Stuckenberg, Viggo AARSENS TID

415

AARSENS TID

JANUAR

Der ligger et lidet Værtshus,
hvor Skoven tyndes og Ræven bor,
alle de Ruder er frosne,
og Hovtramp stivnet i Vejens Spor.

Sneen dækker det aabne Land,
og Frosten bider hver Gren,
Ræven lusker om Gærde,
slunker sin Bug og slikker en Sten.

Der sidder i Værtshusets Kammer
en Herre og stirrer i Ildens Skær
og ved ikke, hvor han skal ride
at vinde sit Hjærte en Jomfru kær.

416

Is dækker alle Ruder,
og slet ingen Blomster i Skoven staar,
alle de Møer i Landet
til Hvile med Solen gaar.

Den Herre sukker saa sagte,
ganger mod Ruden at stirre ud,
men aldrig smelter hans Aande
en eneste Blomst i det blege Skrud.

Og Dagen lider saa hastigt,
og dobbelt ensom gaar Natten ind,
- ude i Skoven ler Ravnen
saa skogrende spotsk af Sind.

FEBRUAR

Ellekrattets Troldebund
med stille Sne er bredt,
alle Elver døde,
alle Taager spredt.

Tavs Skønjomfru træder
Mosens hvide Sti,
vandrer tyst og sagtelig
hver solfyldt Busk forbi.

Ser til alle Sider,
sætter Fod paa Bul;
vide ligger Mosen
af Guds Solskin fuld.

417

Da ... en sagte Susen
i det visne Krat,
Straa og Skygger skælver
som en Sommernat,

og Skønjomfru hastig
Haand for Hjærtet slaar,
flyver saa som Vinden
til sin Faders Gaard,

sidder i sit Kammer
purpurrød om Kind,
- ak, i ledest Vinter
flagrer Elverspind.

MARTS

Greve Gundel er vandret til Stranden,
haver saa stor Uro,
ham flyed Fred, og ham slog Brand,
blot Stegersets Terner lo.

Greve Gundel er vandret til Stranden,
maa salteste Farve se;
der gik Havet saa dybt og blaat
med Skum som blæsende Sne.

Greve Gundel stirrer paa Havet;
der sprang Solen saa lyst,
svam som Guld og slog en Regn
af Stjerneskud imod Kyst.

418

Helt bleg stirrer Greve Gundel,
tykkes et Blik at se
dybt som Havet og fyldt af Sol
og svøbt i stoltelig Sne,

knytter sin Haand og aabner sin Favn,
mindes det Blik saa grant!
- "Ikke saa fanger du Hvile, Hav,
før jeg Jomfru Mette vandt!"

APRIL

"Min egen lille Kær-Søster,
hvorfor skal vi vandre i Skov?
Ude paa Marken skinner i Sol
den Bondemands skumplende Plov!"

"Min egen store Kær-Broder!
- Derfor skal vi vandre i Lund,
den Sol derude paa Mark og Muld
den kysser saa stygt min Mund!"

"Søster! Min lille Lærke!
Der kommer en Byge, sletter den ud!
Herinde blandt Skygger og frønnet Træ
hænger al Vinterens Slud!"

"Min store, kloge Kær-Broder!
Kommer den Byge, og ved jeg ej Ly,
mig rammer hver Draabe, som var min Kind
en bristende Blomst under Sky!"

419

"Min lille stakkels Kær-Søster!
Kys og Blomster og Regn og Sol
dem kan du fly saa længe, du vil,
- naa'r de dig, krøb du bag Kammerstol!"

"Broder! Min stolte Broder!
Mig fylder Svimmel og sælsom Ve!
Kom, Kær-Broder, og før mig hjem!
Slet intet mer tør jeg se!"

MAJ

Morgendug og Duft og Fugle,
mindste Urt af Sol forgjort,
hele Verden Lys og Lykke,
- aa, mit Hjærte bli'r saa stort!

