JANUAR

✂ Der ligger et lidet Værtshus,
hvor Skoven tyndes og Ræven bor,
alle de Ruder er frosne,
og Hovtramp stivnet i Vejens Spor.

✂ Sneen dækker det aabne Land,
og Frosten bider hver Gren,
Ræven lusker om Gærde,
slunker sin Bug og slikker en Sten.

✂ Der sidder i Værtshusets Kammer
en Herre og stirrer i Ildens Skær
og ved ikke, hvor han skal ride
at vinde sit Hjærte en Jomfru kær.

✂ Is dækker alle Ruder,
og slet ingen Blomster i Skoven staar,
alle de Møer i Landet
til Hvile med Solen gaar.

✂ Den Herre sukker saa sagte,
ganger mod Ruden at stirre ud,
men aldrig smelter hans Aande
en eneste Blomst i det blege Skrud.

✂ Og Dagen lider saa hastigt,
og dobbelt ensom gaar Natten ind,
- ude i Skoven ler Ravnen
saa skogrende spotsk af Sind.

FEBRUAR

✂ Ellekrattets Troldebund
med stille Sne er bredt,
alle Elver døde,
alle Taager spredt.

✂ Tavs Skønjomfru træder
Mosens hvide Sti,
vandrer tyst og sagtelig
hver solfyldt Busk forbi.

✂ Ser til alle Sider,
sætter Fod paa Bul;
vide ligger Mosen
af Guds Solskin fuld.

✂ Da ... en sagte Susen
i det visne Krat,
Straa og Skygger skælver
som en Sommernat,

✂ og Skønjomfru hastig
Haand for Hjærtet slaar,
flyver saa som Vinden
til sin Faders Gaard,

✂ sidder i sit Kammer
purpurrød om Kind,
- ak, i ledest Vinter
flagrer Elverspind.

MARTS

✂ Greve Gundel er vandret til Stranden,
haver saa stor Uro,
ham flyed Fred, og ham slog Brand,
blot Stegersets Terner lo.

✂ Greve Gundel er vandret til Stranden,
maa salteste Farve se;
der gik Havet saa dybt og blaat
med Skum som blæsende Sne.

✂ Greve Gundel stirrer paa Havet;
der sprang Solen saa lyst,
svam som Guld og slog en Regn
af Stjerneskud imod Kyst.

✂ Helt bleg stirrer Greve Gundel,
tykkes et Blik at se
dybt som Havet og fyldt af Sol
og svøbt i stoltelig Sne,

✂ knytter sin Haand og aabner sin Favn,
mindes det Blik saa grant!
- "Ikke saa fanger du Hvile, Hav,
før jeg Jomfru Mette vandt!"

APRIL

✂ "Min egen lille Kær-Søster,
hvorfor skal vi vandre i Skov?
Ude paa Marken skinner i Sol
den Bondemands skumplende Plov!"

✂ "Min egen store Kær-Broder!
- Derfor skal vi vandre i Lund,
den Sol derude paa Mark og Muld
den kysser saa stygt min Mund!"

✂ "Søster! Min lille Lærke!
Der kommer en Byge, sletter den ud!
Herinde blandt Skygger og frønnet Træ
hænger al Vinterens Slud!"

✂ "Min store, kloge Kær-Broder!
Kommer den Byge, og ved jeg ej Ly,
mig rammer hver Draabe, som var min Kind
en bristende Blomst under Sky!"

✂ "Min lille stakkels Kær-Søster!
Kys og Blomster og Regn og Sol
dem kan du fly saa længe, du vil,
- naa'r de dig, krøb du bag Kammerstol!"

✂ "Broder! Min stolte Broder!
Mig fylder Svimmel og sælsom Ve!
Kom, Kær-Broder, og før mig hjem!
Slet intet mer tør jeg se!"

MAJ

✂ Morgendug og Duft og Fugle,
mindste Urt af Sol forgjort,
hele Verden Lys og Lykke,
- aa, mit Hjærte bli'r saa stort!

✂ Er det dine Spor i Græsset,
er det dig, som traadte her,
gik du denne Vej i Morges,
da vi skiltes, Hjærtenskær?

