Indhold
- BLANDEDE DIGTE
- Udvalgt fra Digte 1828
- Udvalgt fra Digte, gamle og nye 1832
- Udvalgt fra Nogle Digte 1835
- Udvalgt fra Sang og Sagn 1840
- Udvalgt fra Haandtegniger 1840
- Udvalgt fra Digtninger 1846
- Udvalgt fra Håndtegninger 1840
- Udvalgt fra Lyriske Digte 1849
- Udvalgt fra Nye Digte 1851
- Udvalgt fra Ny Digtninger 1853
- Udvalgt fra Sagn og Sagn Andet forøgede oplag 1858
- Udvalgt fra Brogede Blade 1865
- Udvalgt fra En Samling Vers 1872
- Udvalgt fra Efterladte Manuskrifter
-
Til Een
- TIL EEN
- 1.2.3.4.5.6.7.8.9.10.11.12. Ro...
- Hverken Verden eller Du
- Saa Havets Brusen, den vældige Vind
- Du veed ei, hvor jeg er
- Jeg kjørte i dunkle Skove
- O, kunde jeg Dit Knæ dog favne
- Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel
- Ud over Havets Mark, den øde
- Ved en Fuglekræmmers levende
- Kunde jeg Roser male
- Lad os reise, lad os vandre
- Bøgen skyder alt sit Blad
- Ved Veien paa en Steen jeg sad
- Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang
- O, var Du her i denne By
- Dreng! - Du med de brune Lokker
- Tilgiv - tilgiv! jeg kan ei andet!
- Hvor Mangen søger ei med Qval
- Og var Du bleg, som Nattens Stjerne
- Hensjunken i mit Hjertes Drøm
- O, lad ei svinde
- Jeg gad saa gjerne være
- Al den Veemod og Smerte
- Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!
- Har Du sovet sødt i Nat?
- Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade
- Der var saa ængsteligt i Haven!
- Skal jeg klage? skal jeg sukke?
- Mit Bryst var som en tropisk Egn
- Her midt blandt Dine Huus-Spioner
- Du vilde Hjerte! sov i Fred!
- Har Du alt længe sovet?
- Fuglen sværmer for Himlen
- Du vil ei troe, hvad jeg har sagt
- Der sittrer paa mine Læber
- Hvad mener du med dette hulde
- Der bygger en venlig Svale
- Tak, Elskte! for det Blomsterbrev
- Der var saa eensomt og saa stille
- Hverken Konge eller Dronning
- See til Jupiter, den Skjelm
- Paa Gaden over Stenene
- Lad dem synge, som de maae!
- Hil Dig, min Vandrings Lys!
- Løvet synker mat til Jord
- Naar Solens Blik kun sparsomt bryder
- Her hjemme i min Stue
- Saa fast mit Hjerte banker
- En Rosenstok, ustadig
- Hvor jeg af Længsel bæver
- Sov sødeligt i Dødens Skrin
- Jovist er Du fortryllende
- Naar Natten kaster sine Skygger
- Det er jo, som jeg tidt har sagt:
- Paa Landet skal Du leve
- Jeg kom til Skovens Bolig
- Jeg taug nu saalænge stille -
- Mig ingen Tid skal have bragt
- I Sommer, da vi havde det yndige Veir
- De see paa Dig med Øjne milde
- Svæv hid med al Din Pragt og Pryd
- Skulde der komme den Tid
- Over By, fra Taarnets Kroner
- Jo tiere jeg Dig seer - ak!
- Jeg mine Qvaler alle
- See, staaer ei der det unge Aar
- Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund
- Jeg elsker Dig! - og aldrig rolig
- Min Tanke som en Svale let
- Naar Bølgen langsomt vugger
- I Skovens Høisale Falken graa
- O, hvergang min Tanke til Dig gaaer
- Der var Roser i Dale
- Jeg holder fast ved Dig, saa længe
- Du lader Ingen vide
- Naar Dagen er bortgangen
- De gamle Sagn fortælle
- Mig Himlen var saa vild og graa
- Det er nu engang i sin Orden
- Natten var mild og kjær
- Du er som Brød, det grove - fine
- Du er deilig! O, det nytter Dig ikke
- Hvor Skoven mest var øde
- Jeg hader dem, de lange Dage
- Han glemmer Dig ei!
- Her paa Deilighedens bløde
- Du lagde Din Haand jo paa min Kind?
- Læg Vedbendranken om min Hat
- I Din Haand, i den høire
- Jeg seer Dig hisset tydeligt
- Saae Du ei tidt en Svale
- Ret aldrig kan jeg glemme
- Jeg takker Dig for hver en Stund
- En lille Steen Du her modtage
- Den første gang, jeg Hende så
- Jeg kan ikke rigtig finde
- Vil Du t roe mig, naar jeg siger
- Jeg takker min Hustrue for hvert et Blik
- Jeg holder af Dig - Dig alene
- Jeg takker Gud, at han mig gav
Alle forekomster
↩ Rosen er al Lyriks Grundbillede. Chr. Winther fornyer Billedet, tilegner sig det, idet han fylder det med sin Oplevelse. I de første Digte »Til Een« bruger han det traditionelt: Lilie og Rose, om Kind og Mund. Eller han henkaster prøvende Billedet »Fortryllede Roser«, men uden rigtig at tro paa Billedets Magt til at tale og synge. Men efterhaanden som Virkelighedsbilledet af den elskede bliver tydeligere, faar ogsaa Rosenbilledet Individualitet. Først knyttet sammen med Lilie-Symbolet (XXIV), men saa selvstændigt: den blege Rose (XXVIII). Stadigt mere fuldstændigt dækker Billederne af Rosen og den elskede hinanden (XXXII), indtil endelig de for hans indre Syn smelter sammen til eet: Rosa unica. Grundformen i Lyrikens Rosensymbolik, som man kan finde hos Petrarca: Candida Rosa, hvide lysende Rose, har i Winthers Digt faaet sit individuelle Liv, saa det bliver det Løntegn, der udløser Forestillingen og Fornemmeisen af netop denne ene Kvinde: den Eene.