Stuckenberg, Viggo DIGTE OG PROSA fra TILSKUEREN og TAARNET (1890-1893)

371

DIGTE OG PROSA fra TILSKUEREN og TAARNET (1890-1893)

AF ET ÆVENTYRDIGT FORSPIL

Højt oppe, midt i det sommerstærke
lysblaa flimrende Solluftvæld
staar som et lident dirrende Skæl
en eneste kvidrende Lærke.

Under den lyser en solbar Slette,
et græsgrønt Gab i en løvmørk Lund,
og rundt i Kreds omkring Slettens Bund
sin Skyggerand Stammerne flette.

Skoven er stille, Sletten er øde,
ingen Stier og intet Støv,
ikke skilles det tunge Løv,
hvor Veje hinanden møde;

372

for ingen Vej gennem Skoven vinder
sin hvide Støvsnog, og ingen Sti,
der løb de sovende Stammer forbi,
sin Traad over Sletten spinder.

Løvet ligger, hvor Løvet falder,
ingen sanker det visne Ved,
som Rimfnug skinner i Skyggernes Fred
Skovbundens vilde Konvaller,

og tungt de løvtætte Kroner kupler
det bladblanke Tag mod Middagens Sol,
mens Vinden vugger den blege Viol,
hvor Skyggen skovstille grubien

Ensom staar Skoven, dyb og stille,
med frønnede Vindfælder gemt i sit Skød,
Mosbunden duger sig grøn og blød
og slører Siskenens Trille. -

Men Sletten ligger i Solen og lyser,
grøn, med blinkende Bladskæls Dun,
hvid af Bellis, og mosebrun
af Nellikerosens Kyser,

og Lærken højt over Sletten svirrer
og væver sin Kvidder i Solens Spind,
mens Slettens Græs, sovet halvvejs ind,
mod Solen og Lærken stirrer. -

373

Der ligger, hvor Skovens Stammer tavle
et Skyggenæs udi Slettens Sol,
en lille Hytte, et lident Bol
med greneflettede Gavle.

I Slettens Græssø Gavlene vade,
høstoppet buler den lave Væg,
fra Taget hænger i filtret Skæg
Skovens brunede Blade.

Der sidder i Skyggen af Hyttevæggen
en ældet Mand, med lavgraa Haar
paa det nøgne Bryst, i en Pjalt, der naar
fra Lænden og ned til Læggen;

Huden som Tagets Løv er brunet,
furet som Grenenes soltørre Bark,
Øjet graat som en taaget Mark
og Brynbuen sneblegt dunet.

En Yndling, smidig og ympesmækker,
staar hos den gamle, med Kinden rund
som Frugt i Modnen, med Valmuemund
og Haar som Skuldrene dækker,

med Øjne blaa som Disen, der blunder
bag Løvets Skygge, saa blege blaa
som de luftlinde Spind, der i Skoven staa
med dæmpet Solflimmer under,

374

en kornblond Yngling med spæde Lemmer,
en halvvoksen Dreng med Hud saa skær
som det stille, solhvidt blinkende Kær,
Skovens Ellepur gemmer.

Den gamle lukker de magre Hænder
over den unges buttede Haand:
- "Esben! min Dreng! du dyreste Vaand!
du Solfrugt af Vaarskovens Lænder!

Esben! mit Barn; drag ud! drag vide!
jeg vogted din Lykke, jeg hæged din Sjæl,
lagde dig Solglans vidt under Hæl,
at aldrig din Vaar maatte lide!

Esben! stænger dig Skovens Ege,
ligger dig Slettens Solplet for trang?
Skovens summende Dundrys-Sang
evig i Sinde dig lege!

Slettens Blomsteraande bedugge
evig din Sjæl! og Græshoppens Svirr,
Skovduens Kurren og Skovkildens Klir
fylde din Tankes Lukke!

Jeg lærte paa Slettens Sol dig at lide,
idel Lykke jeg for dig spandt, -
større Lykke har Livet i Pant!
drag da, mit Barn! drag vide!

375

Lykke du ejer, større du vinde!
Livet drager dig! spring paa dets Fang!
lad kvidre din Latter! lad suse din Sang!
kækt du for Mund det minde!

Og finder du Lykken fra Livet vegen,
sidder det isnet og usselt og armt,
da giv det at æde og kryst det varmt!
du dele med det din egen!

Nej ti! - i Tavshed du fra mig drage! -
uden Farvel! - nej, græd ikke Dreng!
aldrig jeg bandt din Sjæl en Streng
for ussel flæbende Klage!" -

Og Ynglingen bøjer sin blonde Nakke
og kysser den gamles rynkede Kind
og stirrer paa Hytten, der skæv og vind
hænger med Taget paa Skakke,

retter sig langsomt og træder fra Skyggen
ud i Slettens lysende Sol
og vender stille det fattige Bol
og den mimrende gamle Ryggen.

Slettens Græs for hans Fod sig dukker,
Sollyset hvidt om hans Lemmer staar,
hans skridende Skygge langs Græsset gaar
og Bellisens Stjerner slukker.

376

Ude fra Sletten han stirrer tilbage,
standser og huler for Munden sin Haand:
- "Fa'r! jeg skuer en solvinget Aand
med Lysfjed foran mig drage!" -

Som Majvindens kilderislende Sætten
af Sted under Vaarløvets bleggrønne Tegl,
som Vildandens Sus over Kærets Spejl
synger hans Røst over Sletten,

slaar mod det fangende Skovlukkes Buer,
skælver tilbage og aander ud, -
videre vandrer han; sommerprud
Sletten foran ham luer.

Og langsomt dens spillende Flimmer spinder
hans Skikkelse ind i sit sitrende Net,
- den gamle sidder paa samme Plet
og ser efter ham, der forsvinder.

Sidder der ensom, mens Lærken sender
ned over Sletten sin evige Sang;
bag ham staar Skovens blinkende Hang,
Solen Kronerne brænder!

sidder og stirrer, ene og ældet,
en Stammestub sveden af Dagens Brand,
sidder for Hytten, da Slettens Rand
med Solfaldsskygger staar fældet;

377

sidder og stirrer, da Taagerne graane
vide langs Skovens sovende Hegn,
da Bladene dryppe med Duggens Regn
og Natten tænder sin Maane.

Som frostslagent Løv hans Læber dirrer;
smilløs, stenstum, med høstgraat Blik
ud efter ham, der i Dagen gik,
i Slettens Taager han stirrer.

Efter at have forladt Skoven kommer Esben ud paa et aabent Overdrev, hvor han ved Solnedgang træffer paa Knud Hyrde, der driver Bykvæget hjem. Knud Hyrde, som tager ham for en forklædt ung og uerfaren Junker, bilder ham adskilligt ind og trækker ham med hjem, hvor han overlader Esben til "Prinsessen", der tager Esben med Vold. Næste Morgen kaster Knud Hyrde og hans Kvind Esben paa Døren, da de finder ham ganske uden Guld. Esben løber i Regnvejr ind i Skoven, der ligger bag Byen.

AF III SANG

Fra de bævende Blade driver Regnen i Dryp,
og alle Skovens Stammer de skinne,
der pipper ingen Fugle, der pusler ingen Vind,
saa vaad og graa staar Dagen derinde;

langs Marken lister Væden, Smaagrenen hænger blank,
og tæt om Rod de Draabehuller brøndes,
det sorte Skovmuld suger de klunkende Dryp,
og Bundens Urter glinsende grønnes.

