Stuckenberg, Viggo V. Der staar Middagssol i Skoven

V.

Der staar Middagssol i Skoven,
modent Lys i fredfuld Hvile,
blankt og hvidt, i Pletter strøet,
som en gyldendunet Kile
sænket gennem Løvets Hvælving dybt
mod den brune Bund i Skyggens Krypt.

Grønligmørke hænger Skovens Blade
stille klyngede til stille Kviste,
vipper let naar Sommerluftens Silke
vugges og de tynde Stilke
sagte snos af sommerlune Pust,
som mod Skovens Dybder liste.
Graa staar Stammerne med kruset Lav
over Barken og med Mos i grønlig Groen
op om Roden, og fra Gren til Gren
Kaprifolie og Humle
knytter sig i traadet Snoen;
Spætten hamrer gemt i Skyggen,
og hvor Solen leger
summer Myggen,
mens de stille Sommerfugle
over Skovens Blomster tumle.

Der er stille under Løvet,
fra den tunge Top til Roden
solet Hvile, skygget Ro, -
Skoven staar i Middagsstunden
julistille, sommermoden.

389

Ind mellem Stammerne løber en græsgroet
skyggefugtig Sti,
ligger mellem Bregner og Ellerødder snoet,
løber langt derinde en Hytte forbi;
Jægerhytten, graa af Væg som Barken paa Stammerne,
med løvgrønt skinnende Ruder
i himmelblaa Rammer, og ned over Rammerne
Tagets mosgrønne Puder.
Der ligger over Stien et Strejf af Sol
lige foran Hytten,
og der hvor Streifet ligger i Solen,
staar en barfodet Pige i fingerrap Knytten
paa Bindehosen, med Solen skinnende
blankt paa to brune Fletninger;
staar der i Særkeærmer, med Kjolen
kantet rød forneden, mosgrøn foroven
i uldent Fald om de nøgne Ankler,
brunarmet, flittig bindende
og ser gennem Løvet og op paa Solen
og synger en Vise i Skoven.

Inde hvor Bregner og Slaaen sig knytter
i Skygge langs Stien, kommer en Rytter
i langsom Riden, en statelig Herre
i lysbrun Køllert, bredskuldret, skægget;
over Hestens Manke den Herre sig dukker,
for hældende Stammer ham Vejen spærre,
og løvtunge Grene for Stien lukker.
Da rykker med ét han i Tøjlen og tvinger
Hesten rapt til at staa, og doven
gumler den Stiens Græs, mens Herren han lytter,
390 sidder foroverbøjet og lytter,
til Visen, der bæres vidt gennem Skoven.

"Nu sidder Uglen til Vejrs og glor,
og Solen skinner paa Tue,
døsig kravler sig Myren ind
i Døvnældens hvide Hue;
høj og stille og lys og stor
staar Skoven med Sol og med Skygge, -
dybest inde i Skoven bor
al min Fred og min Lykke!

Al min Lykke og al mit Liv
de leger saa tyst der inde,
for jeg er Barn af den store Skov,
endda jeg er hyttefødt Kvinde!

Fri som Myren, som Finken frank
jeg følger mit Hjærtes Tykke!
hvor Skyggen dæmrer og Sol staar blank
ved jeg, leger min Lykke!

Lidet jeg skøtter om Verdens Færd,
og fremmed dens Tale mig skurrer,
jeg fjæler min Dag, jeg fjæler mit Liv,
hvor Duen i Løvskjulet kurrer!
og Siskenen fløjter og Skovskaden ler,
og alle de Blade de skinne!
hvad ingen hører og ingen ser
det fæster ej Nag i Sinde!"
391 Rytteren sidder og lytter en Stund,
og atter Stilheden blunder i Skoven,
og Hesten træder den mossede Bund
og knækker en Gren under Hoven.

Dèr staar hun, Pigen, med Haand over Øiet
og stirrer ned mod den skæggede Rytter;
hvor Stien sig rundt en Bøg har bøjet
rider i Skridtgang han frem; -
ind i Skyggen sig Pigen flytter
og staar og ser mod Jorden og binder.

Og Rytteren nærmer sig langsomt
og holder Hesten for Døren an,
hvor Solen i Strejf over Græsset skinner.

Stille ser han en Stund paa Pigen,
mens Solens Flimmer staar stjærnegul
i Sadelens gyldne Knapper
og spiller i Sporernes Hjul.

- "Saa var det vel dig, der kvidrede Visen!"
spørger den Herre, og Pigen ser
op mod hans skæggede Træk med to Øjne,
der lyst som Skovens Kærminder ler.

- "Hvem har vel lært dig den artige Vise?
er Hytten dèr din? - hvad hedder du Barn?" -
spørger han dæmpet, mens Pigen
staar og glatter paa Hosens Garn.

392

- "Ingeborg Jægers jeg hedder,
og Hytten dèr bygged min Fader sig,
og Visen den er min egen,
- men aldrig før saa jeg dig!" -

Tøjlen er gleden af Rytterens Haand,
og Hesten græsser paa Sti,
- "Helt sjælden jeg færdes i Skoven,
min Vej gaar Skoven forbi.