✂ Ak, du Abild, grøn og gammel,
slog du dine Blomster ud,
da du saa ham, for du trode,
det var Dagens lyse Gud? -

✂ Hvide Blomsterblad i Græsset,
er du flagret mod hans Mund,
ligger du og rødmer stille,
af hans Kys en flygtig Stund?

✂ Irred Abild, fuld af Blomster,
hvide Morgen, lyse Jord,
alt mit Liv jeg lykkefangen
drukner i dit Blomsterflor!

JUNI

✂ Det var en Skovsti
mellem lyse Bøge
mod Solnedgang.
Skovduen kurred,
en Solsort sang;
over den grønne
Bund stod Bukkar
duftende purret
med syngende Bier
skjult i sit Fang.

✂ Højt mellem Kronerne
skinned den lyse Sol,
blandt Anemonerne
skumred den blaa Viol,
Skovduen lokked
saa dybt og saa dulgt,
Skarnbassen knurred,
og Myggene flokked
i Sol sig og surred.

✂ Hvor Stien endte,
en gammel Laage
hang solbelyst;
421 Det grønne Træværk
som Løvet skinned.
Solen laante
dets frønnede Ælde
en Lød saa dyb
som Bøg og Bukkar,
som Skovduens Kurren
og Vaarens Vælde.

✂ Der laa bag Laagen
en gammel Have
med Snerler op
om Stakittets Stave,
med Liljekonvaller og Tulipaner
og langt derinde en lille Sø
med Vandranunkler
som hvide Svaner.

✂ Derinde gik ad en revet Sti
en hvidklædt Jomfru hver Blomst forbi
og bandt under Bryst et Silkebaand
og sukked og saa paa sin hvide Haand.

✂ Ranunkel og Bukkar,
Bøg, Tulipan!
... I Skoven hujer
den vilde Pan!

JULI

✂ Hr. Hagbart stod paa Vindebro
og stirred i Gravens Vand,
som Solen sank og Engens Dunst
stod over det grønne Land.

✂ Det Vand i Graven var saa blankt,
der saa han i Øjne to,
som op mod hans og tæt ved hans
saa frydefuldt til ham lo.

✂ Hr. Hagbart løfted sin stærke Arm,
imens han stirrende stod,
og trykkede sagte en Kind mod sin
og smiled to Øjne imod.

✂ "Se," hviskede han, "der nede vi staar
malet paa Himmelens Blaa,
som var vi to Engle, der trygt hos Gud
paa to, som de elskede, saa.

✂ Og her vi staar, med Kind imod Kind,
kan føle det varme Blod,
og ser paa de to, som skued vi ind
til Englene for Guds Fod!"

✂ Da drømte sig ind de Skove
i Nattens puslende Fred,
da drømte Hr. Hagbart sin Lykke
dybt ind i Guds Evighed.

AUGUST

✂ Hr. Preben pusler i Skovens Bryn,
fæster Doner, binder Bær, Bær saa rosenrøde,
bryder et Blad og bøjer en Kvist,
at liflig de Bær kunne gløde.

✂ "Kramsfugl! Kramsfugl! nu er det Tid!
Falder Havren, synger Segl over alle Agre,
bliver ej større en eneste Blomst,
ej Lundene mere fagre!

✂ Gunild! Gunild! nu gulnes goldt
alle Løfter, al Lokken, al Leg fra Skærsommer!
Viger den Haand, som ikke jeg greb,
og aldrig vi sammen kommer!

✂ Thi længst er leden den lyse Vaar,
levnet Nætter i Mulm, levnet flygtende Fugle!
Den, som ved det, maa sidde kvær
og skogre som gammel Ugle!"

✂ Hr. Preben pusler i Skovens Bryn,
fæster Doner, binder Bær, Bær saa lifligt røde:
"Kramsfugl! Dig sender jeg hende kvalt
og ler stor Elskov til Døde!"

SEPTEMBER

✂ Prins Vidrik staar saa tavs ved Aa
med Haand paa Sværd og lytter til
de gyldne Flammers Knitren
og de smaa Gnisters Stjernespil.

✂ Stor Larm og Tummel, Skraal og Skrig
op mod den stille Maane slaar,
- endda de Vandes Puslen
evindelig hans Øre naar.

✂ Den Aa sig snor i blodig Glød,
som sved den gennem Eng sig Vej,
og risler, risler, risler
som hugget Saar, der læges ej.

✂ Prins Vidrik lytter tavs og strunk.
Saa smiler blegt han imod Aa:
"Forklager du mig, Drømmer,
fordi jeg ej lod Blomsten staa?

✂ Vist aldrig fik dit blanke Spejl
saa pragtfuld Rose i sit Glar,
og aldrig Blomst som denne
- saa hed - mit Hjærte bar.

✂ I Morgen spejler du en Tomt,
hvor nys du under Murfod sang!
... Ak, Hjærtet fuldt af Blomster
og saa en Dag en øde Vang!"

OKTOBER

✂ Der red en Ridder ad Borgens Port,
han saa mod Vejens Sten;
der stod en Jomfru bag Gluggens Glar
saa bleg som død Mands Ben.

✂ Og Taagen drev omkring Borg og Busk,
steg under Taarnets Tind,
skjulte hvor Vej og Sti bar hen
og drypped fra brustne Spind.

✂ Tavs red den Herre den halve Dag,
drøveligt, Fod for Fod,
rev saa med et i Tøjlen,
saa Hesten knejsende stod.

✂ "Blæs" saa raabte han til sin Svend,
og Hornet klang for Mund,
- da straaled frem gennem Taagens Slør
Solen i samme Stund.

✂ Og se! Da flammed den hele Skov
som Kobber og drevet Guld!
Hver en Kvist blev en Streng af Glar,
til Perler den sorte Muld!

✂ "Skønjomfru!" hvisked den Ridder tyst,
"der svandt min Kummer brat!
. . . Der blev de Stunder, som nu er endt,
saa luende lys en Skat!"

NOVEMBER

✂ Kragen synger sin hæse Sang,
og Regnen rasler mod Glar,
den, som har høstet, maa tære paa
de arme Avner, han har.

✂ Narren kryber i Kakkelovnskrog,
slaar Strengeleg over Skød -
"Av, Hr. Ridder, nu synger Fugl
som Stodder i bitterlig Nød.

✂ Lille Skønjonfru, ræk mig din Mund,
aldrig kan Sommeren dø,
- lille Skønjomfru, far Fanden i Vold,
nu skraaler min Staldknægt paa Hø!

✂ Ak, Hr. Ridder, - slaa Halm og Klud
om Hjærtet, før Dagen dør!
Nu falmer alle de fagre Ord
og alle de fagre Mø'r!

✂ Nu kvæder Kragen sit gode Kvad
om Livets inderste Fryd,
lidt Sol, lidt Tørvejr og godt med Mad
og Søvn og dovnende Dyd!

✂ Hr. Ridder, I lægge jert Hoved ned,
nu gik Skønjomfru i Seng
at sove ene en Vinter lang
som Snogen i vissen Eng!"

DECEMBER

✂ "Nu angre I, strenge Herre,
kun stakket Tid er Jer levnet,
thi I har syndet for Glædens Skyld
saa fuldelig, I det evned!

✂ Alle de Agre derude
de ligner i Armod Jer,
- af hele den gøglende Sommer
i Tjørnen knap et Par Bær!"

✂ "Brænder to Bær i Tjørnen,
og er der knap flere til,
- tak da for dem, du naadige Gud,
slet ikke fler jeg vil!

✂ Og var der kun et, jeg takked!
Thi det skal du vide, Munk,
en eneste Frugt kan gløde
som hele Sommerens Prunk!

✂ Og det skal du vide, Broder,
at er jeg en døende Mand,
og er mit Liv nu en bladløs Tjørn
med Rod i kummerligt Sand,

✂ - hvad der har været min Glæde,
det blev just den ene Frugt,
der bærer under sin glødende Skal
mit Hjærteblod indelukt!"