Dybt inde hvor et Bregnekrat i grøntkniplet Væv
omkring en frønnet Egestub sig skover,
dèr ligger, med sit Hoved paa Stubbens vaade Rod,
i Regnens Dryssen Esben og sover.

378

Ned over hans Pande, hvor Haaret falder gult,
et lille Stubskud draabetynget vipper,
mens Bregner langs hans Side i dryppende Hang
vaadt bøjer ned de vaade Bladesnipper.

Han sover, med den ene Haand lagt tæt under Kind,
den anden ind for Hjærtet ligger stukket,
Panden er bleg, og hvid og vaad hans Kind,
Brynbuen glat, og Læberne lukket.

Da rasler det i Bregnerne, først hvislende fjernt
som Vand, der i en Sluse sagte syder,
saa nærmere, i Stigen, som en huggende Baad,
der Vej igennem Brændinger sig skyder.

Og frem for Stubben pruster en brun, en regnblank Hest
med Skum for Mule, Bidslet blodig skaaret
i Mulens Vig, og højt paa Ryg i sølvsy't Saddelstol
en Kvinde, rank, med Fjerbaret paa Haaret,

en knejsende Kvinde, i løvgrøn Jægerkjol
stramt rundet over Hoftens faste Bue,
med guldstukket Støvle og Trøjen silkeglat
om Brystets brede, buttetspændte Tue.

I Tøjlen hun river, for Stubben Hesten staar
og pruster tungt og hugger mod sin Bringe
den fraadende Mule, ryster Manken, saa skært
i Regnen Tøjlens Sølvbjælder klinge.

379

Hen over Hestehalsen hun bøjer sig let,
mens Dyret skraber Mulden med Hoven,
og fæster paa Esben to Øjne saa graa
som Regnens lette Slørluft over Skoven,

og drager sagte Aande, sidder bøjet og ser
paa hans Haar, paa hans Mund og paa det nøgne
vædeblanke Bryst i den flængede Vams,
- da aabner Esben langsomt sine Øjne

og ligger lidt og glipper og spiler dem med ét
vidt aabne op og rejser sig og kaster
sig hen for hendes Fod og borer sin Arm
om Skørtet med de vaade Silkekvaster.

- "Prinsesse! Prinsesse! -jeg har dig igen!"
- i Skørtefolden Esben stemmer Hagen -
"hvor var det ondt at jage mig fra Hytten med Spark!
aa du! jeg har længtes hele Dagen!

Du henter mig tilbage! - det brænder endnu
i mit Blod af din Silkehuds Varme!
hvor fint du har klædt dig! hvor stolt du ser ud!
Prinsesse! tag mig op i dine Arme!" -

Hun retter sig og klapper den stampende Hest,
der pisker Krattets Bregner med sin Hale,
og stirrer paa Esben med sit spindelgraa Blik,
- "Hvem er I? forvirret er jer Tale!" -

380

- "Jeg er Esben! det ved du! - aa jag mig ej igen! -
gaar du fra mig, Prinsesse, inden Aften jeg dør!" -
Hun knejser og smiler: "Prinsesse vel jeg er,
men aldrig, ved jeg, har jeg truffet jer før!" -

Da slipper Esben langsomt det kvastede Skørt
og stirrer paa Prinsessen helt bedøvet,
og Underlæben dirrer, som Regnfaldets Dryp
staar bævende i Draabe under Løvet.

Da strækker ud Prinsessen sin handskede Haand
og smiler blegt: "I følge mig af Skove!
helt syg I er! - det vilder det sundeste Blod
at lægge sig i Regnen til at sove!" -

Men Esben stille stirrer, og Kinden rødmer svagt,
og langsomt stiger Brystet blegt og blottet;
Prinsessen slaar med Nakken og spidser sin Mund,
- "Nu komme I og følge mig til Slottet!" -

Saa tvinger rundt hun Hesten, og Bregnernes Stilk
af Hoven knækket ned i Muldet trædes,
- "I føre ved Tøjlen min Brune for Slot,
dèr skal før Kvæld I tvættes og klædes!

I staar saa forkommen! tag Tøjlen dér om Haand!
hvem I saa er, nu faar I jer skynde!" -
Saa skridter Hesten frem, og Esben følger med,
hvor Bregnerne begynder at tynde.

381

Paa Hesteryggen sidder Prinsessen og ser
paa Esbens smalle Haand, der holdor Tøjlen;
fast over Brystet, graaøjet sidder hun og ser
og lader Foden vippe i Bøjlen.

Og Esben skrider stille med Tøjlen i Haand,
mens Regnens Dryp hans brune Fingre væder;
under Løvskov de drager, over Sletter, gennem Hegn,
hvor Stier mellem Stammerne sig stræder;

og Regnen siver stille, og Dagen staar graa
mellem Stammer og glinsende Kviste,
og Draaberne drypper fra det vippende Løv
og dugger Muldets Urter og briste.

Prinsessen fører Esben til Slottet, som ligger i en kratvokset Dal. Der daarer hun ham med Pragt og Herlighed, saa han tror hende den mægtigste af alle, med Magt over Lande og Sommer og Sol. Han bliver hendes Elsker og Herre i hendes Slot.

IV.

Et Kammers paa Slottet, en Aften i Høst
Over det knastede Gulv en bleget
Solskjold ligger, med Gitterskyggen
fra Kammersets Buevindve streget.

Ved Vindvet staar Esben og stirrer ud
over Dalens Krat, der pjusket og hulnet
stritter med vaade Grene, mens Løvet
sig flaader paa Aaen høstbrunt og gulnet.

382

Paa Løjbænkens Tæppe, der uldblødt, tungt
ligger slænget langs Hyndetræet,
sidder Prinsess'en og stirrer paa Esben
med Hænderne foldede under Knæet.

- "Aaen lyser saa sært i Kvæld!
helt sælsomt den under Skoven forsvinder!"
taler Esben og følger med Blikket
Aaen, der fjærnt af Dalen rinder.

"Hvor mon den lægger sin vide Vej,
er der mon Nat, er der øde?
for der, hvorfra den flommende kommer,
Dagens Solluer skimrende gløde." -

Prinsessen sidder paa Bænken og ser
paa Esbens Vams, der brun sig føjer
om Ryggen, og taler saa til ham,
mens smidig hun frem sig bøjer.

- "Høsttomme Skove, nøgne Skove
ved jeg langs Aaen gærdes;
bort den rinder i Tavshed og Nat,
der er koldt og dødt, hvor den færdes." -

- "Koldt og dødt! - I fejler saa vist!
fra Trætoppen skræpper i Søvne Raagen,
og nede mellem de sortnende Stammer
pusler Natten hviskende vaagen.

383

Aldrig saa jeg en Skov i Blund, -
døde sig Slottets Mure spænder,
Skoven derude lever og suser,
- lidet til Aaen I kender!" -

- "Længes I?" hvisker Prinsessen blegt,
og Esben vender sig langsomt fra Ruden
og ser imod Gulvet, "længes I, Esben?
I faar vel leve Skoven foruden.

