Stuckenberg, Viggo HØSTSTEMNINGER

HØSTSTEMNINGER

I

Havens Blomster har smykket sig ud
med Dugg paa de knopløse Stilke,
sølvblankt flimrer den kølige Rim
i Spindelvævenes Silke.

Perler sidder i pynteligt Sæt
om Træernes gulnede Blade,
funkler - og svinder med sporløst Fald
for Solens Straalekaskade.
40 Vinden kommer og aander saa koldt
paa det sidste, tøvende Grønne, -
der falder en Duggdraabe tungt paa min Haand - -
Græder du, falmede Skønne?

II

Det falder, det krøllede, pjuskede Lov
som Rester af optrævlet Pragt,
Naturen er bleven tungsindig og sløv
og træt af sin pralende Dragt.

Et Vindpust, der drømmer om Sommerens Glans
og endnu af Glansen er ør,
forsøger en kluntet og støjende Dans,
men snubler i Graavejrets Slør.

Kun Vildvinen blusser, som prangede den
i spillende Sommersols Bad, -
Vindpustet svulmer - og slæber sig hen,
- det fandt kun et faldende Blad.