Bag Mur jeg lever, i Slot jeg bor,
har Guld og Silke i Gem, -
mon ikke det kunde dig lyste
at drage med mig did hjem?" -

Rytteren ser i de klare Øjne,
saa stille fritter hans Blik,
"kunde det ikke dig friste
om Slot du for Skoven fik?" -

Pigen hun staar i Skyggen
og vikler sig Garnet om Finger og ser
helt mildt op paa ham - "Nej Tak for dit Slot!" -
og Solen lyst over Løvet ler,

Da lægger den Rytter i Manken sin Haand
og svinger af Sadlen sig ned,
langsomt, og staar foran Pigen
blaaøjet, skægget, højvoksen, bred,

393

og griber hende hel fast om Haand
og vil hende til sig tvinge,
- "Og frister dig ikke mit gode Slot,
vi faar vel om Skoven tinge!" -

- "Hvad vil du? - hvad er det du siger? -
nej slip mig nu først! - du staar
og klemmer saa fast mig om Haanden,
- din Haand er saa haard!" -

- "Og klemmer min Haand - jeg fanged dig vel
om ræd du fra mig dig vristed! -
Pige, hvor har du vel vundet,
hvad jeg hel usselig misted?" -

Hun ser ham i Øjet, hun ser paa hans Mund,
hun staar ham saa tæt i Favn,
- "Hvem er du vel? - hvor kommer du fra?
ikke du nævner dit Navn!" -

- "Lad fare mit Navn og hvem jeg er,
det fylder saa lidet min Hu!
for du skal vide, hvad dræbt jeg tænkte,
det lever imod mig nu!" -

To blanke frittende Øjne
lyser mod hans og dvæler i hans,
- "Din Tale falder saa tung mig, -
du er da fra Vid og Sans!" -

394

- "Og synes dig sær min Tale,
og falder dig tung dens Lyd,
og nævner du mig fra Vid og Sans,
jeg blev vel galen af Fryd!

for jeg har levet i Aaringer lange,
endda jeg kendte mig død,
og klædt mig i Sindal og Silke
og leget med Guld af Nød." -

Hun bøjed sit Hoved, sin smidige Haand
hun stille for Bryst ham stemmer,
- "Hvad vil du? - hvem er I, Herre? -
nej intet af Eders jeg gemmer!" -

Let over hendes hans Fingre
i tøvende Slippen sig lukker,
mens fjærnt i den stille, skyggede Skov
Gøgen kukker og kukker.

- "Og hvem jeg er - en vejfaren Sjæl,
en hjemløs Herre til hundred Slotte,
en Mand som hungred, imens hans Fod
de stolteste Veje traadte!

Et Barn af Skoven, et Barn som du,
der svigted Skoven og faldt bedrøvet
Verden for Fode, blændet og fanget
og uden Mod til at springe af Støvet!" -

395

Langsomt lader han hendes Haand
ud af sin egen glide;
da løfted hun atter Øjnene mod ham,
store, lysende, blide.

- "Halvt kun jeg fatter din Tales Ord,
langt mere mig nævner din Stemme;
men var du et Barn af Skoven,
hvor kunde du Skoven glemme!" -

- "Jeg drømte mig Verden saa vid, saa lys
som Himlen jeg saa over Sletten skinne,
som skjulte i Glans hver stigende Ørn, -
jeg maatte vel Verden finde!

Arm jeg fandt den og bød den alt,
hvad inderst inde jeg gemte, -
for du skal vide, du Skovens Barn,
at aldrig jeg Skoven glemte!

bød den min egen Lykke
for Verdens Stepper at højne;
men alt, hvad jeg vidste, den fælded
med kloge, kyndige Øjne!

Jeg drømte om Sol og Sandhed
og Verdens lysende Pragt, -
fanget haver mig Verden,
den ejer saa ond en Magt!" -

396

Saa skær en Rødme sig lister
over den Piges Kind,
- "Og hvorfor søgte du ikke
i Skovens Løvskjul ind?" -

Han bøjer sit Hoved og ser mod Jord,
hvor Stien har Græsset kløftet,
- "Snildt mig Lykken i gyldent Bur
højt over Mængden løfted.

Menneskers Skæbne jeg fik i min Haand,
maatte den lede ad Lykkens Spange, -
evigt blev dog mit Hjærte
ensomt imellem de mange.

Min Vilje lydes, min Kongevirken
mine Dage med Hæder bræmmed, -
Drot over Riger sidder jeg ensom,
en mærket i Flokken, en fremmed!

Du som kender og elsker,
hvad jeg har svigtet, du tør vel vide,
du Barn af Skoven, som jeg var selv,
hvad dødende Sot jeg maa lide!" -

Som Dugg over Skovens mørke Viol
hans Øjne mod hendes tindre,
- "Pige, haver du Vilje
min Længsel, min Kvide at lindre?"

397

Sagte løftes den hvide Særk
over det spæde Bryst,
- "Slet ikke ved jeg, hvorledes
jeg skulde give jer Trøst!" -

- "Bort maa jeg ride fra Skoven,
maa vide i Verden drage, -
jeg beder dig, Pige, du lade til dig
mig stundom vende tilbage!" -

De milde Øjne hun sænker
mod Græsset, som grønnes i Hyttens Skygge,
- "Og vil du vinde for Sjælen Trøst,
du faar vel følge dit eget Tykke!" -

Og rødmende staar hun, mens sagte
et Pust gennem Skoven sig svøber,
saa vender hun halvt sig fra Rytteren bort,
og ind i Hytten hun løber.

Og Rytteren staar en Stund og ser
mod Døren, som skygget gaber,
mens oppe over hans Hoved
i Kronerne Pustet sig taber;

saa tager han Hestens Tøjle i Haand
og skrider langsomt ad Skovens Sti
og bliver borte, inde hvor Stien
løber de stille Stammer forbi.