I DET FRIE.

✂ Er mit Hjerte frisk og glad,
Ændser jeg knap Rosens Blad,
Næppe Fuglens Sang i Skoven;
149 I det indre Jubelchor
Svinder Himmel, Hav og Jord,
Og min Tanke er forvoven.

✂ Men, naar heelt min Sjæl er Nat,
Miskjendt, haanet og forladt,
Jeg kun hører Smertens Stemme;
Flygter fra sit Fangebuur
Tanken til din Favn, Natur!
For at døves der og glemme!

EN FORTABT.

✂ Sadler jeg min Hest
Og rider ud til Gjest,
Saa surrer jeg Sorgen i Baasen;
Løser jeg min Hund,
Jeg lænker samme Stund
Min Kummer med Bøien og Laasen.

✂ Det er Skik og Sæd,
At Den skal ikke med,
Som ei er smuk-artig herhjemme;
Derfor skal de staae,
Mens jeg kan freidig gaae
Og lade, som kunde jeg glemme.

✂ Kommer jeg saa hjem,
Jeg løser atter dem
Af Lænken, mens Glæden end har mig;
Reiser jeg da op
Ved Morgengry min Krop,
Saa staae de ved Sengen og taer mig.

FREGATTENS HJEMKOMST.

✂ Saae du Fregatten, Pige!
Rask for strygende Vind
Af Horisonten stige
Herligt i Solens Skin?

✂ Fløi den fra fjerne Kyster
Hid over Havets Speil?
Svulmed, som hvide Bryster,
Alle dens hundred Seil?

✂ - »Unge Frøken! Jeg saae den!
»Døde Seilene hang;
»Ubevægelig laae den, -
»Flaget var halvt paa Stang.«

✂ - Saaes den ei neie og glide
Frem i sin stolte Pragt?
Sprøited den ei det hvide
Skum fra sin Bov med Magt?

✂ - »Unge Frøken! Jeg saae den!
»Tyst i den sorte Nat
»Smykket med Fakler laae den
»Stolte, store Fregat!«

✂ - Hørte du ei de kjække,
Muntre Matrosers Sang,
Mens de haled i Række,
Eller paa Ræerne hang?

✂ - »Ak, jeg saae jo saa Mange!
»Men over Havets Skjød
»Bæved saa klagende Sange,
»At mine Taarer flød!«

✂ - Saae du, med Haand i Barmen
Ikke Captainen kjæk,
Med sin Tubus i Armen
Kneise paa Skands eller Dæk?

✂ Saae du ham ei, den høie,
Deilige Havets Mand?
Vendte han ei sit Øie
Længselsfuldt ind mod Land?

✂ - »Sagte saae jeg dem liste
»Ned paa den vaade Vei
»Fløielbehængt en Kiste - -
»Captainen? - Jeg saae ham ei!«