JONAS LIE
✂
Sorgen den er saa stort et Træ,
men Glæden en liden Plante,
som Aaret igennem uden Læ
paa Grøftetue maa skrante.
✂
Fik du din Plads under Sorgens Træ,
gaa ud til Glædens smaa Tue,
saml dine Hænder og bøj dit Knæ
og skærm den af al Formue.
✂
Der buldrer en Kaminild i en halvmørk, gammel Stue,
Lys og Skygge flakker over Gulv og under Loft,
- ude ligger Verden fuld af Sne og bitter Kulde,
Ravnefjed og Ulvespor hver Nat staar over Toft
✂
Den gamle, dunkle Stue er bygt blandt øde Skove,
hvor Lyset fra dens Ruder, som Blod i Muld, forsvinder,
- udenom en Verden af Frost og Ufærd bides,
inde om Kaminen sidder Slægten og dens Minder.
✂
I denne stille Stue, i dette Ødets Hjærte,
det lune, dulgte Tilflugtssted, den Uvejrskræmtes Hi,
hvor alle stride Viljer en Stund saa stille dulmes,
- der bor din milde Visdom, din Digtning, Jonas Lie.
✂
Dig bed vel Livets Barskhed saa haardt som nogen anden,
stak Sylen i dit Hjærte og lod dig bittert klage,
du raabte fra din Stue mod Menneskenes Raahed
- og lagde blødt din Haand i dens, der trak sig skræmt tilbage.
✂
Der lever store Tanker, de sprænger støt sig Veje,
du kender dem og elsker dem af al din stolte Aand,
fordi de bærer Frelsen fra det, som maa gaa under,
- din Længsel er at bygge et Hjærtets Partenen.
✂
Ak ja, - og du har bygget, du Norges rene Græker,
og du har skabt en Skønhed, og den staar stor og herlig,
du er som Birken, fin og hvid, drømt ind i Fjældets Side,
og sprænges der, og kløves der, man hører dit: Vær kærlig!
✂
Det er din jævne Lærdom, saa ligetil, saa vanskelig,
en Sandhed af de tusind paa Livets tusind Tunger.
- Livet præker mangelund, - hver lytter sig sin Visdom til,
- for dig blev denne Brødet for alle Hjærters Hunger.
✂
Din Tro, den faar du hævde, - vi lever, tusind andre,
som fandt, at Visens første Vers det var at slaa til Jorden,
- du digted din som Stjærne ind i skæbnetunge Himle,
- dér staar den evig over dig, du hvide Birk i Norden!