Lad rinde Aaen, hvor hen den vil!
lad Natten sort under Stammerne spindes!
sæt Eder hos mig! - falder det tungt
Løftet, I gav mig, at mindes?" -

Og Esben hæver fra Gulvet sit Blik
og ser paa Prinsessen stille,
"Løftet jeg gav jer! - aa nej, Prinsesse!
aldrig tør jeg ved Eder mig skille!" -

- "Saa sæt Eder hos mig! sæt Eder hid!
fortæl mig, Esben, hvad Sorg I maa lide!"
beder Prinsessen, og Esben kommer
og sætter sig tavs ved Prinsessens Side.

- "Lunt er herinde!" hvisker hun ømt,
"ude det isnende Høstslud stænges!
selv har I sagt, jeg har Sommeren bundet,
- ikke da ved jeg, hvorefter I længes!" -

384

Og Esben tager Prinsessens Haand
og sidder med Øjet i hendes fæstet,
- "Aldrig jeg kendte saa saar en Kvide, -
stakket kun Eder Sommeren gæsted!

Tungt rinder Tiden for narret Gæk!
Prinsesse! Dis om min Sjæl laa tvundet
den Kveld I drog mig med Spil til Eder,
- aldrig haver I Sommeren bundet!" -

Prinsessen ser paa den solgule Skjold,
der staar med Gitterets Skygge tremmet,
og vipper med Foden, ser op paa Esben,
- "Og aldrig klang eders Tale saa fremmed!

Skuffet I sidder, en narret Gæk!
ved I, Esben, nogen som ævned,
at binde Sommerens levende Lykke,
naar Vintrens Sus gennem Skovene stævned?

Og dog skal I vide, at jeg den bandt,
bandt hvad Somren af Solguld spreder!
- kald Eder skuffet! jeg ejer Somren,
ejer den, Esben, i Eder;

Vaarens Dage var længst forbi
og Solen kølnet, dens Guldglød slukket!
ensom sad jeg, - da var det som Solen
atter op over Skovene dukked;

385

da var det som Vaaren atter mig tog
med Eders Arme, - skinnende hvælved
sig Himlen! og naar I tåled,
Luften omkring mig af Sommer skælved.

I gav mig tilbage min Sommer, min Sol!
jeg bandt Eder til mig, - men Baandet som binder,
er gyldent, Esben! - Fyrste I nævnes,
saa vide som Aaen derude rinder!

Eders er Slottet, Dalen, Skovene,
Eders hvert Blad, som i Muldet slænges!
hvert spirende Skud i Stammernes Skygge!
- ikke ved jeg, hvorfor I længes;" -

- "Skuffet har mig min egen Sjæl,
intet kan I for min Kvide!
ej skal I sørge, fordi jeg længes,
fangen jeg følger Eder ved Side!

Min, Prinsesse, I nævner Skoven,
mit hvert Blad, som i Høsten ødtes;
- min var Skoven, før den var Eders,
min fra den Time jeg fødtes!

Solens, Vaarens og Vintrens og min!
ved Nat, før Gry og til Sol sig sænked!
- ret aldrig jeg fandt den saa lidet min,
som siden I mig den skænked!

386

Lunt er her inde paa Bænk hos jer,
Murene her ej af Høststormen flænges!
her er tyst som dybt under tunge Vande!
- nu ved I, hvorfor jeg længes!" -

Prinsessen lægger sin Haand under Knæ
og læner sig langsomt tilbage,
- "Da faar I længes jert Liv til Ende
og dræbe i Stilhed jer Klage.

Sværmeren falder for Fyrstens Pligt!
og usselt hersker en Drømmer!
drøm, om I vil, men her bag Mur,
og tal som en Mand det sømmer!

Vokse skal I hos mig til Mand
og herske her alle Dage! -
eller - Esben - længes I saa,
at før I med Aaen vil drage?" -

Paa Esben hun fæster sit slørgraa Blik
og lægger de hvide Hænder
om Esbens smalle skælvende Haand,
der hed mellem hendes brænder.

- "Drage fra Eder, jeg gav mit Ord!
lade Vinteren Eder øde!
nej, Prinsesse! - jeg faar vel blive
og tie min Længsel til Døde.

387

Den Dag bandt mig til Eder fuld fast,
da Troldsløret maatte falde
og Verden stod for mig fattig og øde
og fattigst jeg mellem alle.

Min Vilje leger paa Eders Fang,
mit Mod det sover I Eders Kammer;
og stiger min Længsel og lokker mig vide,
saa skjult en Od den i Hjærtet rammer.

Endda jeg ved jer saa fattig som jeg,
saa arm i Sjælen, saa hjærteødet,
I ejer en Magt, som aldrig blev fældet,
som hedere Mod vel end mit fik dødet.

Verden! - Eders! - saa dumpt den ved
med fagert Smil at fange og binde! -
Lad Aaen færdes, lad Skovene gulne!
mine Dage hos Eder faar rinde."

Og Esben glider fra Løjbænken ned
paa Knæ for Prinsessen og lægger
stille sit Hoved i hendes Skød,
mens Skumringen Solskjolden dækker.

Esben lever som Ægteherre og pligtbunden Konge Døgn og Aar til Ende.

388

V.

Der staar Middagssol i Skoven,
modent Lys i fredfuld Hvile,
blankt og hvidt, i Pletter strøet,
som en gyldendunet Kile
sænket gennem Løvets Hvælving dybt
mod den brune Bund i Skyggens Krypt.

Grønligmørke hænger Skovens Blade
stille klyngede til stille Kviste,
vipper let naar Sommerluftens Silke
vugges og de tynde Stilke
sagte snos af sommerlune Pust,
som mod Skovens Dybder liste.
Graa staar Stammerne med kruset Lav
over Barken og med Mos i grønlig Groen
op om Roden, og fra Gren til Gren
Kaprifolie og Humle
knytter sig i traadet Snoen;
Spætten hamrer gemt i Skyggen,
og hvor Solen leger
summer Myggen,
mens de stille Sommerfugle
over Skovens Blomster tumle.

Der er stille under Løvet,
fra den tunge Top til Roden
solet Hvile, skygget Ro, -
Skoven staar i Middagsstunden
julistille, sommermoden.

389

Ind mellem Stammerne løber en græsgroet
skyggefugtig Sti,
ligger mellem Bregner og Ellerødder snoet,
løber langt derinde en Hytte forbi;
Jægerhytten, graa af Væg som Barken paa Stammerne,
med løvgrønt skinnende Ruder
i himmelblaa Rammer, og ned over Rammerne
Tagets mosgrønne Puder.
Der ligger over Stien et Strejf af Sol
lige foran Hytten,
og der hvor Streifet ligger i Solen,
staar en barfodet Pige i fingerrap Knytten
paa Bindehosen, med Solen skinnende
blankt paa to brune Fletninger;
staar der i Særkeærmer, med Kjolen
kantet rød forneden, mosgrøn foroven
i uldent Fald om de nøgne Ankler,
brunarmet, flittig bindende
og ser gennem Løvet og op paa Solen
og synger en Vise i Skoven.

