✂ Tag Vinen væk,
du dumme Dreng,
og knyt paa Liren
den sprungne Streng,

✂ og læg den her,
men hug den haardt,
saa Støvet hvirvler
fra Kassen bort,
158 - den holder,
det har ingen Nød,
den slap med Helsen
fra værre Stød;

✂ og stæng saa Døren,
hug den med Hæl!
- Nu bjæffer min arge,
forgjorte Sjæl!
I
Nu lakker det mod Aften,
- Kling, Klunk! det var den Gang!
Og saadan begyndte Visen,
da sidste Gang vi sang.

✂ Du kummerlige Lire,
trofaste lille Fæ,
som tror, vi stadig sidder
bag samme Rosentræ!

✂ Nej, Roserne de visnede,
og Bladene fløj bort,
- men den, som har et Rosentræ,
maa døje den Slags Tort!

✂ Og den, som . .. Ak, I Strenge!
Nej, lille Lire, le!
- det er saa lidt at kævles om
saa dagligdags at se.

II

✂ Nej, Fingrene er stive
og Neglene som Staal!
- hvad laver vi for skurrende
Helvedes Skraal!

✂ . . . Hun sad under Rosen
med Kinden mod min!
den Aften bar Jorden
sit Paradislin.

✂ Hun sænked sit Hoved,
jeg greb om hendes Lænd,
det var, som fløj tusind
Aarhundreder hen!

✂ . .. Tvi! - skurrende Lire
nu drømmer du stygt!
Plager dig Fanden,
- du sov jo saa trygt!

III

✂ Sov sødt, lille Lire,
det er det, du skal.
Alle de, som vaagner,
staar saa stygt for Fald.

✂ Bar hun ikke Blomster
i sin hvide Haand,
bandt sig under Hjærtet
stærke Silkebaand,
160 at det lille Hjærte
skulde bo saa trygt,
altid drømme roligt,
aldrig drømme stygt.

✂ Men de Satans Bændler
var af Silke kun,
sprang, da det smaa Hjærte
tog sit første Blund.

IV

✂ Husker du den lille Fod,
naar hun drog af sine Sko
og bad mig bære hende
- bære hende til Ro!

✂ Husker du den lille Mund,
som kyssede mit Haar
og bad mig leve mange
- leve mange, mange Aar!

✂ Leve - haa! - det har jeg gjort
i mange, mange Aar,
og mangen Jomfru kyssede
og kyssede mit Haar.

✂ Aldrig leved jeg en Dag
saa ellevild som den,
da hun forsvandt og aldrig
- og aldrig kom igen.

✂ Æselstøjte, Stoddertøs!
hvor havde jeg min Kniv?
. . . Lille hvide Due,
- hvide Due! mit Liv!

V

✂ Men det var her i Salen,
og her har du boet,
dér henne ved Gluggen
har du Silketrævl snoet.

✂ Der laa saa megen Silke
paa Gulvet og flød,
og jeg laa og sanked
og bar til dit Skød,

✂ og du slog dine Hænder
blødt om mine Kinder
og hvisked om de Timer,
som aldrig forsvinder.

✂ Aldrig! . . . Aa, du rige,
som vidste, hvad du stjal!
- hvor er der nu en Silketrævl
i hele denne Sal?

VI

✂ Min Kniv var borte,
men Pisken tog jeg,
og stolte Strimer
om Lænd jeg slog dig!
162 Det var, som Djævlen
om Skaftet greb,
hvert Hvin af Snærten
som Storme peb!

✂ Og du - du hyled
og jog af Gaard!
. . . som de smaa Blomster
mod Efteraar.

VII

✂ Siden - siden - -
- Aa, Herregud!
. .. Nej, Tiden jævner
slet intet ud!

✂ Lire, vi sidder
den Dag i Dag
og klukker og kurrer
som Duer paa Tag.

✂ Hvor er hun henne,
Lire, du smaa?
- ak! - og hvormed
skal Dagene gaa?

VIII

✂ De skal gaa
med det, de gik,
Spil og Svir
og Kævl og Drik!
163 De skal gaa
- skal gaa - skal gaa - -
intet andet
- gaa, blot gaa!

✂ Hvert et jammerligt.
Sekund
gør som hede
Helved ondt,

✂ hvert et Øjeblik
i Ro
er som Spydsod
under Sko,

✂ og man bliver
tung paa Taa!
... De skal gaa
- skal gaa - skal gaa!

IX

✂ Dreng! elsk tyve tusind
hellere end en,
- én alene volder
Hjærtet ussel Mén,

✂ én alene volder,
du faar aldrig Fred,
- har du tyve tusind,
hænger en vel ved.
164 Elsker du en anden
end den Mø, du vandt,
saa sæt stolt hos Fanden
dig og dit i Pant!

✂ Løber hun, du elsked,
med en fremmed Knægt,
derpaa ligger ikke
mellem Mandfolk Vægt.

✂ Kom og laan min Lire,
den er klog som faa,
hvisker det, du aldrig
selv tør tænke paa.