Stuckenberg, Viggo VINTERNAT

VINTERNAT

Nu blomstrer Maaneskinsnatten derude,
bøjer sin Blomst mod den frosne Jord,
dugger med Sølv min Rude,
drysser sit Rimstøv i Vejens Spor.

112

Jeg søger i Sum at sanke,
hvad Dagen bar til mit stille Hi,
men langsomt glider hver Tanke
til Bunds i maaneblegt Drømmeri.

Derude skinner og skælver
den stille, frostlette, sølvblaa Luft,
hvid over Marken sig hvælver
Nattens Liljekalk uden Duft.

Saa lys en Fred i min Sjæl er inde,
jeg ejer ej Savn, jeg veed ej Begær,
Livet synes mig rinde
saa mildt derude som Maanens Skær,

fældet ligger hvert bittert Minde
om Haab, som fik saa ond en Bekomst,
kun eet mig lever i Sinde,
Maaneskinsnatten, den hvide Blomst

Tyst om mit Liv den lukker
sit stjærneduggede Bægers Mund,
fjernt derude sig vugger
min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund.