Winther, Christian Uddrag fra Poetiske Skrifter

En lignende sjælelig Krise som den, Chr. Winther gennemgik, oplevede Paludan-Müller samtidigt, kun med et mere katastrofeagtigt Forløb. I videre Forstand var det, som vi har set, en hel Tidsalders aandelige Krise. Paludan-Müller, for hvem etiske og religiøse Refleksioner havde en ganske anden Betydning af selvstændige sjælelige Faktorer end for Winther, reddedes igennem Krisen af en Kvinde, ved hvis Side han vandt sig et fast Stade i en ethisk-religiøs Livsanskuelse og Idé. For Chr. Winther er det erotiske det Svingningspunkt, der bestemmer hele hans sjælelige Klangfigur. Religiøse og etiskfilosofiske Refleksioner er kun af sekundær Betydning for ham og føres aldrig til Bunds. Han kom igennem Krisen, da han traf en Kvinde, der hævede hans Kærlighed over det tilfældige og halve, saaledes at Livet igen fik Idealitet for ham. Hun vakte igen i ham Troen paa Kærligheden som »en høj guddommelig Norm«. Livet fik igen Indhold og Betydning. Det blev værd at leve.