Inde hvor Bregner og Slaaen sig knytter
i Skygge langs Stien, kommer en Rytter
i langsom Riden, en statelig Herre
i lysbrun Køllert, bredskuldret, skægget;
over Hestens Manke den Herre sig dukker,
for hældende Stammer ham Vejen spærre,
og løvtunge Grene for Stien lukker.
Da rykker med ét han i Tøjlen og tvinger
Hesten rapt til at staa, og doven
gumler den Stiens Græs, mens Herren han lytter,
390 sidder foroverbøjet og lytter,
til Visen, der bæres vidt gennem Skoven.

"Nu sidder Uglen til Vejrs og glor,
og Solen skinner paa Tue,
døsig kravler sig Myren ind
i Døvnældens hvide Hue;
høj og stille og lys og stor
staar Skoven med Sol og med Skygge, -
dybest inde i Skoven bor
al min Fred og min Lykke!

Al min Lykke og al mit Liv
de leger saa tyst der inde,
for jeg er Barn af den store Skov,
endda jeg er hyttefødt Kvinde!

Fri som Myren, som Finken frank
jeg følger mit Hjærtes Tykke!
hvor Skyggen dæmrer og Sol staar blank
ved jeg, leger min Lykke!

Lidet jeg skøtter om Verdens Færd,
og fremmed dens Tale mig skurrer,
jeg fjæler min Dag, jeg fjæler mit Liv,
hvor Duen i Løvskjulet kurrer!
og Siskenen fløjter og Skovskaden ler,
og alle de Blade de skinne!
hvad ingen hører og ingen ser
det fæster ej Nag i Sinde!"
391 Rytteren sidder og lytter en Stund,
og atter Stilheden blunder i Skoven,
og Hesten træder den mossede Bund
og knækker en Gren under Hoven.

Dèr staar hun, Pigen, med Haand over Øiet
og stirrer ned mod den skæggede Rytter;
hvor Stien sig rundt en Bøg har bøjet
rider i Skridtgang han frem; -
ind i Skyggen sig Pigen flytter
og staar og ser mod Jorden og binder.

Og Rytteren nærmer sig langsomt
og holder Hesten for Døren an,
hvor Solen i Strejf over Græsset skinner.

Stille ser han en Stund paa Pigen,
mens Solens Flimmer staar stjærnegul
i Sadelens gyldne Knapper
og spiller i Sporernes Hjul.

- "Saa var det vel dig, der kvidrede Visen!"
spørger den Herre, og Pigen ser
op mod hans skæggede Træk med to Øjne,
der lyst som Skovens Kærminder ler.

- "Hvem har vel lært dig den artige Vise?
er Hytten dèr din? - hvad hedder du Barn?" -
spørger han dæmpet, mens Pigen
staar og glatter paa Hosens Garn.

392

- "Ingeborg Jægers jeg hedder,
og Hytten dèr bygged min Fader sig,
og Visen den er min egen,
- men aldrig før saa jeg dig!" -

Tøjlen er gleden af Rytterens Haand,
og Hesten græsser paa Sti,
- "Helt sjælden jeg færdes i Skoven,
min Vej gaar Skoven forbi.

Bag Mur jeg lever, i Slot jeg bor,
har Guld og Silke i Gem, -
mon ikke det kunde dig lyste
at drage med mig did hjem?" -

Rytteren ser i de klare Øjne,
saa stille fritter hans Blik,
"kunde det ikke dig friste
om Slot du for Skoven fik?" -

Pigen hun staar i Skyggen
og vikler sig Garnet om Finger og ser
helt mildt op paa ham - "Nej Tak for dit Slot!" -
og Solen lyst over Løvet ler,

Da lægger den Rytter i Manken sin Haand
og svinger af Sadlen sig ned,
langsomt, og staar foran Pigen
blaaøjet, skægget, højvoksen, bred,

393

og griber hende hel fast om Haand
og vil hende til sig tvinge,
- "Og frister dig ikke mit gode Slot,
vi faar vel om Skoven tinge!" -

- "Hvad vil du? - hvad er det du siger? -
nej slip mig nu først! - du staar
og klemmer saa fast mig om Haanden,
- din Haand er saa haard!" -

- "Og klemmer min Haand - jeg fanged dig vel
om ræd du fra mig dig vristed! -
Pige, hvor har du vel vundet,
hvad jeg hel usselig misted?" -

Hun ser ham i Øjet, hun ser paa hans Mund,
hun staar ham saa tæt i Favn,
- "Hvem er du vel? - hvor kommer du fra?
ikke du nævner dit Navn!" -

- "Lad fare mit Navn og hvem jeg er,
det fylder saa lidet min Hu!
for du skal vide, hvad dræbt jeg tænkte,
det lever imod mig nu!" -

To blanke frittende Øjne
lyser mod hans og dvæler i hans,
- "Din Tale falder saa tung mig, -
du er da fra Vid og Sans!" -

394

- "Og synes dig sær min Tale,
og falder dig tung dens Lyd,
og nævner du mig fra Vid og Sans,
jeg blev vel galen af Fryd!

for jeg har levet i Aaringer lange,
endda jeg kendte mig død,
og klædt mig i Sindal og Silke
og leget med Guld af Nød." -

Hun bøjed sit Hoved, sin smidige Haand
hun stille for Bryst ham stemmer,
- "Hvad vil du? - hvem er I, Herre? -
nej intet af Eders jeg gemmer!" -

Let over hendes hans Fingre
i tøvende Slippen sig lukker,
mens fjærnt i den stille, skyggede Skov
Gøgen kukker og kukker.

- "Og hvem jeg er - en vejfaren Sjæl,
en hjemløs Herre til hundred Slotte,
en Mand som hungred, imens hans Fod
de stolteste Veje traadte!

Et Barn af Skoven, et Barn som du,
der svigted Skoven og faldt bedrøvet
Verden for Fode, blændet og fanget
og uden Mod til at springe af Støvet!" -

395

Langsomt lader han hendes Haand
ud af sin egen glide;
da løfted hun atter Øjnene mod ham,
store, lysende, blide.

- "Halvt kun jeg fatter din Tales Ord,
langt mere mig nævner din Stemme;
men var du et Barn af Skoven,
hvor kunde du Skoven glemme!" -

- "Jeg drømte mig Verden saa vid, saa lys
som Himlen jeg saa over Sletten skinne,
som skjulte i Glans hver stigende Ørn, -
jeg maatte vel Verden finde!

Arm jeg fandt den og bød den alt,
hvad inderst inde jeg gemte, -
for du skal vide, du Skovens Barn,
at aldrig jeg Skoven glemte!

bød den min egen Lykke
for Verdens Stepper at højne;
men alt, hvad jeg vidste, den fælded
med kloge, kyndige Øjne!

Jeg drømte om Sol og Sandhed
og Verdens lysende Pragt, -
fanget haver mig Verden,
den ejer saa ond en Magt!" -

396

Saa skær en Rødme sig lister
over den Piges Kind,
- "Og hvorfor søgte du ikke
i Skovens Løvskjul ind?" -

Han bøjer sit Hoved og ser mod Jord,
hvor Stien har Græsset kløftet,
- "Snildt mig Lykken i gyldent Bur
højt over Mængden løfted.

Menneskers Skæbne jeg fik i min Haand,
maatte den lede ad Lykkens Spange, -
evigt blev dog mit Hjærte
ensomt imellem de mange.