Er det dine Spor i Græsset,
er det dig, som traadte her,
gik du denne Vej i Morges,
da vi skiltes, Hjærtenskær?

Ak, du Abild, grøn og gammel,
slog du dine Blomster ud,
da du saa ham, for du trode,
det var Dagens lyse Gud? -

Hvide Blomsterblad i Græsset,
er du flagret mod hans Mund,
ligger du og rødmer stille,
af hans Kys en flygtig Stund?

420

Irred Abild, fuld af Blomster,
hvide Morgen, lyse Jord,
alt mit Liv jeg lykkefangen
drukner i dit Blomsterflor!

JUNI

Det var en Skovsti
mellem lyse Bøge
mod Solnedgang.
Skovduen kurred,
en Solsort sang;
over den grønne
Bund stod Bukkar
duftende purret
med syngende Bier
skjult i sit Fang.

Højt mellem Kronerne
skinned den lyse Sol,
blandt Anemonerne
skumred den blaa Viol,
Skovduen lokked
saa dybt og saa dulgt,
Skarnbassen knurred,
og Myggene flokked
i Sol sig og surred.

Hvor Stien endte,
en gammel Laage
hang solbelyst;
421 Det grønne Træværk
som Løvet skinned.
Solen laante
dets frønnede Ælde
en Lød saa dyb
som Bøg og Bukkar,
som Skovduens Kurren
og Vaarens Vælde.

Der laa bag Laagen
en gammel Have
med Snerler op
om Stakittets Stave,
med Liljekonvaller og Tulipaner
og langt derinde en lille Sø
med Vandranunkler
som hvide Svaner.

Derinde gik ad en revet Sti
en hvidklædt Jomfru hver Blomst forbi
og bandt under Bryst et Silkebaand
og sukked og saa paa sin hvide Haand.

Ranunkel og Bukkar,
Bøg, Tulipan!
... I Skoven hujer
den vilde Pan!

422

JULI

Hr. Hagbart stod paa Vindebro
og stirred i Gravens Vand,
som Solen sank og Engens Dunst
stod over det grønne Land.

Det Vand i Graven var saa blankt,
der saa han i Øjne to,
som op mod hans og tæt ved hans
saa frydefuldt til ham lo.

Hr. Hagbart løfted sin stærke Arm,
imens han stirrende stod,
og trykkede sagte en Kind mod sin
og smiled to Øjne imod.

"Se," hviskede han, "der nede vi staar
malet paa Himmelens Blaa,
som var vi to Engle, der trygt hos Gud
paa to, som de elskede, saa.

Og her vi staar, med Kind imod Kind,
kan føle det varme Blod,
og ser paa de to, som skued vi ind
til Englene for Guds Fod!"

Da drømte sig ind de Skove
i Nattens puslende Fred,
da drømte Hr. Hagbart sin Lykke
dybt ind i Guds Evighed.

423

AUGUST

Hr. Preben pusler i Skovens Bryn,
fæster Doner, binder Bær, Bær saa rosenrøde,
bryder et Blad og bøjer en Kvist,
at liflig de Bær kunne gløde.

"Kramsfugl! Kramsfugl! nu er det Tid!
Falder Havren, synger Segl over alle Agre,
bliver ej større en eneste Blomst,
ej Lundene mere fagre!

Gunild! Gunild! nu gulnes goldt
alle Løfter, al Lokken, al Leg fra Skærsommer!
Viger den Haand, som ikke jeg greb,
og aldrig vi sammen kommer!

Thi længst er leden den lyse Vaar,
levnet Nætter i Mulm, levnet flygtende Fugle!
Den, som ved det, maa sidde kvær
og skogre som gammel Ugle!"

Hr. Preben pusler i Skovens Bryn,
fæster Doner, binder Bær, Bær saa lifligt røde:
"Kramsfugl! Dig sender jeg hende kvalt
og ler stor Elskov til Døde!"

