaer her saa mat,
Og søger min Stjerne
I dæmrende Nat.

✂ Du elsker mig, Søde!
Min Rose du fik,
Du gav mig jo Svar i
Dit brændende Blik.

✂ Du planted den yndigt
Blandt Lokkerne ind,
Misundelig blegned
Den over din Kind.

✂ Sit brændende Øie
Den lukkede til,
Thi dine to Stjerner
Har stærkere Ild.

✂ Saa kom da, Camilla!
Min Rose du tog
119 Jeg læste mit Haab i
Det Smiil, som du drog.

✂ To fæle Dæmoner
Mig knuge i Favn,
Een kalder jeg Længsel,
Een kalder jeg Savn.

✂ De lamme min Styrke,
De knuse mit Mod,
Fortærende Flammer
De slaae i mit Blod.

✂ Saa kom da, Camilla!
Min Frelse, mit Haab l
Gjenfødes jeg kan kun
I Kjærligheds Daab.

✂ Forjag du min Længsel
Og dræb du mit Savn,
Og døb mine Smerter
Med Saligheds Navn.

✂ Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe,
Der hænger en Drue
Saa sød, kan du troe.

✂ Kom ned til vor Hauge,
Bag Myrthernes Læ
Der plukke vi Frugten
Af bugnende Træ.

✂ Den glimrer fra Grenen
Saa lokkende sød, -
Jeg ryster med Lempe
Den ned i dit Skjød.