Min Vilje lydes, min Kongevirken
mine Dage med Hæder bræmmed, -
Drot over Riger sidder jeg ensom,
en mærket i Flokken, en fremmed!

Du som kender og elsker,
hvad jeg har svigtet, du tør vel vide,
du Barn af Skoven, som jeg var selv,
hvad dødende Sot jeg maa lide!" -

Som Dugg over Skovens mørke Viol
hans Øjne mod hendes tindre,
- "Pige, haver du Vilje
min Længsel, min Kvide at lindre?"

397

Sagte løftes den hvide Særk
over det spæde Bryst,
- "Slet ikke ved jeg, hvorledes
jeg skulde give jer Trøst!" -

- "Bort maa jeg ride fra Skoven,
maa vide i Verden drage, -
jeg beder dig, Pige, du lade til dig
mig stundom vende tilbage!" -

De milde Øjne hun sænker
mod Græsset, som grønnes i Hyttens Skygge,
- "Og vil du vinde for Sjælen Trøst,
du faar vel følge dit eget Tykke!" -

Og rødmende staar hun, mens sagte
et Pust gennem Skoven sig svøber,
saa vender hun halvt sig fra Rytteren bort,
og ind i Hytten hun løber.

Og Rytteren staar en Stund og ser
mod Døren, som skygget gaber,
mens oppe over hans Hoved
i Kronerne Pustet sig taber;

saa tager han Hestens Tøjle i Haand
og skrider langsomt ad Skovens Sti
og bliver borte, inde hvor Stien
løber de stille Stammer forbi.

398

AF ESBENS SANGE

I

Nu rinder Sol over Skovenes Kamme,
sølvspunden flimrer den Edderkops Garn
uden for Gluggens duggede Ramme, -
Hvor mon du lider nu, Ingeborg! Barn!

Vaagen du laa vist den hele Nat
og bied saa stille paa Solens Komme,
fletter du Haaret, nu Solen har fat?
Ingeborg! ved du, at Natten er omme?-

Nede i Slotsgaarden Brøndvippen klirrer,
og Duggen perler ad Glaret ned, -
ved Gluggen jeg staar, mod Skoven jeg stirrer,
saa fuld en Fryd jeg for Hjærtet ved!

Jeg vil mig ride ad Skov i Dag
at gæste min Lykke, at gemme min Kvide, -
Ingeborg! ved du saa fejr en Sag
som mistet Lykke vunden at vide!

III

Hvad er mig det Slot, hvor jeg kongekaldt bor,
min Krone, min gyldene Magt, mit Rige!
saa giftig en Urt mig i Sjælen gror,
de kalder den Lykke, - dryppende Edder
bræmmer dens Bladeflige.

399

Al Verdens Pragt har de bredt mig for Fod
og budt mig at leve i høje Sale,
dømt mig til Drot og svedet mit Mod,
mens ydmygt de æsked min Vilje
og bad mig befale.

Vis har de kaldt mig, berømmet min Færd,
prist mit Retsind og nævnt mig den gode!
endda min Sjæl er et tørket Kær
og Hjærtet goldt som et Straa, der visned
med Orm under Rode.

Ingeborg! dyr er mig bleven den Bod
jeg maatte for Verden at skue bøde!
og knoppes nu atter mit stubslagne Mod,
jeg ved det vel fjælet, hvor ingen i Verden
dets Vækst lægger øde!

Og rinder nu atter mit Hjærte fuldt,
som Kæret fyldes, naar Vintren lider,
jeg ved dets Væld saa legende smult
gemt i Skove, hvor ingen ved Veje,
dulgt til evige Tider.

IV

Ingeborg! nu rinder Dagen ud,
og højt over Skoven staar Aftnens Maane,
jeg aabner for Gluggen og sidder og ser
Disen ned over Aaen graane.

400

Der strømmer imod mig fra Skoven derovre
saa krydret en Duft, saa skær en Støj
af Liv, der puslende redes til Hvile,
af skælvende Løv, af pippende Fugle,
der ind i det skumrende Skovbryn fløj.

Og medens det tystner inde og ude,
lister min Sjæl sig fra Slottets Kammer
til dig i Skoven, og vi to mødes,
hvor Fuglene fjæles bag søvnstille Stammer,

og vi to vaager alene derinde,
og over os hvisker den store Skov,
hvisker endnu, naar Stjærnerne svinde,
hvisker evindelig, hvisker evig - -

V

Mine Dage de rinde saa lykkelig lyse,
som den Gang jeg laa for min Faders Hytte
og leged og fulgte de sejlende Ørne,
der højt under Himlen drev efter Bytte.

Mit er atter, hvad før jeg svigted,
tyst fylder Skoven min Tankes Lukke,
og Jorden grønnes, hvor jeg mig vender;
langt Liv for Lykken Gøgene kukke;

langt Liv, Ingeborg, evig Vandren
for dig og for mig ad de skovstille Stier,
ikke vi skilles, før over vort Hoved
Skovenes Hvisken for stedse tier;

401

for Skovens Hvisken er vore Hjærters
levende Slag, og Fuglenes Færden
i Skyggernes Skumring vor Lykkes Puslen,
Skoven mit Rige, Skoven vor Verden!

VI

Nu grønner sig Sletten,
hvor min Faders Hytte staar,
nu skinner dens Blomster,
dens Dugg og dens Sol,
nu fylder saa tyst mig min Barndoms
ensomt levede Aar.

I Drømme og vaagen
dukker sig Slettens Græs for min Fod;
jeg maa le af Lykke,
saa lys er Dagen!
og alle de Fugle i Skoven
kvidre mig Hilsen imod!

Og sidder som Drot jeg
med Scepteret lagt over Skød,
med Hoffet omkring mig
i maabende Tavshed,
jeg kunde mig rejse og raabe:
Ved I det! Kongen er død!

402

GRØN SKOV

Hvor er der langt til Livets Larm
fra denne lille aabne Plet
saa dybt i Skovens Fred!
hvor skygger Løvet lindt og let,
hvor skinner Solen lys og varm
paa dette stille Sted!

Hvor bliver fjern, hvor bliver vag
al Døgnets hvirvlende Staahej,
al Livets bitre Strid!
hvor lyder, langt fra Alfarvej,
Dagstrævets Galpen mat og svag,
hvor bliver Talen blid!

Du Skov, som staar med Løv igen,
hvor elsker jeg din lyse Ro,
jeg Fattigfugl i Bur!
og du har Trøst, og du er tro,
saa tro som ingen Barndomsven,

du trofaste Natur!
403

DEN HVIDE DØR

November (1892).

Kære Ven, jeg sidder i et Gasthaus dybt inde i Thüringen og skriver dette ved Skæret af et osende Lys. Jeg fryser, min Aande staar som en sølvblaa Taageglorie om Lysets gule Flamme, og bag mig, i det kolde Halvmørke, er en hvid Dør lukket med en sort, jærnsnirklet Laas. Udenfor ligger en mørk Gade, sølet og snæver, og denne Gade løber videre, sølet og snæver og med fattigt lysende Lygter, ned igennem en By af lave, hvide Bindingsværkshuse med røde Tage og grønne Skodder, gemte i Regn og Mørke, og tæt bag Husene løfter sig i Mørket Dorsenberg med Gran ved Gran i ubegribelig Stilhed. Hvert Kvarter slaar et Kirkeur, rungende, som sang Vorherre selv sin Tids Vagtraab ned i denne Grav af Regn og Mørke.