424

SEPTEMBER

Prins Vidrik staar saa tavs ved Aa
med Haand paa Sværd og lytter til
de gyldne Flammers Knitren
og de smaa Gnisters Stjernespil.

Stor Larm og Tummel, Skraal og Skrig
op mod den stille Maane slaar,
- endda de Vandes Puslen
evindelig hans Øre naar.

Den Aa sig snor i blodig Glød,
som sved den gennem Eng sig Vej,
og risler, risler, risler
som hugget Saar, der læges ej.

Prins Vidrik lytter tavs og strunk.
Saa smiler blegt han imod Aa:
"Forklager du mig, Drømmer,
fordi jeg ej lod Blomsten staa?

Vist aldrig fik dit blanke Spejl
saa pragtfuld Rose i sit Glar,
og aldrig Blomst som denne
- saa hed - mit Hjærte bar.

I Morgen spejler du en Tomt,
hvor nys du under Murfod sang!
... Ak, Hjærtet fuldt af Blomster
og saa en Dag en øde Vang!"

425

OKTOBER

Der red en Ridder ad Borgens Port,
han saa mod Vejens Sten;
der stod en Jomfru bag Gluggens Glar
saa bleg som død Mands Ben.

Og Taagen drev omkring Borg og Busk,
steg under Taarnets Tind,
skjulte hvor Vej og Sti bar hen
og drypped fra brustne Spind.

Tavs red den Herre den halve Dag,
drøveligt, Fod for Fod,
rev saa med et i Tøjlen,
saa Hesten knejsende stod.

"Blæs" saa raabte han til sin Svend,
og Hornet klang for Mund,
- da straaled frem gennem Taagens Slør
Solen i samme Stund.

Og se! Da flammed den hele Skov
som Kobber og drevet Guld!
Hver en Kvist blev en Streng af Glar,
til Perler den sorte Muld!

"Skønjomfru!" hvisked den Ridder tyst,
"der svandt min Kummer brat!
. . . Der blev de Stunder, som nu er endt,
saa luende lys en Skat!"

426

NOVEMBER

Kragen synger sin hæse Sang,
og Regnen rasler mod Glar,
den, som har høstet, maa tære paa
de arme Avner, han har.

Narren kryber i Kakkelovnskrog,
slaar Strengeleg over Skød -
"Av, Hr. Ridder, nu synger Fugl
som Stodder i bitterlig Nød.

Lille Skønjonfru, ræk mig din Mund,
aldrig kan Sommeren dø,
- lille Skønjomfru, far Fanden i Vold,
nu skraaler min Staldknægt paa Hø!

Ak, Hr. Ridder, - slaa Halm og Klud
om Hjærtet, før Dagen dør!
Nu falmer alle de fagre Ord
og alle de fagre Mø'r!

Nu kvæder Kragen sit gode Kvad
om Livets inderste Fryd,
lidt Sol, lidt Tørvejr og godt med Mad
og Søvn og dovnende Dyd!

Hr. Ridder, I lægge jert Hoved ned,
nu gik Skønjomfru i Seng
at sove ene en Vinter lang
som Snogen i vissen Eng!"

427

DECEMBER

"Nu angre I, strenge Herre,
kun stakket Tid er Jer levnet,
thi I har syndet for Glædens Skyld
saa fuldelig, I det evned!

Alle de Agre derude
de ligner i Armod Jer,
- af hele den gøglende Sommer
i Tjørnen knap et Par Bær!"

"Brænder to Bær i Tjørnen,
og er der knap flere til,
- tak da for dem, du naadige Gud,
slet ikke fler jeg vil!

Og var der kun et, jeg takked!
Thi det skal du vide, Munk,
en eneste Frugt kan gløde
som hele Sommerens Prunk!

Og det skal du vide, Broder,
at er jeg en døende Mand,
og er mit Liv nu en bladløs Tjørn
med Rod i kummerligt Sand,

- hvad der har været min Glæde,
det blev just den ene Frugt,
der bærer under sin glødende Skal
mit Hjærteblod indelukt!"