Den hvide Dør er lukket bag mig. Kære Ven, dette er egent- lig alt. Jeg sidder her og er ikke i den lille By langt nede imod Syd, ikke der, hvorhen jeg vilde rejst, ikke hos hende - og hendes Mand og hendes Børn.

Altsaa heller ikke denne Gang - jeg evnede det ikke - som jeg aldrig vil evne det.

Er det andet end det samme, det samme som i Fjor og som i Forfjor! Hvert Efteraar bringer det, bærer sit luende Løvskrin til mig og lægger paa mit Bord Minder, der river mig løs fra Venner og Arbejde og gør mig saa ensom, disse samme Minder om en regnkold, blæsende Høst for to Aar siden; de klæber sig til min Sjæl som Frugttræernes faldende Blade klæber sig til den vaade Jord. I Forgaars Morges, da jeg kørte ud fra Banegaarden derhjemme, og Kupeen fyldtes af Dagens graa Lys, og Ruderne duggedes for Regnen, stod alle mine Tanker stille ved det sidste Glimt, mine Øjne har fanget af hende. Det var for to Aar siden, 404 en Regnvejrs Morgen som i Forgaars, og jeg rejste for hendes Skyld. Jeg sad i Drosken, bøjet frem mod den raslende Rude, og saa op til hendes Vinduer, og hun stod der under det oprullede Gardin og saa ud i Morgenen, bleg og høj, med den graa Dags Lys over det forvaagede, forpinte Ansigt, og jeg læste hendes Tan- kers Sorg i de brune, slørede Øjne, hvis Blik ikke fandt mit, men stirrede ud i Dagen som i en evig ubrydelig Tavshed. Tiden er gaaet i Staa eller sprungen som en Fjeder, der medløst snurrer videre og fyger gennem Dagene som gennem et tomt, slugende Rum, der ingen Genlyd giver, - siden det Øjeblik, da jeg saa hende fra Drosken og i Fortvivelse dræbte min Vilje, der vilde drevet mig til hende, taget hende med fra hendes Mand og hendes Børn, taget hende med og sunget alle Tvivl og Skrupler døde un- der min egen Lykke.

Og i Forgaars, Blæsten, Regnen og den hvide Damp, der evindelig strøg forbi den vaade Rude, Stilheden i den tomme Kupe, alt sammen talte det til mig om den Morgen for to Aar siden. Jeg sad der i det samme Tog og kørte samme Vej, med den samme tomme, sagte vuggende Plydssofa foran mig, og jeg syntes, at der ingen Tid var gaaet, at Aarene havde sovet i dette Tog for at vente paa mig og vaagne nu, jeg atter sad der. Kun et - et var anderledes. Jeg kørte ikke fra hende, rejste ikke for at fly hende. Sekund for Sekund førtes jeg hende nærmere, og mit Hjerte videde sig som en Blomst, der spiler sin Kalk for at fyldes af Solen.

Og endnu i Forgaars Aftes. Jeg laa paa Sofaen i et lille firkan- tet Dampskibslukaf og prøvede paa at sove, men kunde ikke. Fortøjet ved Bolværket ventede Damperen paa Nattoget Jeg var ene om Bord. Over mit Hoved sydede en Glødelampe og fyldte det tunge Mahognirum med mælkehvidt Lys. Jeg laa og stirrede op paa det lave Lofts udskaarne Træ, saa fuld af ængstelig Lykke. Døren stod aaben ud til en trang, hvidlakeret Gang, og min egen 405 lydløse Længsel drak sig Liv af hver Lyd i Damperens levende Legeme, af det slæbende Hvin af Skovle, som læssede Kul under Maskinen, af en Pumpes rappe Slag, af Vand, der styrtes i Vand. Og jeg rejste mig og gik op paa det regnvaade Dæk og vandrede frem og tilbage i Blæsten og længtes og saa ind over det mørke Land bag Bolværket og ud over den sorte Sø, der aandede der- ude i Natten og løftede og sænkede den fortøjede Damper og vuggede dens Lampers gule Skær langs det sorte Skrog og ud over Havnen.

Og nu ...

Her, hvor jeg sidder i Aften, er jeg længere borte fra hende, jeg længes imod, end hundrede Aar er fra hundrede Aar. Mens Mørket faldt paa, kom jeg i Gaar Aftes i den tætte, fine Regn op gennem denne fremmede Bys uendelige, snævre Bjærggade. Uden- for de smaa, trangrudede Huse gik Kvinderne i Regnen og fejede Sølet bort mellem de vaade, toppede Brosten. Der var ikke andre i Gaden, saa langt jeg saa, end disse Kvinder, som gik og fejede. De talte ikke sammen, gik blot og ludede over Kostene, og jeg hørte ikke anden Lyd end Kostekvistenes Slæben over Stenene og den gurglende Larm af en Bjærgstrøm, der randt etsteds inde mellem de lave Huse. Og her sidder jeg nu og fryser og ser be- standig for mig den lange, snævre Gade derude og Halvmørket og Regnen og de ludende Kvinder foran hvert Hus. Og Taarnuret slaar derude i Mørket, og jeg kan høre paa Klangen, hvor Byen ligger dybt, og hvor Dalen er trang, og alt andet i min Sjæl synker et Øjeblik bort for den ene Tanke, at denne By, hvor jeg aldrig før har været, har jeg kendt fra min tidligste Barndom, kendt det altsammen saa nøje, som jeg kender Regnen og Mørket, vidst, saa længe jeg har levet, at her har disse Kvinder gaaet hver Aften, og ladet deres Riskoste slæbe over de samme Bro- sten, fejet deres Gade hver Aften, som de vil blive ved at feje den samme Gade hver Aften, som kommer, og en for en afløses 406 af andre Kvinder, der vil staa her og lude og vende sig efter frem- mede og feje.

Og her har jeg truffet - -

Jeg vaagnede i Nat og hørte Døren nede i Gæstestuen gaa. Sang af mange Stemmer larmede gennem den aabne Dør, og jeg hørte Ordet Unglück, to Gange sunget. Saa faldt Døren i. En Gang senere vaagnede jeg, og Døren dernede gik paa ny, og jeg hørte det samme Ord, to Gange sunget- Unglück.

Saa var det i Morges. Jeg sad dernede i Gæstestuens sorte Hestehaarssofa. Da stod han i Døren, stor og svær og sort- skægget, med dybtliggende, brændende Øjne, halt, støttet til en Stok og med en sort Pudel bag sig. Han gik frem over Gulvet og hilste og satte sig ved samme Bord som jeg, lige over for mig. Og hans Blik mødte mit, og jeg saa paa ham og evnede ikke at tage mine Øjne fra ham, til min Stirren blev til Ord og vi talte sammen.

Hans Stemme var dyb og forunderlig blød; han talte dæmpet, som Folk taler i en Kirke, og hans Ords Klang gled over min Sjæl dyster og dulmende som Granskovens Sus. Men hans Øjne stirrede brændende, som Dagen pinte dem, som smertede det dem at se, som laa der noget tæt bag dem og led dybt og længtes efter, at Øjelaagene skulde sænke sig og svøbe alt i Mørke.

- Vil De blive her? spurgte han med et, og der skød som et Glimt af Glæde op fjernt inde i hans Øjne.

Blive her? Jeg vidste det ikke. Her saa lidt som noget andet Sted. - Vil De blive her? gentog han, og det var et Øjeblik som hyggede hans Ord og Stemme en Fred om mig, der lukkede for alle mine Dages Minder, og jeg bøjede Hovedet og sagde Ja.

- De kan bo hos mig, sagde han og blev ved at se paa mig. Rejser De for at søge Ro, saa bo hos mig. De vil være ene og i Fred hele Dagen. Min Hustru døde i Foraaret, og jeg selv kommer først hjem ved Aftentide, og der er ikke andre i Huset 407 end min Hund og jeg. Gaa med mig hjem og se paa det, saa kan De svare mig i Aften. Jeg kommer her tilbage i Aften.

Og han rejste sig og vinkede ad mig, og jeg fulgte ham ud og op ad en snæver Bjærgsti. Han gik foran høj og haltende, støttet til Stokken og med Puddelen travende bag sig.

- Her! sagde han og lod mig stige over en Trappes Sten- fliser og ind i et lavt Hus oppe paa Bjærgsiden.

I den stille Forstue blev han staaende et Øjeblik og saa end- nu en Gang paa mig. Ikke en Lyd i den tomme Gang, ikke en Lyd inde bag de lukkede Døre, kun Regndryppet fra Tagskæg- get ude over Stentrappens Fliser. Saa rettede han sig, som tog han sig sammen, og drejede en Nøgle om og skød en Dør op ind til en mørk Stue. Skodderne sad for Vinduerne, og han maatte famle sig frem til dem. Saa drejede han dem fra, og Dagslyset faldt ind over en Dagligstues røde Plydses Møbler og over et rundt Bord med kvastet Tæppe.

- Ja, sagde han, her er støvet og indelukket. Min Hustru døde i sin første Barselseng, og her inde har jeg ikke været siden.

Og i det samme vendte han sig fra mig og tog et Par haltende Skridt over Gulvet og blev staaende og saa op paa Urets Glas- dør og tog Urnøglen.

- Vil De? sagde han og rakte mig Urnøglen og vendte sig hurtig bort. Jeg tog den og trak langsomt Uret op, og det faldt i Slag og slog og blev ved at slaa, mens jeg drejede det frem og stillede det, en Mængde hastige Slag, alle de Timer det hav- de sovet, siden - - -

- Ja, se Dem nu om selv, sagde han pludselig, jeg maa til min Forretning.

Og han rakte mig Haanden, for første Gang, og tog om min fast og knugende, som greb han for sig, og som naglede han mig til sig, til sig og denne Stue og dette stille Hus.

Saa gik han, og jeg var ene i Stilheden og vendte mig mod 408 Døren for at gaa min Vej, for at løbe bort fra ham og fra dette Hus, hvis Stilhed stirrede paa mig som hans Øjne - med no- get bag sig, der led og krøb i Skjul for Dagens Lys og længtes efter Mørket.

Jeg havde ikke Vilje til at gaa. Jeg blev og tog en Mappe, som laa paa Bordet, og aabnede den. Der laa et Telegram øverst, et Bryllupstelegram til ham og hende, og under det andre, lutter Telegrammer fulde af Lykkeord og Ønsker. Henne paa Væggen larmede Uret, og jeg grebes som af en hastig Angst for dette Sted, hvor jeg havde vækket Tiden, og for disse Ord, som levede der I Mappen endnu, og mine Øjne faldt paa en vissen Rosen- buket, der laa øverst paa en Etagere, i udhugget Papirshylster og med en lang, hvid Silkesløjfe hængende ned over de støvede Hylder.

Jeg gik ud paa Gangen. Derude havde han, inden han gik, aabnet en Dør ind til Soveværelset, og jeg blev staaende et Øje- blik og saa derind. Der stod to Senge derinde dækkede med hvide Tæpper, og midt paa den ene Sengs hvide Tæppe laa en Ligkrans af rustede Jærntraade samlede under en Buket falmede, kunstige Blomster.

Og da jeg kom ud og gik langs Huset, fandt jeg i Græsset under det lave Sovekammervindue lange, blonde, afredte Kvindehaar, vaade af Regn og viklede sammen som omkring en Finger.

I Aften - for en Time siden - kom han ind til mig nede i Gæstestuen.

- Naa, sagde han og stirrede længe paa mig, - naa, har De set Dem om - hjemme?

Jeg nikkede tavs.

- Lad os sidde lidt, før vi gaar hjem, bad han. Det er min Fødselsdag i Dag, - der er noget, jeg maa sige Dem, - hør et Øjeblik taalmodigt paa mig, - og gaa saa hjem med mig!

Han lænede sit svære Legeme frem over Bordet og gjorde 409 en Bevægelse, som vilde han rakt mig sin Haand. Og saa be- gyndte han at tale, hastigt, hviskende næsten, og saa' imens paa mig, som vilde han med sine Øjne vaage over, at hans Ord naaede mig og mig alene.

- Jeg sad som ungt Menneske ved mit Vindue og læste, og ovre ved et Vindue paa den anden Side Gaden sad hver Dag en ung Pige. Vi forelskede os i hinanden, og vi blev gifte. Et Aar efter Brylluppet døde hun. Saa kom jeg til Berlin og gik paa et Akademi og tegnede, og der traf jeg en Kvinde, og hun blev min Hustru. Hver Aften stod jeg hjemme og tegnede, og hun kom ind til mig og stod hos mig og talte med mig om mit Arbejde. Og saadan stod hun hos mig en Aften et Aars Tid efter vort Bryllup og gik saa ind i Stuen ved Siden af for at vente paa mig. Da jeg kom derind, laa hun død paa Sofaen. Saa rejste jeg til Weimar, og der traf jeg, - ja De ved det, i Fjor Sommer blev jeg gift for tredje Gang, og i Foraaret døde min Hustru fra mig. Og i Aften er jeg tre og tredive Aar.

Saaledes fortalte han, kort og hastigt, og jeg saa hans Øjelaag sænke sig for de brændende Øjne, men kun et Minut, saa løftede de sig igen, og han saa paa mig med et søvnløst, en evig vaagendes Blik - -

Og jeg rejste mig og gik, gik i Vrede mod ham, i pludseligt Had til denne Fremmede, som skar sin Skæbne ind i min Sjæls Fortvivlelse. Jeg hører endnu mine egne Trin over Gæstestuens sandede Gulv og Dørlaasens Knirk, og jeg føler bag min Ryg hans bøjede Skikkelse henne ved Bordet, mens jeg flygtede som for en Rædsel uden Ophør og uden Naade.

Hvem er han, - hvad vilde han mig, - hvem har ført mig til denne By og til ham og hans Hus netop nu, nu?

Han er gaaet, gaaet alene. For lidt siden hørte jeg hans hal- tende Trin gennem Gangen dernede. Han stod et Øjeblik i Mør- ket ude paa Gaden og fløjtede efter Pudelen - - 410 Hvad har hans Skæbne med min at gøre! Jeg ved, hvem han er, jeg kender hans Bestilling her i Byen, hele den lille By ken- der ham, som den kender hver Mand, der bor her. Han lever her, køber sin Føde her, hans Navn staar paa Skattelisten . . .

Og alligevel - -

Min Sjæl siger mig, at han er kommen langvejs fra for at møde mig her og kalde mig Broder og sænke for bestandig mit Hjerte i Haabløshedens Sump, hvis Dyb er bundløst- hans eget Hjerte og mit, som elsker og vil elske evigt, og for at knuge mine Hænder i sine, at de som hans evindelig kan være magtesløse.

Han er gaaet - han er her - han og Dødens Hus deroppe ved Bjærgstien - og jeg ser den regnmørke Gade og de fejen- de Kvinder - Uendeligheden - og langt langt, borte to brune, slørede Kvindeøjne, hvis Blik ikke finder mit, aldrig finder mit, men stirrer som ind i en evig, ubrydelig Tavshed. -

Den hvide Dør er lukket. ..

Min Sjæls hvide Dør.

MAANESKINSPASSIAR MED MINE DRENGE

Jeg er meget gammel, - meget ældre end nogen egentlig kan tænke sig, - og nu skal jeg fortælle jer en Historie.

Jeg er Manden i Maanen.

Jeg bor paa Maanen, - ikke paa den Side, som I kan se, men omme paa den anden, som I aldrig ser. Der bor jeg i et Baghus. Jeg gaar med en stor Nøgle i Lommen - med den Nøgle lukker jeg mig ind. Den kan I nu for Resten ikke faa at se, - jeg har hængt den fra mig, skal jeg sige jer, - det gør jeg altid, naar jeg skal snakke med saadan nogle som I. Da jeg gik hjemmefra i Aftes, hængte jeg den fra mig paa Sirius.

411

Det kan I maaske ikke forstaa. Det gør heller ikke noget. Den hænger der, og jeg ved det Jeg skal sige jer, jeg spadserer her- ned ad Mælkevejen, og saa er Sirius saadan et bekvemt Søm i det lange sorte Plankeværk ude, hvor Verden ender.

Ja nu skal I høre.

Jeg er Manden i Maanen, og jeg har altid boet deroppe, lige fra jeg blev født, hvis jeg nogensinde er blevet det. Jeg tror nok, at mit Baghus og jeg og min Nøgle, vi er lige saa gamle som Maanen. Det kan gærne være, at der bor flere deroppe end jeg, - jeg ved det ikke, for jeg tænker aldrig paa andre end paa mig selv.

Mit Baghus er et rigtig pænt Baghus. Staar der ogsaa et For- hus, saa har jeg aldrig set det. Det kommer jo heller ikke mig ved. Jeg har mine egne Værelser, og det er rigtig rare Værelser, meget bedre end de, I har hernede paa Jorden. Og saa har jeg en hel Flok Grise, og dem fodrer jeg med raadne Stjærner. Alle de Stjærner, som ikke vil blive siddende, og som falder ned for mig, dem fejer jeg ind til Grisene, - det er udmærket Føde, og de smager Grisene fortræffeligt.

For Resten, - I kan gærne faa Historien med det samme - der var for Resten en Gang, da jeg slet ingen Grise havde. Der var nemlig ingen Stjærner til dem, for alle mine Stjærner sad fast, og ingen faldt ned. Det kom sig altsammen af, at jeg havde en til at holde paa dem.

Vi var to, maa I vide, to deroppe i det gamle Baghus, to der holdt meget af hinanden, - ja, netop saa meget som man holder af hinanden paa Maanen. Den Gang kom jeg aldrig ned paa Jor- den. Vi gik aldrig længer end Mælkevejen til Ende og hjem igen. Og selv om der faldt Stjærner, saa var det ikke af mine, og saa brød vi os ikke om det.

Jeg kan jo gærne fortælle jer, at der hvor mine Grise nu gaar, der stod der den Gang en Have med Blomster. Det gør lige 412 meget, om I tror mig eller ej, - Haven er der jo ikke længer, og I kommer aldrig paa Maanen. Men Blomsterne var der, og de var vore, og vi kunde se dem. Dem gik vi og plejede og passede. De skulde nu ikke have andet end en Smule Ømhed og Tilfreds- hed og gode Ønsker og Haab og stille Glæde, for andet har man ikke at pleje Blomster med paa Maanen.

For I glemmer vel ikke, at jeg er Manden i Maanen?

Nu er det meget længe siden og Historien gammel. I har na- turligvis hørt den før, saa gammel som den er, og saa behøver jeg ikke at fortælle jer, hvordan den ender.

Ser I - med mig har det nu altid været ens, men med Maa- nen har det slet ikke altid været saadan fat, som det er nu. Bild jer nu bare ikke ind, at jeg vil til at fortælle jer, at der voksede Græs engang og stod Skove deroppe og var smaa Søer med Nym- fer i. Det er slet ikke det, det kender jeg ikke noget til. Men naar jeg tænker mig rigtig om - saadan nogle Millioner Aar til- bage, - saa kan jeg jo nok fortælle jer, at der har været en Tid, da Maanen var alene, helt alene. Jeg skal sige jer, Maanen var det allerførste, som Vorherre skabte, og det var i Maaneskin, at han tog fat paa at gøre Jorden, og han gjorde den ogsaa færdig i Maaneskin. Det kan I selv tydelig se, - det er ikke Snak, - saa besynderlig dejlig, som Jorden er, naar Maanen skinner. Men saa var det, at Vorherre satte Solen i Gang for at se, hvad det var han havde foretaget sig, og saa blev han saa ilde til Mode, at han gik sin Vej, krøb over det store Plankeværk og blev borte med det samme. Men Solen glemte han og derfor turer den endnu omkring og anretter stor Fortræd.

Meget stor Fortræd. Jeg skal sige jer, jeg fryser naar Solen skinner. For saa kan jeg slet ingen Stjærner se, ikke engang saa meget som en, der falder, og saa synes jeg, at der slet ikke er flere Stjærner, at de er faldne alle sammen. Saa løber alting ud i en gul Ørken af Lys, og jeg sidder deroppe paa Maanen og 413 kryber sammen og ser ikke andet end, at I to og alle jeres Kam- merater hernede ligger paa Maven og roder og slaas og ikke faar andet end Sandskorn imellem Fingrene. Og mine egne Grise de slaas, for de sulter, - til Natten kommer og giver dem Føde, alle de mange Stjerner, som engang sad fast. Saa tier I og jeres Kammerater, saa sover I, - mens jeg gaar og fodrer og fodrer med det, som jeg ønskede skinnende til evig Tid. Og saa ligger I og drømmer, og saa hører I i Drømme mine Grise sluge, hvad jeg jamrer over at miste, og deres Smasken lyder jer saa dejlig, at I snakker i Søvn.

Ak, lille Børn, hvad skulde den Sol!

I ser saa glade ud, - jeg kan se paa jer, at I tænker paa So- len. Nu har jeg ikke Tid længer, - nu er min Lampe ved at gaa ud deroppe, og det sorte Plankeværk ved at sluge Sirius. Og saa mister jeg min Nøgle og kan ikke komme ind. Og kom- mer jeg ikke ind i det gamle Baghus - - -

Ja - hvad tror I saa, den skal stille op, som er Manden i Maanen?